Kronik

En spøgelsesaftale om livet på jorden

Hele verdensoffentligheden hylder den nye internationale aftale om biodiversitet som et stort gennembrud. Der er bare lige en hage ved historien: Aftalen eksisterer tilsyneladende ikke
Næseaben er en af de truede dyrearter, vi snart skal vinke farvel til, fordi politikerne ikke sætter biodiversiteten højt.

Næseaben er en af de truede dyrearter, vi snart skal vinke farvel til, fordi politikerne ikke sætter biodiversiteten højt.

Søren Weile

9. november 2010

»Lande går sammen om at redde livet på Jorden«, forkyndte den britiske avis The Independent på sin forside. »Historisk«, »skelsættende«, »en milepæl«, »en kærkommen moralsk opløftning,« istemte de andre aviser. Aftalen blev vedtaget i Japan på et topmøde sidst i oktober om beskyttelse af verdens vilde arter og blev på stedet udråbt til en stor succes af næsten alle. Desværre har det siden vist sig, at der er et lille problem. Ingen af journalisterne bag de begejstrede overskrifter har overhovedet set den fantastiske aftale.

Jeg har selv spurgt så mange, jeg kunne nå igennem til over telefonen. Alt, hvad de havde læst, var en pressemeddelelse, som, endskønt den fyldte næsten tre sider, var renset for indhold. Og selvom aftalen blev godkendt for snart to uger siden, er den endnu ikke offentliggjort.

Jeg har kimet folk på tre kontinenter ned for at få fingre i den. Uden held. Efter at have sikret sig de positive medieoverskrifter, man gik efter, er hele ledelsen bag Konventionen om Biologisk Mangfoldighed gået under jorden. Alle mine opkald og e-mails er forblevet ubesvarede. Den britiske regering, som roste erklæringen i overstrømmende vendinger, oplyser, at den ikke har skriftlige kopier. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Alle andre internationale aftaler, jeg før har interesseret mig for, er blevet offentliggjort, så snart de blev vedtaget.

Noget kunne altså tyde på, at vi bliver holdt for nar. For et udkast til aftalen blev offentliggjort for halvanden måned siden, og det indeholdt ingen bindende forpligtelser. Intet, jeg har været til i stand til opsnappe fra Japan antyder, at dette har ændret sig. I udkastet blev de mål for 2020, som verdens regeringer blev opfordret til at sætte sig, blot formuleret som »tilsigtede aspirationer på et globalt plan«, der skulle gennemføres inden for »en fleksibel rammeaftale«, inden for hvilken landene i øvrigt kunne gøre, som de ønsker. Hvis det var det udkast, som blev godkendt som færdig aftale, er intet land forpligtet til at ændre sin politik.

Historien gentager sig

Vi har været der før: I 2002 enedes de underskrivende parter om en lignende storslået erklæring, som ikke indførte skyggen af retlige forpligtelser. De kundgjorde dengang, at de »inden udgangen af 2010 ville gennemføre en markant reduktion af den aktuelle tabsrate inden for biodiversitet«. »Missionen er fuldført«, proklamerede pressen, og alle gik hjem for at lykønske sig selv. Tidligere i år erkendte FN imidlertid, at 2002-aftalen havde været frugtesløs: »Trykket på biodiversitet forbliver konstant eller øges i intensitet.«

Den desperat muntre pressemeddelelse fra 2010 antyder, at ikke alt er vel. Mødet i Japan skulle forestille at være et topmøde, som ville samle verdens stats- og regeringsledere. Dem var der kun fem af, fremgår det af pressemeddelelsen: Gabons præsident, Guinea-Bissaus præsident, Yemens premierminister og Prins Albert af Monaco. (Det femte land er der ikke sat navn på - kan det mon dreje sig om Liechtenstein?)

En tredjedel af de repræsenterede lande kunne end ikke overkomme at lade sig repræsentere på ministerniveau. Det er altså så højt, vores ledere skatter verdens levende økosystemer.

Det slår mig, at regeringerne er opsatte på at beskytte - ikke denne verdens vidundere - men snarere det verdensfortærende system, på hvis alter biodiversiteten bliver ofret. De bruger ikke kræfterne på, at redde livets mangfoldighed, men på at beskytte vores mulighed for at producere flygtigt junk, som hurtigt bliver udskiftet. De kæmper indædt og på højeste niveau for retten til at forvandle regnskove til papirmasse eller marine økosystemer til fiskemel. De sender underordnede embedsmænd af sted for at godkende meningsløse og (hidtil ikke skriftligt foreliggende) løfter og hensigtserklæringer om at ville beskytte den naturlige verden.

Japan blev rost for sin behændige styring af mødet, men landet insisterer stadig på at fuldende sin mission om at forvandle verdens sidste blåfinnede tunfisk til fastfood. Rusland underskrev en ny aftale i september om at beskytte sine tigre (den største tilbageværende population i verden), men har ikke afskaffet den lov, der i praksis gør krybskytter immune over for retsforfølgelse, selv når de pågribes med et gevær og en død tiger. Og skønt USA under Obama har proklameret en ny forpligtelse på multilateralisme, nægter amerikanerne fortsat at ratificere Konventionen om den Biologiske Mangfoldighed.

Det passer regeringerne udmærket at lade os forvandle planeten til skrald. Det er ikke kun de store selskaber, der vinder mere, end de taber ved at omdanne naturlige rigdomme til penge. En fortsat ekspansion i biosfæren gør det muligt for stater at undgå at tage fat på spørgsmål om fordeling og social retfærdighed. Løftet om evig vækst sløver vores vrede over den voksende ulighed. Ved at trampe naturen ned undgår vi at træde de magtfulde over tæerne.

Natur i regneark

En omfattende ny regnskabsøvelse, hvis resultater blev fremlagt på mødet i Japan, skulle ellers have ændret på de kalkuler. TEEB-metoden (The Economics of Ecosystems and Biodiversity, red.) forsøger at prissætte de økosystemer, vi ødelægger. Den viser da også, at de økonomiske fordele ved at beskytte levesteder og arter i overvældende grad opvejer de penge, der på kort sig kan tjenes på at ødelægge dem.

En undersøgelse fra Thailand viste for eksempel, at omdannelse af en hektar mangroveskov til rejefarme kan indbringe 1.220 dollars om året, men til en pris af 12.400 dollars om året i tabt levebrød, fiskeri og kystsikring.

Og der er andre eksempler på, at der er god økonomi i naturbeskyttelse: Afvandingsområdet i et beskyttet naturreservat i New Zealand sparer de lokale indbyggere 136 milliarder newzealandske dollars på vandregningen. Tre fjerdedele af den amerikanske kullerfangst foregår inden for fem kilometers afstand af et beskyttet havreservat ud for New Englands kyst. Så længe økosystemet beskyttes, har fiskeriet fået øget indtjening.

Jeg kan udmærket forstå, hvorfor denne fremgangsmåde anses for nødvendig. For hvis noget ikke kan måles, sætter regering og erhvervsliv ikke pris på det. Jeg accepterer TEEB-forskernes argumentation om, at fattige landbefolkninger, der i vidt omfang må overleve på, hvad økosystemer kan tilbyde dem, ofte behandles brutalt af et økonomisk system, som ikke anerkender deres værdi.

Alligevel foruroliger øvelsen mig. For så snart noget bliver målbart, bliver det også omsætteligt. Overlad den naturlige verden til cost-benefit-analytikere, bogholdere og statistikeres velvilje, og de skal snart finde frem til, hvilke dele af den vi kan undvære. Hvis man vil skrotte et økosystem, behøver man blot at påvise, at de penge, som skrotningen indbringer, overgår værdien ved at bevare det. I miljøøkonomiens sære verden er det såmænd ikke så svært. Spørg den rette statistiker, og han vil give dig de tal, du ønsker.

Biosfære a/s

Anlægger vi denne fremgangsmåde, reducerer vi biosfæren til et datterselskab under økonomien. Man kan iagttage den reduktion i TEEB's særlige sprogbrug: Her taler der om »naturlig kapital«, om »underperformende naturlige aktiver« og »økosystemers tjenesteydelser«. Naturen gøres til en forretningsplan, og vi reduceres til dens kunder. Markedet ejer verden.

Problemet er, at det forholder sig stik modsat i virkelighedens verden. Økonomien er som alle andre menneskelige anliggender totalt afhængig af verdens levende systemer.

Hvis verdens regeringer var taget til Japan for at redde bankerne eller luftfartsselskaberne eller plastindustrien, så ville de have sendt mere højtstående repræsentanter. Deres ærinde ville have taget sig mere presserende ud, og hvert et punktum og komma i aftalen ville være blevet gransket af begærlige journalister.

Men når de mødes for at overveje den gradvise nedbrydning af den naturlige verden, sender de deres kontorpersonale og udskyder alle vanskelige beslutninger i yderligere ti år, og medierne opdager end ikke, at de ikke engang har frembragt en skriftlig aftale.

Så uanset hvor meget det byder mig imod, at naturen presses ind i talkolonner i bogholderes regneark, er jeg nødt til at medgive, at der ikke er nogen vej udenom. Hvordan skulle det ellers lykkes at få de enøjede, kortsigtede og forskræmte mennesker, som sidder på magten i dag, til at tage det her spørgsmål alvorligt?

 

George Monbioter en journalist, forfatter og politisk aktivist

© The Guardian og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Som opfølgning på Monbiot's artikel kan man spørge miljøministeren: "Hvor er den aftale?".

Et opslag på Miljøministeriets hjemmeside viser kun den floromvundne pressemeddelelse vedrørende aftalen.

Er aftalen forsvundet lige som de dyrearter den skulle beskytte?

Karsten Johansen

Ja, hva skjer?

Det skjer det, at menneskeartens "ledere", dvs. dens forskjelligartede dominante eksemplarer,
lyver for dem de skal forestille å "lede". Dette har slike "ledere" i vekslende grad gjort siden tidenes morgen, men i vår tids teknisk og sosialt/symbolsk hyperkompliserte strukturer som omfatter stadig fler milliarder av mennesker og ikke minst innebærer en stadig minkende andel penge/vare-transaksjoner og en svimlende økede andel rene penge/penge transaksjoner hvorav igjen et hurtigt økende antall er ren svindel og fiksjon av skattesvindelsgrunner osv., i denne dagens vanvittige verden har løgne-inflasjonen antatt slike proporsjoner, at det er så å si umulig å føre en opplyst og kunnskapsbasert samtale som ikke vil være en illusjon, fordi store deler av den bygger på vrangforestillinger, manglende kunnskap om helt avgjørende forhold og ren løgn.

Hvorfor lyver de dominante eksemplarer mer og mer? Fordi de utgjør en mindre og mindre sosial penge- og maktelite, hvis (innbildte!) interesser i å bli stadig mer elitær og svimlende rik overbeviser den om at den må lyve mer og mer. Det er derfor langt de fleste av dem ikke er ledere som Churchill, Gandhi, Montgomery, Lenin, Trotskij, Krapotkin, Malatesta, Luxemburg, Bernstein, Martov, Napoleon, Jefferson, Lincoln osv. osv. som man alle kan like eller mislike (det finnes mange grunner til det siste også, ikke minst for figurer som Napoleon, Lenin og Churchill), for de har ingen idealer, de kjemper ikke for noe som er større enn deres egen karriere, ikke for noe felles beste, men utelukkende for egen selvberikelse, eget ettermæle osv.

Deri består det lave ved vår tid: dens (til lede) kjente VIP"ledere" er lyvende mediegjøglere, lettvinte distanseblendere alle som een. Obama kunne vært reklameagent for et sunnhetsfirma, en våpenprodusent eller nesten hva som helst, leder for en kampanje for bedre tenner, et universitet eller hva vet jeg, men han er ingen politisk leder og han får ikke engang lov å prøve å være det eller bli det. Gjorde han det, ville han ikke "bare" som nå bli beskyldt i over halvdelen av USAs medier for å være både "marxist" og "en ny Hitler", nei han ville utvilsomt bli utpekt som djevelen selv.

Skal imidlertid USA og dermed verden komme bare litt ut av nåværende blindgate, måtte noen tåle slike anklager. Obama er langtfra lagd av det materiale som folk med sine meningers mot er, og dette deler han til de grader med over 99 pst. av vår tids såkalte ledere, som snarere må kalles lurpassere og unnalurere.

Vi skal ud til kanten før der vil ske ændringer. Problemet er, at vi befinder os i en supertanker, som tager årtier, og på visse parametre århundreder at vende. Så den kant bliver svær at ramme, uden at vi drøner ud over.

Men før det virkelig gør ondt, sådan rent fysisk, sker der intet.
Stol på det.

Ja, så enkelt kan ting fortone seg for dagens politikere. "Vi vedtar 'biologisk mangfold'".

For 150 år siden, da klokskap og visdom fremdeles utgjorde sentrale bestanddeler av vitenskapens beveggrunner, påpekte Charles Darwin "de best tilpassedes overlevelse." Det innebar erkjennelsen om at vi som mennesker må tilpasse oss den planeten vi har utviklet oss på.

Siden den gang er ting blitt forsøkt snudd fullstendig på hodet. Det er planeten og dens engang fint avbalalanserte økologiske systemer som tvert i mot skal tvinges til å tilpasse seg vår arts antatte "umettelige behov". Som et ledd i denne infantile hybrisforestillingens skjebnessvangre vandring mot ideologisk hegemoni, måtte selvsagt Darwins forskning perverteres og endevendes i form av "sosialdarwinisme". I imperialismens navn ble grådighet en dyd og verdenskrig snart uunngåelig, mens Darwin selv i sin stille protest rundet av sitt livsverk i 1881 med en studie om jordsmonnets fruktbarhet og betingelsene for å ivareta det. Det sier seg selv at en "sivilisasjon" som misbruker sin intellektuelle arv på en sådan måte -- altså til å rettferdiggjøre det stikk motsatte av hva en forsker eller tenker forsøker å formidle -- vil få store problemer.

Steen Erik Blumensaat

De er ikke født ( natur), de er ikke biologiske, men modstandere af >>Dyret<< bekæmpelsen af Dyret er de kulturelles gøremål, Kulturen er alt for dem, de ikke fødte, af leret er de formet, skabt. >>Dyret må dø<<
Gudeprinser og Gudeprinsser kommer fra himlen, bragt af storken.