Læserbrev

Mærkning uden energibesparelse

Debat
27. november 2010
En ændring af loven om energimærkning af huse gør det mindre klart for husejerne, hvordan de sparer på energien.

En ændring af loven om energimærkning af huse gør det mindre klart for husejerne, hvordan de sparer på energien.

Regeringen vil ændre loven om energimærkning af huse i Danmark, så der ikke længere skal stilles forslag om, hvordan man kan spare på energien.

Efter den nye bekendtgørelse skal man kunne e-nergimærke et hus på samme måde som man energimærker et køleskab - alene efter hvor stort energiforbruget er. Men der er forskel på at energimærke et køleskab og at energimærke et hospital. Når det drejer sig om køleskabe, forventer man at få at vide, hvor meget energi det bruger - om det er godt eller dårligt. For et hus forventer man at få at vide, hvad man kan gøre for at gøre det bedre - i stedet for bare at udskifte det hver femte år.

Men nu vil regeringen fjerne de konkrete besparelsesforslag. I fremtiden får man kun en generel snik-snak om at overholde bygningsreglementet. Det gælder også for offentligt ejede bygninger. Derfor vil det ikke længere være muligt for det offentlige at gå foran og gennemføre energibesparelser med op til fem års tilbagebetalingstid - der vil ikke længere være nogen forslag!

Simpelt men uden nytte

Energistyrelsen begrunder ændringen med, at det skal være mere simpelt og billigt at energimærke husene i Danmark.

Det er måske til at forstå, når vi taler om nyere parcelhuse, for de er bygget på et tidspunkt, hvor der var rimeligt skrappe krav til energiforbruget gennem bygningsreglementet. Men det er ikke særligt indlysende, at man skal energimærke Herlev Hospital efter det samme princip, som man bruger for et nyere parcelhus i Tølløse.

Energistyrelsen siger også, at lempelserne skal være rettede mod 'den daglige drift'. Driftsbesparelser er gode, men de kan ikke træde i stedet for målrettede energibesparende foranstaltninger.

Alt efter temperament kan man kalde det strudsepolitik eller en politik blottet for respekt for naturlovene. I det land, som opfandt Kejserens Nye Klæder, kan man også kalde det for en 'gå rundt med numsen bar'-politik.

Det sørgelige er, at vi startede så ambitiøst i Danmark. Som det eneste land i EU ville vi energimærke bygninger, ikke efter hvor meget energi de faktisk brugte, men efter hvor meget bygningen blev beregnet til at skulle bruge - der kan være stor forskel i det faktiske energiforbrug i ens huse, afhængig af brugervaner.

Den danske model gik ud på at gennemgå bygningen ordentligt og plotte alle data for bygningen ind i en model. Det er så den samme model, som fortæller én, hvor meget man kan spare ved at ændre på kælderen eller på kvisten.

Nu er vi endt som alle de andre. Det unikt danske har vi smidt væk, i stedet for at bide tænderne sammen og bare se at få gennemført det skidt - og vise de andre lande, at det kan lade sig gøre. Der er masser at komme efter!

Karsten Mehlsen, civilingeniør og energimærkningskonsulent

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her