Primetime hekse

Hvad er ligheden mellem en vestlig primetime kvinde og en ghanesisk heks?

Lad mig antyde, at fællesnævneren er et forhold, som ingen kan lave om på. Til gengæld kan man lave om på holdningen til det.

Lad mig starte jagten på fællesnævneren med en lille historie om ghanesiske Tachira, der desværre ikke i tide indså sammenhængen. Det fik hun at mærke, da hendes mand døde:

Vil du gifte dig med mig? Nej!

Vil du gifte dig med mig? Nej!

Vil du gifte dig med mig? Nej! (Gad vide, om han ikke snart fatter det?!)

Vil du gifte dig med mig? Nej! (Åbenbart nej. Suk.)

Vil du gifte dig med mig? Nej! (Det her tegner ikke så godt.)

Vil du gifte dig med mig? Nej! (Nu begynder det at blive problematisk)

Vil du gifte dig med mig? Nej! (Pokkers - nu går det altså snart galt)

Og det gjorde det. Tachira holdt i syv år frieriet fra sin afdøde mands brors fra livet, indtil hans datter bekvemt drømte, at hun var en heks. Herefter kunne han helt legitimt erklære hende for heks. Banke hende sønder. Og slå hende ihjel, hvis ikke hun forsvandt fra landsbyen. Det gjorde hun så. Med sig fik hun sine seks børn, men måtte efterlade land og dyr. Nu hjælper CARE hende med at holde perlehøns, så hun kan forsørge sig selv og sin familie.

Tachira er langt fra alene. Hekseanklager er hverdag i smukke Ghana. Og jo flere historier man hører om det, desto klarere bliver det, at legitimiteten af anklagerne ikke engang ville blive accepteret til en dansk børnefødselsdag. Disse kvinder samles - hvis de er heldige - i deres egne hekselandsbyer, hvor de kan få sig en tålelig tilværelse - oftest isoleret fra det omgivende samfund, som dårligt tåler dem.

Hvad gør en kvinde til en heks? Det spørgsmål stillede jeg mange gange under mit nylige ophold i Ghana, som ambassadør for CARE Danmark. Det viste sig, at der var mange svar på det spørgsmål. Overtro. For megen personlig succes. Misundelse. Men et af svarene gik igen i alle de historier, jeg hørte: Alderen. Og det er også svaret på spørgsmålet om, hvilken lighed der er mellem en ghanesisk heks og en vestlig primetime kvinde: Den modne alder.

Mere end Tena-bind

Den amerikanske marketingsguru Marti Barletta er ophavskvinden til begrebet primetime kvinder, som hun selv definerer som kvinder i alderen 50-70 år, der er købestærke og magtfulde, og som bare venter på at blive opdaget som et interessant forbrugersegment. Sådan for alvor.

I dag er det mest rynkecremer og Tena-bind, der benytter sig af primetimekvinder i deres reklamer, og det er jo - let's face it - ikke specielt flatterende at blive associeret med. Men, men det er på vej til at ændre sig.

Det hænger naturligvis sammen med det begyndende ændrede billede af kvinder og alder. Hvor kvinder over 40 år for ikke så mange generationer siden var nærmest usynlige eller kun var noget værd i kraft af deres mand eller deres børn, har kvinder i dag fået så meget magt i samfundet, at serier som Sex and The City og Desperate Housewives kun fører til få løftede øjenbryn, når de fortæller hvor aktive, sjove, interessante og ikke mindst sexede, hovedpersonerne og deres liv er.

Vestlige kvinder over 40 år er ikke længere usynlige; tværtimod er de ved at udvikle sig til en af de mest magtfulde grupper i samfundet.

Hvad har gjort forskellen? Oplysning. Eller med andre ord: uddannelse. Både af befolkningen generelt og af kvinderne i særdeleshed. I dag er flere kvinder end mænd indskrevet på universiteterne. Og kvinderne har længe ført stort, når det kommer til de mellemlange uddannelser.

40'erne hitter

Der, hvor vi stadig halter bagefter, er, når det handler om hjørnekontorer og de fede frynsegoder. Vi kan blive mellemledere, men meget sjældnere topledere. Med magten til at kunne definere en virkelighed, kommer også magten til at gøre en særlig virkelighed attraktiv. Og det er, hvad der begynder at ske med livet for kvinder efter 40'erne.

I Ghana er en kvinde, der ikke længere kan reproducere sig selv til gengæld ikke meget værd. Og hvis hun samtidig bliver syg og svag, er hun et let offer for udstødelse.

For enhver ældre kvinde gælder det derfor om at have en stærk familie omkring sig, der kan beskytte hende mod denne stigmatisering. Jeg hørte den ene forfærdelige historie efter den anden om kvinder, der blev tæsket af selv deres egne børn, banket til krøblinge, fordi de var blevet erklæret for hekse. Er du først blevet stemplet, er der ingen vej tilbage. Alle i landsbyen tror, at du har magt til at sende død og ulykke deres vej, og så gælder det bare om at komme væk.

Oplysning

Den eneste vej ud af denne forfærdelige situation er oplysning. Oplysning om, at hekseri er overtro. At når et barn dør uventet, en høst slår fejl, eller et medlem af gruppen bliver alvorligt syg, skyldes det naturlige årsager som manglende hygiejne, klimaforandringer eller beskidt vand.

Og det hjælper at oplyse. Vi besøgte bla. landsbyen Gambaga, der ledes af en høvding, som giver husly til en gruppe kvinder, der alle er blevet anklaget for at være hekse. Dog i byens udkant. Og stadig isoleret fra de andre. Men det er en start på at omvende en kultur, der gør 'besværlige' gamle kvinder uden rige mandlige slægtninge til nemme ofre for social stigmatisering af værste skuffe.

I Vesten er vi i gang med at omvende vores kultur, så det er ikke kun er erfarne sølvryghanner, der er i høj kurs. Og det har taget os mere end 100 år at nå hertil. Det vil nok ikke tage Ghana lige så længe, for CARE og andre organisationer gør et stort stykke arbejde med at oplyse de enkelte lokalsamfund, så hekseovertro erstattes med viden. Og fordi hjælpeorganisationerne støtter kvinderne til at styrke deres egen situation ved at give dem midler til at klare sig selv gennem f.eks. husdyrbrug. Men vi i Vesten skal også skubbe på. For så længe vi har et valg, har vi også et ansvar.

Emilia van Hauen er sociolog, forfatter og foredragsholder. Hver fredag skiftes Zenia Stampe, Mette Bom, Emilia van Hauen og Pernille Rosenkrantz-Theil til at skrive på denne plads