Kommentar

Ressourceforbandelsen

Den internationale handel med diamanter trækker stadig et spor af menneske-rettighedskrænkelser efter sig. Men branchen er begyndt at udvise tegn på en klædelig selvjustits, som andre brancher kunne lære meget af
20. november 2010

Diamanter har et unikt og purt skær af lys og uforgængelighed. De gives som et løfte om kærlighed og symbol på evig trofasthed. Og dog har diamanter ført til grusomme myrderier såvel som massevoldtægter og amputationer.

Charles Taylor, en tidligere præsident for Liberia, er for tiden under retsforfølgelse ved et særligt tribunal i Haag, tiltalt for at have brugt diamanter til at finansiere oprørsstyrkerne i Sierra Leones borgerkrig. Og sagen mod Taylor repræsenterer kun ét af adskillige eksempler, hvor diamanter har været anledning til udbredte menneskerettighedskrænkelser.

Da diamanters rolle som katalysator for voldskonflikter i Afrika blev genstand for verdensomspændende opmærksomhed, greb industrien i egen barm og etablerede den såkaldte Kimberley-proces, hvis målsætning skulle være at holde 'bloddiamanter' uden for den globale handel. Skønt initiativet kunne notere en vis succes, har det ikke fuldstændig formået at udrydde diamanthandel fra konflikthærgede lande som Den Demokratiske Republik Congo.

Ikke alles bedste ven

For nylig har bekymrede røster - fra diamantbranchen selv - da også stillet spørgsmålstegn ved, om Kimberley-processen sætter tilstrækkeligt snævre grænser. De er bekymrede for, om diamanthandlere er blevet lullet ind i den tro, at der ikke længere er nogen etiske problemer forbundet med at købe og sælge diamanter, for det er langt fra tilfældet.

Dette blev tydeligt, da Kimberley-processen i år begyndte at certificere diamanter fra Marange i Zimbabwe, et felt, der blev opdaget i 2006 og anses for et af verdens rigeste.

Ifølge Diamonds and Clubs, en nyligt udgivet rapport fra ngo'en Partnership Africa Canada, har soldater tvangsrekrutteret landarbejdere til at arbejde for minesyndikaterne i Marange. Soldaterne tager sig betalt med halvdelen af alle indtægter fra diamantsalget.

Der har endvidere været adskillige voldsepisoder, hvor landarbejdere er blevet gennemtævet eller udsat for vilkårlige tilbageholdelser. Da Farai Maguwu, en zimbabwisk menneskerettighedssaktivist, dokumenterede og offentliggjorde oplysninger om disse overgreb, blev han arresteret (siden er han dog blevet løsladt igen).

De zimbabwiske myndigheder hævder, at menneskerettighedskrænkelserne nu er bragt til ophør. Uanset om dette holder stik eller ej, stikker det etiske problem ved Marange-diamanterne dybere. Ikke så snart var diamantfeltet opdaget, før Zimbabwes militær overtog kontrollen med området. Siden da har nationens statskasser ifølge landets finansminister, Tendai Biti, ikke fået tilført så meget som en penny. Zimbabwes militære og politiske elite har ganske enkelt beslaglagt diamantfeltets enorme rigdomme, uden at dette på mindste måde er kommet de millioner af fortvivlende fattige zimbabwere til gode, som har et skrigende behov for alle de ydelser, deres land har ressourcer til at levere.

Ressourcepest

Det er selvfølgelig langt fra den første gang, at opdagelse af ressourcer i et underudviklet land har ført til rigdom for de få frem for øget velstand for de mange. Teodoro Obiang, diktator i den olierige lilleputstat Ækvatorial-guinea, har en officiel løn på 60.000 dollars, men ejer seks private jetfly og et palæ til 35 millioner dollars i Malibu foruden andre pragtvillaer i Maryland og Capetown og en større samling af Lamborghinier, Ferrarier og Bentleyer.

De fleste af de mennesker, som Obiang hersker over, lever i ekstrem fattigdom med en forventet levealder på 49 år og en spædbarnsdødelighed på 87 ud af 1.000 - et ud af tolv børn dør med andre ord, før det når at fylde et år.

Nigeria og Angola er andre grelle eksempler på lande, der har forsømt at bruge deres olierigdomme til at tilgodese egne befolkninger.

Paradoksalt nok er ressourcerige udviklingslande ofte værre stillet end ressourcefattige udviklingslande.

En af grundene er, at store ressourcerigdomme giver et enormt økonomisk incitament til forsøg på at vælte regeringen og overtage magten. Oprørerne ved, at hvis dette lykkes dem, står de til at tjene store summer - tilstrækkeligt til at belønne dem, der støttede deres kup og til at bevæbne sig selv så kraftigt, at de kan holde sig ved magten, uanset hvor elendigt de styrer landet. Medmindre selvfølgelig, at nogle af dem, de bevæbner, selv er fristet af udsigten til at kontrollere de store rigdomme.

Dermed blive de ressourcer, som skulle gavne udviklingslandene, i stedet til en forbandelse, der fører korruption, kup og borgerkrige med sig. Hvis vi køber og benytter produkter, der stammer fra råmaterialer, som er udvundet i et fattigt land, uden at indtægterne herfra bliver brugt til at tilgodese dette lands indbyggere, gør vi os til et medskyldige i groft uretfærdigt tyveri.

Selvjustits

Det er derfor opmuntrende, at bekymringerne i forhold til de zimbabwiske diamanter rejses af diamanthandel-branchen selv. Rapaport-gruppen, et internationalt netværk af selskaber, som betjener diamantindustrien, nægter at opføre Marange-diamanter på sin godkendelsesliste, RapNet. Martin Rapaport, formand for gruppen, har endvidere stillet krav om, at der gives fri adgang til alle verdens diamantfelter for ngo'er og brancherepræsentanter, således at de kan undersøge og tilse menneskeretssituationen. Og hvad der er mere afgørende, fremlagde han i en tale i Mumbai tidligere i år en række kriterier, som skal være opfyldt for at legitimere handel med Marange-diamanter, herunder en forsikring om, at »indtægterne fra diamanthandel fordeles retmæssigt og på måder, der på fair og ordentlig vis tilgodeser den zimbabwiske befolkning.«

Der er brug for standarder, som er højere end dem, Kimberley-processen har opstillet. Hvis forbrugere insisterer på kun at købe etiske diamanter, kan handlerne sættes i stand til at presse denne efterspørgsel tilbage til deres leverandører.

Kan diamantbranchen sikre sig et solidt etisk ståsted, vil det sende et væsentligt signal til andre brancher, som handler med ressourcer, der i realiteten bliver stjålet fra nogle af verdens fattigste mennesker.

Peter Singer er professor i bioetik på Princeton University

© Project Syndicate og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu