Kommentar

Haiti-katastrofen er endnu et skammeligt FN-forræderi

Udbruddet af kolera er kun den seneste af de mange ulykker, som FN har været med til at nedkalde over det mishandlede og forarmede land
24. november 2010

Næsten alle erkender nu, at FN bragte koleraen til Haiti. Indicierne er overvældende, og allerede for flere uger siden var konklusionen klar for eksperter som koleraspecialist fra Harvard University, John Mekalanos.

Fattigdom og ringe infrastruktur tvinger mange haitianere til at drikke urent vand. Trods det har der ikke været kolera i landet i mands minde. Haitianerne har ingen erfaring med sygdommen og kun beskeden modstandsdygtighed. Alle bakterieprøver fra de smittede matcher en bakteriestamme, som kendes fra Sydasien. I Nepal udbrød der i sommer kolera, og i oktober ankom en ny deling nepalesiske FN-tropper til deres haitianske base i Mirebalais ved floden Artibonite. Få dage efter begyndte lokale haitianere at udvise symptomer på kolera, og snart bredte sygdommen sig til hele regionen. Den 27. oktober besøgte journalister Mirebalais og konstaterede, at ubehandlet spildevand fra FN-soldaternes latriner blev hældt direkte ud i Artibonite.

Først i november kunne Mekalanos »ikke konkludere anderledes«, end at koleraen måtte tilskrives »en uheldig og utilsigtet« indførelse af smitstoffet via FN's nepalesiske militærkontingent.

FN's forsømmelighed er således efter alt at dømme skyld i, at over 1.200 haitianere nu er bukket under for kolera og yderligere 20.000 er smittet. Dødstallet frygtes at stige drastisk. Det samme gør intensitet og omfang af de folkelige protester imod det, som kun er den seneste af en række FN-forbrydelser og fadæser i Haiti over de senere år.

Benægtelse

Snarere end at undersøge sin rolle i epidemiens udbrud har FN-missionen valgt at benægte alt. FN afviser at lade de nepalesiske soldater teste for sygdommen og vil ej heller undersøge årsagerne til epidemiens udbrud. I stedet for at forholde sig til en vred og opskræmt befolknings bekymringer betegner organisationen den seneste bølge af protester som » politisk motiverede forsøg på at destabilisere landet forud for præsidentvalget 28. november.« Demonstranterne er blevet mødt med tåregas og kugler - indtil videre er tre dræbt.

Alt er således, som det plejer. For sandheden er, at hele FN's mission i Haiti bygger på vold og skamløse løgne. FN er angiveligt i Haiti for at yde støtte til, at demokrati og retssamfund kan få fodfæste. Men dets eneste virkelig bedrift har været at overføre magten fra et suverænt folk til sin egen hær, der ikke drages til ansvar.

Det grundlæggende problem i Haiti, fra kolonialismens over postkolonialismens til neokolonialismens tid, har altid været det samme: Hvordan kan en lille og udsat herskende klasse sikre sine besiddelser og privilegier over for massernes elendighed og modvilje?

Den haitianske elite har etableret sig ved udstødelse, udbytning og vold, og kun fordi den har noget nær monopol på voldsmagt, er det muligt for den at fastholde sin forrang.

Dette monopol blev garanteret af USA's støtte til Duvalier-diktaturerne frem til midt 1980'erne og de efterfølgende militærdiktaturer (1986-90). Men det venstrepopulistiske Lavalas-parti og dets mobilisering for demokrati, som begyndte i 1980'erne, truede monopolet og de hermed forbundne privilegier. I den situation ville en hær være eneste garant for at sikre status quo.

Lang lidelseshistorie

Haitis inkompetente, men ondartede væbnede styrker, som blev oprettet som en stedfortræder for USA's magt, dominerede landet i det 20. århundrede. Efter at have overlevet et brutalt militærkup i 1991 demobiliserede landets første demokratiske valgt regering - under Jean-Bertrand Aristides ledelse - omsider i 1995 hæren til lang de fleste haitianernes store glæde. Det var ifølge advokaten Brian Concannon Haitis »største fremskridt for menneskerettighederne siden løsrivelsen fra Frankrig«. I 2000 blev Aristide genvalgt og hans Lavalas-parti vandt en overvældende sejr. Genvalget banede for første gang vej for ægte politiske forandringer i en situation, hvor der ikke var nogen ekstrapolitisk instans - ingen hær - til at forhindre det.

Haitis lille elite og dens forbundsfæller i USA, Frankrig og Canada følte sig truede af udsigten til folkelig selvbemyndigelse og tog skridt til at undergrave Lavalas-regeringen. I 2004 blev Aristide og hans regering væltet ved endnu et katastrofalt kup gennemført med amerikansk støtte og med deltagelse af tidligere haitianske soldater. En amerikansk marionetregering blev indsat, og det kom til blodige repressalier imod Lavalas-tilhængerne. Da Haitis ikke længere havde en hær, der kunne 'garantere sikkerheden', blev en 'stabiliseringsstyrke' indsat på initiativ af USA og Frankrig.

Unyttigt FN

FN har varetaget rollen siden. Sammensat af soldater og politi fra lande fra hele verden beløber prisen for dets operationer i landet sig til det dobbelte af Aristides årsbudget før kuppet.

FN-troppernes vigtigste mission er at pacificere det haitianske folk, at få dem til at acceptere kuppet og indstille deres kamp for et ægte demokratisk styre. Få haitianere vil glemme, hvad FN har gjort for at udrette dette. Mellem 2004 og 2006 deltog i FN i en undertrykkelseskampagne, hvorunder over 1.000 Lavalas-tilhængere blev dræbt. FN belejrede i 2005 og 2006 det forarmede Cité de Soleil-kvarter, en bastion for Aristides tilhængere, og har siden konsekvent nedkæmpet de folkelige protester mod alt fra politisk forfølgelse og privatiseringer til lave lønninger og høje fødevarepriser. I de sidste måneder har FN også søgt at inddæmme det stigende pres i hovedstaden Port-au-Prince for forbedringer i de utålelige levevilkår, som de 1,3 millioner hjemløse efter januars jordskælv må udholde.

Kolera eller ej, FN's vigtigste mål i dag at sikre, at næste uges valg kan afvikles som planlagt. For Haitis elite og deres internationale venner er dette valg den hidtil bedste chance for at begrave Lavalas. Det politiske program, som forbindes med Lavalas, er ganske vist stadig overvældende populært, men efter seks års undertrykkelse og en tiltagende indre splid er den folkelige bevægelse mere splittet end nogensinde. Hertil kommer, at Lavalas er blevet udelukket fra at stille op ved valget (uden skygge af internationale protester). Mange af partiets støtter ventes derfor at boykotte valget, der dermed ser ud til at skulle nå sit tilsigtede resultat: at garantere 'sikkerheden' (og uligheden) ved status quo, herunder de mange profitable muligheder, som et passende sikret Haiti efter jordskælvet kan tilbyde internationale investorer og landets på ny betryggede herskerklasse.

Peter Hallward er canadisk filosof med speciale i postkolonialisme og Haitis historie

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer