Fremtiden tilhører kineserne. Det billede har brændt sig fast på vesterlændinges nethinder de seneste år. Kinas rivende udvikling og tocifrede vækstrater giver både anledning til kuldegysninger og misundelige blikke. Landet har allerede snuppet placeringen som verdens anden største økonomi fra japanerne, og i 2027 er det USA's tur til at blive overhalet, lyder spådommen fra investeringsbanken Goldman Sachs (Information den 13-14. november). Og der er ingen tvivl om, at det er flot, hvad Kina med tredive års høj vækst har formået. Men et par tørre kommentarer er alligevel nødvendige.
Der er ti gange så mange kinesere som japanere. Så japaneren har stadig i gennemsnit ti gange flere penge til rådighed end kineseren. Dollaren køber ganske vist mere i Chengdu end i Tokyo, men selv med det in mente er gennemsnitsjapaneren mindst fem gange så rig som gennemsnitskinseren. Kinas befolkning er også fem gange så stor som den amerikanske, så selv når (ikke hvis) den kinesiske økonomi når op på siden af den amerikanske, vil gennemsnitsamerikaneren stadig have fem gange så meget at shoppe for som gennemsnitskineseren. På verdensranglisten over gennemsnitsindkomster ligger Kina stadig nede omkring nummer hundrede, mens USA, Japan og Danmark som regel er blandt de øverste ti. En halv milliard mennesker er ganske vist revet ud af fattigdom de seneste årtier. Det er en kraftpræstation uden sidestykke. Men det er værd at huske, at mange kinesere fortsat kæmper på et eksistensminimum.
Den mere nøgterne konklusion er altså, at Kina til trods for tredive års imponerende vækst er og vil forblive et udviklingsland mange år endnu - med hvad dertil hører af menneskerettighedskrænkelser, fattigdom og miljøproblemer.
Yin og yang-syndromet
Der har været både fordele og ulemper ved Kinas fantastiske udvikling. Alle er blevet rigere, men forskellen mellem rig og fattig er blevet større. Forbruget er steget, men det er forureningen også. Kina er i en 'både-og'-situation, noget kineserne er sig meget bevidste og traditionelt har udtrykt i yin og yang-filosofien.
Alle kinesere kender således historien om bonden, hvis hest løber bort. Naboen kommer for at trøste. Bonden svarer, at det kan være både godt og dårligt.
Hesten kommer tilbage med fire vilde heste. Naboen udtrykker sin begejstring, men får samme både-og-svar.
Bondens søn falder af en af de vilde heste og brækker benet. Naboen trøster, men bondens reaktion er den samme.
Hæren kommer forbi og rekrutterer alle unge mænd, undtagen bondesønnen med det dårlige ben. Moralen er klar: stort set alt i denne verden har både gode og dårlige sider.
Historien passer perfekt til den kinesiske udvikling. Strukturforandringerne i den kinesiske økonomi er enorme. Man laver både T-shirts og højfartsjernbaner, plastiklegetøj og rumfartsfartøjer. Man fyrer mere kul af end alle andre nationer i verden og forsker samtidig mere i vedvarende energi end noget andet land. Trods grønne investeringer i verdensklasse, slår luftforureningen hundredtusindevis af kinesere ihjel om året, udledningen af industrielt spildevand i floderne gør vandet fra hanerne udrikkeligt, og giftige stoffer dukker fra tid til anden op i fødevarerne.
Fremgang på kinesisk
Verdensbanken opstiller tre grundbetingelser for økonomisk udvikling: makroøkonomisk stabilitet, god regeringsførelse og investeringer i sundhed og uddannelse. Lad os se på, hvordan Kina har klaret sig ud fra de tre kriterier.
Ifølge verdensbanken er den makroøkonomiske vej til succes at holde renten og inflationen lav, skabe ligevægt i budgettet og betalingsbalancen og sikre en nogenlunde stabil valutakurs.
Når det gælder renten, inflationen og nationalbudgettet, har Kina klaret sig godt. Men landet har kolossale overskud på betalingsbalancen og dermed store valutareserver samt en valuta, der efter amerikanernes og europæernes mening er lige lovlig stabil og giver landet urimelige eksportfordele. Problemet for Kina er, at det kan føre til handelskrig. Det vil ramme alle involverede parter hårdt, men for Kina vil det være ødelæggende, for det er netop handel med det rige Vesten, der sikrer høje vækstrater og tilfredshed i befolkningen. Så selv om Kinas økonomiske politik umiddelbart synes at være sund for landet selv, følges yin også her af yang.
Det kan ikke nægtes, at den kinesiske regering har været god til at sætte ambitiøse mål og få befolkningen til at trække på samme hammel. Det fremgår med al tydelighed af Informations artikelserie om Kinas grønne revolution. Men om Kina ligefrem skal have gode karakterer i god regeringsførelse, er en anden sag. Den økonomiske succes har medført voldsom korruption og nepotisme. Det er heller ikke alle, der accepterer den autoritære styreform, som sidst blev bekræftet, da Nobels fredspris gik til aktivisten Liu Xiaobo. Det var en kraftig vestlig påmindelse om, at vi i ikke kan godtage tingenes tilstand i Kina samtidig med, at vi taler om demokrati og menneskerettigheder som universelle værdier. Den besked vinder dog ikke megen genklang hos det store flertal af kinesere, der er godt tilfredse, så længe styret kan sikre en 10 pct. stigning i deres velstand år efter år.
Når det gælder import og udenlandske investeringer, leverer kineserne heller ikke ligefrem en opvisning i god regeringsførelse. Det er stadigvæk svært for udenlandske virksomheder at få adgang til det kinesiske marked. Gammelkommunistiske bureaukrater spænder ben. De har en noget anden opfattelse af service, end den investorerne forventer. Service er noget borgerne yder staten, ikke omvendt. Eller det er i det mindste, hvad de udenlandske investorer siger, men det kan jo selvfølgelig også være, at kineserne blot er blevet dygtigere, og de multinationale ikke længere kan konkurrere.
Skrantende sundhed
Hvad angår Verdensbankens krav om investeringer i sundhed og uddannelse, må Kinas skudsmål siges at være blandet. Der er ganske vist ni års undervisningspligt i den kinesiske folkeskole, men undervisningen er stadig baseret på udenadslæren og autoritetstroen. Mange mener, at det kan være udmærket, så længe Kinas økonomi er baseret på at kopiere vestlige produkter og ideer, men det slår ikke til i en tid, hvor Kina har ambitioner om at udvikle sig at være verdens fabrik og laboratorium. Det er dog værd at bemærke, at Kina i dag bruger lige så meget på forskning og udvikling som USA, og at unge kinesere klarer universitetsuddannelser i Vesten fint og som regel vender hjem i stedet for at søge om opholdstilladelse i uddannelseslandet.
På sundhedsfronten halter landet dog bagefter. Der er egenbetaling på sundhedsydelser, og det afskrækker folk fra at søge lægehjælp, hvilket forringer den almene sundhedstilstand. Regeringen er opmærksom på, at det er uheldigt, men hvis Kina skal nærme sig noget, der ligner skandinaviske tilstande på sundhedsområdet, skal der opkræves skat i en helt anden udstrækning end i dag, hvor knap 20 procent af bruttonationalproduktet går gennem de offentlige kasser mod mere end 50 procent i Danmark.
Man skulle tro, at Kina som et officielt kommunistisk land kunne foretage en sådan omstilling, men Kina er rent faktisk mere kapitalistisk end kommunistisk, så det kan have lange udsigter at hæve skatterne - desuden vil det være ødelæggende for landets ry som lavomkostningsland.
Alt i alt er der grund til at være imponeret over Kinas udvikling. Men inden beundringen bliver næsegrus, er det værd at holde fast i, at udviklingen langt fra har afhjulpet Kinas mange dårligdomme - på mange måder er dårligdommene rent faktisk en uomgængelig del af succesen. Yin og yang er fortsat Kinas leveregel nummer 1. Om de er i balance, kan kun fremtiden vise.
Sven Burmester er forfatter og udforsker
Kronikserie: Kinas grønne verdensorden
Kina er i dag verdens største CO2-udleder. Men Kina har indledt en grøn revolution i rasende tempo og er i samme ombæring hastigt på vej til at vinde dominans på det nye verdensmarked for vedvarende energi og grønne løsninger. Masser af kapital, voldsom innovationskraft og en beslutsom centralmagt er opskriften. Imens råder der i USA og EU økonomisk krise og politisk lammelse.
Seneste artikler
Mætte maver vigtigere end grønne ambitioner
23. november 2010Nok har Kinas ledere planer om en grøn revolution. Men skal de holde ro i landet, er der brug for ris og job nu og her. Det gør det svært at lukke landets mange storforurenende virksomheder. Samtidig betyder upræcis miljølovgivning og milde bøder, at det betaler sig at se stort på reglerne.
Mener ikke det giver mening at sammenligne gennemsnitsindkomsten i Kina med f.x. Danmark, naar stort set alt, saerlig foedevarer og toej ol. er temmelig meget billigere. Maaske "koebekraft" ville vaere en bedre maalenhed.
Der skrives ofte at den Kinesiske vaekst er afhaengig af eksport til udlandet, men jeg tror nu nok den afhaengighed er faldende. Kineserne har jo fastholdt hoeje vaekstrater paa trods af den oekonomiske recession i de vestlige lande. Det er nemt og bekvemt at beskrive Kina som de vestlige landes produtionsomraade, men saa simpelt er det ikke laengere. For det foerste er der andre asiatiske lande som det faktisk er billigere at producere i. For det andet er der et kaempe stigende indenrigsforbrug. Tag f.x. gree, verdens stoerste producent af airconditions. som har 85% af deres omsaetning i Kina.
Jeg mener at have laest rigelige artikler der beskriver hvordan uddannelsesniveauet konstant stiger. Stort set alle kinesiske foraeldre oensker det bedste for deres boern og mange betaler selv for ekstra undervisning til poderne. Man kan diskutere niveauet af deres uddannelser, yep, men i det mindste studerer de kaempe haardt.
Ang. egenbetaling paa laegehjaelp saa er jeg ikke sikker paa at det faar kineserne til at soege mindre laegehjaelp, men sf. nok i mindre grad end i Danmark. Men prisen for et laegebesoeg ligger i en anden skala end i danmark. Sidst jeg gik til laege kostede det mig 12dkr.
Problemet hvis man sammenligner udviklingen i Danmark med Kina er vel, at selvom danmark paa nogle omraader er milevidt foran, saa sker der udvikling i Kina. Det kan godt vaere uddannelserne, sundhedsvaesenet, osv osv ikke lever op til vores standard, men det gaar konstant fremad. Mens det i Danmark synes at vaere saadan lidt stillestaaende.
Kina vil aldrig blive homogent som Danmark. Det er et anerledes land, som ikke kan beskrives i forhold til de rammer vi er vant til. Hvis man tror man kan det, saa er man for alvor tabt bag vognen.
Det ændrer så ikke på den politiske diskurs, de stadig fastholder.
I det øjeblik at udviklingen når et punkt der minder om civiliseret, så vil borgernes krav være støt stigende, det vil være et problem at holde den lave skat, det vil blive problematisk at udnytte den billige arbejdskraft, der måske endda end ikke længere vil være til rådighed.
Så overordnet er jeg ganske enig med den optik Kina bliver analyseret med, af Sven.
Produktionen er forlængst begyndt at blive flyttet til Thailand, og andre regioner, hvilket nok kun vil øges i tiltag, specielt anskuet med det tidligere nævnte uhomogene styre i Kina.
Desværre for Kineserne tor jeg det er på lånt tid det går fremad, der er brug for at se på en international løsning der tilgodeser alle borgere på jorden, økonomisk såvel om menneskeligt. en ting er det er en kompleks sag, en anden er at man har valgt at ignorere det faktum, af nødvendighed.
Verdens økonomi har ændret sig til storkapital med globale multinationale selskaber. De enkelte lande har svært ved at agere ansvarsfult i samme omfang som man samtidigt har en økonomisk interesse.
Der er nok lovligt mange og lidt grove selvfølgeligheder i en artikel som behandler et i øvrigt vigtigt emne
Et eksempel er når forfatteren Sven Burmester bredtfavnenede antager at 'menneskerettighedskrænkelser og miljøproblemer' er nasturligt forbundet med det at være et 'udviklingsland'.
Han skriver således at Kina vil være et (cit)
'...udviklingsland mange år endnu - med hvad dertil hører af menneskerettighedskrænkelser, fattigdom og miljøproblemer.'
Excuse me! Det er nu altså de højt industrialiserede lande der har skabt alle miljøproblemerne på denne klode og hvor er beviset for at der naturnødvendigt knytter sig 'menneskerettighedskrænkelser' til det at være et udviklingsland.
Desuden var der næppe mindre armod og fattigdom under Mao, forskellen er bare at armoden måske var lidt mere ligeligt fordelt hvor en elite nu har lov til åbenlyst at leve højt på armoden blandt mange flere
Det er endnu ikke blevet forbudt at tænke sig om inden man skriver.
Hvad er det egenlig manden vil sige med dette her som vi ikke allerede ved?
Tit almen (pedantisk) oplysning: det er Yang, der er solen - den positive pol, og Yin, der er månen - den negative pol, og ikke omvendt.
so he didn't even get that right either :)
'å selv om Kinas økonomiske politik umiddelbart synes at være sund for landet selv, følges yin også her af yang.'
det skulle så have været omvendt '...følges yang også her af yin.'
Der skal ikke kastes perler for svin, som skider
lort, der spreder resistente bakterie på markerne i hele verden!
Ligeledes spreder lakajer, Journalister og spinddoktorer udokumenterede påstande i form af løgne og halve sandheder i en uendelighed.
Måske Henning, men budskabet fejler som sådan intet. Alle antagelser kan vel skydes ned i en eller anden grad. Så kan man måske kalde det sløset.
Faktisk er nogle af dårligdommene ligefrem forudsætningen for Kinas succes
Ligesom de fattige og de ulovlige indvandrere i USA knokler som asner i to tre job, for et liv på grænsen til eksistensminimum. Ligesom en vismand i Danmark ikke kan åbne munden uden at udtale sætningen: "10-15 pct arbejdsløshed vil være gavnligt for økonomien". Ligesom enhver megaby i verden har sin egen arbejdskraftbuffer i form af en ring af slumbyer.
De mange mange millioner akademikere, der pludseligt udklækkes hvert år i Kina og Indien er bevis på den menneskeforagt, der gennemsyre de systemer der bygger på fattigdom og neokolonial undertrykkelse. Vi har jo altid vidst at der blev ombragt millioner af genier i fattigdommens malstrøm.
Det er typisk at vi Vesten fastholder vores dekadente borgerlige succeskriterier og fokuserer på hvor mange milliardærer der bliver skabt i Kina og Indien, men overser det fattige barns hævn - en eksamen i et samfund der tillader at den bliver brugt.