Frygt er et overset middel til opdragelse. Effektivt. Brugbart. Og selvfølgelig invaliderende, hvis det bliver brugt forkert. Men alt for mange forældre bruger det slet ikke, og det er en fejl. For der er ting i livet, man skal frygte. Som at være fysisk inaktiv. Som at være for fed. Som at blive kørt over på motorvejen, hvis ikke man har lært, at biler er farlige, når man leger på vejen.
Se, det sidste eksempel er der jo ingen, der har nogen indvendinger mod. Der er kontant afregning lige med det samme, hvis ikke forældrene lærer børnene at passe på bilerne. Det ville faktisk være direkte omsorgssvigt ikke at lære børnene at begå sig i trafikken.
Men at lære dem at frygte fysisk inaktivitet og fedme er straks helt anderledes politisk ukorrekt og virker direkte provokerende på mange, hvis man siger det så ligeud. Problemet er bare, at fysisk inaktivitet og fedme ikke alene fører til et liv, der i lang, lang tid er af dårligere kvalitet end et sundt liv med fysisk udfoldelse; det medfører også døden i en tidligere alder. Ups ja - og så er det jo enormt dyrt for samfundet at have et massivt antal borgere med livsstilssygdomme. Oven i købet med social slagside.
Men i tolerante og frisindede Danmark har vi vedtaget, at man ikke må fordømme andre på deres livsstil, og derfor må man ikke påberåbe sig personlig ansvarlighed og dadle andre for deres manglende selvdisciplin. Det er et overskudsfænomen at sørge for øko-gulerødder og sport tre gange om ugen for poderne i stedet for at fylde dem med campingkage og pc-spil, og det kan en enlig mor til to på overførselsindkomst ikke leve op til.
Nu er denne klumme imidlertid ikke skrevet til denne enlige mor til to på overførselsindkomst. Hendes muligheder er nemlig meget anderledes end de, som denne klumme er skrevet til. Nemlig den gruppe af ressourcestærke, velmenende, bevidste forældre, der ikke ved alt det gode, de vil gøre for deres børn - på nær lige at turde tage det værdimæssige lederskab og ikke mindst det uendelige antal ubehagelige konflikter, der kommer i kølvandet på denne stillingtagen. Pointen er imidlertid, at man måske ikke behøver at bruge frygt så intensivt, hvis man i stedet bruger en legende tilgang til det at bruge sin krop som en mulighed for glæde. Og hvis ikke man var så pokkers bange for at smide børnene ud i en række af overkommelige, men til tider svære forhindringer og helt klart ubelejlige situationer - som ikke desto mindre ville øge deres selvværd betragteligt.
Sofaens fangarme
For nylig var jeg med hele familien på det hippe feriesportssted Playitas. Det blev til mindst tre timers sport hver dag, mange - helt utrolig! - ømme muskler og rigtig mange grin, fordi vi jævnligt endte i underlige kropssituationer, når vi prøvede sportsgrene af, som vi aldrig havde forsøgt os med før. Blandt andet spillede jeg fodbold for første gang nogensinde - og det var stort! Selv om jeg konsekvent var den, der blev valgt sidst ved holddeling (også når det var mine sønner, der var holdledere), var det meget oplysende, vildt hårdt og totalt griberen - især når man fik en tackling igennem uden at brække skinneben eller forstuve anklen.
Det mest interessante, jeg lagde mærke til på denne ferie, var, at vi var sammen med vores børn på nogle helt nye præmisser. Og sport blev til leg og ikke en halvsur pligt. Normalt er sport noget, vi dyrker adskilt fra hinanden. Mor går til fitness om morgenen. Far går med sønnerne til fodbold, og mor tager dem med til svømning, og så kan vi ellers stå på sidelinjen/kanten og forsøge at coache lidt mere duelighed og selvforståelse ind i dem. Men på Playitas var vi sammen om at spille volleyball og fodbold, cykle lange ture, forsøge os med karate'robics og stretch & relax (endelig havde jeg en fordel!) og selvfølgelig svømme. Og når vi satte os til bordet, gik snakken meget på dagens fælles oplevelser, måder at tage toppen af muskelømheden på og kostens betydning for ens resultater - anført af børnenes nysgerrighed!
Børn bevæger sig nemlig naturligt meget. Det er os voksne, der holder op. En eller anden dag holder vi op med at løbe rundt og begynder i stedet at gå, og kort tid efter får sofaen fangarme og holder os der ved hjælp af ligegyldige make-over programmer og en pose kanelgifler, og pludselig er man blevet til en lille blød indendørshavenisse, der sidder trind og rund og puster bare ved tanken om at bevæge sig op af sofaen. Og når ungerne plager om slik og fritagelse fra svømning, bliver der givet efter, for nå ja - de skal jo også hygge sig.
Øjeblikkelig belønning
At hygge sig er at være doven og usund. Sådan nogenlunde er mantraet for mange, selv om det ikke bliver formuleret på den måde. Men hvad sker der med kroppen og de langvarige påvirkninger, når man dyrker dette mantra? Efterhånden er der lavet så meget forskning i, hvilke konsekvenser en usund livsstil har for mennesket, og hvor meget det påvirker vores livskvalitet helt grundlæggende, at det faktisk er besynderligt, der ikke er lovgivet omkring mindst en times sport om dagen og endnu højere afgifter på chipsfedt og sliksukker. Og helt ekstremt viser det sig nu, at der er et stigende antal børn, der lider af skeletsvagheder, fordi de ganske enkelt ikke rører sig nok. Man ser det for sig: Et syvårigt barn med en rollator! Vi skal nemlig frygte at blive fysisk inaktive og usunde; ja dovne og fede, for det tjener ingen. Allermindst dem, der er det.
Vi kan lære vores børn at frygte dovnefedmedøden, men endnu bedre kan vi lære dem at lege med kroppen ved selv at gøre det. Og gøre det sammen med dem. Hvor ofte tager du f.eks. trapperne op i stedet for elevatoren? Og laver en konkurrence med dit barn om, hvem der kommer først? Især piger har brug for at blive animeret til fysisk konkurrence, fordi de ofte bliver kigget underligt på, hvis de larmer og fylder for meget kropsligt. Ikke just den gode indgang til at blive ven med sin krops formåen - hvis det altså skal række ud over pynteligt tøjstativ og begærobjekt senere i livet.
Når du bruger kroppen, belønner den dig ret kontant. Du får det bedre på alle mulige måder - også mentalt. Og du kan yde så meget mere og holder stressen i skak, hvilket er et argument, som næsten alene skulle bære en fysisk sund livsstil igennem, med tanke for hvordan fremtidens arbejdsmarked ser ud.
Jamen, siger mange, jeg har ikke tid. Næh. Men har du tid til at lade være? Og kan du være det bekendt over for dine børn? At give dem gode kropslige vaner er mindst lige så vigtigt som at hjælpe dem til en uddannelse, så der er faktisk ingen undskyldning. Med mindre, selvfølgelig, du synes, du vil have max. ud af dine skattepenge gennem sundhedsvæsnet på sigt ...
Emilia van Hauen er sociolog, forfatter og foredragsholder. Hver fredag skiftes Pernille Rosenkrantz-Theil, Zenia Stampe, Mette Bom og Emilia van Hauen til at skrive ugens klumme på denne plads
Refleksion
Seneste artikler
Den kroniske velfærdsbulimi
31. januar 2011I disse for vort land så vanskelige økonomiske tider bør vi sende en særlig tanke til budgetbisserne i Finansministeriet, som på det seneste har bistået regeringen med at skifte de ansvarsløse spenderbukser ud med sort latex og piskHvem stiller spørgsmålene til vore politikere?
27. november 2010Tempoet i tv er opskruet i dag, og substansen, synes de fleste, er fraværende i politikerinterview i dag. For 20 år siden ville vi i hvert fald aldrig sende spørgsmålene til gennemsyn på forhåndJagt på topembedsmænd er sat ind
16. november 2010Departementscheferne har i 30 år villet undgå, at politiske stabe rykker ind hos ministrene. Topembedsmændene kan selv levere politisk rådgivning, lyder det fra DJØF. Men prisen er, at de havner i den offentlige gabestok - uden mulighed for at forsvare sig
"Hvor ofte tager du f.eks. trapperne op i stedet for elevatoren?"
Det giver du mig lige et svar på når du har boet på 12 sal. ;)
Hvad med at gå foran og selv vise et godt eksempel i stedet for at spille bussemand ? Det med at spille på frygt hører hjemme i en fjern fortid fra den sorte skole - idag ræssonerer man i en venlig og fordomsfri atmosfære. God fornøjelse...
Kære Leif Mønniche
Fortæl du det til den borgerlige fløj.
Med fornøielig hilsen
Vi skal også frygte bedrevidende sociologer, har min mor lært mig :o)
Måske er frygt ikke lige den bedste motivationsfaktor, hvilket Leif vist også fik indikeret !
Helt enig med Leif Mønniche og Jeppe Klausen.
Frygt er den dårligst tænkelige motivationsfaktor. Man skal selvfølgelig, som det også siges i artiklen, selv gå foran og engagere sine børn i leg og sport. Gider man ikke det, svigter man sine børn, og så hjælper det absolut ikke at påføre børnene en frygtadfærd - jeg vil næsten sige tværtimod.
Selvfølgelig skal børn lære, at visse handlinger er farlige, men det skal begrundes med fornuft, ikke med frygt.
Frygt ? Tvivl, er vist det rigtige begreb.
Frygt er et effektivt opdragelsesmiddel. Politikerne har siden september 2001 brugt det i stor stil, og har fået afrette befolkningen ganske effektivt. En kuet og frygtsom befolkning, der i afmægtighed anser politikerne for at være de eneste, der har lov til at agere og mene noget, og som man er pligtig til at tage alvorligt.
Til effektiv børneopdragelse, kan foreslås hundehalsbånd, der giver bæreren stød, hvis de er for højlydte eller at deres ejere trykker på fjernbetjeningen. Det giver lydige og rolige hunde. Samme effekt må forventes på børn.
det kan godt være jeg overfortolker her, men altså, jeg har aldrig været bange for bilerne...
Jeg kan ikke forstå hvorfor man ikke giver børnene to timers idræt pr. dag i folkeskolen. Det ville sikkert koste penge at bygge de ekstra idrætsfaciliteter, der skulle til, men det er nok endnu dyrere at lade være på længere sigt.
Mange undersøgelser har desuden indikeret at fysisk aktive børn har en bedre indlæringsevne, og de ville givetvis have nemmere ved at sidde stille i timerne, efter en god gang løb/boldspil m.v.
Hvis man gav alle børn 10 års statsfinansieret idræt i folkeskolen kunne man være denne fedmediskussion foruden et langt stykke hen ad vejen ud i fremtiden.
Børnene er der jo alligevel hver dag...
Hehe, ordet frygt fik jer da til at læse artiklen ;)
Smart trick.
Med venlig hilsen
Lennart
En klumme skrevet til den ressourcestærke middelklasse, som burde have en del mere fornuftige ting at give sig til end baske sig selv i hovedet med kvasireligiøse sundhedspåbud ud fra en forkvaklet logik om ikke at lægge sundhedsvæsenet til byrde? Fortryder allerede at jeg har brugt 2 min på at skrive det her - van Hauen må grine hele vejen hen i banken..
Lennart Kampmann:
"Hehe, ordet frygt fik jer da til at læse artiklen ;)"
Det var nu snarere en formodning, at det nu rablede helt for forfatteren, hvis udgydelser jeg ellers undlader at læse.
Idealet for opdragelse, på være opdragelse til ulydighed. Til selvstændighed, selvstændig tankevirksomhed og ikke at lade sig kue.
De hidtidige kommentarer, er tilsyneladende skrevet af velopdragne personer, der netop ikke er frygtsomme.
* må være
For at minimere paranoiaen kan man erstatte ordet 'frygt' med 'nødvendighed': At det er nødvendigt at forholde sig til kvaliteten af eget helbred, kondition, farlige biler, samfundet... fortsæt selv.
Men også at der er mange ting, man kan, hvis man ser det som en udfordring og prøver indædt nok: Klatre op i det træ, løbe på skøjter, gå op til 12. sal...
At livet ikke kun er popmusik, pizza, modetøj og den næste liter cola.
Det lader til, at ensartethed er en evig kærlighed for van Hauen, der også i den generelle debat bruger den som argument, f.eks. for at beholde monarkiet. "Det er med til at bevare vores homogenitet" som hun siger.
Derfor er mennesker, der stikker ud fra fællesskabet, med eksempelvis en topmave, en direkte trussel mod hendes verdensbillede. En trussel, der skal bekæmpes med alle midler, og altså også frygt.
Suk. Hvorfor skal den dame udtale sig om alt mellem himmel og jord. Hun giver alle samfundsforskere et dårligt ry...
Reel og faktuel information har altid virket enormt godt for mig mht. opdragelse af mit barn.
Frygt giver ikke viden. Frygt giver bare frygt.
Information giver viden og øger barnets even til rationel tænkning.
Selvfølgelig skal informationen gradueres i forhold til barnets alder.
Artiklen ser jeg bare som et tydeligt tegn på hvor dybt regeringens frygt-politik er gået ind i mange danskere.
Intuitiv logik:
Ingen ødelæggelse = ingen lidelse
Middel ødelæggelse = middel lidelse
Den ultimative ødelæggelse = den ultimative lidelse.
Hvem kunne fortænke en intelligent maskine i at konkludere således ?
For ikke at skræmme menigheden, ændrede man den danske udgave af trosbekendelsen, så der kom til at stå: "Nedfaret til dødsriget".
Man skal ikke længere end til Tyskland for at finde den rigtige oversættelse: "Nedfaret til Helvedet".
At forsøge at dulme og trøste er en god dansk tradition, man ikke finder tilsvarende noget andet sted i verden.
Vi får frygt nok fra Dansk Frygtparti - det skaber kun en nation af neurotikere.
I stedet for frygt, så lav noget selv, der gør dig glad. Glade forældre er inspirerende.
Det behøver ikke være "sport". Det kan være alle mulige former for bevægelse, f.eks. folkedans, modern dance, zumba, geocaching, rengøring,og svampejagt.
Det behøver heller ikke at være meningsløse trædemøller i et fitnesscenter. Man kan jo cykle på arbejde. I det hele taget anbefales det at undgå at anskaffe sig bil, så lærer børnene også at fragte sig selv, bruge cyklen og læse en køreplan.
Hvornår bliver der sluttet dynamoer til fitnesscentrenes maskiner, så folk kan få lidt ekstra ud af alle anstrengelserne? Hvis de var kørt derhen i el-bil, så kunne de lade den op via alle motionsmaskinerne.
Det dere etterlyser er bruk av skam. Å skamme seg. Noe som henger sammen med kristendom. Kanskje kan man bruke skamfølelser konstruktivt for å bygge og korrigere samvittigheten?
@ Jarl Holstad
Nej, det har ikke noget at gøre med skam, men med nødvendighed: Hvis der er noget man vil, er der andet man må give afkald på.
Valget har konsekvenser. Det er ikke sukkermad altsammen.
BØØØØØØØØH!!!!
At sosionomer begynner å snakke om frykt som virkemiddel og løsning er et hylende paradoks. Ingen har som dem fjernet de strukturer som må til for at frykt skal kunne fungere som normdannende. Uten patriarkalsk vertikalitet faller hele frykten sammen, den flyter ut og kobler seg på en rekke andre følelser (f.eks. skam). Sosionomer er overhodet ikke psykologer. Jeg skulle ønske at det var mulig å isolere følelsen av frykt og bruke frykt aktivt for grensesetting og sunn disiplin. Resultatet er dessverre skam, selvforakt og en fullstendig låst situasjon mellom barn og foreldre.
Jeg er helt enig med Jarl Holstad.
At opdrage børn med frygt for fedme, svarer til religiøs opdragelse, hvor man siger at man skal frygte Gud, ellers bliver man straffet og kommer i helvede.
Opdragelse med skyld, skam og frygt medfører kun angstneuroser og giver ikke selvstændige mennesker, der tager de rigtige beslutninger for deres eget ve og vel.
Skam kendes i alle kulturer og ses også hos f.ex. hunde.
Hvis folk ville lade være med at køre deres børn i skole, er 99 % af det motionsproblem artiklen nævner løst.
Skammen har aldrig været større end nu. Hvad skulle ellers være forklaringen på spiseforstyrrelser, kosmetiske operationer o.lign.
Hvad angår angsten er forbruget af lykkepiller fortsat stigende - helt unge mennesker medicineres som aldrig før med angstdæmpende medicin.
Artiklen er egentlig vildt langt ude !
Lad os se i øjnene, at ved at dæmonisere al samtale om livets store spørgsmål (religionen ud af det offentlige rum) lades individet alene med en frygt, der kun delvist kan dæmpes med piller. Håbet om et "smertefrit tilflugtsted" har 4-doblet selvmordsraten for de 15-20 årige sammenlignet med for 20 år siden.
Rune Lykkebergs kommentar i klummen her er jo egentlig et meget passende svar på Van Hauens påstand: http://www.information.dk/252061
"Denne sociale tilstand har den tyske socialfilosof Axel Honneth betegnet som et ‘dydsdiktatur’: Kroppen ses som et offentligt resultat af den enkeltes dyder og laster. Den er en omvandrende facitliste for, hvor godt og rigtigt den enkelte nu er i stand til at leve. Det kvalificerer til den drastiske betegnelse ‘diktatur’, fordi dyderne regnes for den eneste årsag til velfærd og livslængde. De dikterer hele tilværelsen, og derfor kan alt vurderes som retfærdigt eller uretfærdigt. Og alle kan evaluere alle og slutte fra helbredsvurdering til moralsk dom."
og
"Det nye sundhedsregime har genopfundet den gamle gerningsretfærdighed: Det er katolsk moralisme på moderne sekulære præmisser. Det er en fordømmende overtro, som kan tilbagevises af hverdagsfortællinger overalt".
At give sine børn gode, kropslige vaner er vigtigt, det kan jeg ikke være uenig i. Men børn gør, hvad vi GØR og ikke hvad vi siger. Så hvis forældrene er fysisk aktive, behøves ingen skræmmekampagner -og heller ingen lovgivning. Det er hele den første del af klummen jo bevis for.
Og må jeg minde om, at klummeforfatteren i en bog om børn og forældre skriver følgende:
"Børn er orienterede mod at opleve og skabe, og vi gør dem en gevaldig bjørnetjeneste ved at overføre vore egne fremtidsbekymringer til dem, fordi vi på den måde fra starten af deres liv lærer dem, at livet går ud på at undgå frem for at skabe./…/ Lad dem i stedet opleve verden i deres tempo og med deres nysgerrighed i behold, så der også bliver plads til at opleve og overvinde helt almindelige risici: at skifte fra børnehave til skole, at stå op for sig selv, at klare en skolekammerats svigt eller en lærers uretfærdighed. Det er en god vej til at lære dem at klare sig selv og styrke deres selvværd."
Det synspunkt har hun tilsyneladende forladt til fordel for en anbefaling om at skræmme børn til at blive slanke og fysisk aktive - med en absurd høj risiko for at give sit barn en "syg sjæl i et slankt legeme". Nemlig den smerte, frygt, passivitet og omverdensmisto der grundlægges, når frygten træder ind i det rum mellem barn og forældre, der skulle være trygt og tillidvækkende.
Sagt ultrakort tror jeg, at selvværd er hjørnestenen i et sundt liv på alle planer, at et lavt selvværd formentlig grundlægges langt tidligere end overvægt gør - og at overvægt i rigtig mange tilfælde er en afledning af det lave selvværd, der skabes når et barn gøres utrygt med frygt og forkerthed.
Ak ja, Emilie... jeg tror lige jeg tager et par timer mere på sofaen, for min gigt, fibromyalgi, div. diskusprolapser i ryggen, nedsatte immunforsvar, udbrændthed og stress i svær grad ... og så videre ... ikke lige ansporer til at fare rundt og spille fodbold med min handicappede, voksne søn !!
Så kunne jeg jo passende afslutte med : It ain't over 'till the fat lady sings !