Klumme

Sikke'n mandagsavis

Samt weekendhilsen, for hvilken her kvitteres
9. november 2010

Mandagsavisen i går, 8. november 2010, indledte allerede på forsiden den nye serie om Kinas grønne revolution: »Mens de internationale klimaforhandlinger står stille, er Kina i rasende tempo ved at sikre sig global dominans på markedet for vedvarende energi og grønne løsninger. Opskriften er en beslutsom centralmagt, masser af kapital og stor innovationskraft. USA og EU ser paralyserede til.«

Opsigtsvækkende nok i sig selv. Dog endnu mere opsigt må det vække på baggrund af, at det kun er godt og vel en måned siden, at regeringens klimakommission barslede med en rapport, om hvilken klima- og energiminister Lykke Friis erklærede, at »det er meget opmuntrende, at vi nu har en kommissionsrapport, hvorom folk hele vejen rundt siger vi er enige i målet, at Danmark skal blive helt uafhængig af fossile brændsler. Så vi har nu et fundament at komme videre på.«

Er det da meningen, at dette fundament alene skal leveres af og alene være made in China?

Af mandagsartiklen fremgår det med lysende klarhed, at EUs klimakommissær, Connie Hedegaard, er særdeles klar over, at EU (og dermed Danmark) nu bare ser paralyseret til, mens Kina i rasende tempo er ved at sikre sig den globale dominans over markedet for den vedvarende energiteknologi og teknik, der skal være med til at sikre opfyldelsen af klimakommissionens og regeringens egne mål.

Samme Connie Hedegaard er som det formentlig endnu huskes dansker og endda medlem af regeringspartiet Konservative. Klima- og energiminister Lykke Friis er medlem af regeringspartiet Venstre. Det samme er miljøminister Karen Ellemann. Man skulle derfor tro, at mandagsreportagerne fra Venstres landsmøde i weekenden var præget af reaktioner på den opsigtsvækkende kendsgerning, at Kina nu sætter den grønne verdensorden i ly af den lammede klimaaftale.

Men nej, det var mandagsreportagerne ikke. Slet ikke. Hvilket er lige så opsigtsvækkende.

Biobrændstoffer

Den tredje af mandagsavisens mere bemærkelsesværdige artikler havde som overskrift: »Biobrændstof er en klimakatastrofe«. Byggende på en rapport Anticipated Indirect Land Use Change Associated with Expanded Use of Biofuels in the EU, der kan hentes og studeres på: www.ieep.eu . Udarbejdet på vegne af bl.a. Mellemfolkeligt Samvirke, Greenpeace og NOAH.

Rapporten adskiller sig fra andre rapporter om biobrændstoffer ved at se på netop de typer og de mængder af biobrændstoffer, som EU-landene selv har rapporteret, at de vil bruge, og desuden som noget nyt ved også at medregne den CO2-udledning, der sker, når skove fældes, og naturområder omlægges til marker med afgrøder til udvinding af biobrændstoffer.

Helt konkret vil det efter de foretagne beregninger medføre, at EUs beslutning om at øge brugen af biobrændstoffer over de næste ti år skader klimaet op til 2,5 gange så meget som at bruge traditionelle, fossile brændstoffer som benzin og diesel!

»Biobrændstoffer blev introduceret i Danmark og i EU under dække af at skulle reducere drivhusgasudslippet. Virkeligheden er den modsatte. Biobrændstoffer er værre end fossile brændstoffer, og det er derfor topmålet af vanvid, at staten tvinger borgerne til at hælde fødevarebaserede biobrændstoffer i tanken på deres biler. Den politik øger både afskovning og CO2-udledning,« siger Dan Belusa, biobrændstof-ekspert hos Greenpeace.

»Resultatet er, at EUs politik tager maden ud af munden på verdens sultne og putter den i europæiske benzintanke. Det er fuldstændig håbløst at bekæmpe fattigdom med f.eks. bistand, når man samtidig gennem sin energipolitik forringer fødevaresikkerheden endnu mere det går ud over langt flere end de 925 millioner mennesker, der hver dag går sultne i seng,« siger forkvinde i Mellemfolkeligt Samvirke, Trine Pertou Mach.

Ingen undskyldninger

I den danske klimakommissions fremtidsscenarie dækkes omkring 30 pct. af energiforbruget af biomasse og affald. Man regner med stigende international konkurrence om biomasse, og derfor rummer rapporten et scenarie med kun hjemlige biomasseressourcer svarende til knap en fordobling af forbruget i 2050 i forhold til nu. Kan og vil man også importere biomasse, kan man komme meget højere op.

På denne mandags-baggrund takker jeg for John Jørgensens ord i weekendavisen: »Ejvind Larsen skriver (1. november), at medlidenhed er en god grund til at kæmpe for biodiversiteten. Men der er masser af andre gode grunde: Høj livskvalitet forudsætter, at du kan se dig selv i spejlet. Alt småkravl og fugle, fisk og padder er en del af din selvrespekt og livskvalitet. Etisk og rent fysisk. Ligesom vores misbrug af de fossile brændstoffer ikke kan undskyldes, kan udryddelsen af arter det heller ikke. Heldigvis er det ret nemt, hurtigt og billigt at ændre på. I haver, parker, virksomheder, land- og skovbrug kan vi alle lade nogle pletter stå uproduktive. En lille kvasbunke bag en pilehæk rummer levesteder og ly for alverdens kryb, fra pindsvin til de mindste parasitter og svampe. De levende hegn skal bevares og fyldes med grene, halm og andet kvas. I skoven skal der ligge dødt træ på bunden. Idéen er, at mange små levesteder gør det muligt for livet at spredes.« Ja, det er ideen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

For lige at gentage mig selv:
NU bliver man jo i den sammenhæng lige nødt til at skelne mellem første og anden generations biobrændstof.
Første generation er den, hvor råmaterialet burde være brugt til fødevarer.
Anden generation er den, hvor råmaterialet ikke kan bruges til fødevarer, med mindre mennesker begynder at spise halm, gylle m.m.

Men Erik, du benytter vel sagtens stadig marker, Hvilket både optager det der kunne være livsvigtig mad til folk. Som vel allerede er en mangelvare, så meget mindre mening giver det vel at ødsle det væk. Der må være bedre alternativer.

Jesper, du bliver jo nødt til at bruge marker til at dyrke korn ;-).
Og som du ved, består den største del af en korn-afgrøde af strå (= halm), som ikke er spiseligt for mennesker.

Ejvind Larsen har ret i, at mandagsudgaven indeholdt mange gode artikler. Udover EL's nævnte kunne man fremhæve artiklen "Kyoto-aftalens blinde øje", hvor forfatteren redegør for de prokuratorkneb, der skal få reduktionen i den danske drivhusgasudledning til at se bedre ud end i virkeligheden.
http://www.information.dk/250110

I dagens udgave af Informeren problematiserer George Monbiot i artiklen "En spøgelsesaftale om livet på jorden" om FN-aftalen om biologisk mangfoldighed (hvis den overhovedet findes?) lever op til de superlativer, som bl.a. også den danske miljøminister anvendte i sidste uge.
http://www.information.dk/250204

Sammenfattende understreger disse udmærkede artikler den tendens, at vi lever i to verdener:
Den virtuelle verden, hvor vi bombarderes med misinformation, spin, prokuratorkneb, fordrejninger, manipulation mv, mens den virkelige verden bliver mere og mere uvirkelig.

Der sker noget for tiden. Kineserne kører med klatten. Vi får bank nu, bla. fordi vores politikere ikke har opdaget, at den gamle verdenssorden, som USA har fået lov til at sætte siden … tja, 1. verdenskrig i virkeligheden, da Europa smadrede sig selv, 2. krig slog hovedet på sømmet. Denne verdensorden ikke gælder længere, og den nye verdensorden bliver måske ikke som den våde drøm, den anglo-amerikanske elite har arbejdet på at realisere et stykke tid.

Som små logrende underhunde har vi labbet i os alt, hvad der var amerikansk, godt som skidt fra dette land, der er så fuld af menneskelig dynamik og korrupt megalomani på én gang. Antallet og størrelsen af kanonbåde er ikke længere fri adgang til verdens ressourcer, nu skal der betales for varerne. Hovsa, i mellemtiden er vi gået bankerot…

Vi får tæv nu, fordi magtfulde kredse i England og USA har formået synkront med finanskrisen at bilde os ind, at CO2 er et giftstof, at global opvarmning skyldes skorstene og ko-prutter, hvilket så må afføde omfattende beskatninger, afgiftninger, korrupt handel med dyre kvoter og masselukninger af små virksomheder, der ikke kan klare mosten.

Kineserne købte ikke det svindelnummer. Det var DET, de sagde nej til ved klimatopmødet i Kbh. De så, at den dobbelte æg i dette mordvåben var beregnet på at lamme deres enorme spring i vækst og udvikling. Og med dem i øvrigt Indien, Brazilien, Afrika, og alle de andre udenfor Europa og USA. De omdefinerer i dette øjeblik dagsordenen til at dreje sig om større uafhængighed af fossilt brændstof og minimering af forurening, der er ved at kvæle os for tiden - både vores natur og vores kroppe. For ikke at tale om den mentale forurening, der skal til for at opretholde troen på dette system.

De griber faktisk om roden til ondet: den petrokemiske industris forgiftning af menneskeheden, fysisk, mentalt, financielt, energimæssigt. Selv den søde Lykke Friis er begyndt at snakke lidt mere om uafhængighed af fossilt brændstof end om det korrupte Cap&Trade CO2-kvote-nummer, hun har lært i EU.

Bjørn Lomborg har sagt det hele tiden. Energi, miljø og ægte hensyn til verdens fattige og udpinte kan ikke adskilles. Manden, som venstrefløjen og de politisk korrekte elskede at hade. Som han sagde til premieren på filmen 'Cool it' på CphDOX forleden, så må man da i det mindste give Al Gore den credit, at han har sat debatten på dagsordenen. At han så har fusket med stort set ALT, er noget andet. Al Gore er personligt dybt involveret i Cap&Trade og tjener millioner på det lige nu. 30.000 ! videnskabsfolk sagsøger ham nu for at misbruge videnskabens navn og videnskabelige data til politik og personlig vinding. Miljøvidenskab og miljøpolitik er to meget forskellige størrelser.

Al Gore åbnede ballet, han fortalte bare ikke, hvad der var i det for ham. Altså 'den ubekvemme sandhed' med omvendt fortegn. Lad os i stedet være seriøse og rent faktisk gøre noget ved de EGENTLIGE problemer. Kineserne tvinger os åbenbart til det. Et totalitært regime, hvad f….. bilder de sig ind, de har jo ikke engang demokrati, maoister er de! Javist er det et paradoks, men det var åbenbart det, der skulle til. Og der er altså sket lidt siden massemorderen Mao var ny-kejser i Kina og forblændede Verden og venstrefløjen i Europa. Den samme venstrefløj, der før hyldede massemorderne Lenin og Stalin. Kineserne i dag er top-pragmatikere. De er primært handelsfolk, og de ved, at de har det længste strå. Spørg 90% af verdens befolkning - tallet er endda lavt sat - om de giver en døjt for CO2-udledning. De vil bare ikke dø af malaria og skrabe krummer op fra gulvet. Og de er trætte af udenlandsk financierede despoter og militære massemyrderier.

Det er et paradoks, at demokratiet rent faktisk har spillet fallit her. Achilleshælen i det repræsentative demokrati er det snæversyn, der forhindrer politikere i at se længere frem end deres eget genvalg. Vi har en narcissistisk politisk kultur. Demokrati bliver nemt til pøbelvælde, og pøbelen er til fals for demagoger, medie-fordummelse og dovenskab.

Konklusion: så ævl da løs om CO2, hvis det kan medføre, at den petrokemiske industris (og i samme åndedræt medicinalindustrien og krigsindustrien) og det financielle kleptokrati bag den (dem) + hele det korrumperede politiske halehæng mister deres grundlag for at forurene planeten og dens beboere.

@morten hansen: Akkurat som jeg bad dig om i min kommentar http://www.information.dk/telegram/247821#comment-284844, så kræver her en uhyrlig påstand som

"30.000 ! videnskabsfolk sagsøger ham nu for at misbruge videnskabens navn og videnskabelige data til politik og personlig vinding"

reference til noget peer-reviewed materiale. Slukøret forventer jeg dog, at også i dette tilfælde udebliver det ønskede.

Hvor ødelæggende produktionen af biobrændstof er, kan man forvisse sig om ved for eksempel at kaste et blik på Borneo, hvor palmeolieplantager på stribe udlægges på bekostning af den oprindelige regnskov.

Danske Lone Dröscher Nielsen driver sammen med BOS (Borneo Orangutang Survival) verdens største rehabiliteringscenter for orangutanger. Orangutangerne er blandt de dyr, der er ved at blive udryddet som følge af dette biodbrændstof-vanvid. Man kan adoptere en orangutang, se http://www.orangutang.dk/ - det har jeg gjort.

Niels-Simon Larsen

Folk, der angriber Al Gore og priser Lomborg, kan jeg ikke være i stue med. Jeg har dog ikke prøvet, men jeg tror det ikke.

Kirsten Svejgaard

Morten Hansen:

Dine udtalelser om CO2 og Al Gore kan jeg ikke tage stilling til, men jeg er helt enig i dine udtalelser om den petrokemiske industri, medicinalindustrien m.v. Alskens giftstoffer er en kæmpestor risiko for verdens miljø.

Jeg er også enig i denne udtalelse: "Det er et paradoks, at demokratiet rent faktisk har spillet fallit her. Achilleshælen i det repræsentative demokrati er det snæversyn, der forhindrer politikere i at se længere frem end deres eget genvalg. Vi har en narcissistisk politisk kultur. Demokrati bliver nemt til pøbelvælde, og pøbelen er til fals for demagoger, medie-fordummelse og dovenskab."

Kirsten Svejgaard

Jeg har søgt lidt på nettet efter informationen om, at 30.000 videnskabsfolk skulle sagsøge Al Gore.

Jeg fandt ingen seriøse sider, men en lang række tvivlsomme. Desuden så "nyheden" ud til at være mindst 2 år gammel. Mon ikke de seriøse medier havde skrevet om det, hvis oplysningen havde noget på sig?