Kommentar

Er et åbent diplomati muligt?

Mere diplomatisk åbenhed kan muligvis få magthaverne til at tænke sig om en ekstra gang, inden de begiver sig af med lyssky handlinger. Men fuld åbenhed er en illusion i stil med unilateral nedrustning – man kan ikke lægge våbnene, så længe andre står klar til at bruge deres
18. december 2010

PRINCETON - På Princeton er Woodrow Wilson, som var rektor for universitetet, før han blev USA's præsident, aldrig langt væk. Et portræt af den store mand troner i spisesalen på Wilson College-fakultetet, og Prospect House, som i dag rummer kantinen for Princetons akademiske forskere, var Wilson-familiens privatbolig.

Den internationale furore over Wikileaks' offentliggørelse af de første af omkring en kvart million diplomatiske indberetninger, fik mig derfor uvilkårligt til at tænke på Wilsons berømte tale fra 1918, hvori han fremsatte 'fjorten principper', for en retfærdig fred, der kunne afslutte Verdenskrigen. Første princip lyder:

»Der må indgås en åben fredspagt, hvorefter der givetvis ikke længere kan foretages private internationale indsatser eller afgørelser af nogen art. I stedet må diplomatiet gå oprigtigt til værks og til hver en tid agere inden for offentlighedens synsfelt.«

Bør vi tage Woodrow Wilson ideal alvorligt? Er Wikileaks' stifter Julian Assange vor tids inkarnation af idealet?

Wilsons fjorten principper var for visionære, til at Versailles-traktaten kunne afspejle dem alle. Dog lykkedes det at etablere Folkeforbundet - et mellemstatsligt samarbejdsorgan, der blev en forløber for nutidens FN (til Wilsons fortrydelse blev USA aldrig selv medlem).

Åbenhedens muligheder

I The New York Times betegner historieprofessor Paul Schroeter bestræbelserne for at føre et åbent diplomati som »fatalt mangelfulde.« Han henviser til, at det blev nødvendigt at føre hemmelige forhandlinger for at nå til enighed om traktaten i Versailles.

Traktaten blev imidlertid en afgørende faktor bag fremvæksten af den ondartede tysk nationalisme, der kulminerede med Hitler og Anden Verdenskrig. Og det er unægtelig svært at forestille sig, at Europas historie kunne have udviklet sig værre, dersom Wilsons visioner havde dannet grundlag for freden og slået tonen an for fremtidige forhandlinger. Versailles-traktaten er således næppe et holdbart argument for det ønskelige i hemmelige internationale forhandlinger.

En åben forvaltning er et ideal, som vinder indpas i de fleste moderne demokratier. USA's præsident Barack Obama erklærede selv, da han tiltrådte i januar 2009, at »fra i dag af skal hver eneste regeringsagentur og ministerium vide, at denne administration ikke stiller sig bag dem, som søger at tilbageholde oplysninger, men bag dem, som søger at gøre oplysninger kendt.« Hvorpå han bemærkede, at åbenhedens politik selvfølgelig fordrede behørige undtagelser af hensyn til at beskytte privatlivets fred og den nationale sikkerhed.

Senest har sågar den amerikanske forsvarsminister, Robert Gates, indrømmet, at skønt de seneste diplomatiske lækager er pinlige og ubekvemme for USA, er deres skadelige konsekvenser for den amerikanske udenrigspolitik beskedne.

Nogle af de lækkede indberetninger er, som det vil vides, subjektive vurderinger af nationale ledere, der ikke hæver sig over sladderens niveau. Men takket være den seneste læk, ved vi nu, at da den britiske regering nedsatte sin angiveligt åbne undersøgelseskommission for at granske beslutningsgrundlaget for krigen i Irak, forsikrede den samtidig USA's regering om, at den ville »træffe foranstaltninger for at beskytte amerikanske interesser.« Den britiske regering ser altså ud til at have vildledt både offentligheden og sit parlament.

Tilsvarende viser andre indberetninger, at Yemens præsident, Ali Abdullah Saleh, løj for sit folk og parlament om amerikanske luftangreb mod al-Qaeda i Yemen. Det var, forsøgte han at bilde dem ind, Yemens eget militær, der gennemførte bombardementerne.

Vi har også fået et større indblik i omfanget af korruption i nogle af de regimer, som USA støtter - herunder Afghanistan og Pakistan, og i andre lande, med hvem USA plejer venskabelige forbindelser, navnlig Rusland. Og vi ved nu, at den saudiske kongefamilie opfordrede USA til at gennemføre et militært angreb på Iran for at forhindre det i at blive i stand til at producere atomvåben. Her kom det så også frem - hvilket velsagtens må tjene den amerikanske regering til ære -at den opfordring blev blankt afvist.

Viden må generelt betragtes som et gode, og følgelig må større viden om, hvordan den amerikanske ledelse tænker og opererer over hele kloden, vel også være et gode. I et demokrati evaluerer borgerne løbende deres regerings dispositioner. Men holdes de hen i uvidenhed, bliver de ude af stand til at foretage velfunderede vurderinger. Også borgere i ikke-demokratiske lande har naturligvis en legitim interesse i at vide, hvad deres herskere foretager sig.

Undtagelserne

Åbenhed er dog næppe altid bedre end tavshed. Antag, at amerikanske diplomater får kendskab til, at demokratisk sindede fraktioner i et brutalt militærdiktatur konspirerer med en gruppe officerer i hæren om at gennemføre et kup for genoprette demokrati og retsstatsprincipper. Jeg håber ikke, at Wikileaks kunne finde på at lække en indberetning, hvor diplomater orienterer deres foresatte om et sådant komplot.

Åbenhed er i den henseende som pacifisme: På samme måde som vi ikke kan gå ind for fuldstændig unilateral nedrustning, så længe andre står klar til at bruge deres våben, forbliver Woodrow Wilsons verden med dens fuldt åbne diplomati et ædelt ideal, der ikke fuldt kan realiseres i den verden, vi lever i.

Men vi kan tilstræbe at komme tættere på dette ideal. Hvis regeringer ikke så ofte førte deres borgere bag lyset, ville der være mindre behov for hemmeligholdelse. Og hvis regeringsledere indså, at de aldrig kunne føle sig sikre på, om de kunne holde befolkningen hen i uvidenhed om deres dispositioner, ville de unægtelig få et stærkt incitament til at opføre sig bedre.

Beklageligvis ser det mest sandsynlige udfald af Wikileaks' afsløringer i første omgang ud til at blive større restriktioner for at hindre yderligere lækager. Vi må håbe, at den målsætning viser sig uigennemførlig i vor nye Wikileaks-tidsalder.

Peter Singer er professor i bioetik ved Princeton University

© Project Syndicate og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Oprigtig er et nøgleord for mig: hvis man ønsker at forhandle med nogen, er det fuld acceptabelt af have hemmeligheder, men mon ikke resultatet ville blive bedre af at der var en form for respekt (istf "forbundet til den lokale mafia", "kejseren uden klæder" eller andre nedsættende vurderinger).
Så diplomatiet skal rydde op i sine fordømmelser af andre. Og det kræver muligvis et eller flere generationsskifter i "korpset"

Artiklens præmissen falder fuldstændig til jorden. En historiebog til journalisten ville frembringe utallige eksempler på lande som har nedlagt våbene. Og Apropro atomvåben, så nedlagde Sydafrika sine kvit og frit. Libyen slukkede for sit atomvåbenprojekt. Boris Jeltsin overraskede verden da han oplyste han havde rettet sine atomvåben væk fra USA.

Åben diplomati fungerer fint og uden problemer såfremt diplomati skal tolkes som normale handelsforbindelser og varetagelsen af samhandel med udgangspunkt i befolknings tarv.

Det er derimod umuligt såfremt diplomati skal bruges i USA'nsl forstand - som CIA's forlængede arm til undertrykkesle, aflytning, sabotage og fordækt krigsførsel økonomisk såvel som militært.
Det kræver at naturlige årsager hemmeligholdelse eftersom de respektives landes befolknings er imod sådan opførsel. Hvis USA's befolkning havde aktiindsigt i samtlige ambassader og over 700 baser verden over, så var løbet kørt for miulitærjuntaen. Slut prut finale.

Så er der selvfølgelig de små løgne såsom hemmeligholdelsen af den ekstra sending ris til det fattige Haiti op til julen. Men det er jo ikke den slags små løgne vi her taler om. Det er løgnene til adskillige millioner hvert år. Det er forretningshemmelighederne så ens egne virksomheder bedre kan tvinge sit produkt ned i halsen på nabolandets befolkningen uden deres samtykke.

Hemmeligheder har den som ikke tør stå inde for sit virkelige ærinde.

"Antag, at amerikanske diplomater får kendskab til, at demokratisk sindede fraktioner i et brutalt militærdiktatur konspirerer med en gruppe officerer i hæren om at gennemføre et kup for genoprette demokrati og retsstatsprincipper."

USA har oftest stået på den modsatte side, især i Sydamerika, hvor ressourcer, alliancer og liberal markedsøkonomi har vejet langt tungere end demokrati og menneskerettigheder.

Hvis vi skal holde os til hvad Cablegate kan fortælle os, kan vi fremdrage dette fra urolighederne i Bolivia i 2007, hvor USA ligger på spring.
http://213.251.145.96/cable/2007/12/07LAPAZ3262.html

Irak er et eksempel på hvor galt det kan gå med at politikere, diplomater, efterretningstjenester og militær påberåber ret til fortrolighed; her havde betydeligt mere civil courage og 'whistleblowing' været på sin plads.

Det er i historisk lys, en meget subjektiv og naiv hypotese, der her ligger til grund for at erklære åbenhed som 'pacifisme'

På samme måde som vold kun kan besejres med ultravold, kan løgn kun besejres med ultraløgn.

Du kan kun besejre løgneren ved at lyve endnu stærkere end denne.

Det er altsammen afledte effekter af termodynamikkens 6-te lov:

1) Det onde vil altid vinde over det gode fordi det onde har færre skrupler og derfor kan kæmpe mere effektivt.

2) Set i bakspejlet vil det god altid vise sig at have besejret det onde, fordi vinderen skriver historien.

Når man skal vurdere fremtiden skal man rette sig efter pkt. 1 - når man skal vurdere fortiden gælder pkt.2

Ja, et åbent diplomati er eneste langtidsholdbare strategi.
1. Åbenhed, ærlighed og oprigtighed om emner til diskussion er fundamentalt for en sund demokratisk debat.
2. Menneskerettighederne er kun sikret, på lang sigt, i et demokratisk styret samfund.
3. Et demokrati kan ikke eksistere uden demokratiske borgere
Alle udsagn 1, 2, 3 er nævnt i bogen "Demokrati som styreform og som ideologi" af Mogens Herman Hansen år 2010.
Åbenhed har fordel:
- Med et åbent diplomati kan vi anvise og debattere med vores politikerne om, hvordan vi ønsker landet styret.
- Med åbenhed har vi styrke både som vælgere og som forbrugere.
- Med åbenhed kan vi debattere med politikerne om rimeligheden i at ofre danske soldater i ”håbløse” krige, kontra derved at nedbringe risikoen for terror i Danmark …

Velfærd måles i værdighed. Og vi vil se at alle behandles med værdighed...

Kommentar til mit indlæg d. 30 dec. 2010:

"Udsagn" er min egen formulering, side numre til reference tekst mangler, da jeg ikke har bog længere.

NB: 1. udsagn. Åben tilgang til viden, og visdom er også fundamentale krav for en sund debat.