Kommentar

Hvad laver Sverige i Afghanistan?

Sveriges traditionelle neutralitet og alliancefrihed findes ikke længere. Men alle agerer, som om den gjorde
Sveriges Kong Carl Gustaf skridter fronten af. Forestillingen, om at Sverige selv styrer sine tropper, lever fortsat, selv om NATO og USA for længst har taget over.

Sveriges Kong Carl Gustaf skridter fronten af. Forestillingen, om at Sverige selv styrer sine tropper, lever fortsat, selv om NATO og USA for længst har taget over.

Anders Wiklund

4. november 2010

Sveriges regering har lanceret en webportal, der skal oplyse det svenske folk om grundene til, at landet har kamptropper i Afghanistan. Det er en professionel og dyrt udseende satsning, som er spækket med ofte rørende fortællinger om håbefulde mennesker og håbgivende aktiviteter, som de svenske soldater er udkommanderet til at beskytte og forsvare.

Man kan f.eks. læse historien om den svenskfinansierede uddannelse af jordemødre i et land, hvor der dør en kvinde under fødslen hvert 30. minut. En anden handler om otteårige Qadri, der undervises i tegnsprog på en skole for handicappede, som drives af Svenska Afghanistankomitéen i Mazar-e-Sharif - den by i det nordlige Afghanistan, hvor også den svenske ISAF-styrke er udstationeret. Man forstår hurtigt, at uden denne internationale militære operation i almindelighed og uden den svenske indsats i særdeleshed ville disse mennesker og aktiviteter være dømt til en grum skæbne. Og det viser sig da også at være den statslige webportals første svar på spørgsmålet om, hvorfor Sverige er i Afghanistan:

»Afghanistans befolkning er hårdt prøvet af krig, undertrykkelse og fattigdom, og Sveriges vurdering er, at situationen ville blive alvorligt forværret, hvis det ikke var for det internationale samfunds tilstedeværelse.«

Jeg bemærker mig, at dette altså er Sveriges officielle 'vurdering' af situationen. Jeg bemærker mig også, at det er op til en selv at finde den i hovedsagen ikke-svenske vurdering, som ligger til grund for, at svenske kamptropper er i Afghanistan, andetsteds. Det fremgår således ikke, at ISAF opererer under NATO. Ej heller at den internationale indsats i Afghanistan bygger på oprindelig amerikanske politiske og militære overvejelser, som verdenssamfundet fandt det hensigtsmæssigt at gøre til sine i kølvandet på 11. september 2001 og den efterfølgende krig mod terror.

USA lægger kursen

Lad mig for en god ordens skyld minde om, at ISAF står for International Security Assistance Force og er navnet på den styrke, hvis oprindelige mandat fra FN's Sikkerhedsråd var at opretholde sikkerheden i Kabul og omegn i seks måneder efter Talebans fald. Nu er der gået ni år.

I august 2003, nogle måneder efter den amerikansk ledede invasion af Irak, blev ISAF omdannet fra at være en FN-ledet operation til en Nato-ledet. Yderligere to måneder senere blev ISAF's mandat udvidet til at omfatte hele Afghanistan.

Siden har ISAF gradvis forstærket sine styrker og optrappet sine militære operationer med stigende militære og civile tab til følge. I december 2009 besluttede præsident Obama at sende yderligere 30.000 soldater til Afghanistan ud fra den amerikanske vurdering, at krigen dermed ville være vundet inden for 18 måneder, dvs. i sommeren 2011. Ingen formulerer længere en sådan vurdering, hverken i USA eller Sverige.

Hvem der helt præcist har formuleret den svenske vurdering om gradvist at udvide det svenske bidrag til militæroperationerne i Afghanistan, står fortsat uklart. Formelt er det naturligvis regeringen og parlamentet, der har truffet disse beslutninger. I praksis står det dog klart, at de svenske beslutninger om denne indsats bygger på internationale resolutioner, som igen er afledt af hovedsagelig amerikanske vurderinger og beslutninger. I praksis bliver det derfor også sådan, at det, som i dag er det mest håndfaste udtryk for svensk forsvars- og sikkerhedspolitik - nemlig de svenske indsatsstyrker i Afghanistan - så langt fra kan støtte sig til noget håndfast grundlag i uafhængige svenske politiske vurderinger.

Skifter USA vurdering i morgen, gør Sverige det sandsynligvis også.

Nationalstatsromantik

Måske er det også sådan, det bør være i en verden, hvor det, som kunne kaldes for Sveriges sikkerhedsinteresser, er uløseligt forbundet med sikkerheden i den globale orden - en orden, som vi har gjort os stedse mere afhængige af. I løbet af relativt kort tid har Sverige i al fald skiftet forsvarspolitik og trusselsbillede - og i princippet også verdensbillede - uden at det står helt klart, at det er en politik, som vi ikke længere formulerer helt selv. Vores fortsatte nominelle militære alliancefrihed til trods hviler Sveriges nationale sikkerhed i stadig mindre grad på nationale vurderinger og beslutninger.

Problemet er så bare, at det i svensk politik ofte bliver fremstillet, som om alliancefrihed stadig er en realitet. Den europæiske nationalstats mest sejlivede forestilling er, at nationalstaten må have sin egen udenrigs- og forsvarspolitik for at beskytte sin sikkerhed. Sveriges udenrigs- og forsvarsministerier kan formentlig forventes at bestå selv i lang tid efter, at de har mistet deres politiske betydning. Hvad ville en stat være uden hære og ambassader? Sveriges udenrigsminister, Carl Bildt, leder konstant og på verdensplan efter en udenrigspolitik, han kan forfølge.

Det foreliggende dilemma bliver kun yderligere forstærket, når EU inden længe får sin egen 'udenrigstjeneste', EEAS - European External Action Service - med egne ambassadører og ambassader og en stab på over 5.000 medarbejdere, der formodes at repræsentere en fælles europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Jeg håber, den svenske vurdering bliver, at det er den politik, der udformes her, som skal give svaret på, hvorfor vi overhovedet er i Afghanistan - hvis det nu er der, vi skal være.

Göran Rosenberg er journalist, forfatter og uafhængig kommentator for Dagens Nyheter og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

I "Asterix i Alperne" kan man læse om, hvordan et land (her Schweiz) kan føre krig og alligevel bevare sin neutralitet. Måske har svenskerne også læst den tegneserie?

Tommy Karstensen

Jooo, mon ikke der gør endda. Sverige vil næppe "lege" med sin neutralitet blot for at tilfredsstille soldaters behov. Personligt er jeg overbevist om, at der ligger nøje overvejelser bag, hvor een af grundende kan være det jeg skrev ovenfor. Den dårlige samvittighed kan have naget.....