God latin

Vore universiteter er i færd med at droppe eller begrænse muligheden for at studere flere nyttige og betydningsfulde sprogfag. Det kan godt være, at jeg i dag hører til kategorien 'sure gamle mænd', men jeg vover alligevel at slutte mig til tilhængerne af undervisning i latin og græsk.

Som nysproglig student havde jeg haft latin i fire skoleår, og var efter bestigning af den temmelig høje begyndertærskel i faget blevet ret dygtig.

Fra 1950 begyndte et par kammerater og jeg at blaffe til Middelhavet hver sommer. Der gik det op for os, at latin var et nyttigt sprog. Vi kunne afkode de fleste overskrifter og en del tekst i italienske og spanske aviser. Dengang mestrede de fleste lokale ikke fremmedsprog, men vi opdagede, at det var muligt at gøre sig forståelig med latinske brokker - og derved ret hurtigt tilegne sig et anvendeligt brugssprog.

I Spanien tilbragte vi i 1950 små tre måneder med at køre landet rundt med bumletog, hvor talrige tredjeklasse-medpassagerer kappedes om at lære os mere af deres sprog. Her var det latinske fundament til stor nytte.

En hændelse i et italiensk fiskerleje i '51 var fornøjelig og lærerig. På det lokale vandrerhjem på toppen af et gammelt kastel blev jeg gode venner med en student fra Wien, Heinz, og en ung lyriker fra Roma, Giorgio. Heinz talte tysk og engelsk, men ikke fransk, Giorgio italiensk og fransk, men ikke engelsk eller tysk. Derfor faldt det i min lod at oversætte frem og tilbage mellem de to, hvilket gav mig besvær med selv at komme til orde. Det brokkede jeg mig efter nogle timers hektisk oversætterarbejde over. Giorgio fandt løsningen: Vi havde vel haft latin i skolen? Det havde vi. »Så taler vi latin,« forkyndte Giorgio.

Heinz og jeg tvivlede, men vi forsøgte, og det gik. Gloserne begyndte at dukke op. På havnen blev vi i løbet af en lille uges tid ganske flydende og blandt fiskere og handlende kendt som 'gli vagabóndi latini'.

Vi havde den store fornøjelse, at promenerende pigebørn på stranden og ferierende gymnasiaster fra Pisa og Firenze fandt stort behag i at blande sig og storflirte på deres letflydende skolelatin. Selv den lokale sognepræst havde hørt om os og slog sig en eftermiddag ned ved vores cafébord til en omgang espresso med grappa og en snak på latin om søndagens procession for kirkens skytshelgen. Han var, husker jeg, lidt bekymret over udsigten til at byens kommunistiske borgmester på torvet ville forstyrre processionen med et hornorkester som spillede Internationale. De havde for vane at drille hinanden, selv om de ellers var gode venner fra modstanden mod tyskerne under krigen.

Uden latin havde jeg i de år været lige så sprogligt fortabt i de gamle romerske provinser som en amerikansk soldat i dag er i Afghanistan.