Kommentar

Medierne skal ikke beskytte magthaverne

Ingen nation bringes i fare af de lækkede diplomatindberetninger fra Wikileaks
30. november 2010

Har vi ret til det? Må en avis afsløre en nations hemmelige diplomatiske kommunikation, som en ukendt person har downloadet ulovligt? Med The Guardians og andre mediers omtale af det første udvalg af i alt 250.000 indberetninger til USA's udenrigsministerium er det moderne diplomatis vilkår forandret radikalt: Der findes ikke længere noget, der hedder sikre elektroniske arkiver. Ingen organisation kan fra nu af behandle digital kommunikation som fortroligt materiale. En 'elektronisk hemmelighed' er fremover en contradictio in adjecto.

Alt, som siges og gøres i et demokratis navn, må i sagens natur påkalde sig offentlig interesse. Når dette demokrati tilmed hævder at være 'verdens politimand' - en selvforståelse, der tydeligt løber mellem linjerne i disse indberetninger - bliver interessen global.

Det amerikanske udenrigsministerium fik kendskab til lækagen for måneder siden og har haft rigelig tid til at advare medarbejdere på følsomme steder. Men tåbeligt nok præsterede dets forebyggende skræmmekampagne at referere til dele af materialet, som slet ikke er offentliggjort. Ej heller er der tale om materiale, som er klassificeret som tophemmeligt: Tre millioner ansatte i det amerikanske regeringsapparat har mulighed for at få adgang til det, idet det er tilgængeligt via det amerikanske forsvarsministeriums interne net, Siprnet.

Denne offentliggørelse har ikke den overraskende og koldblodige umiddelbarhed, som kendetegnede Wikileaks militærlogs fra Irak og Afghanistan med deres forbløffende indsigt i en tankegang hos kæmpende soldater, som tilsyneladende er løsrevet fra krigens etik. Afsløringerne er i vidt omfang analyser eller sladder på højeste niveau. Sensationelle er de ikke desto mindre i den udstrækning, at de udstiller en grad af korruption og løgnagtighed hos magt- haverne, herunder en manglende overensstemmelse mellem hvad de siger, og hvad de gør.

Ikke overraskende

Få vil blive overrasket over at erfare, at Vladimir Putin bestyrer verdens mest sensationelle kleptokrati; at det var saudiarabernes ønske, at amerikanerne skulle bombe Iran; eller at Pakistans ISI er håbløst filtret ind i Taleban-grupper i et forhold af djævelsk kompleksitet. Vi andre ved nu, at det ved Washington også. Det fulde omfang af den amerikanske involvering i Yemen kan nok forurolige dette lands regering, men er næppe overraskende. Hvis det er rigtigt, at Pentagon har udpeget flygtningelejre til målrettede bombeaktioner, bør dette være af almen interesse. Amerikanske kongresmedlemmer vil måske også være interesseret i oplysningerne om, hvilke summer der udbetales til visse udenlandske generaler - angiveligt for at disse skal betale for militært udstyr med dem.

Mediernes opgave er ikke at beskytte magthavere imod pinligheder. Hvis amerikanske spioner bryder FN's regler ved at skaffe sig biometrisk viden om FN's generaldirektør, har han ret til at høre om det. Britiske vælgere bør vide, hvad de afghanske ledere har ment om de britiske styrker i det land. Skatteydere i flere lande vil måske også finde på at spørge, hvorfor nogle af de milliarder af dollar, der går i støtte til Afghanistan, forlader landet igen fra Kabul lufthavn.

Ingen skade er sket ved, at vi bliver delagtiggjort i topdiplomatisk sladder om præsident Nicolas Sarkozys vulgaritet eller om upassende adfærd i den britiske kongefamilie. Hvad den amerikanske ambassade i London tænker om koalitionen, vidner ikke så meget om en alliance i fare for opløsning, som om en ambassade, der har svært ved at rekruttere talentmasse.

Enkelte stjerner skinner igennem banaliteten. Især er der grund til at fremhæve den heroiske udsending i Islamabad, Anne Patterson. Hun bemærker i en analyse, at hele Washingtons politik er kontraproduktiv: Den »risikerer at destabilisere den pakistanske stat, at skabe modvilje mod os i såvel den civile regering som i den militære ledelse og fremprovokere en omfattende krise i regeringsførelse uden i sidste ende at nå målet«. Ej heller vil noget pengebeløb kunne bestikke Taleban over på vores side. Pattersons indberetninger er som meldingerne fra et synkende Titanic, der allerede har kurs mod bunden.

Pengespildet er overvældende. Bistandsudbetalinger er aldrig blevet fulgt til dørs, aldrig kontrolleret, aldrig evalueret. Man får et indtryk af, at verdens supermagt fumler hjælpeløst rundt i en verden, hvor ingen opfører sig, som den byder. Iran, Rusland, Pakistan, Afghanistan, Yemen, De Forenede Nationer - alle bevæger sig konstant uden for manuskriptet. Washington reagerer så kluntet som en såret bjørn, dets instinkter er et imperiums, men dets magtudstråling ufrugtbar.

Katastrofer kan afværges

USA's udenrigspolitik afsløres som underlagt politiske højretendenser, som martret af frygten for bombeeksplosioner i udlandet eller for et proisraelsk kongresmedlem i hjemlandet. Hvis indberetningerne fortæller om en udvikling hen imod nye krige mod Iran, i Pakistan eller Gaza eller Yemen, kan deres afsløring måske rejse en nødvendig debat om vildvejene i en politik, der, som Patterson siger, synes at føre i netop den retning. Måske kan vi nu se, hvordan katastrofer er på vej til at udfolde sig, mens der endnu er tid til at afværge dem. Hvis ikke det er i offentlighedens interesse, kan jeg ikke se, hvad er.

Det er klart, det tilkommer regeringer, ikke journalister, at beskytte offentlige hemmeligheder. Hvis der var nogen tungtvejende national risiko på spil ved at afsløre dem, ville større tilbageholdenhed måske nok være påkrævet. Men der findes ikke nogen sådan overordnet fare, bortset fra faren ved selve de politikker, som afsløres. Hvis en stormagt forsøger at gøre det rette, bør den kunne tåle pinlige afsløringer.

Hvad hele denne saga må gøre, er at ændre ved grundlaget for diplomatisk rapportering. Hvis Wikileaks kan skaffe sig adgang til hemmeligt materiale, uanset metoderne, så kan en fremmed magt formentlig også. Ord på papir kan beskyttes, det kan elektroniske arkiver ikke. Lækagerne har sprængt et hul i de barrierer, bag hvilke stater bevogter deres hemmeligheder. Alle hindringer er nu porøse. I fremtiden vil de eneste hemmeligheder være dem, der bliver udtalt mundtligt. Om dette så er en god ting, kunne nok fortjene en offentlig debat.

 

Simon Jenkins er tidligere chefredaktør for aviserne The Times og Evening Standard. Han er i dag kommentator for The Guardian.

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Serie

Seneste artikler

  • Saudi-Arabiens frihjul

    14. december 2010
    Det vakte opsigt da seriøse aviser som The New York Times, The Guardian og - i al beskedenhed - Information citerede, hvad Wikileaks-dokumenter havde at fortælle om det tætte, ja, intime saudi-amerikanske forhold
  • Italiensk-russisk alliance gør EU sårbar på energiområdet

    14. december 2010
    Afsløringer fra Wikileaks understreger, at Berlusconis energipolitiske samarbejde med Putin skader amerikanske og europæiske interesser
  • Rusland ønsker at lægge låg på NATO-afsløring

    8. december 2010
    NATO's hemmelige beredskabsplan mod et russisk angreb på Baltikum og Polen har foreløbig ikke affødt kritiske reaktioner fra Kreml. Strategien om at lade som ingenting tjener Ruslands interesser, vurderer professor
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"Medierne skal ikke beskytte magthaverne"

Overskriften, der er en mediepolitisk jubel-erklæring af den mere gennemskuelige slags, ansporer mig - under hensyn til kedsommelig venten på at pseudobegivenheden Wikileaks fordufter - til nogle mere generelle betragtninger om magthavere og medier.

Hvis man spørger en virksomhedsdirektør, hvad opgaven er? Så er svaret: "At skaffe udbytte til aktionærerne." Virksomheder ledes i overensstemmelse med ejernes interesser. Medierne er virksomheder og medierne leverer det ejerne vil have. Lige nu vil ejerne - udover den sædvanlige manipulering - have maskeret propagandistisk opbakning til VkO-regimet; specielt til regimets politiske diskrepans, Dansk Folkeparti, personificeret i plathedernes dronning, Pia Kjærsgård. Derfor bliver ethvert direkte indslag i Radio TV med Pia Kjærsgård, for tiden afsluttet med lydoptagelser af hyldestråb fra udkommanderede VU'ere. I enhver debat hvor Pias politik tilfældigvis bliver kritiseret griber debatværten ind med udsagn al la: "Det tror jeg ikke Pia ville være enig i" eller debatter hvor Pia deltager, afsluttes af en "ekspert" eller en ”tilfældig” udvalgt tilhører, der udtaler: "Pia brændte bedst igennem" ..."Pia klarede sig bedst" ..."Pia's budskab var klarest", og ofte efterfulgt af en politiserende opsummering til Pias fordel.

Specielt for medievirksomheden Information gælder, at avisen tilsyneladende er ved at transformere sig fra at være en venstreorienteret avis, til at blive et borgerligt organ for en grøn politik, hvor al analyser af samfundets skævvridning til skade for de svageste er nedprioriteret.

Karrierejournalismen har taget magten. Hvor er de unge talenter - Er det kun Lone Kühlman, der tør tage bladet fra munden? ...og i øvrigt en stor tak til Lone Kühlman, for hendes velplacerede artikler om medier og magthavere.

"Mediernes opgave er ikke at beskytte magthavere imod pinligheder". og "Ingen skade er sket ved, at vi bliver delagtiggjort i topdiplomatisk sladder...."

Helt enig og nu er det jeg fremlægger et win/win forslag som helt sikkert vil bringe fro og glæde ind på enhver avisredaktion.

Som ekstra tillæg til årets nytårsnummer, udgiver Guardian og Information alle sine e-mails fra de sidste par år, sendte og modtagne - private eller ej.

Det er en virkelig god måde, tror jeg, at involvere og inkludere sine læsere og sin omverden på. Og egentlig er det helt omkostningsløst, arbejdet er jo gjort, så at sige, og skal egentlig bare ud til folket!

Måske finder vi nogle spændende og afslørende mails, eller bare nogle der er sjove eller saftige.

Og helt ærligt, mediernes opgave er jo ikke at beskytte journalister og redaktører imod pinligheder og der sker da ihvertfald ingen skade ved, at vi læsere bliver delagtiggjort i lidt topjournalistisk sladder!

Tak for oversættelsen og perspektiverne i den, Information.

Der absolut er med til at pille momentet ud af det hysteri, der drejer sig om at miskreditere Wikileaks. Og dermed tillige forståelsen af offentligheds-principperne. Og som handler om beskyldninger om nærmest kriminel virsomhed. Den form for anklager skulle så gælde alle medier og viser, at det ikke er offentlighederne globalt set, der er i krise, men derimod de administrationer, der ikke har sikret kvaliteten i refleksionerne omkring deres egen foretagsomhed.

Man må særligt hæfte sig ved bemærkningen om, at " Alt, som siges og gøres i et demokratis navn, må i sagens natur påkalde sig offentlig interesse." Men naturligvis, for offentlighed er i udgangspunktet ikke et myndigheds-princip. Det er dig og mig. Og det forekommer altfor modsætningsfyldt, at opfatte sin egen selvfølgelige deltagelse i et åbent demokrati som en trussel for det internationale samfund. Det virker simpelthen ikke gennemtænkt.

Det simple dogme, at magthavere generelt har forsøgt at patentere deres positioner under devisen: at sige et, og gøre noget andet (altså kravet om hemmelighed), burde imidlertid være parat til en modernisering. Det drejer sig nu i lige så høj grad om, at gøre et, og så sige noget andet. I hverttilfælde overfor de respektive offentligheder. Og det kan under ingen omstændigheder være udtryk for rimelig fornuft med hensyn til udviklingen af den demokratiske værdimasse...

Med venlig hilsen

Jette Rosenquist

Det er helt korrekt, at medierne aldrig skal være beskyttere af magthaverne, men det der stadig tilladt at tænke sig om, inden man offentliggører hvad som helst (helt redundant til JPs trykning af nogle tegninger).

Det virker derfor uprofessionelt, at man ukritisk bringer alt muligt til torvs, som potentielt kan skade de diplomatiske relationer, som er altafgørende for, at det internationale politiske system kan fungere.......
De seneste afsløringer er for en stor dels vedkommende udelukkende på Se&Hør niveau og har intet med seriøs journalistisk kildemateriale at gøre....

Søren Mikkelsen

Jette: "Det virker derfor uprofessionelt" Ja selvfoelgelig, det er jo en lille forening af frivillige der har startet det her show, og tilsyneladende er dryppene for tiden udvalgt af en enkelt stresset person.

Men saftige, det er de!

Hvad er det for nogen diplomatiske relationer som har lidt ubodelig skade?

Niels østergård

"....altafgørende for at det internationale politiske system kan fungere..."

Ja, det er helt korrkt. Det er jo netop "faren"; at det USA'nske hegemoni er på spil.