Kommentar

Når uredeligheden frister

En forsker fra Københavns Universitet er under mistanke for videnskabelig uredelighed. Det kan vare længe, før sagen er afgjort, men den giver anledning til at overveje hvilke mekanismer, der kan fremme og modvirke risikoen for utroværdig videnskabeligt arbejde
24. november 2010

Skyldes videnskabelig uredelighed, at forskere er under pres? I forlængelse af sagen fra København citerede Ritzau professor ved Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø Ulla Birgitte Vogel og formanden for Udvalgene Vedrørende Videnskabelig Uredelighed, Henrik Gunst Andersen, for, at forskere i mange situationer kan føle sig så pressede økonomisk, at det frister dem til at snyde med resultaterne. Kan de virkelig have ret i det?

Det er tvivlsomt, om forskere i almindelighed føler sig presset til uredelighed. De føler sig sikkert presset til andre former for uprofessionel adfærd, som for eksempel at søge penge til projekter, som de ikke er interesserede i at udføre eller at sænke standarden for at lade flere bestå eksamen og derved tjene penge til instituttet. Men lige netop videnskabelig uredelighed opfattes typisk som fuldstændig udelukket overalt i forskningsverdenen.

Hvis man er i tvivl, kan man se på de reaktioner, eksamenssnyd udløser hos universiteternes undervisere. En beskyldning om videnskabelig uredelighed klæber endvidere til en forsker resten af vedkommendes karriere, og institutionens ry bliver plettet.

Årsager til uredelighed

Henrik Gunst Andersen har til gengæld nok ret i, at det meste forskningssnyd desværre ikke bliver opdaget. Men hvorfor finder det overhovedet sted, hvis det betragtes som den værste akademiske synd? Svaret er formentlig meget simpelt: Undgår man at blive opdaget, kan man opnå betydelig personlig vinding: En velspækket publikationsliste er helt afgørende for den akademiske karriere.

Så hvor stor er risikoen for at blive afsløret? Den er formentlig ret lille, når bare man holder lav profil. Sandsynligheden for, at nogen efterprøver ens resultater eller beder om at se data, er nemlig meget lav, så længe man holder sig fra de største tidsskrifter og ikke leder større forskningsgrupper, hvor eksempelvis ph.d.-studerende kan opdage, hvad der foregår.

I nogle fremstillinger af forskning kan man få det indtryk, at der er tale om en fælles indsats for at bringe større erkendelse uden hensyn til private interesser. Virkeligheden er selvfølgelig mere uklar. Når nye forskningsresultater publiceres, kan det betyde, at andre forskere verden over straks prøver at eftergøre forsøgene nogle gange altså forgæves. Men langt de fleste videnskabelige artikler går hen i ubemærkethed, og risikoen for, at andre går tingene efter i sømmene, er til at overse.

Det er her, der ligger et institutionelt problem: I de nuværende strukturer er det ikke rationelt for én selv som forsker at bruge tid og andre ressourcer på at efterprøve andres resultater alene for at efterprøve dem.

Et strukturproblem

For hvis det viser sig, at den oprindelige undersøgelse havde ret, kan man ikke publicere det, for det er det jo allerede blevet. Og viser det sig omvendt, at de oprindelige resultater er forkerte og måske skyldes uredelighed kan man typisk heller ikke få det publiceret som videnskabelig artikel.

Så længe forskere kun måles på deres publikationer, har de altså intet incitament til at efterprøve andres resultater bare for at gøre dette. Tværtimod er det en risikabel sag og nok ret arbejdskrævende at anklage en person for videnskabelig uredelighed. For hvis man ikke får ret, vil anklagen falde tilbage på én selv og netop ikke øge ens popularitet i forskningsmiljøet. En anklage mod forskere med magtfulde sociale og/eller akademiske netværk vil selvfølgelig være særlig risikabel.

Forskere vil gerne afsløre uredelighed både af hensyn til videnskabeligt fremskridt og retfærdighed i det akademiske system. Men som det er nu, modarbejdes denne motivation. Den kunne til gengæld fremmes, hvis forskere generelt havde mere sikkerhed i ansættelsen, og måske især hvis tid brugt på evalueringsmekanismer, eksempelvis peer reviews, var en mere værdsat del af forskerens opgaver.

Caroline Schaffalitzky er adjunkt ved Institut for Filosofi, Pædagogik og Religionsstudier ved Syddansk Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer