Kronik

Sådan fik jeg 22 næser!

’Doktor Klam’ døbte Ekstra Bladet læge Søren Ventegodt, da det for fem år siden kom frem, at han behandlede sine patienter med såkaldt vaginalakupressur. For nylig er han blevet tildelt 22 næser af patientklagenævnet. Her giver Ventegodt sin udlægning af sagen. Ifølge ham handler den om overgreb på lægestandens metodefrihed og sundhedsvæsnets angst for alternativ behandling – ikke om dårlig behandling af patienterne
Ifølge Søren Ventegodt er staten blevet for stærk i forhold til borgeren. Han mener, at han er blevet uskyldig dømt, efter Sundhedsstyrelsen har givet ham 22 næser og snart vil prøve helt at fratage ham hans lægeautorisation.

Ifølge Søren Ventegodt er staten blevet for stærk i forhold til borgeren. Han mener, at han er blevet uskyldig dømt, efter Sundhedsstyrelsen har givet ham 22 næser og snart vil prøve helt at fratage ham hans lægeautorisation.

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

18. november 2010

Jeg har fået 22 næser af Patientklagenævnet. I 22 sager har jeg fået kritik for mangelfuld journalføring, fordi patientinformationen ikke var fuldt oplistet. I 15 tilfælde får jeg kritik af min alternative behandling, som kaldes meningsløs og under standard. Seks gange får jeg indskærpelse, dvs. jeg bliver bedt om at rette ind. Dermed er jeg måske Danmarks mest kritiserede læge. Men sagsbehandlingen har dokumenteret, at ingen af mine patienter er kommet til skade, og at mange er blevet raske.

Det hele begyndte, da jeg blev forskningsleder på Livskvalitetsundersøgelsen på Rigshospitalet i 1990. Vi undersøgte 10.000 danskere og fandt, at penge, uddannelse, social status, ydre former ja selv livsstil som kost, motion, alkoholforbrug og rygning kun viste en yderst beskeden sammenhæng med det, vi interesserede os for, nemlig livskvalitet og sundhed.

Dengang som nu led halvdelen af alle danskere af en kronisk sygdom. Der er videnskabelig enighed om, at pillerne kun hjælper ca. 5 pct. af patienterne, der får en alvorlig sygdom, sådan at 19 ud af 20 patienter ender som kroniske patienter. Det synes jeg som læge ikke, vi kan byde patienterne.

Det, jeg kom med, var en radikal systemkritik. Desværre for voldsom for mange af mine kolleger på Rigshospitalet. Den korte historie er, at jeg trak Forskningscenter for Livskvalitet ud af Rigshospitalet i 1994 for at forske i livskvalitet som medicin i alternativ behandling. Selv om jeg havde fået fjender, især blandt psykiaterne, gik det alligevel ret godt. Vores forskningsresultater blev publiceret internationalt og pegede i retning af, at mennesker faktisk kan helbrede sig selv ved at arbejde med deres følelser og få mere selvindsigt. Bevidstgørelse, kærlighed, nære relationer og god seksualitet er en vej til sundhed.

Helvede bryder løs

Forskningsklinik for Holistisk Medicin så dagens lys i 2000. Forskningsmillionerne rullede, kollegerne rasede, og patienterne strømmede til. I 2003 startede jeg med at forske i sexologi. Her så jeg, hvordan både fysiske og psykiske sygdomme spontant forsvandt hos patienter, der fik deres sexliv tilbage. I det gamle Grækenland blev vaginal akupressur som bekendt også anvendt mod psykiske lidelser hos kvinden, dengang kaldet hysteri (græsk hystera: livmoder). I 2004 forskede jeg i effekten af vaginal akupressur på 20 yngre kvinder med psykoseksuelle udviklingsforstyrrelser og oplevelsen af dårlig seksuel funktionsevne.

I efteråret 2005 har vi fået udgivet over 100 videnskabelige artikler og er internationalt kommet op blandt de førende forskere i holistisk medicin. På det her tidspunkt har jeg stadig aldrig fået en klage fra en patient. Hver anden kronisk syg var blevet rask i min klinik. Jeg var stolt over, hvad vi havde udrettet.

Så brød helvede løs. Tre psykiatere fra Rigshospitalet anklager mig for at have sex-misbrugt patienten Maja. De mener, at vaginal akupressur kan gøre psykisk svage kvinder sindssyge, og at behandlingen bør betragtes som et seksuelt overgreb. At Maja aldrig havde fået vaginal akupressur, at hun var psykisk syg i forvejen, og at hun kom til mig, netop fordi psykiaterne ikke selv havde kunnet hjælpe hende, forblev detaljer.

Min tidligere chef fra Rigshospitalet fortalte siden, at nogle af mine gamle fjender var involverede i dette angreb. Jeg må indrømme, at det var dygtigt lavet. Med skjult kamera og det hele. Jeg var blevet afsløret som sindssyg, voldelig sexforbryder.

Intet at komme efter

Så greb samfundet ind. Ministeren harcelerede over mig i avisen, og tre dage efter stillede to embedslæger, som tydeligvis havde til hensigt at lukke min klinik. Embedslægerne fandt, at alt var, præcis som psykiaterne havde beskrevet det. At jeg lavede vaginal akupressur på mindreårige osv. Ganske vist var det ikke dokumenteret i journalerne. Og det var heller ikke sandt. Men det betød ikke så meget. Det hele blev sendt til Ekstra Bladet, som bragte det på forsiden. Tre uger efter inddroges min lægeautorisation midlertidigt. Uden lægeautorisation kunne jeg ikke længere få midler til den forskning, som var min levevej.

En måned senere kom så resultatet af politiets undersøgelse. Kriminalinspektør Ove Dahl kunne ikke finde patienter, der var blevet dårligt behandlet; Ove Dahl udtalte til Berlingske Tidende, at han havde talt med de patienter, som Sundhedsstyrelsen interesserede sig for, og »der var ingen, absolut ingen, der undervejs gav udtryk for, at de var blevet forulempet, krænket eller lignende. Nogle mente derimod, at de var blevet hjulpet.«

Nye vurderinger

Sundhedsstyrelsen måtte nu tage stilling. Enten kunne man indrømme, at man var løbet med og havde begået en grov fejl over for mig, eller også kunne man forsøge at bevise, at jeg faktisk var så slem, som psykiaterne sagde. Man valgte det sidste. To embedslæger brugte en halv dag på at gå samtlige af mine journaler fra alle år igennem for at finde samtlige fejl, jeg havde begået i al min tid som praktiserende læge. De sendte 47 journaler til psykiatriske konsulenter, der fantasifuldt genfortalte, hvad der var foregået i min klinik.

Da de var færdige, fandtes beskyldningerne for fejl og overgreb stadig i deres rapport men var fortsat ikke dokumenteret ved konkrete henvisninger til mine lægejournaler.

Jeg skrev nu en 40 siders kritik af de 22 beskrivelser af mine behandlinger. Den kritik puttede Sundhedsstyrelsen i en skuffe, mens alle konsulentbeskrivelserne gik videre til Retslægerådet sammen med spørgsmål om, hvorvidt det var sådan, man skulle behandle som læge i Danmark. Retslægerådets konklusion var nådeløs: Jeg gjorde næsten alt forkert. Problemet var bare, at jeg ikke havde gjort det, der stod i beskrivelserne. Mine indvendinger blev ganske enkelt tilbageholdt af Sundhedsstyrelsen, indtil Retslægerådet var færdig med at svare. Her må du godt smile, for sådanne stalinistiske metoder skulle man ikke tro, blev benyttet i dagens Danmark. Men det viser, hvor vigtigt det var for Sundhedsstyrelsen, at jeg fik kritik.

De 22 beskrivelser med de samme spørgsmål gik så til patientklagenævnet, der igen sendte dem til Retslægerådet. De samme personer fik, trods Lægeforeningens protest, igen lov til at svare. Så lå mine bemærkninger nederst i bunken. Det fremgik imidlertid af svarene, der var helt enslydende med de først afgivne, at mine bemærkninger aldrig blev læst. Min advokat kaldte det kafkask. Jeg kaldte det bare politisk. Jeg fik i 15 tilfælde kritik for mine behandlinger af typen: Det, du laver giver ingen mening; du gør ikke det, du skal som læge.

Men vil det så sige, at man som læge i Danmark ikke kan behandle med holistisk medicin, der kombinerer samtaleterapi med kropsterapi? Den amerikanske regerings forskningscenter for alternativ behandling, NCCAM, har ellers både i 2005 og 2009 konkluderet, at mind-body medicine, som behandlingen kaldes på engelsk, er helt ufarlig og formentlig en af de fem typer alternativ behandling (CAM), der vil blive anvendt af læger i fremtiden. Mange videnskabelige undersøgelser har allerede dokumenteret god effekt på en række patientgrupper. Hver anden patient bliver typisk rask.

Den dominerende stat

16 ud af de 22 patienter, som Sundhedsstyrelsen har kritiseret min behandling af, fik det bedre eller blev raske i min klinik, mens ingen fik det påviseligt værre. Af 550 behandlede patienter er ingen kommet til skade. Min sag viser noget principielt vigtigt, nemlig at staten er blevet for stærk i forhold til borgeren.

Selv om der reelt intet er at komme efter, kan myndighederne frit diktere næser og kritik, og de kan ydermere grundløst berøve en læge næringsvejen i årevis. Man ødelægger et succesfuldt forskningsprojekt i alternativ medicin, fordi det falder en magtfuld psykiatergruppe for brystet.

Retssamfundets grundidé er, at borgeren har rettigheder og at en domstol, ikke en udøvende magt, afgør spørgsmål om skyld og straf. Suveræn statsmagt, som vi ser den praktiseret i min sag, hvor Sundhedsstyrelsen både anklager, dømmer og straffer, er ikke forenelig med et retssamfunds grundlæggende principper.

Hvis det ikke var fordi, Sundhedsstyrelsens næste træk nu er at forsøge at fratage mig min lægeautorisation permanent på grundlag af de 22 næser, kunne jeg blot smile af hele historien. Så tosset er den.

Søren Ventegodt er direktør for Forskningscenter for Livskvalitet og leder af Forskningsklinik for Holistisk Medicin og Sexologi. Han forsker stadig i holistisk medicin, men har de seneste fem år været uden lægeautorisation

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er ret specielt at læse kronikken i dag, hvor læge Søren Ventegodt fortæller om Patientklagenævnets behandling af ham.

Ud fra Ventegodts fremstilling af sagen kunne det se ud til, at han som læge har fået nøjagtig samme behandling som mange patienter, der indsender klager, har fået i årevis.

Det er ganske almindeligt, at patientklagenævnet ikke tager hensyn til indsendt dokumentation.

Det er ganske almindeligt, at lægekonsulenter støtter nogle, til lejligheden frit opfundne, påstande, som strider mod de oplysninger, der står i journalen eller mod laboratoriemålinger.

Og når man som patient påpeger fejlene, og henviser til, at to indbyrdes modstridende oplysninger ikke begge kan være sande, får man at blot at vide, at Patientklagenævnet har læst brevet, men ikke mener, at indholdet bringer nyt i sagen.

Nej, naturligvis! For Patientklagenævnet har hele tiden vidst, at deres lægekonsulenter ikke er uvildige, og at lægekonsulenterne i mange tilfælde – og med urette - ønsker at støtte en kollega, der bliver klaget over. Det er jo ikke nyt for Patientklagenævnet!

Her er det blot en læge, det går ud over, men fremgangsmåden er tilsyneladende stort set den samme.

Jeg skal lige sige, at jeg ikke har mulighed for at vurdere, om Søren Ventegodt er blevet uretfærdig behandlet. Da sagen mod ham kørte, tænkte jeg, at der nok var noget om den. Jeg havde jo læst nogle tekster, som han havde skrevet, og jeg syntes ikke, at hans forskning lød troværdig. Så vidt jeg kunne se, var det varm luft.

Jeg synes, at det må være logisk, at dem, der har størst livskvalitet, har det bedste helbred. For det at have et godt helbred er jo en del af det, at have en god livskvalitet. Det siger sig selv, og enhver kunne have regnet det ud på forhånd.

Men selvfølgelig skal man være påpasselig med at drage forhastede slutninger. Selv om Søren Ventegodts forskning lød som selvfølgeligheder, der ved hjælp af management og mange forskningsmillioner blev pustet til noget, der ikke var hold i, kan det jo godt være, at manden i sin praksis har kunnet hjælpe sine patienter, og at klagerne mod ham derfor har været uretfærdige.

For det første,
Ursula Nielsen:
Der er væsentlig forskel på at være politiker og være læge.
For det andet,
I mine øjne er hele sagen langt ude. Én ting er at Ekstra Bladet vælger at smide en udokumenteret historie i avisen - det er set mange gange før - men at det kommer så vidt at manden får taget sin lægeautorisation er langt ude.

bonno K Scheepsma

Søren V kommer med flotte statistiske tal. Men hvis magten af læge og medicin industri skal ændres kræves det lige som i politik i den her era en skift i bevisthed. Væk fra det dualistiske tanke og være måde. Lægeloven og kirkeloven har kun magt og udøver kontrol på basis af uvidenhed. Ignorance. Det er en god forretning.

Sokrates som også allerede denne gang viste for meget var meget klog at siger at han viste ikke noget.

En kendetegn af en god læge og healer er at personen er ydmyg. Kun hvis man kan lytte og møde som bevidsthed, uden personlighed, giver man en anden en mulighed til at være sig selv og opleve helhed.

Når man behandler mennesker med traumer behøver man ikke røre folk. Peter Levine som jeg også har mødt er en af verdens bedste levende eksempler som viser at være ydmyg og professionelt går meget fint sammen.

Er livet kun for dem som stiller spørgsmål?

Tilsyneladende er der en personkreds, som ønsker at ødelægge lægens omdømme. Hvem denne kreds så er står hen i det uvisse.

Hvad Patientklagenævnet angår så varetager man blot patientens interesser gennem en høringsproces, som ender op med en konklusion.

Man bemærker konklusionen vedr. en patient om en vis større omhu i selve behandlingen, bedre journalisering og informeret samtykke.

Umiddelbart synes jeg det forekommer meget rimeligt, men ikke alarmerende set på baggrund af at det er en art fysioterapeutisk behandling - omend lidt speciel.

Det undrer mig at der ikke findes anbefalinger om evt. at der er 2 personer tilstede ved indgrebet for at undgå disse uvindelige seksuelt betonede anklager og som en beskyttende foranstaltning.

Med hensyn til det at ødelægge folks omdømme med henblik på erhvervsmæssig udelukkelse synes menneskeheden at være i besiddelse af en særligt veludviklet ekspertise, som åbenbart er genetisk nedarvet og umulig at komme til livs. Denne evne synes at danne grundlag for selve opbygningen af vort samfund på det skjulte plan med hævn og mobning gennem autoriteterne hvor betalingsmidlet er vennetjenester.

Det kan ovenikøbet være noget der iværksættes igennem generationer fra skjult hold for at stække familiers mulighed for at udfolde sig.

Som koriosum kan nævnes, at Søren Ventegodt's farfar - Niels Ventegodt - som var sagfører i 30'erne og bl.a forsvarer i en sag som i begyndelsen handlede om noget så enkelt som uenighed mellem køber og sælger af et ismejeri, kom i unåde hos dommeren og senere som personlig hævn fra dommerens side mistede sin advokatbestalling. Sagen (Eidesagen), som vakte stor opmærksomhed i medierne fordi det blev afsløret at dommeren var inhabil i sit eget job, endte dog lykkeligt, idet det lykkedes at samle et så massivt pres på regeringen og hans majstæt ChrX at der blev givet amnesti til alle de uskyldigt dømte personer.

Dommeren blev fjernet fra sin bestilling og degraderet til en fogedret, selv om han burde være afskediget uden pension efter min mening.

Det er aldrig sket siden at en dommer er blevet fjernet på denne måde

Der har været tusinder af sådanne sager, som er glemt, men har været årsag til mange ulykkelige menneskeskæbener.

Egentlig burder der være en juridisk instans på linin med ombudsmands funktionen, men specielt beregnet til disse sager hvor embedesmænd i dække af deres arbejdsudførelse forfølger personlige mål. Denne instans burde også revidere grundlaget for forfremmelser indenfor embedesmandssystemet, hvor man kunne have mistanke om et der nok spilles med 'mærkede' kort i nogle tilfælde. Her tænker jeg specielt på udvælgelse af dommer og top-embedesmænd.

rettelse..
Dommeren Eide blev blot forflyttet til en mindre krævendestilling ved skifteretten (og ikke som jeg skrev 'fogedretten') i København. Og sad der til sin pensionering uden yderligere forholdsregler. En skamplet på den danske retsstat.

Dommerstanden burde som alle andre borgere bedømmes jævnligt på Deres embedsførelse efter en kvalitetsnorm og ikke være en freddet urørlig overklasse.