Kommentar

Europa er ikke et værdifællesskab

Det er ikke så let af finde fællesnævneren for europæisk historie og identitet
EU-flaget symboliserer fællesskab, men hvad Europa helt præcis er fælles om, er ikke let at sige.

EU-flaget symboliserer fællesskab, men hvad Europa helt præcis er fælles om, er ikke let at sige.

Vassil Donev

22. november 2010

Man siger ofte, at Europa er et fællesskab, som bygger på fælles værdier, men det er jeg nu ikke overbevist om. Efter min mening handler Europa frem for alt om flere tusind års historie indskrevet i et geografisk rum, der kan afgrænses nogenlunde entydigt. Forestillingen om et værdifællesskab passer derimod ikke rigtig ind i det billede og risikerer kun at forvanske perspektivet.

Vores europæiske historie lader sig beskrive og analysere. Men den, som forsøger at gøre dette med udgangspunkt i en forestilling om fælles værdier, løber en risiko for at gøre vold på denne historie. Allerede at tale om Europa som kristent eller som en treenighed af kristendom, jødedom og hellenisme - alternativt som rationelt, frihedsorienteret eller pluralistisk - indebærer en risiko for at reducere og delvis banalisere vort kontinents lange historie. For Europa står - på godt og frem for alt på ondt - for meget mere, end disse bestemmelser kan indfange.

Alligevel frister henvisningen til det forestillede værdifællesskab os bestandig til at skære vores historie og identitet til. Dermed kan de ikke undgå at blive fortegnede og stiliserede. Ofte indebærer denne øvelse nemlig, at vi ser bort fra forhold som brodermord, blodhævn, inkvisition, afladshandel, hekseprocesser, negerslaveri, Auschwitz, totalitarisme, etnisk udrensning osv. Problemet er jo, at også disse størrelser hører med til Europa. Til the Glory that was Greece hører også Hannah Arendts banale ondskab. Alt det rædselsfulde indtager det samme rum som det skønne og ædle i vor europæiske historie. Nogle gange er disse aspekter endda forenede i en grad, så de forekommer uadskillelige. En meget europæisk skikkelse - og tankefigur - er den tyske blonde lejrkommandant, som pudser sin schæferhund på fangerne, mens han om aftenerne underholder sine gæster med Schubert og Beethoven på flygelet. Og han har beviseligt eksisteret.

EU er forgængelig

Hvad Europa ikke er, er til gengæld EU, den Europæiske Union. Altså, et værdifællesskab - i dette tilfælde en organisation med et regelværk, som igen orienterer sig mod en kanon af værdier. Disse værdier er blevet udkrystalliseret, identificeret og udvalgt af unionens medlemmer for siden at blive lagt til grund for hele foretagendet. De er blevet brugt som grundlag for at afgøre, hvem der kan blive medlem, og hvem som ikke kan. For EU er på en gang politik og Europa, hvilket igen fører til en hel mængde sondringer og paradokser.

Eksempelvis ville ikke-europæiske stater som Japan, Canada eller New Zealand være langt bedre kvalificerede til EU-medlemskab end flere af de europæiske lande, som allerede er optaget som medlemmer. Men det går selvfølgelig ikke, eftersom de ikke er del af Europas historie og geografi.

Samtidig er der den forskel mellem EUog Europa, at førstnævnte kan forsvinde igen. Unionen kan simpelthen gå under og dermed blive et afsluttet og ganske kort kapitel i Europas historie. Europa derimod kan næppe forsvinde. I det mindste er det meget vanskeligt at forestille sig hvordan. Men EU kan gå under, hvis de værdier, som ligger til grund for unionen, ikke efterleves eller viser sig ikke at være formålstjenlige for dens fortsatte beståen. At Europa skulle gå under ville være ensbetydende med, at historien var nået frem til sin afslutning, og det er vel en mulighed, som kun spøger i en nyhegeliansk forestillingsverden.

Opbyggelig fortælling

Når EU skal skrive sin egen historie, fremstår den gerne lige så stiliseret og konsekvenslogisk som de opbyggelige fortællinger fra barndommens søndagsskole. En mere kritisk og mindre ideologiseret granskning ville, tror jeg, kunne give os et andet billede - et billede af improvisation, slumpetræf, broget mosaik, foranstaltninger og beslutninger snarere end en gennemtænkt strategisk generalstabsplan.

Desuden er EU's indsats som formende og skabende kraft for den europæiske historie hidtil noget blegsottig. Østudvidelsen - en af EU's store stunder - fremstår tyve år efter kommunismens sammenbrud i Europa ikke så meget som et resultat af europæisk integrationspolitik som resultat af en for alle uventet og pludselig mulighed, som skabtes af omstændigheder, der var langt hinsides EU's kontrol.Ét er sikkert: En polsk pave (uden panserdivisioner), en amerikansk B-skuespiller i Det Hvide Hus og en russisk generalsekretær, som troede, at han reformerede kommunismen, men rent faktisk var i gang med at afskaffe den, havde uendeligt større indflydelse på denne historiske udvikling end nogen person i Bruxelles.

Den umulige kunst

Politik er det muliges kunst. Historie er noget helt andet - ofte en fortælling om umuligheder.

Ukraine er utvivlsomt både geografisk og historisk en del af Europa, men det er ikke kvalificeret til EU-medlemskab. Og dette har udelukkende med visse værdier og deres stilling i landet at gøre. De er ikke selvindlysende, ikke tilstrækkeligt forankrede og ikke tilstrækkeligt beskyttede med lovparagraffer og institutioner. Og frem for alt behandles de med ligegyldighed af de brede masser.

Politisk logik siger os, at Ukraine burde optages så hurtigt som muligt i EU. Men det vil formentlig være umuligt i nærmeste fremtid.

Og Tyrkiet? Jeg vil hævde, at landet med fordel kan anskues som en del af den europæiske historie. For at overbevise sig herom, er det tilstrækkeligt at rejse til Istanbul. Hagia Sofia er anlagt som en kirke og kun ganske nødtørftigt forvandlet til moské. Og ude i landet snubler man til stadighed over græske eller østromerske mindesmærker med en længere historie bag sig end islam. Men det vil de, som holder Tyrkiet uden for EU - med henvisning til værdifællesskabet - sjældent være villige til at indrømme.

Richard Swartz er Østeuropa-korrespondent

© Dagens Nyheter og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

@Ralph Sylvestersen

mange kilder hævder at platon's statsteorier aldrig for alvor blev fulgt i nævneværdigt stort omfang,
men hvis det andre kilder hævder holder, så var romerriget og middelalderen jo, temmelig nøje, ( mht. overbygningen ) lige netop platon's stat. som europæisk værdifællesskab !
hvad jo må anses for at ha' været den så laveste fællesnævner som muligt, for det.

Hvorfor er der en statue af Ukraines nationaldigter Sevchenko i Østre Anlæg i København? Er det en speciel hilsen til Putin fra det nye Danmark?

Hvorfor hører man aldrig mere om USA's udryddelse af indianere?

Konklusion: USA har vundet propagandakrigen i en sådan grad, at Europa kan hjemsøge sig selv med hovedrystende bebrejdelser til evig tid og ender med frivilligt at ofre sig for USA's og Anders Fogh Rasmussens krige i desperat afmagt og selvhad.