Kronik

Den amerikanske drøm er dansk

Mens 2010 var udråbt til at være året, hvor Danmark satte ind over for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, så har regeringens indsats bestået af tavshed, handlingslammelse og en amerikansk inspireret laissez-faire-politik, som bliver dumpet af den danske befolkning
Det er en ren myte, at Amerika skulle være mulighedernes land - tværtimod er den amerikanske drøm forbeholdt et fåtal af samfundets rigeste på bekostning af samfundets fattigste, skriver dagens kronikør. Billedet her er fra en auktion i sidste måned, hvor en større mængde af den tidligere rigmand Bernie Madoffs ejendele blev solgt for at skaffe penge til de, der mistede alt, da hans investeringssvindel blev afsløret.

Det er en ren myte, at Amerika skulle være mulighedernes land - tværtimod er den amerikanske drøm forbeholdt et fåtal af samfundets rigeste på bekostning af samfundets fattigste, skriver dagens kronikør. Billedet her er fra en auktion i sidste måned, hvor en større mængde af den tidligere rigmand Bernie Madoffs ejendele blev solgt for at skaffe penge til de, der mistede alt, da hans investeringssvindel blev afsløret.

Emmanuel Dunand

29. december 2010

Den 4. marts 2010 skød regeringen med prompt og pragt 'Det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse' i gang. Men siden har vi været mange, der ventede forgæves på reaktioner og initiativer fra regeringens side, men udover at blive spist af med de såkaldte fattigdomsindikatorer, er intet sket.

Derfor kan det heller ikke komme som nogen overraskelse, at danskerne dumper regeringens indsats under det stort opslåede fattigdomsår. En rundspørge viser, at kun 14,5 procent ved, hvad selve fattigdomsåret betyder, mens kun 4,5 procent har oplevet mediernes dækning af fattigdomsåret, og endelig synes kun 33,2 procent, at politikerne gør tilstrækkeligt for at bekæmpe fattigdommen. Det er dårlige karakterer i et år, hvor bekæmpelse af fattigdommen burde have stået øverst på politikernes skoleskema.

Svaret på, hvorfor fattigdomsåret blev en fiasko, kan læses i regeringens egen aktivitetsplan for fattigdomsåret. I deres plan gør de dels et stort nummer ud af at beskrive Danmarks forgangsposition inden for bekæmpelse af ulighed, og dels beskriver de udfordringen som en individuel opgave.

Den oprindelige aktivitetsplan lægger fundamentet for et fattigdomsår, hvor problemerne ikke skal overdrives eller tages alt for alvorligt. Der er tværtimod tale om, at »det enkelte menneske (har) et personligt ansvar for sig og sine, når det gælder om at forebygge og bekæmpe fattigdom og social udstødelse«, og det bliver i teksten udlagt som et selvstændigt mål at »sætte fokus på det personlige ansvar«. Der er med andre ord tale om individualisering af udfordringer ved stigende ulighed, som staten overvejende skal blande sig udenom. Vejen frem er altså en laissez-faire-tankegang, som vi bedst kender fra the land of opportunities - Amerika.

Afsættet bliver med andre ord inspireret af amerikansk tilgang, der lugter langt mere af ideologi end praksiserfaring og grundig analyse. Ved ikke at løfte sig over de klassiske floskler og forblive i det ideologiske spor, fejler regeringen fra starten. Ny forskning peger i hvert fald på, at der er markant større social mobilitet i de mere lige samfund i Skandinavien, end i de mere ulige lande som Storbritannien og USA.

Vi fører i mobilitet

Hvis man vil undersøge den sociale mobilitet, kan man se på forholdet mellem fædres og sønners indkomster, som tre forskere fra London School of Economics har gjort det i rapporten 'Intergenerational mobility in Europe and North America'.

Pointen er her, at hvis sønnerne får en indkomst, der ligner deres fædres, er den sociale mobilitet lav. Omvendt hvis fædrenes indkomster ikke er afgørende, for på hvilket løntrin sønnerne ender, er den sociale mobilitet høj. Rapporten, der er lavet på baggrund af en repræsentativ, flerårig undersøgelse med data fra et stort antal fædre født i 1958 og sønner født i 1970, har påvist, at den sociale mobilitet i den vestlige verden er lavest i USA, hvor sammenhængen mellem fædres og sønners indkomster er størst. Derefter kommer Storbritannien, Italien og Frankrig. De nordiske lande og Canada befinder sig i den anden ende af spektret, hvor den sociale mobilitet er størst. Danmark er faktisk det land i undersøgelsen med den største sociale mobilitet, skarpt forfulgt af Sverige, Finland og Norge. Mobiliteten er altså større i lande med små indkomstforskelle, høje skatter og udbyggede velfærdssystemer end i lande med deregulerede markeder, store forskelle i indtægter og store økonomiske incitamenter.

I særdeleshed viser sammenhængen sig, når man ser på de fattigste gruppers muligheder for at bryde den negative sociale arv. En gruppe nordiske forskere har i en anden rapport, 'American Exceptionalism in a New Light: A Comparison of Intergenerational Earnings', studeret forskellige former for social mobilitet nøjere. I USA er sandsynligheden for, at sønnerne af de fattigste fædre også ender op i den laveste indkomstgruppe på 42 procent. I Danmark og Sverige er tallet kun henholdsvis 25 og 26 procent. Det betyder, at der er langt færre fattige i USA, der formår at bevæge sig op ad indkomststigen end i Danmark og Sverige.

En anden metode er at undersøge langdistancemobilitet - fra den absolutte bund til den absolutte top - som er indbegrebet af den amerikanske drøm. At alle, uanset baggrund, kan få en indtægt i den højeste indkomstgruppe ved hjælp af målrettethed og hårdt arbejde. Undersøgelsen viser dog, at chancen for at blive mønsterbryder og kunne gå fra den fattigste del af befolkningen til den rigeste er højere i Skandinavien end i USA. Chancen for, at en søn med en fattig far når op i den højeste indkomstgruppe, er 7,9 pct. i USA mod 14,4 pct. i Danmark.

USA er ingen rollemodel

Samlet viser forskningen klart, at den sociale mobilitet er lavere i USA end i Skandinavien. Det er et faktum, som man ikke kan vende det blinde øje til. Særligt muligheden for, at de fattigste grupper i USA kan skabe et mere tåleligt liv for fremtidige generationer, er markant mindre end i andre lande. Det er let at blive fattig, men svært at undslippe fattigdommen. Som de britiske forskere formulerer det, er »billedet, der dukker frem, at Nordeuropa og Canada er specielt mobile, og Storbritannien og USA har den laveste mobilitet på tværs af generationer. Ideen om USA som 'mulighedernes land' bliver ved med at eksistere, men er tydeligvis en misforståelse«.

De britiske og nordiske forskere gør op med traditionel økonomisk teori, som antager, at store indkomstforskelle øger incitamenterne til at bevæge sig op ad indkomstskalaen. Man vil inden for denne ramme normalt antage, at den sociale mobilitet er størst i de lande, der har den største ulighed i indkomst. Flosklen om, at 'nød lærer nøgen kvinde at spinde', er rent sludder set i forhold til en faktabaseret tilgang til socialpolitik.

Den fortsatte kamp mod den stigende ulighed kan derfor ikke individualiseres eller udvikles efter amerikansk forbillede, men derimod tage udgangspunkt i de nuværende styrker i den langsomt mere svækkede danske model. Men desværre peger flere tendenser den forkerte vej. Siden 2001 har omfattende skattelettelser været målrettet den rigeste del af befolkningen, og vi har ifølge AE-rådet oplevet en stigning fra 2001-2007 på 50 procent for antallet af personer, der hænger fast i fattigdom i minimum tre år. De reducerede sociale ydelser, som starthjælp og 300timers-reglen, der skal fungere som incitament til at lokke de 'dovne' og 'ugidelige' danskere i arbejde, har tværtimod medvirket til at fastholde udsatte grupper i fattigdom. Vi risikerer med andre ord at sætte den sociale mobilitet over styr, hvis den nuværende kurs med de ulighedsskabende reformer som starthjælp, skattestop og forårspakke 2.0 fortsættes.

Skræddersy markedet

I stedet skal den enkeltes mulighed for at komme i arbejde styrkes ved at gøre beskæftigelsespolitikken mere målrettet og ved at skabe større rum for efteruddannelse og omskoling. Arbejdsmarkedet bør gøres mere rummeligt med øget brug af fleksible og skræddersyede tilbud, så flere mennesker på kanten af arbejdsmarkedet kan blive en del af arbejdsstyrken.

Vi har brug for at gøre op med standardløsningerne og systemtænkning for at gøre plads til også de mere skæve eksistenser i det danske samfund. Vi bliver nødt til at møde de svage grupper på kanten af arbejdsmarkedet på deres præmisser og lytte til deres særlige behov. Disse tiltag er skridt på vejen til at bevare og forny Danmark som et dynamisk samfund med en høj grad af mobilitet, hvor så mange som muligt kan opnå det liv og den indkomst, de ønsker.

Det er en ren myte, at Amerika skulle være mulighedernes land - tværtimod er den amerikanske drøm forbeholdt et fåtal af samfundets rigeste på bekostning af samfundets fattigste.

Jens Jonatan Steen er direktør i Cevea

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hver dag i landets dagblade får Cepos eller Cevea hele og halve siders spalteplads. Bag de såkaldte tænketanke står en beskeden flok selvbestaltede debattører, hvis trang til at politisere er en anden slags protestbevægelse, idet de politiske elementer blot stillet på hovedet for at vække opmærksomhed. I mange år har velorganiserede bevægelser og foreninger leveret dybdegående artikler i veltilrettelagte tidsskrifter, så hvorfor er avisredaktionerne netop glade for en håndfuld "tænkere i tænketanke"?

Peter B. Jensen

Det er fuldstændigt logisk at vi for tiden søger imod den amerikanske model, netop for at bevare vores gunstige position. Nu hvor der er kommet mere fri global konkurrence ser vi en fordel i at bekæmpe den sociale mobilitet, når det ikke længere er os der klatrer op ad stigen.

Man har et standpunkt, indtil man kan købe et nyt.

God artikel! Vigtigt at påpege, at det, trods et godt udgangspunkt skabt af arbejderklasen og dens organisationer, går tilbage med den sociale mobilitet i DK og der bliver færre mønsterbrydere med den ulighedsskabende politik regeringen fører. Vi skal netop fastholde lighedsprincipperne og de sociale og økonomiske tiltag, der sikrer disse principper.

Også godt at få påpeget at den borgerlige 'individualisering af ansvar' er en ideologisk omskrivning. Det er tværtimod samfundets ansvar og de rette støttende strukturer, der kan sikre social mobilitet og modvirke fattigdom. Den form for støtte kalder de borgerlige 'barnepigestaten'. En anden (hånlig) omskrivning, der skal begrunde at man underlader at lytte til forskningen inden for området - og i øvrigt lader folk sejle i deres egen sø. 'De er selv ude om det'...

Amerikanerne har selv lavet en masse forskning, der påviser disse indsigter - men forskningen bliver ignoreret af de amerikanske politikere. Bla fordi man effektivt har sørget for at socialt mere indsigtfulde politikere aldrig får magt i USA. Samtidig skal dette system af løgn, bortforklaringer og ignorering af facts kaldes 'frihed' og 'demokrati' - begreber som osse VKO vrider og vender så det passer til middelklassemyterne og neoliberalismen. Lad os få sandhederne frem i stedet! Og gid SD og fagbevægelsen i DK ville forlade deres neoliberale umulige ståsted og gå tilbage til de gamle indsigter + handle derefter!

Det er om at være på mærkerne nu! Regeringen er tydeligt grebet af "panik før lukketid" og forsøger at ændre samfundet til sin betonliberalistiske model så uopretteligt som muligt. Derved gør man en genopretning af et solidarisk samfund så vanskelig for en kommende S-SF-regering, at den MÅ få fiasko - og dermed må vige for endnu ti års borgerlig ørkenvandring. Smart!

Chris David Bonde Henriksen

@ Per Vadmand

"betonliberalistiske model"?? Jeg må le min gamle røv i laser!
Hvis der er noget denne regering har stået for er det et pseudosocialdemokratisk model . Man har ligefrem pralet med at have forøget væksten i den offentlige sektor ud over hvad socialdemokraterne planlagde for 10 år siden.

Hvis du tror at en kommende S-SF regering (LOL) vil "genoprette" en flagrende fis, må du have brug for psykiatrisk behandling!

Helle & Villy vil da med kyshånd tage imod enhver besparelse og fortsætte ud ad det spor!

"Jeg started' som avisdreng og blev hurtigt millionær" (Buster Larsen eller Preben Uglebjerg, 1956). "Fra bistandsklient til bankdirektør" (Anders Fogh Rasmussen, 00'erne). Hvilken idérigdom!

Må jeg efterlyse et bud på min undrn over, at en mindre gurppe elitære kan få gennemslagskraft i et moderne samfund - mens mange andre foreninger og organisationer stort set aldrig høres trods artikler af stor faglig kvalitet. Er interessen knyttet til interessante personer eller til deres politiske indslag, og hvorfor?

Jeppe Brogård

Hvorfor får en lille gruppe elitære gennemslagskraft? Jeg har også den fornemmelse. Men det er dog rart, at se Cevea får lidt tid, til afbalancering af CEPOS propaganda.

Men jeg synes til gengæld, at klummens indhold er en bemærkning værd. Den bekræfter Carl Pedersens gamle observation om, at Reaganomics ikke udviklede amarikansk økonomi i samme grad, som det tidligere amerikanske velfærdssamfund.

Det ser ud til, at mantraet om skattelettelsers økonomiske velsignelser er et udokumenteret falsum.