Kommentar

Ny fordelingsmodel belønner middelmådig forskning

Den nye model til fordeling af forskningsmidler belønner publicering i tidsskrifter og på forlag, som kun få sagkyndige vil betegne som andet end fjerderangs, men som har samme vægt som de publiceringskanaler, der af alle anses for at være toppen
3. november 2010

I disse år er man ved at indfase en model for tildeling af nye forskningsmidler til de danske universiteter. Den såkaldte 45:20:25:10 model tildeler basismidler efter universiteternes STÅ produktion (vægt 45 procent), eksterne forskningsmidler (vægt 20 pct.), publiceringsomfang (vægt 25 pct.), og ph.d.-produktion (vægt 10 pct.). Publiceringsomfanget fastlægges ved hjælp af en bibliometrimodel, hvor man systematisk opgør, hvor mange artikler det enkelte universitet får publiceret i et tidsskrift eller en bog på et forlag, der begge er anerkendt som værende pointgivende. Tidsskriftslisterne er udarbejdet af en række fagpaneler, der ligeledes har inddelt tidsskrifterne i to kategorier: Kategori 2 giver 2 point, mens Kategori 1 kun giver 1 point. Nu er det imidlertid på tide, at man strømliner bibliometrimodellen og får den tilpasset fremtiden. Meningen med en sådan model er ikke blot at give universiteterne et incitament til at publicere mere, men også at bidrage til, at publiceringen bliver af så høj kvalitet og med så stor gennemslagskraft som muligt.

Det kan man bestemt ikke beskylde den nuværende model for at bidrage til. For at opnå en rimelig konsensus har man således medtaget tidsskrifter på listens Kategori 2, der bedst kan beskrives som middelmådige. Man har også tilladt, at små revisioner af bøger tæller som nye, og i det hele taget synes man i høj grad at have søgt konsensus frem for skabelse af et effektivt og godt måle- og incitamentssystem.

Ikke gode nok ph-d'er

Selv om det er forståeligt, at man ved indførelsen af en nyskabelse er forsigtig og forsøger at tilgodese alle synspunkter, er der ingen, der kan være tilfreds med en model, der belønner publicering i tidsskrifter eller på forlag, som få sagkyndige vil betegne som andet end fjerderangs publiceringskanaler med samme vægt som de, der anses for at være toppen.

Det er heller ikke tilfredsstillende, at publicerings- kanaler, der tilfældigvis har udviklet sig inden for særlige områder, men som det er yderst vanskeligt at få tilpasset kvalitetsmodellen, fortsat gives en særlig vægt, ligesom mellemprodukter som ph.d. afhandlinger og disputatser overhovedet ikke bør tildeles point. De ph.d. afhandlinger, der ikke er gode nok til at få en del publiceret i et tidsskrift eller som bog på et anerkendt forlag, er næppe belønningsværdige ud over den vægt på 10 pct., som ph.d. afhandlingen giver i 45:20:25:10 modellen.

Kom videre

Under indførelsen af bibliometrimodellen opstod en heftig diskussion mellem nogle af de 'våde' fakulteter og de 'tørre' fakulteter. Førstnævnte hævdede, at de jo allerede havde et godt system med citations-indeks og impactfaktorer, og at det ville være et tilbageskridt for dem at anvende bibliometrimodellen. Dette er givetvis korrekt, men mange andre områder var ikke modne til at anvende en citationsmodel.

Men nu nærmer man sig en situation, hvor man i hvert fald kunne anvende tidsskrifternes impact-faktorer som afgørende for, om og med hvilken vægt en publiceringskanal skal være med på listen, eller om de skal slettes eller sættes ned i vægt. Samtidig trænger spørgsmålet sig på: Burde man ikke tildele ekstra vægt til de få absolutte toptidsskrifter og skelne mellem, om forlaget er et godt dansk forlag, der ikke kunne eksistere uden væsentlige tilskud fra universiteter og fonde, og så de store udenlandske forlag, der ikke kræver publiceringstilskud?

Flere magasiner

Nogle vil givetvis hævde, at et sådant system er for konserverende, men man skal på den anden side være opmærksom på, at omkostningerne ved at producere og trykke en bog eller en tidsskriftsartikel er faldet drastisk, og det er nu så billigt, at nye tidsskrifter vælter ud af møllen. Selv om disse nye tidsskrifter har et dommer-system, er udbuddet af tidsskrifter så stort, at man næsten ikke kan undgå, at kvaliteten af det, der publiceres, er stærkt faldende. Her gør det vel næppe noget, om det tager tid og kræfter, før et nyt tidsskrift anerkendes som et af de bedre. At det kan lade sig gøre at komme op på toppen af kvalitetsstigen, er der mange eksempler på.

Svend Hylleberg er dekan på Det Samfundsvidenskabelige Fakultet, Aarhus Universitet

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Først to detaljer:
a) det er 3 point (ikke 2) som publicering af en artikel i et højniveau (niveau 2) tidskrift giver.
b) det ville have været hensigtsmæssigt om Hylleberg havde været lidt mere konkret med sin omtale af at "publicerings- kanaler, der tilfældigvis har udviklet sig inden for særlige områder, men som det er yderst vanskeligt at få tilpasset kvalitetsmodellen, fortsat gives en særlig vægt" - jeg kan ikke helt greje hvad han hentyder til her. Men der er det at sige, at ikke engang de 67 faggrupper, som rådgiver ministeriet om hvilke tidskrifter der skal på højt eller lavt niveau, er tilstrækkeligt til at yde retfærdighed til det totale landskab af videnskabelige specialiteter.

Dernæst en generel betragtning: Det virker som om Hylleberg foregiver, at problemet let kan fixes ved et par snuptag. Det kan det ikke. Problemet er hovedtanken: at ville pådutte en så kompleks virkelighed som den danske universitetsforskning en bestemt generel incitamentstruktur sammenkoblet med et kvantitativt belønnings- og fordelingssystem.

Jeg har sammen med Sune Auken skrevet nogle kritiske betragtninger over dette i det nummer af Kritik, der lige er udkommet. Mere diskussion og nyt om den bibliometriske forskningsindikator kan findes her:
http://faggruppe68.pbworks.com

Henrik Sarpsborg

Nu er det ikke disse McDonaldiserings systemer der afgør om forskningen bliver god eller dårlig. Det forbliver et samspil mellem forsker og læser. Argumenter og forsøg skal accepteres af andre fagfæller, og så er det lidt ligegyldigt om tidsskriftet nu udgives i 100.000 eksemplarer, i 1.000 eller blot findes online. Formkravene varierer lidt, men findes alle steder.

Problemet er derfor som Claus også er inde på, hele præmissen og tankegangen i dette morads. Værdien er alene bureaukratisk, men de utilsigtede negative faglige konsekvenser overskygger langt dette, og man må derfor tillægge den ideologiske konstruktion af dette væsentlig betydning, når man skal evaluere disse tiltag.

En af de værste konsekvenser er at små specialiserede forskningsmiljøer, noget som har en enorm værdi i forskningskredse, risikerer at blive devalueret og miste bevillinger, fordi den viden der her formidles og produceres kan opnå status i de nye udregningsmodeller. Samtidigt er der risiko for at de mest udbredte synspunkter repræsenterer 'det som forskningen mener' i medier og formidlingssammenhænge, fremfor de bedst begrundede synspunkter.

Det er mennesker der ikke forstår eller har villet lytte til hvordan Universiteter og forskningsverdenen fungerer, der har iværksat dette. Jeg kan ikke tro på det første, så det må være det sidste.

Men intet er så skidt at det ikke er godt for noget, så det er oplagt at forudsige at vi om nogle (ganske få) år vil opleve en enormt behov for at få hævet kvaliteten af Dansk forskning, og dermed kan denne misére alligevel kontraintuitivt få positive konsekvenser.

Er ikke i stand til at forstå artiklen, men den bekræfter vistnok de allerværste anelser. De perfekte forskningsresultater er altså:

"Dygtige mennesker er mere glade". "Folk der udfører frvilligt, ulønnet arbejde lever længere", "Hvis du gere vil tjene mange penge, skal du begynde at spille golf! Amerikanske undersøgelser viser nemlig, at folk, der dyrker golfspillets glæder, har en markant højere indtægt end et gennemsnit af befolkningen!"

Henrik Sarpsborg

Jens, problemet er at det nu bliver styret hvor forskningsresultater skal publiceres for at man kan beholde sin stilling som forsker.

Og de publikationskanaler er ikke representative for al den forskning der pågår. Dermed risikerer denne styring at få som konsekvens at særligt specialiserede forskningsområder må nedlægges, og disse forskningsområder kan være ganske udmærkede.

Det vil typisk være forskning der ikke umiddelbart kan omsættes til produkter eller direkte politiske tiltag, selv om den kan vise sig at være en vigtig byggesten for fremtidig forskning, produkter eller tiltag.

Der er altså tale en form for indirekte censur af hvilken type forskning man fra politisk hold ønsker. Sådan undgår man at diskriminere og alligevel få sin vilje igennem.

Johannes Nielsen

Fint indlæg af Svend Hylleberg.

Skåret ud i pap: det nye bibliometriske system giver incitament til at producere en masse bras, som med nød og næppe kan publiceres i lavt rangerede tidsskrifter som ingen læser.

Den forskning som læses og har værdi publiceres i højt rangerede tidsskrifter. Det kræver en masse arbejde at lave forskning som er god nok til disse tidsskrifter.

Ved at give stort set samme belønning til universiteterne for alle typer af publikationer, giver man forskerne incitament til at producere en masse bras i stedet for en mindre mængde kvalitetsforskning.

Yderst uheldigt.

Henrik Sarpsborg

Det er ikke helt sådan. De højest rangerede tidsskrifter giver flere point end lavere rangerede tidsskrifter. Så man kan nøjes med at publicere mindre, hvis forskningen tilnærmer sig de store tidsskrifter (ofte er det en uskreven regel at arbejdet citerer fra det tidsskrift man vil publicere i). Ellers må man publicere mere for at have point nok til at beholde sit arbejde..

Det er lidt ligesom at være provisionsaflønnet salgskonsulent for Dansk Supermarked..

Mads Kjærgård

Tja Danmark bliver styret af en bande af amatører, hvis eneste fortjeneste her i livet er, at de har siddet i VU og KU og drukket pils. Det er karriepolitikere af værste skuffe! Fyr dem, og brug pengene på forskning, så kan vi lade os styre af Bruxelles eller Berlin i stedet, det kan ikke blive andet end bedre.

Får man ikke engang ekstra point hvis den forskning man bedriver rent faktisk har et praktisk formål inden for en given tidshorisont..?

Jeg forstår naturligvis godt at grundforskning er vigtig, men det ville vel ikke være så dårligt, hvis der også kom lidt kugler i kassen ...

Kugler i kassen, Niklas Monrad, har vi udliciteret til det private erhvervsliv. Universitetet skal ikke kompromiteres.
Universitetet er et fantastisk godt eksempel på det paradoks, at jo mere man kodificerer og kvalificerer, jo mindre kvalitet opnår man. Akademiske traditioner for debat er mest produktive, hvis de er vildtvoksende, har vi mere end tusind års erfaring for - og som med internettet handler det om proaktivitet: det handler ikke om at finde resultater på nettet, men at bidrage med egne resultater, ligesom det ikke handler om at udkomme i andres tidsskrifter, men at udgive sine egne.