Mantraet om produktions- og effektmåling som styring af politiets arbejde og det sociale områdes indsatser er hverken nyt, fornuftigt eller ordentligt gennemtænkt.
Flere politibetjente landet over, også på lederplan, er trådt frem i medierne med en skarp kritik af det, de betegner som måltyranni. Kritikken retter sig mod et centralt krav om, at antallet af sigtelser skal i vejret i landets politikredse. Dette opfattes flere steder på gulvplan som en ordre om, at man skal pynte på tallene, så det ser ud som om, produktionen og effektiviteten går i vejret (i den forstand bliver grisen federe af at blive vejet!).
Selv de mindste forseelser, som borgerne måtte begå, er store nok til at blive skrevet ned, og sagskomplekser som tidligere blev taget under ét, skal nu brydes op i flere sigtelser. Et grelt eksempel på denne målerhjerne-forgiftning vedrører misbrug af dankort. Hvor samfundsnyttigt er det, at en simpel forbryder, som har misbrugt et kort 27 gange, nu bliver mødt med 27 sigtelser i stedet for én, som almindelig praksis ellers har været?
Da denne satsen på produktionsmål medfører øget bureaukrati og tidsforbrug på lette politiopgaver, vil der være andre, vigtigere og mere komplekse opgaver, som politifolkene ikke når. Ifølge nogle af de kritiske røster opstår der på denne måde et paradoks, hvor de isolerede mål godt kan opfyldes, men det sker på bekostning af det formål, som er samfundets og politiets. Når der styres efter løsrevne forenklede produktionsmål, er risikoen, at det overordnede formål, et kvalitativt trygt samfund, fortoner sig. Mål adskilles fra formål i og med at helheden atomiseres i løsrevne produktionsplaner.
Nogle af de kritiske politifolk har betegnet det som noget, der minder om den sovjetiske bureaukratiske planøkonomis tid.
Ændret undervisning
Denne reference til det gamle Østeuropa er ikke helt ved siden af, jf. en kendt faglig vits inden for måle- og evalueringsbranchen. Den polske møbelindustri blev således før jerntæppets fald vurderet på, hvor mange tons møbler den kunne producere per år. Det medførte, at det polske møblement blev verdens tungeste ...
Med et fagudtryk betegnes denne dynamik som konstitutiv, dvs. at målingerne griber ind i de virkeligheder, som der skal måles på. De har en konstituerende indflydelse, ja, målinger skaber eller forandrer virkeligheder, som når lærerne ændrer deres undervisning, så den passer til Pisa-undersøgelsernes parametre. Skal de enkelte skoler klare sig i en konkurrence, der er baseret på centrale målplaner, må de opgive individualitet, helhed, dannelse mm. En iboende del af målingsparadigmet er at medvirke til standardisering, så der opnås den ensartethed, der gør de konkurrerende parter målbare og sammenlignelige. Pisa-målinger er velegnede til dette, hvorfor skolerne, hvis de vil være med i konkurrencen, skal undervise med henblik på at gøre børnene gode til at gå til eksamen i de fra centralt hold udpegede fag.
Hvad politiarbejdet angår, er det klart, at målerhjernementaliteten negligerer det forebyggende arbejde. Det er en del af politiets formål at forebygge kriminalitet, men da det er svært at lave produktionsplaner og resultatmålinger på, at man har sørget for, at noget ikke sker, passer forebyggelse ikke ind i produktionsparadigmet.
Sigtelser, opklaringer, action, fængslinger osv. kan der måles på, mens det ikke målelige forebyggende arbejde står i skyggen. Og som konsekvens har lav status inden for politiets rækker. En betjent med et stort antal årlige anholdelser og sigtelser står stærkere, når det kommer til resultatløn end kollegaen i SSP-samarbejdet, som ikke kan andet end påstå, at hans arbejde har sparet samfundet for en masse kriminalitet. Uanset hvor meget SSP betjenten påberåber sig, at han laver godt politiarbejde, står han dårligt i sammenligning med kollegaen, der kan dokumentere med tal, uanset hvor sminkede de er, at han er effektiv og fortjener sin resultatløn
Hukommelsestab
Især inden for det sociale område står målingsparadigmet meget stærkt. Overraskende var det derfor, at socialminister Benedikte Kiær for nylig som noget nyt meldte ud, at: »Nu går vi efter effekten« (Berlingske Tidende den 3. oktober 2010).
»På nuværende tidspunkt ved vi meget lidt om, hvad vi får for pengene på det sociale område,« skrev socialministeren. Så vi skal lære af og efterligne sundhedsområdet, »hvor det ville være utænkeligt ikke at måle effekten af den behandling, man giver patienten.«
Det må bero på et hukommelsestab, når Kier står frem med et budskab om, at NU vil hun kaste lys over det uvidenhedens mørke, som hendes sidste godt 15 forgængere i ministerstolen har lavet politik i. Selv blev jeg i 1975 ansat på Socialforskningsinstituttet for at være med til at lave en undersøgelse af 'Effekten af behandling på børne- og ungdomshjem'. Det var i 'den socialdemokratiske perspektivplanlægningernes tid', hvor Per Hækkerup stod for statsbudgetterne. Han havde sendt det bud til sin socialminister, Eva Gredal, at en mekanisk fremskrivning af de offentlige udgifter var perspektivløs, hvorfor hun havde værsgo at skaffe sig viden om effekt af ophold på det, også i dag, omkostningstunge område, som anbringelse af børn og unge på døgninstitutioner er. Og hvorfra Benedikte Kiær henter de fleste af hendes eksempler.
Da vores 400 sider lange gennemgang af effektundersøgelser udkom i 1978, skrev en coming man i partiet Venstre, Bertel Haarder, en kronik i Berlingske Tidende med udgangspunkt i vores publikation (11. marts 1978). Haarder kunne, i modsætning til Kier mere end 30 år senere, henholde sig til viden om effekt, da han konkluderede, at der ikke er meget godt at sige om døgninstitutionsanbringelse af børn og unge.
Denne viden udnyttede han ideologisk, da han gik langt ud over undersøgelsens resultater og slog et slag for familieplejen og almindelige menneskers læggen armen om de adfærdsvanskelige børn. Dette slet skjulte opgør med de professionelle socialpædagoger og deres fagforening til fordel for 'Maren i Kæret' og den danske kernefamilie siger noget om, at viden om måling af effekter inden for det sociale område er voldsomt politisk inficeret.
Mod bedre vidende
Aktuelt står eksemplerne på politikeres ignorance over for evalueringer og målinger, der er politisk ubekvemme, nærmest i kø inden for det sociale område.
Socialministerens efterlysning af viden forekommer f.eks. hul, når den sammenholdes med den 765 sider lange betænkning fra regeringens egen kommission vedrørende ungdomskriminalitet. Her er det forbløffende ikke manglen på viden, men at et politisk flertal på trods af viden beslutter sig for det modsatte af denne viden, bl.a. nedsættelsen af den kriminelle lavalder til 14 år.
Benedikte Kiær burde have efterspurgt viden om forholdet mellem viden og politisk magt. For sagen er jo, at der fra 70'erne og frem er kommet en strøm af det, som Kiær hævder ikke eksisterer, nemlig evalueringer og effektmålinger. I 1998 udgav landets førende evalueringsekspert Peter Dahler-Larsen bogen Den Rituelle Refleksion - om evaluering i organisationer, som konkluderede, at selv om vi lever i evalueringens tidsalder, bliver langt de fleste evalueringer ikke brugt til deres egentlige formål. Mere end 10 år senere holder denne konklusion. Selv om der er løbet endnu mere vand ud i målingshavet, kan ledende politikere som socialministeren melde ud, at NU skal der (langt om længe) igangsættes evalueringer og resultatmålinger.
Hvorfor ikke NU starte med at se tilbage og opsummere og evaluere den samlede målingsindustris produkter fra de sidste 25 år? Hvad er egentlig den politiske og økonomiske gavn, som samfundet har haft, af de sidste 25 års tsunami af resultatmålinger? Hvem scanner målerhjernerne, og hvem evaluerer evaluatorerne? Og hvorfor er der så mange evalueringer, som ikke bliver brugt, og hvorfor handles der politisk mod bedre vidende osv.
Benny Lihme er redaktør på det socialvidenskabelige tidsskrift 'Social Kritik'
Fin artikel.
Det forebyggende arbejde, de varme hænder nedproriteres i et eller andet omfang af hele målerindustrien. Måske ville det være på sin plads, at måle størrelsen af den industri som byder ind med deres produkter !
nedprioriteres ;-)
Personligt foretrækker jeg, at vi bruger størstedelen af vores økonomi på at undersøge om mindstedelen har nogen effekt. Jeg går også ind for mere vold i gaderne. Jeg betaler gerne ekstra i skat for at præmiere kriminelle med ekstra lange afsoninger uden dokumenteret positiv effekt. Jeg bryder mig ikke om bedre-vidende idioter, der med adskillige år indenfor forskningsverdnen bilder sig ind at de ved noget som helst, som ikke lægmand kunne have sagt sig selv.
I det hele taget nærer jeg stor mistillid til alle, især offentlige ansatte.
Derfor stemmer jeg Højre og det havde jeg tænkt mig at blive ved med.
Målerhjerne kan være MALERhjerne
Brugen af begrebet malerhjerne burde aflives, da det er en ret alvorlig lidelse.
Øv, troede egentlig at artiklen kunne appellere til en bedre tone. Det er sku ikke mig, som udstiller Bertel. Ellers synes jeg faktisk at Benny har fat i et par gode pointer som det er værd at arbejde videre på !!
Det er jo ikke alle offentligt ansatte der ligefrem er vilde med alle de redskaber de får stukket i hånden og dermed er ansat til at gøre brug af. Og,påstanden er, at når der så ikke bliver samlet op på tingene går meget af det op i ingenting ! Sådan læser jeg Benny's indspark her.
Måle og veje industrien er jo kammerater med regeringen, I vil da ikke have at Lars Løkke og Co skal svigte deres venner. De skal da have endnu flere af vore skattekr. stukket i lommen. Men bortset fra det så er det tidstypisk, at så mange lever at af evaluere, sidder selv i en skolebestyrelsen og der går de også meget op i evaluereinger og hvordan man forbedrer dem, simple spørgsmål, der går på elevernes hverdag og praktiske ting, ja de er for svære at håndtere for det kræver jo at man "gør noget". Nej en god evaluering eller test, det viser handlekraft og styrke!
Engang var det et adelsmærke at være offentligt ansat. De professionelle kvalifikationer formodedes at være i orden og derfor var opgaverne tilrettelagt med en høj grad af tillid, selvforvaltning og et minimum af kontrol. Det var ganske enkelt ikke nødvendigt med en medarbejderstab hvis virke hvilede på dedikation og en moderat stolthed, der i mange tilfælde kompenserede for en ditto løn.
Idag er det nærmest omvendt og usselt eller i bedste fald suspekt at være offentligt ansat - et bevist på man ikke kunne klare sig i det private. De ansatte i det offentlige formodes at være en samling samfundsnassere, som skal holdes under konstant opsyn, fordi deres virke hviler udelukkende på egoistiske motiver og er man bare lidt god til at håndtere de evindelige omlægninger som synes at være den offentlige forvaltnings vigtigste funktion i disse år. Men har man flair for at udfylde skemaer og logbøger er der basis for en lang karriere i det offentliges tjeneste og til en rimelig betaling
Borgenes ve og vel komme i anden række, for de er til for forvaltningens og skemaernes skyld, mens det eneste der er tilbage af et system, som vitterlig var til for borgerne, er de forskellige forvaltningers navne som alle ender på noget med -service og sikkert inspireret af samme marketings-strategi som præger supermarkedets færdigretter, hvor kun emballagen udtrykker det glansbilledagtige resultat, mens indholdet ligner en gang lort.
Kort sagt, hvad blev der af respekt for den offentlige forvaltning, for skolelæreren og for politiet, hvis vi nu skal skyde lidt bredt - altså den gode respekt, som hviler på tillid og ikke den dårlige, der hviler på det modsatte og hvad blev der af stoltheden i den offentlige sektor?
Er forsigtigt gæt: den blev sparet væk.
Tak til Benny Lihme for en rammende analyse af fænomenet 'målerhjerne'. Et nyt ord er født, og det bør forblive i sproget simpelthen på grund af dets præcision. Det er et nyt ord, der ikke er 'nysprog' - altså sprog, hvor ord betyder det modsatte for at narre fjenden, og fjenden det er DIG. 'Målerhjerne' burde også have været overskriften i stedet for 'malerhjerne', som det låner sin betydning fra. For det er altså bare noget andet. Men altså: same-same but different. Det beskriver en tilstand af hjerneskade, der har sneget sig ind i vores måde at forholde os til virkeligheden på.
En afart af målerkulturen er, da evalueringsbølgen 90'erne fik et politisk boost, og ordet blev et buzzword. Fx. gav man folk, undervisere, forældre, ansatte, elever, klienter, whatever, noget der lignede en 6-løber i hånden, som man frit kunne bruge til aggressionudladning. For en sikkerheds skyld fyrede den glade modtager så alle 6 skud af, fordi vedkommende KUNNE. Resultatet var frygt og leflen, for der var ingen reel evalueringskultur, altså bevidsthed om, at evaluering var et redskab, der skulle bruges ansvarligt og konstruktivt. Indenfor undervisning var det ofte ren gavebod i kasteskyts og mikrofonholderi. 'Nå mener du noget om det også, det var sandelig fint.' Alle mente noget, få havde kvalificerede meninger, for det kræver aktiv tænkning, hjemmearbejde og ansvarlighed. Og en erkendelse af, at al læring er et resultat af alles indsats. Alle skulle evaluere hinanden sønder og sammen og ingen havde lært, hvordan man gjorde eller hvorfor man skulle gøre det. I sin påtvungne og uformidlede form tiltalte det de værste instinkter i folk.
I gymnasiet fx. var det medvirkende årsag til et unaturlig højt karakterniveau. I samme periode blev det også standard, at man nærmest automatisk klagede over et eksamensresultater uden grund - går den, så går den. 'Du klager da, gør du ikke?', lød det i korridorerne.
Kernen i det hele er to ting. Mistillid og kontrol. Det er samtidig kendetegn for totalitære samfund. Ordet mistillid kan også erstattes af frygt. Måle- og evalueringskulturen er slet ikke et måleapparat, men et styringsredskab. Det bruges ovenfra og ned. Potentielt kunne det levere information nedenfra og op, og politikere påstår, at det er sådan, det skal forstås. Men folk - inklusive en hel del politikere - kan ikke gennemskue, at det er beregnet på det modsatte.
Derfor er sammenligningen med tilstanden i østblokken under den kolde krig desværre rammende. Både de røde og de blå i folketinget har i hver deres storhedstid været medvirkende til det. Man skulle dog tro, at rødt ville være mindre liberalt end blåt, men Fogh Rasmussen-æraen viste det modsatte. Ny-liberalisme er lig med ekstrem kontrol. At det intet har at gøre med egentlig liberalisme, der som bekendt er lig med frihed for den enkelte MOD overgreb fra staten eller de andre, er for længst påpeget - bla. af folk indenfor Danmarks liberale parti - som derefter fik mundkurv på.
Hvor det i de mere røde samfundsmodeller blev udført af et synligt statsapparat og en offentlig sektor, har den ny-liberale model nye og giftigere metoder. Altså nye-og-nye …? Det 20. århundrede har budt på flere sociale eksperimenter i den helt store skala, der har leveret komponenterne til det ny-liberale projekt. Når alle kontrollerer alle, når alle angiver alle, når alle er bange for alle, når der hviler en mistillidens ånd over alle, så er der maksimal kontrol. Det er en form for gift, der er injiceret intravenøst i samfundets blodkar beregnet på at nedbryde vores mentale imunforsvar overfor kontrol. Det var i samme periode, at fyringen af råd og nævn under betegnelsen 'smagsdommere' var en del af den samme overordnede strategi. Endnu flere råd og nævn erstattede de gamle, denne gang med større selvcensur i form af selv-evaluering. I Stalintidens USSR og nazismens Tyskland hed det angiveri, og alle kunne ende i efterretningsvæsenets register. Så brutale er vi ikke i dag. Vi er smartere, nogen har lært noget.
Når vi om 10 år tænker tilbage på perioden, vil den - er jeg sikker på - fremstå som en syg tid med et sygt, ja direkte giftigt samtaleklima. En psykopatisk tid, en angstens ære, en kold krig version 2.0. En tid, hvor der væltede flotte og forførende ord ud af munden på landets opmærksomhedssyge og uansvarlige ledere, mens folk blev mere og mere klar over, at de ikke mente, hvad de sagde, at man ikke kunne stole på dem, at det hele var et show, der skulle simulere moral og handlekraft, men som var moralsk råddent og reelt handlingslammet. Egentlig tale og handlen var erstattet af symbolsk og rituel ditto.
Dommen over tidens hovedaktører vil blive meget hård.