Læsetid 2 min.

Fra ugens netdebat: dansk antisemitisme

5. november 2010

Den danske filosof og Kierkegaard-forsker Peter Tudvad udgiver i næste uge et større værk, Stadier på antisemitismens vej - Søren Kierkegaard og jøderne, om den danske tænkers forhold til jøder.

Bogen bygger på et grundigt arkivarbejde med alle Kierkegaards udtalelser om jødedommen. Peter Tudvad konkluderer, at filosoffens antisemitisme ikke blot var motiveret af et personligt opgør med jødedommen eller et udslag af hans samtid, sådan som mange teologer ellers har hævdet. Kierkegaard gik langt videre og var selv med til at radikalisere kristendommen. »Kierkegaard var ikke antisemit, han blev det,« skriver Tudvad i bogen.

I sin klumme lørdag den 30. oktober trækker Georg Metz en parallel fra denne antisemitisme til den nuværende danske udlændingelovgivning, som han mener er utilsløret diskriminerende. Politikernes manglende respekt for saglige indvendinger mod bl.a. ghettopakkerne er i direkte tråd med Kierkegaards ønske om hellere at opleve »alt andet bortset fra død og lemlæstelse end at have med jøder at gøre«, mener Metz.

Det har sikkert inspiret læser Per Thomsen til at tage fremtidsbriller på i sit indlæg på netdebatten. Han mener, at man engang vil skrive »om den tid, hvor Danmark var det eneste land i Europa, hvor selv den tidligere venstrefløj hylede med i koret af politiske partier, der med åbne øjne deltog i overgreb på anstændigheden.«

Tom Paamand derimod, er til gengæld ikke glad for Metz' sammenligning:

»Tidens trend er ahistorisk at fordømme fortidens synspunkter ud fra en snæver nutidig vinkel. Søren Kierkegaard var antisemit på et tidspunkt, hvor det var lige så normalt som at hade tyskere - det usædvanlige var de få, der ikke gjorde det. Det er lige så tanketomt som i dag at fordømme Pia Kjærsgaard for at være antimuslimsk«, skriver han.

Begrebsforvirring

Det grundlæggende spørgsmål er imidlertid, hvad en antisemit overhovedet er, mener Chris Henriksen: »Definitionen på antisemitisme er jødehad - ikke had til andre semitiske folkeslag,« skriver han og fortsætter, »det er forstemmende, når Georg Metz drager en parallel mellem antisemitisme og kritik af islam. Ikke mindst fordi de fremmeste antisemitter i dag er muslimer. Mein Kampf trykkes i store oplag i flere muslimske lande.«

Jens Thorning vælger den teologiske vinkel og skriver, at jøder på Kierkegaards tid blev opfattet som materialismens, kapitalens og borgerskabets forkæmpere. »Det kan derfor ikke undre, og har da heller ikke undret nogen, at Kierkegaard havde den indstilling.«

Information bringer hver fredag et uddrag af ugens mest interessante kommentarer fra debatten på information.dk

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Prøv en gratis måned med uafhængig kvalitetsjournalistik

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

  • Brugerbillede for Allan Ⓐ Anarchos
    Allan Ⓐ Anarchos
Allan Ⓐ Anarchos anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Tom Paamand

Ham der Tom Paamand mener i avisens citat åbenbart lige ud, at det er "tanketomt i dag at fordømme Pia Kjærsgaard for at være antimuslimsk". Den holdning giver mere mening, hvis sætningen fortsættes med dens oprindelige sarkastiske tilføjelse, at "det kunne man med rette anklage folk som Mogens Glistrup for i 80erne - i nutiden er det desværre blevet en acceptabel holdning for et flertal af Folketingets partier".