Interview

Sanktioner vil ikke gavne Myanmar

Det bringer noget sjældent positivt med sig, når et land pålægges sanktioner. De er heller ikke en løsning på Myanmars situation, mener ekspert. Faktisk er der ikke ret meget, verden kan gøre for at hjælpe de almindelige mennesker i landet
Myanmars oppositionsleder, Aung San Suu Kyi, forlader her sit partis hovedkvarter i Yangon i søndags lige efter hun var sluppet ud af mange års husarrest. Hun står fast på at kæmpe, men med pacifistiske midler mod Myanmars militærjunta.

Myanmars oppositionsleder, Aung San Suu Kyi, forlader her sit partis hovedkvarter i Yangon i søndags lige efter hun var sluppet ud af mange års husarrest. Hun står fast på at kæmpe, men med pacifistiske midler mod Myanmars militærjunta.

Soe Than WIN

17. november 2010

Efter cirka 50 års militært styre i Myanmar, som undertrykker befolkningen, og ikke ser ud til at blive væltet i den nærmeste fremtid, kan det undre, at andre lande ikke forsøger at lægge pres på regimet via sanktioner.

Men det vil ikke føre noget positivt med sig, mener lektor ved institut for Statskundskab på Københavns Universitet (KU) Peter Viggo Jakobsen.

»Jeg tror ikke, andre lande pålægger sanktioner mod Myanmar, fordi de ikke tror på, det fungerer. Det har aldrig rigtig virket at bruge sanktioner til at vælte regimer,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Han henviser til Haiti, hvor man i sin tid nedlagde sanktioner for at ramme militærregimet.

»Det, der skete, var, at regimet satte sig på indsmuglingen af varer og tjente kassen på det, samtidig med at de ikke selv manglede noget. Det smadrede hele landets infrastruktur og industri, hvilket har medført, at det i dag er svært at genopbygge landet. Man kan sige, at en af grundene til, at der er problemer med Haiti i dag, er, fordi de aldrig kom sig over det,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Kinas rolle i Myanmar

Der er derfor en masse overvejelser, man skal gøre sig, inden man nedlægger sanktioner. Det vil nemlig i høj grad gå ud over befolkningen, hvis Myanmar rammes af dem.

»Det, der klassisk sker, når man bruger sanktioner, er, at eliten som man gerne vil ramme nok skal klare sig. De har deres kanaler til at få de varer og ydelser, som de gerne vil have.

»Derfor plejer sanktioner at gå ud over civilbefolkningen,« siger Peter Viggo Jakobsen:

»Samtidig er det en gylden regel, at hvis man gør mere skade end gavn ved at bruge et policy-instrument, så er det bedst at lade være. Og som følge af sanktioner får du en større grad af sortbørshandel med mere, så betyder det, at det er den almindelige befolkning, som kommer til at betale prisen.«

Peter Viggo Jakobsen pointerer samtidig, at Kina spiller en stor rolle i verdenssamfundets måde at handle på.

»ASEAN-landene (The Association of Southeast Asian Nations) har hele tiden behandlet regimet med fløjlshandskerne på. Og det giver ikke meget mening at begynde at indføre sanktioner, hvis asiaterne ikke vil være med. Så man bliver også nødt til at tage hensyn til, hvad man mener i regionen.«

Hvad har Kina da i mod, at man blander sig?

»Kineserne er sjældent tilhængere af at bruge konfrontatoriske midler, fordi de ikke mener, det fører nogen vegne. Derudover har de en lille ting omkring Taiwan og Tibet, som, de mener, er et internt anliggende. Så generelt er Kina ret allergisk over for, at man går ind og blander sig i, hvordan staterne gør på hjemmebane,« siger Peter Viggo Jakobsen.

Svært at gøre noget

Han kan derfor umiddelbart ikke se, at sanktioner har nogen positiv effekt. »Det har en effekt i forhold til at sende et signal til regimet, og det har en effekt i forhold til at sende et signal til hjemmepublikum om, at vi gør noget. Men hvis man tror, at man kan ændre på regimet og få det til at falde, så vil økonomiske sanktioner ikke være nok.«

Hvad kan andre lande så gøre?

»Hvis landene er villige til at gå så langt, som de er med Iran, Nordkorea, Zimbabwe og Myanmar, er der ikke meget at stille op. Her er man villige til at kæmpe til sidste civilist i bestræbelserne på at bevare magten. Og når man har med sådan nogle regimer at gøre, så er det svært at gøre noget, medmindre man vil handle, som man gjorde i Irak. Men det er ikke så populært længere,« siger Peter Viggo Jakobsen.

»Derfor er det i sidste instans, med mindre man selv vil gå ind og vælte regimet med militære midler, op til befolkningerne selv at få ændret regimet.«

Hvordan synes du så, situationen i Myanmar ser ud i dag?

»Med den viden jeg har, tror jeg ikke på, at de er i en situation, hvor militæret er ved at miste grebet. Det vil kræve, at der er nogle interne spændinger i militæret, hvor nogle officerer ønsker et skifte og vælter andre officerer, men det ser man sjældent.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu