Nyhed

Politisk signalforvirring

Hvem er det egentlig, der gives tegn til, når politikere i mangel på saglige argumenter begrunder nye regler med, at der skal sendes et tydeligt signal?
Debat
25. november 2010

I de senere år oplever vi stadig hyppigere, at politikere begrunder deres lovinitiativer med, at der skal sendes et klart signal. Det sker ofte, når påtænkte nye regler bliver mødt med sagkyndige indvendinger fra folk, der kender til det pågældende sagsområde. Det kan f.eks. være, at forslaget strider mod hævdvundne retsprincipper, eller at dets genstandsfelt er så begrænset, at den ingen reel betydning vil få. Kritikken kan også gå på, at forslaget vil få en række utilsigtede bivirkninger, eller at det vil være umuligt at håndhæve de foreslåede regler i praksis.

Den slags argumenter fra f.eks. erfarne advokater og dommere eller fra kriminologer opleves af de pågældende politikere som svært omgængelige reality checks. Så er det, at argumentet om signalgivning trækkes op af posen. Men hvem er det, der signaleres til?

Tager man disse politikere på ordet, skulle man tro, det drejer sig om at sende et 'skræmmesignal' til f.eks. potentielle lømler og knivstikkere eller borgere, som går og planlægger en terrorhandling eller overvejer at skabe sig en fremtid i narkotikabranchen. Signalgivningen foregiver at være en løftet, advarende finger. Hold jer af vejen eller på måtten, ellers kommer politiet efter jer! Det nærliggende modargument om, at den slags præventive, politiske signaler næppe har nogen særlig effekt, vejer imidlertid ikke tungt blandt signalisterne.

I gode hænder

Men det er slet ikke så mærkeligt, som det lyder. Signalgivningen er nemlig først og fremmest rettet mod alle os lovlydige borgere - eller rettere sagt vælgere. Og signalet er ikke en advarsel, dets formål er tværtimod at berolige os ved at forsikre os om, at vi er i gode hænder. I det politiske spil drejer det sig om at vise politisk lydhørhed og handlekraft og om at kaste ved på de bål, som holder gryden med holdningsbearbejdning og meningsmålinger i kog. Selv om vi kun har set burkaer i tv-reportager fra Afghanistan og aldrig tænkt på, at det kunne udgøre et problem her i Danmark, så må der jo være noget om det, når landets justitsminister assisteret af en venligtsindet, konservativ muslim går på banen for at få den slags stoppet.

Eller tag den internationale terror. Selv om det her i landet heldigvis ikke er blevet til mere end bombetrusler og øksesvingeri, kan det jo godt - med bistand fra en aktiv presse og ivrige politikere - sætte sindene så meget i bevægelse, at der kan hentes en politisk gevinst ved at ansætte mere politi og give dem yderligere bemyndigelser til overvågning. Også selv om det sker på bekostning af grundlæggende retssikkerhedsprincipper og klassiske borgerfriheder.

Det er imidlertid ikke kun retsprincipper og sund fornuft, der lider overlast ved denne omsiggribende politiske signalgivning. Det går også ud over den ellers så højt besungne retsbevidsthed, når håndværkere med hobbyknive domfældes, og værdien af ægteskaber pointmåles. Den politiske signaltænkning er med til gradvist at erodere vores politiske beslutningskultur, når det kommunikative spinneri og den politisk markedstænkning får mere vægt end arbejdet med reelle, håndgribelige løsninger af samfundets problemer.

Det svarer til, at de vælgere, der er utilfredse med den politiske sammensætning af Folketinget, nøjes med at 'sende et signal' gennem svarene ved de mange opinionsundersøgelser - men tyr til sofaen på valgdagen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her