Kommentar

Småproblemer spænder ben for ledige

Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) har netop præsenteret en reform af beskæftigelses-systemet. Men hvis de ledige skal hjælpes i job, skal systemet blive bedre til at forstå den enkeltes behov. Ellers kan simple ting som manglende pc-færdigheder spænde ben for, at ellers kompetente mennesker kommer i job.
10. november 2010

»Vi er kommet noget ud af kurs, men vi skyder en god fart.« Citatet stammer fra tegneserien Radiserne, men kunne meget vel betegne indsatsens i aktiveringssystemet. Mit ærinde er ikke at sætte spørgsmålstegn ved systemets og medarbejdernes gode intentioner, men jeg tror, at nogle af de centrale aktører er ved at miste overblikket og retningssansen.

Lad mig illustrere den problematiske udvikling, med en kort historie fra det virkelige liv. Jeg har valgt at kalde historiens hovedperson for Hanne. Navnet er opdigtet, men dækker over en virkelig person og forløbet er beskrevet som det udspillede sig.

Hanne er 64 år og arbejdsløs. Hun skal forsøge at finde et nyt arbejde det sidste år, inden hun bliver 65 år, og kan gå på folkepension. Hun har ikke betalt til efterløn, for hun har ikke haft noget ønske om at holde op med at arbejde, før hun skulle på folkepension.

Hanne forlod folkeskolen i 1961 efter syv års skolegang, og hun fik sit første ufaglærte job som medhjælper hos en frisør. Siden 1961 har hun været på arbejdsmarkedet bort set fra et par år som hjemmegående efter sin første fødsel og en kortere arbejdsløshedsperiode efter de store bankfusioner omkring år 2000. Hun har således arbejdet i ca. 45 år, hvoraf de sidste 37 år har været som rengøringsassistent.

Hun har i 45 år passet sit arbejde, været mor for to børn - fra slutningen af 1980'erne som enlig mor efter en skilsmisse fra en alkoholiseret mand. Hanne har givet sine to børn en tryg og ordentlig opvækst. Begge børn har fået en uddannelse og de har begge to job, som de er glade for. Hele denne indsats har Hanne klaret med syv års skolegang, en masse energi og almindelig sund fornuft.

Sund fornuft ikke nok

Nu har Hanne imidlertid brug for hjælp til at finde et nyt job, og hun har brug for arbejdsløshedsunderstøttelse indtil hun får et nyt job.

Man skulle tro, at den sunde fornuft, hun har brugt, når hun tidligere har stået over for udfordringer i livet, ville hjælpe hende - også denne gang. Men ved sit møde med jobcenter og a-kasse viser det sig imidlertid, at hun ikke har de nødvendige kompetencer og kvalifikationer til at blive betjent og serviceret af jobcenter og a-kasse. Hun har ingen computer. Ja, faktisk kan hun slet ikke betjene en computer, og det gør det umuligt at klare sig i arbejdsløshedssystemet på egen hånd.

Jeg har fulgt Hanne som hendes bisidder ved alle møderne med jobcenter og a-kasse og har været vidne til, hvor svært systemet har ved at hjælpe mennesker, som ikke mestrer de færdigheder, som systemet definerer som nødvendige - men som reelt afholder nogle ledige fra at melde sig i jobkampen.

På jobcentret i København bliver Hanne betjent af en fantastisk kompetent og hjælpsom sagsbehandler, men der er ingen vej udenom. Hanne skal oprettes som bruger på jobnet, og hun skal lægge sit cv ind på jobnet. Hvis hun ikke selv har en computer, så må hun gå på biblioteket eller bruge en af computerne på jobcentret, hvor hun måske vil kunne finde en medarbejder, som kan hjælpe hende i gang. Men der er kun hjælp til at komme i gang. Hanne skal selv efterfølgende gennemføre indtastningen. Jeg får lagt Hannes cv ind på jobnet og sendt hendes ledighedserklæring, som skal bekræftes en gang om ugen elektronisk på jobnet.

It spænder ben

Næste opgave er mødet med a-kassen. Indgangen til a-kassen er også en ledighedserklæring, som skal sendes elektronisk. Det klarer jeg, og Hanne modtager sit første brev fra a-kassen med en mængde krav til, hvad hun skal gøre for at bliver understøttelsesberettiget. Der skal bookes et cv-møde via tast selv på a-kassen hjemmeside. Inden mødet skal der udfyldes et udkast til jobsøgningsplan via tast selv på hjemmesiden. Jeg ordner opgaverne, og vi kommer til cv-møde i a-kassen.

Mødet begynder med en times orientering, hvor vi får forklaret, hvordan man kan/skal anvende de forskellige elektroniske systemer. Søgning efter job på de forskellige portaler, indsendelse af kopier i pdf af sendte jobansøgninger, indsendelse af dagpengekort via tast selv.

Efter orienteringsmødet får vi en samtale med en jobkonsulent, som skal hjælpe Hanne med at finde et job. Igen møder vi en imødekommende sagsbehandler, men den eneste hjælp, som jobkonsulenten tilbyder, er yderligere gennemgang af forskellige jobportaler på nettet.

Der er ingen, som indtil nu har taget Hanne ved hånden og hjulpet hende med at finde relevante job, som hun kan søge. Og vi skal stadig huske, at computere og internettet er ukendt land for Hanne. Velfærdssystemets hjælp til en 64-årig arbejdsløs kvinde med 45 aktive år på arbejdsmarkedet, er en lang stribe af kontroller, diverse it- systemer og mange venlige og imødekommende sagsbehandlere. Men der er ingen reel hjælp til at finde et nyt job, hvis man ikke evner at surfe rundt på internettets jobportaler.

Palle Rasmussen er forhen-værende kommunaldirektør

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jobnet er jo egentligt et godt initiativ. Forhåbentligt bliver der nu ryddet lidt op i systemerne så vi for alvor får gavn af systemet. Det er vel også på tide at træde ind i den digitale alder :I