Menneskehandlens rollehæfte er ikke så lige til

»Så der var ingen, der hjalp dig (med at komme til Danmark, red.), og der er ingen der tjener penge på dig eller de andre piger?« spørger betjenten.

»Nej, ingen,« svarer den handlede kvinde.

»Okay, nu vil du få mulighed for at tale med en socialarbejder,« siger betjenten træt.

»Kan hun skaffe mig et job?« spørger den nigerianske kvinde med sløv stemme.

Betjenten griner overrasket. Så fatter hun sig hurtigt igen: »Nej, men hun kan fortælle dig om dine rettigheder her i Danmark.«

»Hvad mener du med mine rettigheder?« svarer kvinden irriteret: »Jeg har brug for et arbejde. Det er, hvad jeg har brug for. Hvis I ikke kan give mig et arbejde - hvorfor skulle jeg så tale med hende?«

Scenen stammer fra optagelserne til vores nye dokumentarfilm Mission Kvindehandel. Vi har filmet politiets efterforskning, razziaer, frokostsamtaler, frustrationer, overvågninger og aflytninger. Filmen afslører en rå, skrøbelig og kompleks verden af længsler, udnyttelse, kriminalitet, kærlighedshistorier, afsavn, store drømme og tanker om Gud. Men den afslører også, hvordan prostitution og trafficking ægger til ideologiske diskussioner, hvis hovedingrediens er fordomme, straf og velmenende menneskers forsøg på at redde kvinderne fra det, de opfatter som et liv i helvede. Diskussioner som ofte giver de udenlandske kvinder rollen som statister, selvom de burde spille hovedrollen.

Samtalen ovenfor afspejler meget godt nogle af traffickingproblematikkens paradokser. Vi kunne kalde det et terapi versus job-paradoks. Det danske system tilbyder redning og socialarbejdersamtaler, men kvinderne har mest af alt brug for et arbejde og en chance for at klare sig selv.

Det interessante er, at politiet er blevet en del af denne redningsindustri, der også består af socialarbejdere og ngo'ere.

Politiet skal via deres aktioner befri kvinderne, indsamle vidner og samtidig skille uskyldige og intetanende ofre fra de beregnende kriminelle. Politiet skal sikre, at det sociale arbejde udføres blandt de 'rigtige' ofre for menneskehandel og ikke de 'skyldige' illegale kvinder, der er i Danmark for at sælge sex og fylde deres kurv med penge, velvidende at den slags kræver en arbejdstilladelse, som de end ikke er i nærheden af at opnå. Problemet er bare, at det ikke er så nemt at se, hvem der er et 'rigtigt' offer, som har krav på hjælp, og hvem der er 'skyldig' illegal, som fluks skal deporteres. Under de røde lamper ligner alle hinanden.

Om kvinderne er værdige til at få hjælp, afhænger i høj grad af, om vi tror, at de har mulighed for selv at vælge, om de vil sælge sex.

Problemet er, at spørgsmålet sjældent er så enkelt at besvare. For hvad nu, hvis en kvinde ikke oplever sig selv som et offer for sine bagmænd eller et offer for sexslaveri, men derimod sælger sex illegalt, fordi hun har gæld og i bund og grund opfatter sig som et offer for global ulighed og fattigdom? Er hun da værdig eller uværdig for vores redning?

Og betyder det overhovedet noget, hvad vi svarer på spørgsmålet, når de 'rigtige' ofre kun får tilbudt et antal dage på krisecenter, inden de alligevel bliver deporteret. Handler vores lange diskussioner om slyngler og ofre i virkeligheden blot om at vi forsøger at redde vores egen dårlige samvittighed?

Politiet ikke alene om ansvaret

Virkeligheden er, at meget få bliver dømt for menneskehandel i Danmark. Derfor kunne man kunne fristes til at spørge, om politiet ikke gør deres arbejde godt nok? Svaret er ikke enkelt. Politiet efterforsker ihærdigt, er dygtige detektiver og forsøger at overholde den lovgivning, vi har sat dem til at udøve.

Af og til afhøres kvinderne i en rå tone, der virker unødvendig, men sexindustrien og menneskehandelsverdenen er rå, voldsom og nogle gange nådesløs. At lytte med på reelle bagmænds og bagkvinders samtaler om kvinderne er skræmmende og uendelig sørgelig. Det skal naturligvis straffes.

Men i bund og grund er det forsimplet at give politiet ansvaret for, at menneskehandlen fortsætter, og bagmændene går fri. Hovedårsagen til, at kampen mod trafficking mislykkes, er nemlig, at man betragter den som et lov og orden-problem og helt ignorerer den globale ulighed, der er roden til problemet.

Man overser simpelthen, at kvindens situation oftest skyldes, at hun har optaget gæld for at få bagmændenes hjælp til at klare sig igennem risikofyldte migrationsruter, at hun har brug for lyssky kontakter for at kunne opholde sig i Europa, og at hendes minimale mulighed for at opholde sig og arbejde lovligt i Europa, gør hende sårbar over for mennesker, der vil udnytte hende.

Elskede stereotyper

De realiteter er meget nærværende hos politiet. I den brede offentlige diskussion spiller de derimod næsten ingen rolle. Her omtales kvinderne konsekvent som ofre uden egen handlekraft. Den stereotype fremstilling har fået mange velmenende mennesker op af stolene. De vil gerne vil hjælpe og redde de handlede og forsøger sætte fokus på problemet ved at fortælle voldsomme, triste og stærkt billedskabende historier om umælende kvinder, der kidnappes og intetanende tvinges ind i sexindustrien.

Fortællinger om den lidende og udnyttede kvindekroppe bliver udgangspunktet for både ngo'ernes og politiets arbejde. Fortællingerne bunder i en helt forståelig strategi, der handler om at få opmærksomhed på kvindernes situation. Men strategien har uhensigtsmæssige konsekvenser for dem, vi vil redde - man sætter simpelthen ind de forkerte steder. Den globale ulighed, som er årsagen til, at trafficking overhovedet kan eksistere, bliver ikke adresseret, uanset hvor mange velmenende socialrådgivere kvinderne møder, før de sendes retur til deres hjemlande. Samtidig er det paradoksalt, at vi på den ene side opfatter kvinderne som uskyldige ofre, mens vi på den anden side hverken tilbyder dem vidnebeskyttelse, opholdstilladelse eller en slat penge med hjem, når vi deporterer dem.

Tasken fuld af penge

Årsagen til den stereotype fremstilling af handlede kvinder skal muligvis findes i, at organisationer og politikere selvsagt finder det mere sexet at fremstå som sexslavernes redningsmænd end at kæmpe for migranters rettigheder, lettere adgang til arbejdsvisum, vidnebeskyttelse eller sætte ind mod fattigdom og arbejdsløshed i kvindernes hjemlande. Samtidig undgår vi også bekvemt at tage stilling, endsige ændre på, hvordan vi selv som nation har konstrueret en virkelighed, hvor vi tror, at (politi) magt kan løse verdens problemer, social og økonomisk ulighed.

Lad os slutte med at lytte til kvinderne selv, som de fremstod i en telefonaflytning fra november 2009:

Nigeriansk sexarbejder i Danmark: »I klager altid over, at I ikke har det godt i Nigeria. I siger altid, at Nigeria er et dårligt sted. I siger aldrig, det er et godt sted.«

Bekendt i Nigeria: »Okay, prøv lige at høre her. Hvis Nigeria er godt, hvorfor rejste du så til udlandet?«

Kvinden: »Jeg kom her (til Danmark) for at prøve at finde ud af, om alt det, de siger, er rigtigt - at man bare kan tage en kurv og fylde den med penge. Nu har jeg været i udlandet i syv år, og der er ikke noget sted, jeg kan fylde min kurv med penge ...«

DR1 bringer den 10. november kl. 20.00 dokumentarfilmen 'Mission Kvindehandel'. Med den engelske titel 'Trafficking'.
Sine Plambech er antropolog og dokumentarfilminstruktør og skriver ph.d. om menneskehandel ved DIIS og Columbia University, New York. Judith Lansade er dokumentar-filminstruktør og læser filosofi ved Københavns Universitet.