Regeringens Vækstforum vil øge den opfindsomhed, der skaber vækst. Det skal ske ved at blive bedre til at sprede viden fra offentlig forskning til virksomheder. Det kan man læse i oplægget Vækst gennem innovation og fornyelse, som blev drøftet i sidste uge. Hvad man måske er mindre opmærksom på er, at oplægget er en del af en mere generel efterspørgsel på en ny type intellektuel: En såkaldt kognitiv kapitalist, som tjener kapitalismen i stedet for at forsøge at tænke den bort. En forsker gør sig til en sådan intellektuel, når han overskrider sit akademiske kompetencefelt og overbeviser om, at hans idéer og viden er til gavn for virksomheders økonomiske vækst.
Den nye intellektuelle er med andre ord en klog, kommerciel og kommunikerende forskerperson, der ikke skammer sig over kapitalismens eksistens. I den forstand står han i modsætning til traditionelle intellektuelle, der fortalte arbejderklassen i industrisamfundet (eller for den sags skyld hele menneskeheden) om, hvori deres sande interesse i kampen mod kapitalen bestod. Modsat er den nye intellektuelle optaget af at overbevise regering, erhvervsliv og befolkning om, at deres kapitalistiske interesser består i at udnytte intellektuel viden og idéer.
Der er tale om en kovending af idealet for at være intellektuel. I en undersøgelse tilbage fra 2001 var kun 11 procent af de danske forskere enige i, at det skulle være en ambition for en forsker at udrette noget, der kunne give indtjening i erhvervslivet. Mens 57 procent var uenige i, at dette skulle være en ambition. Mig bekendt er der ikke tal for, hvor meget denne situation har ændret sig. Men til gengæld er jeg ikke i tvivl om, at et nyt ideal for den intellektuelle er undervejs.
Den traditionelle intellektuelles vigtigste redskab var kritik af de kapitalistiske magthavere. Den nye intellektuelles vigtigste våben er at kunne begejstre magthaverne for eksempel med sin kritik; eller snarere med sin kritisk-konstruktive tilgang til at forbedre virksomhedernes markedsposition i den globale økonomi. Overgangen fra kritik til det kritisk-konstruktive som den intellektuelles vigtigste våben opstår på og spreder sig så vidt jeg ved fra CBS, erhvervslivets universitet, i 2002. Kritik bliver her identificeret med at sige noget nyt, mens det konstruktive betyder, at man gør sin viden brugbar. Pointen er, at denne type af kritik ikke distancerer sig magten, den kritisk-konstruktive tilgang allierer sig i højere grad med magten og giver universitetet legitimitet.
Slut med fejden
Disse ændringer hænger sammen med, at forskeren ikke mere bliver set som en del af et universitetsaristokrati med indsigt i fornuftsnormer, der hæver dem over folk. Universitetet er i gang med at blive en institution i tæt kontakt med det omgivende samfund af ligeværdige brugere og stake-holdere, der skal overbevises om, at universitetet er nøglen til at skabe en vækst- og videnskultur. Det kræver en retorisk orienteret universitetsintellektuel, der formår at skabe opbakning til sin idé- og vidensproduktion.
Med andre ord gør vi os i disse år fri af intet mindre end en 2.000 år gammel stereotyp sondring mellem filosoffen og retorikeren fastlåst i en dødelig fejde. Ændringen rehabiliterer retorikeren, da det er klart, at ikke en nok så (filosofisk) fornuftig anbefaling har en overbevisningskraft, som gør, at folk bare retter sig efter den. Fornuften er ikke og har måske aldrig været kraftig nok til at sætte sig igennem af sig selv. Den behøver støtte fra (retorisk) skønhed i præsentationen. Og i dag bliver det stadigt tydeligere, at forskere har brug for at skabe efterspørgsel på deres idéer og viden. Det sker bedst for dem selv og andre ved, at de benytter sig af retorik, som ikke handler om, hvad brugerne vil have, men som lyder så skøn og lovende, at den overbeviser brugerne om, hvad de har brug for. Fremtidens intellektuelle vil kapitalisere på at overbevise kapitalen om sine interesser.
Claus Holm er prodekan for formidling, DPU, Aarhus Universitet
En kloning af professor Tribini råber med velsmurt mundlæder fra sit gøglertelt: Mine damer og herrer, træd nærmere, kom indenfor. De vil møde reklamefolk, kommunikationsrådgivere, spindoktorer, lobbyister, karrierejournalister og andre, der har gjort det til en kunst at sminke dunkle hensigter og camouflere løgnene, så de opfattes som endegyldig sandheder. Vi opdager en ny og overraskende mulighed for at komme i kontakt med kunderne. Vi vil se kapitalismens destruktive filosofi blive shinet op til endnu et amokløb på anstændige lønmodtageres opsparinger...keine Hexerei, nur Behändigkeit
Demagogi eller wishful thinking – måske begge dele. Under alle omstændigheder en ulden gang sludder. Claus Holms nye intellektuelle er bare et andet ord, for en person der driver anvendt forskning. Anvendt forskning var meget udbredt i Sovjetunionen, bare ikke til fordel for kapitalismens sorte håndlangere, men til fordel for fællesskabet og alles vel. En intellektuel der sælger sin sjæl til udbytterne og blodsugerne, bidrager gennem sin deltagelse, til den forsatte udbytning og underkuelse af de ikke besiddende. Claus holm tager fejl i at: ”Den traditionelle intellektuelle vigtigste redskab var kritik af de kapitalistiske magthavere”. Den intellektuelles fornemste opgave er at kritisere det bestående, uanset hvilket økonomisk og politisk system det er! I den tidligere østblok kritiserede intellektuelle systemet, og det gjorde de ret i. Ligesom de intellektuelle med samme ret, kritisere det kapitalistiske system i vores del af verden. Det utrolige var bare, at fordi der fandtes systemkritikere i østblokken, så antog tosserne i vest, at det betød, at kapitalismen var det eneste rigtige, på jorden og i himmelen. I virkeligheden betyd tilstedeværelsen af systemkritikere, at samfundet var sundt og fungerede. Nu mener Claus Holm altså, at systemkritikere skal skrotte kritikken og understøtte det bestående! En sådan samfund støvsuget for kritik, tror jeg ikke er særlig sundt at leve i. Det er også værd at lægge mærke til, at Holm tilsyneladende sætter lighedstegn mellem magt og kapital. Jeg ser intet sted, at han taler om politisk magt, kun om økonomisk magt. Økonomisk magt er den Gud, de intellektuelle skal dyrke.
Og så brækkede jeg mig virkelig da jeg læste om den nye intellektuelle der: ” i modsætning til den traditionelle intellektuelle, der fortalte arbejderklassen i industrisamfundene om, hvori deres sande interesser i kampen mod kapitalen bestod”. Nedladende og hovmodig og hørt før! Jeg kan godt fortælle Claus Holm, at der findes snesevis af intellektuelle arbejdere. Vi har fostrede ikke så få statsministre i dette land, hvis holm skulle have glemt det. De intellektuelle fra borgerlige hjem som har rakt hånden ud imod os, har altid været velkomne – lige fra Karl Marx og Lenin til Olof Palme. Holm forsøger her at kolportere myten, om de uvidende arbejder der blev forført af intellektuelle, af borgerlig herkomst. Fy for fanden siger jeg bare!
Fuldstændig lommefilosofisk liram larum, som ingen fornemmelse har for, hvilken rolle intellektuelle har haft i årtier i progressive (læs: succesfulde) private virksomheder ----- man kan godt blive lidt bekymret for prodekanernes kompetencer, hvis dette indlæg er symptomatisk for niveauet !
’Prodekanen for formidling’ vil gerne gøre ’opmærksom på’ at ’Regeringens Vækstforums’ oplæg ’Vækst gennem innovation og fornyelse’ er ”en del af en mere generel efterspørgsel på en ny type intellektuel: En såkaldt kognitiv kapitalist, som tjener kapitalismen ...”, og som en forsker kan ’gøre sig til’, når han ”ikke skammer sig over kapitalismens eksistens” men ’identificerer kritik’ med ’at sige noget nyt og brugbart’ (for hvem og til hvad?) for således at ’alliere sig med magten’ og give ’universitetet legitimitet’(overfor hvem?) ved at ”overskride sit akademiske kompetencefelt og overbevise om, at hans idéer og viden er til gavn (her kommer det) for virksomheders økonomiske vækst”.
Men er en sådan type intellektuel, der målretter sin forskning så han/hun kan ’tjene kapitalismen’ og ’alliere sig med magten’, har der vel altid været en ’generel efterspørgsel på’ og er vel heller ikke nogen ’ny type’?
Yderligere mener den retoriske dekan for formidling, at hans ’retoriske’ begrebsglidning fra ’kritik’ til det noget eufemistisk klingende: ’Kritisk-konstruktiv’, som betegnelse for den ’kapitalisme-tjenende’ forsknings orientering mod at gavne de KAPITALISTISKE virksomheders, altså DERFOR MONETÆRT-økonomisk forståede, ’vækst’, kræver en orientering mod ’det retoriske’ som ”den intellektuelles vigtigste våben”(hvem er fjenden?) hvad der igen tilsyneladende vil medføre en, undskyld det lidt ’traditionelle’ udtryk, :-), ’intellektuel revolution’, eftersom
”vi” derved ”gør vi os fri af intet mindre end en 2.000 år gammel stereotyp sondring mellem filosoffen og retorikeren”.
Men altså, i al sin, ja undskyld igen det ’traditionelle’ udtryk, :-), ’revolutionære begejstring’ for den ’kapitalistiske markedstænkning i den akademiske forskning’
(eller med en anden betegnelse: ’Den akademiske forsknings underkastelse under ’KAPITALLOGIKKENs’, :-), upersonlige MONETÆR-økonomiske PROFIT-tvang/diktatur’?),
overser den formidlende dekan så ikke, at netop i disse år er denne ’tænknings’ abstrakte, monetært-kvantitative ’vækstbegreb’ helt bogstaveligt ved ’at sejre sig selv og biosfæren til døde’?
Så hvis hans retoriske ’kamp’ for den ’nye intellektuelle type’ får ’succes’ medfører det vel bare at ’monetaristisk’ tænkende, akademiske intellektuelle ’skamløst allieren sig med magten’ og dermed får medansvar for den sociale og biosfæriske deroute?
Eller sagt på en anden måde:
Prøver han ikke bare med sin markeds-’tænkning’/-retorik at sælge sig selv og sin ’forskning’ under betegnelsen ’ny intellektuel type’ til de studentikose studie-’forbrugere’ på ” universiteternes indre uddannelsesmarked”, mens han som ”forskerfyrste” med ”vilje til magt” forsøger at ”lirke andre kasser end statskassen op” med løfte til ejerne af disse kasser om at påtage sig et ” ansvar for den stadige opdragelse af borgeren”, altså den studerende ungdom?
De her sidst anvendte citater er hans egne formuleringer fra en foregående artikel fra hans hånd:
’Universiteter skal træne deres markeds evner’, fra 19okt. : http://www.information.dk/248141
Med venlig hilsen
Jeg håber sandelig, vi får bremset Claus Holm og hans kumpaner i tide. Verden er på vej til at blive et gedemarked uden troværdig vidensproduktion og med en stadig mere grundlæggende forveksling mellem det nyttige og det ligegyldige.
Heldigvis tror jeg nu nok, at udviklingen vil gå en anden vej. Troen på arbejdets velsignelser vil dø i takt med, at det bliver mere og mere udnødvendigt at bruge mange timer på.
Meget af det, der kun har kunnet foregå i en lønmodtager-kontekst, vil i stedet blive ulønnet aktivitet med tilsvarende større troværdighed og integritet.
Lad robotterne om sliddet. Lad vindmøllerne, solfangerne og planterne om energifremstillingen.
Ikke et ord om erhvervslivets overtagelse af styringen af universiteterne knæsat af et borgerligt regime. Ikke et ord om protesterne omkring forholdene for den frie forskning. Ikke et ord om erhvervslivets jerngreb om de forhold kandidaterne udleveres til. Så profetien omkring den servile interlektuelle falder såmænd stærkt tilbage på den gode prodekan. Så med et klart udtryk lanceret tilbage i 1980-erne, hvor man havde kigget udviklingen ud: sikke en gang marketing-filosofi i kombination med lommeuld...
Med venlig hilsen
Kapitalismen giver ikke borgerne noget valg, kapitalismen skal afvikles, pardoksalt nok, koste hvad det vil.
Da jeg var ung var en intellektuel først og fremmest samfundskritisk og man kunne altid kende ham på uniformen: fløjl og pibe og gerne Information i lommen. Outfittet var synonym med en viden der lå uden for almindelige menneskers rækkevidde. Idag er de intellektuelle, takket være informationsteknologien, en døende race og derfor forsøger den at blande sig med den magt den hidtil har kritiseret. Det bliver selvfølgelig ikke dens redning.
Den uhellige alliance med erhvervslivet har medført den holdning, at universiteterne bør lægge sig efter den bondevisdom, der siger, at det, det drejer sig om, er, hvor meget korn, der kommer i laden.
Dette kriterium gør, at vi er tvunget til at satse på det sikre, og der vil under ingen omstændigheder blive uddelt forskningsmidler til den galning, der formaster sig til at ville undersøge, om jorden er rund og ikke flad.Vi vil blive stående i muld til halsen.
Efter enhver fornuftig definition kan man ikke kalde den slags leflen for bundlinien for forskning. Forskning har at gøre med "to boldly go where no man has gone before" - i tilfælde af, at nogen skulle have glemt det (og det er der vist en del, der har).
Kan vi ikke få et rigtigt universitet i stedet for de ynkelige vedhæng til Handelshøjskolen, som universiteterne i dag desværre er gået hen og blevet?
Som Narren ved kapitalens hof........
Medierne efterspørger altid forskningsresultater om glade og dygtige danskere, om sex og narko til de unge, og om hospitalsklovne og besøgshunde til det lidt ældre, landlige segment.
Desværre må de ikke selv opfinde historier, det skal være en overlæge eller præst, der "fortæller". altså et college ellere endog campus, som det hedder nu. Beverly Hills 90210 meets Niels Bohr.
Findes der stadig universiteter?
Jeg troede de var solgt.
'Intellektuelle' er et lidt sært begreb. langt hen ad vejen indikerer det ikke nogen 'uopnåelig indsigt', men en evolutionært decideret Lavere Form For Fornuft, som ikke formår at synkronisere indsigt og aktivitet resultatorienteret...
Det er absolut en af de frie titler - enhver kan kalde sig det, eller køre sig i position til at blive kaldt det.
En 'imam' - eller 'direktør' .. 'konsulent' ...
Når den klassiske 'iintellektuelle' ikke findes mere udover Krarup versus Rifbjerg har det også at gøre med hvad der sker når man sætter dem i rundbordssamtale. Den intellektuelle debat når aldrig nogen endegyldig udløsning. Og det er nu engang det de små piger vil ha'. Nå ja, og stemmeret også ...
Jeg kan ikke finde nogen steder, hvor Claus Holm argumenterer for at den intellektuelles nye rolle skulle være nogen ønskværdig udvikling. Er der nogen der kan hjælpe mig?
Troels S.
Nej, han er jo 'forsker i formidling' og 'formidler' derfor bare resultatet af sin 'forskning', så den kan indgå i 'udviklingen' - ønskværdigt eller ikke.
Det er jo det han lever af - som 'forsker'.
:-)
Venligst
Supplement:
Det er jo det han lever af - som forsker- så længe det vare.
:-).
Venligst
Betvivler du hans konklusioner om en udvikling i retning af mere profitorienterede forskere?
Nej, Troels Skadhauge, det er der ingen, der betvivler - men vi er mange, der betvivler, at sådanne forskere hører til i universitetsregi.
DTU og CBS er lige stedet for dem.
Det er da godt at høre vi er enige. Derfor synes jeg da også det er et ganske væsentligt punkt Claus Holm tager fat i (underordnet hvad han selv mener om det). Er det mon realistisk at forestille sig, at universitetsområdet undgår de kapitalistiske effektiviseringskrav der har styret debatten om den offentlige sektor siden New Public Managements indtog i 80'erne?
Selv De Studerendes Fællesråd argumenterer for at bevare SU'en ud fra en nytteværdibetragtning (de penge staten bruger på at give folk gratis uddannelse og SU tjener sig selv ind mange gange i det lange løb).
Det er ikke kun DTU og CBS der lever under kapitalens skygge.
De intellektuelles rolle er ingenlunde under forandring, men muligvis er der et skred i den almindelige opfattelsen af, hvad en intellektuel er. Og muligvis der tale om, at de intellektuelle i dag er en truet art, hvorfor man så ændrer på kriterierne for kosmetisk at pynte lidt på den bedrøvelige status.
Set med mine øjne er en ægte intellektuel en, der tænkningsmæssigt set kategorisk nægter at træde i nogen andre end sin egen samvittigheds og fornufts tjeneste, om fornødent på trods af egne økonomiske og/eller andre relative genvinsthensyn.
Kommentar II
Hvorfor er de intellektuelle så hadede/misforståede af mange? (herunder Claus Holm og nogle af deltagerne i denne debat).
Dette er i grunden et ret interessant og tankevækkende spørgsmål. Min nu afdøde far var forresten (sine menneskelige kvaliteter til trods) et eksempel på en udpræget "intellektuelhader".
Psykologisk tror jeg, der er tale om en blanding af selvhad og misundelse, i alt fald en form for mindreværdskompleks hos de pågældende "intellektuelhadere". Desuden er intellektuelle ikke nødvendigvis særligt høflige eller omgængelige personer, og ikke sjældent bramfrit åbenhjertige i deres facon. Popularitet er dem nemlig fuldstændigt ligegyldigt og allermindst popularitet iblandt middelmådigheder og ignoranter, og de kan derfor undertiden virke som "en rød klud" på nogle, der takket være disse intellektuelle føler sig hængt ud som enten ubegavede, moralsk anløbne eller begge dele på en gang.
Troels S.,
da jeg går ud fra, det var mig, du i går torsdag kl. 16:54 spurgte, om jeg betvivlede Claus Holms konklusioner om en udvikling i retning af mere profitorienterede forskere, skal jeg hermed svare:
Jeg betvivler ikke, at ’regeringens vækstforums’ efterspørgsel efter, hvad Holm kalder ’kognitive kapitalister’, er del af ’en generel efterspørgsel ’efter sådanne.
Men denne efterspørgsel har da altid været en integreret del af den kapitalistiske produktionsmåde, hvorfor jeg betvivler, at disse ’kognitive kapitalister’ skulle være ’en ny type intellektuelle’.
Der har da i hele kapitalismens epoke været forskere, der ’har overskredet deres ’akademiske kompetencefelter ’ og har overbevist virksomheder’ eller er blevet overbevist af dem, om, at ’deres ideer og viden kan gavne disse(kapitalistiske) virksomheders økonomiske vækst’.
Men jeg vil mene virksomhederne nok mere er blevet overbevist ved hjælp af monetær-økonomiske kalkulationer med hensyn til profitmaksimering end ved Holms ’retoriske skønhed’, da det førstnævnte jo er de kapitalistiske virksomheders egen selvforståede ’raison d’etre’ og overlevelsesmåde i det monetariserede konkurrence-samfund (kapitalisme).
Teknologisk anvendt viden i den økonomiske profitmaksimerings (definitionen på ’kapitalisme’: ’Penge ’avlende’ penge (interessant metafor, :-))) tjeneste er da netop et af de konkurrerende kapitalers kendetegn.
(Her er et lille 162årigt gammelt citat af en afdød stor kapitalismeforsker, der for tiden behandles som ’en død hund ’- (kan du gætte hvem? :-)):
”Bourgeoisiet kan ikke eksistere uden uafladeligt at revolutionere produktionsmidlerne og altså også produktionsforholdene, det vil sige samtlige sociale forhold … De stadige omvæltninger i produktionen, de uafbrudte rystelser af alle sociale tilstande, den evige usikkerhed og bevægelse udmærker bourgeoisiets tidsalder frem for alle andre. ”)
At der for tiden er en mentalitetsændring i gang, hvor flere ’universitets-intellektuelle’ af selvopretholdelsesdrift tilpasser/underordner sig kapitalismens monetær-økonomiske ’vækst’-paradigme (profitmaksimeringen), altså ’ikke distancerer sig fra magten’, end der har været i et par årtier i forrige århundrede, er da meget troligt.
Men er det mere end et kortvarigt overfladefænomen i ’mentalitetshistorien’?
I en tid hvor den teoretiske analyse og begribelse af, hvordan dette abstrakt-kvantitative monetær-økonomiske ’vækst’paradigme (den monetære profitmaksimering) fungerer psyko-biologisk og dermed samfundsmæssigt, stort set er gået i stå og dermed udgrænset fra den ’akademiske’ forsknings-horisont, samtidigt med at praktiseringen af samme paradigme i både den sociale og i den bio-/øko-sfæriske praktiske og faktiske virkelighed viser sig at blive mere og mere kritisk og katastrofal og netop derved er med til at frembringe det pres på borgernes individuelle selv-opretholdelser, især i de gennem-monetariserede samfund, hvor penge er en livsnødvendighed, og derved også tvinger de ’universitets-intellektuelle’ til som biologiske individer at tilpasse/underordne sig kapitalens af konkurrencen nødvendiggjorte ’diktat’ om profitmaksimering som ’regulativ idé’(Kant), er dette vel meget forståeligt.
Med ’retorisk skønhed’ at ville fremstille denne i sit væsen grundlæggende selvforstærkende onde cirkel som værende ”et nyt ideal for den intellektuelle ... ” er for mig at se, at ’gøre en dyd af egen bevidstløshed’ hvad der nok igen vil medføre teoretisk/intellektuel regression’.
Derudover også at tillægge denne for tiden fremherskende mentale tilpasnings-konjunktur den omvæltende kulturhistoriske betydning, som Holm synes at gøre, når han skriver, at ’vi i disse år gør os fri af intet mindre end en 2.000 år gammel stereotyp sondring mellem filosoffen og retorikeren’, er yderligere, for mig at se, mere udtryk for at han, for at formulere det i hans egen markeds-terminologi, som en god ’salgsagent/reklamemager’ for sit ’akademiske kompetencefelt’, den ’retoriske formidling’, med ’retorisk skønhed’ prøver at tiltrække kunder, nemlig studentikose studie-’forbrugere’ på ”universiteternes indre uddannelsesmarked”, til sin vel i egen selvforståelse ’intellektuelle kapitals’ produkter, så den kan omsættes til ganske almindelig pekuniær profitmaksimering.
Men eventuelle mere grundlæggende og langtidsholdbare løsninger på den vildtvoksende ’vækst’ af økonomiske, sociale og øko-biologiske problemer, som det kapitalistiske, monetær-økonomiske 'vækst'-paradigme frembringer, kan næppe opnås ved at forskere med ’skøn retorik’ prøver at markedsføre sig selv som velegnede profitmaksimerings-redskaber for en kapitalisme i krise men kræver vel snarere netop kreativ teoretisk(filosofisk/videnskabelig) analyse og forståelse af måske især kvantificering-paradigmets grænseværdi indenfor både den videnskabelige erkendelse såvel som indenfor de kollektive produktionsrelationers praktiske udvekslinger af genstande og faglige kompetencer.
Men dette er også, hvad der efter min opfattelse er ved at ske. :-).
Nemlig ved at de biologiske videnskabers psyko-biologisk-fysiske forståelser og indsigter omkring de biologiske bevidstheds-dannnelses-processer er ved at overtage den matematiske fysiks plads som den biologiske menneskearts erkendelsesparadigme nr. 1. og derved også opprioriterer selverkendelse, den sokratiske (men også den buddhistiske, taoistiske og sufi’ske, for at nævne nogle ’ikke-vestlige’ kulturtraditioner) filosofis ’regulative idé’ (’Erkend dig selv’ er ’visdommens kilde’, den sande ’religio’: ’tilbagebinding’, :-)), men måske nok udfoldet i en ny ’erkendelses-horisont’, blandt andet frembragt af men også sat i forhold til den matematiske fysiks påståede ’rent objektive’ erkendelse.
Sidstnævnte, den Newton-Einsteinske matematiske fysiks traditionelle selvforståelse, udviser jo i stigende grad tegn på at forfalde til en slags moderne ’videnskabelig’, endda computeriseret, kvantifikations-’skolastik’.
Efterhånden som dette paradigmeskift slår mere igennem i den ’akademiske verden’, vil jeg mene, det vil åbne op for muligheden af, at der kan udvikle sig en også politisk handlende ’ny intellektuel type’ som godt kan karakteriseres som ’kritisk-konstruktiv’ i forhold til både egen og andre biologiske arters opretholdelse både af dem selv og deres nødvendige biosfærisk/økologiske livsgrundlag, uden dog derfor at være indstillet på at iføre sig den krisefrembringende kapitals, af konkurrencehensyn betingede og derfor nødvendigvis kortsigtede og snæversynede, og netop derfor i forhold til planetens livsprocesser, destruktive, monetære profitmaksimerings mentale spændetrøjer.
Hvilke både politiske og erhvervsproduktive former en sådan ’ny intellektuel type’ vil kunne finde på at frembringe og udtrykke sig igennem, skal jeg ikke gøre mig klog på, men de bliver nok mere mangfoldige og ’regnbuefarvede’, end de nuværende politiske og erhvervsproduktive former som jo alt overvejende opererer iklædt den monetære profitmaksimerings mentale spændetrøje, eftersom de jo vil forstå, at deres egne og deres børns langsigtede overlevelsesmuligheder nødvendigvis må bestå i at lade sig integrere i den planetariske biosfæres sammenhængende mangfoldighed, og dette derfor må være den overordnede ’regulative idé’ frem for den abstraktkvantificerende, monetærøkonomiske profitmaksimering.
N.B. ’Nytteværdi’ og ’effektivitet’ er ikke som sådan ’kapitalistiske’. Det bliver de kun ved at blive sat ind i en monetær profitmaksimerings-sammenhængs kvantitetskalkulationer.
Med venlig hilsen
"N.B.’Nytteværdi’ og ’effektivitet’ er ikke som sådan ’kapitalistiske’. Det bliver de kun ved at blive sat ind i en monetær profitmaksimerings-sammenhængs kvantitetskalkulationer."
Hvorved de kompromitteres.
Intellektualitet kan beskrives meget kort: selvstændig og åben, men kritisk tænkning.
(uanset eventuelle ideologisk ståsted, i øvrigt)
Tak Mark,
Meget udførligt svar må jeg sige :-)
Jeg er ganske enig i, at det ikke er nogen ny udvikling at forskere stiller sig i kapitalens tjeneste. Men spørgsmålet for mig er, om den samfundskritiske akademiske tænkning ikke er på tilbagetog? Jeg ser en udvikling i denne retning på mit eget studium. Jeg tror dette er en generel udvikling, men ved det selvfølgelig ikke. Om dette er et overfladisk fænomen kan jeg ikke udtale mig om.
Jeg synes det er interessant, at du ser en åbning i retning af et paradigmeskift, det må du meget gerne uddybe. Hvad kendtegner for dig det nye selverkendelsesparadigme? Hvor ser du mere konkret udviklingen?
Troels
NB: Nytteværdi og effektivitet er ikke kapitalistiske nej, men bliver ofte sat i sammenhæng med en bredere modernitetskritik. Effektivitet forudsætter en videnskabsteoretisk baggrund der mener at kunne måle effekten præcist. En del af denne diskussion handler for mig netop om den gamle positivismestrid.
Troels S.
Her er, angående et nyt menneskeligt ’selverkendelsesparadigme’ ganske kort nogle karakteristika:
1. Vores postdarwinistiske menneskelige selvforståelse af at være en biologisk art blandt millioner af andre, og som de evolutionsmæssigt fremstået i og af den jordisk-planetariske biosfære.
På en måde som genom-kondenserede ’erindringer’ om disse op mod 4 milliarder års oprindelses- og modifikations-historier.
Vi har, hver enkelt af os som arts-individer, via vores kønsceller, celledelings-kontinuitet gennem hele dette enorme tidsrum.
2. Den bio-semiotiske forståelse af, at biologiske processer ikke kan reduceres til biokemi, men også må forstås som Peirce’anske (amerikansk pragmatisk filosof, 1839-1914) triadiske ’tegnprocesser’, semiosis-forløb, og at disse som helhed kan anskues som en ’semiosfære’ indlejret som delaspekt i den planetariske biosfære.
Dette medfører at den specifikke menneskelige sprogfunktion og dennes overskridelse af den sanseligt funderede animalske bevidsthedsform, kan og må sættes ind i et evolutions-biologisk forståelsesperspektiv.
Ligesom psykiske fænomener såsom drømme, hallucinationer, fantasier, visioner, religiøse og videnskabelige ’åbenbaringer’ kan og må fortolkes i et biofysisk forståelsesperspektiv.
3. Endelig: At dette kan og må medføre en menneskelig selvreflektion over, hvad den historisk opståede fysiologiske forskydning af sprogfunktionerne og deres specifikke bevidsthedsform fra ørenes lydsans og mundmuskulatur til øjnenes synssans og hændernes skriftfrembringelse, og som i sit 3000årige forløb har bredt sig mere og mere blandt arts-individerne, har af konsekvenser biologisk for f. eks. centralnervesystemets funktioner og dermed for psyken og de under punkt 2 nævnte bevidsthedsfænomener; og ligeledes den samfundsmæssige betydning af denne forskydningsproces kulminerende i vor tid, hvor den yderligere synes at være indtrådt i en ny fase med computeren og internettet.
Sidstnævnte har nok affinitet til problematikken omkring ’de intellektuelles roller’ og samfundsmæssigt forskelligartede aktiviteter, :-).
Med venlig hilsen
Samtlige atommagters (også det tidligere Sovjet) samlede nukleare kapacitet står parat til at blive kastet i hovedet på enhver, der vover at overveje et alternativ til en stadig mere rå kapitalisme med stadig større ulighed.
Hvis man synes de kristne martyrer før år 300 kæmpede en håbløs kamp mod både romere og skeptiske jøder, er håbløsheden dengang intet mod den håbløshed der præger kampen mod den fortsatte højredrejning.
Håber de venstreorienterede på "evigt liv" ell. lign ?
Gorm P., hej, :-).
Hvis kapitalisme-kritiske intellektuelle ligesom alle andre, der overvejer alternativer til de af kapitalkonkurrencen fremtvungne bevidsthedsblændende, monetærøkonomiske profitmaksimerings-bestræbelser, er spredt blandt planetens befolkninger, kan ’atommagterne’ da ikke bruge deres ’nukleare kapaciteter’ uden at begå selvmord.
Så måske er det til dem, du skal rette dit spørgsmål, :-).
Med venlig hilsen
Det er vel noget med, at selv hvis vi igen fik pluralisme i medierne - altså en fri presse, der som før i tiden ærligt indrømmede sit politiske ståsted, og gav folk mulighed for at forholde sig til forskellige versioner af samme historie, og dermed fik reaktiveret demokratiet - selv da ville det "internationale samfund" ikke acceptere forsøg på at dæmpe den eskalerende kapitalisme.
Selv harmløse eksperimenter med en slags "oprør fra midten" samfund (som demokratiet i princippet burde tillade), ville ikke blive accepteret internationalt.
Demokratiet minder om det sovjetiske. Man kunne ikke stemme ja eller nej til sovjetkommunismen, men man havde en vis indflydelse på hvilke personer der officielt skulle forvalte den.
Vi kan vælge mellem forskellige personer, men den overordnede dagsorden - eskalerende kapitalisme med stigende ulighed - er ikke længere på valg.
Den intellektuelle kan vel blive en slags hofnar under en kapitalistisk diktator.
Vi kan således forudse bedre og bedre TV-satire hånd i hånd med stigende apati, og (i lighed med andre vestlige lande) faldende valgdeltagelse.
Hvis en intellektuel skulle få en "god" ide til, hvordan uligheden kan uddybes yderligere, er det ganske rigtigt bestyrelseslokalet i et fusioneret Disney/Microsoft/McDonalds/Våbenindustrien ideerne skal præsenteres for.
Ikke diverse parlamenter - de er irrelevante.
Det er også værd at bemærke, at våbenindustrien (i modsætning til under Den Kolde Krig) har fokuseret på udstyr egnet til at despoter (eller private firmaer ?) kan nedkæmpe letbevæbnede lokalbefolkninger (oprørsbevægelser/terrorister).
Udstyr beregnet til krig mellem jævnbyrdige parter udvikles stort set ikke længere.