Klumme

Angsten for offentligheden

Er det ikke slående, at regeringens forslag til en ny offentlighedslov går forholdsvist ubemærket igennem vores angivelige offentlighed, netop på samme tid som Wikileaks-sagen buldrer løs? Fælles for de to sager er, at en besynderlig angst for offentligheden kommer til syne igennem dem
Er det ikke slående, at regeringens forslag til en ny offentlighedslov går forholdsvist ubemærket igennem vores angivelige offentlighed, netop på samme tid som Wikileaks-sagen buldrer løs? Fælles for de to sager er, at en besynderlig angst for offentligheden kommer til syne igennem dem
18. december 2010

Ytringsfriheden har altid først og fremmest været det, der skulle sikre borgeres ret til at ytre sig uden at skulle frygte repressalier fra statsmagten. Det er statsmagten, der har ressourcerne til at smide folk i fængsel, hvis de siger noget, den ikke bryder sig om. Hvis man gerne vil hævde, at ytringsfriheden er truet af noget andet end statsmagten, så bliver man nødt til at udføre temmelig abstrakte krumspring af denne type: »Vi skal virkelig passe på, at vi ikke kommer til at øve selvcensur i et misforstået forsøg på tolerance over for kulturforskelle.« Derfor er sagen om Wikileaks måske den første i lang tid, hvor der for alvor har været grund til at bekymre sig for ytringfriheden i vores del af verden.

Privat brug af offentligheden

I den forbindelse har ytringsfrihedens selvudråbte forsvarskæmpere i diverse islamkritiske foreninger og dagblade forbavsende nok været enige om at kritisere de medier, som har viderebragt det, der i først omgang blev ytret af Wikileaks. Borgerlige kommentatorer har over én kam sagt: Det er uansvarligt. At hykleriet er voldsomt kan der ikke være tvivl om. Dog vil vi mene, at årsagen til hykleriet skal findes i et andet væsentligt tema end lige netop ytringsfriheden, som ind til videre har været underbelyst i diskussionen om Wikileaks. Grunden til, at man ikke bryder sig om Wikileaks, er, at man ikke bryder sig om offentligheden.

Dette kræver en forklaring. Hvad er offentlighed? Oplysningstidens fremmeste tænker i Tyskland, Immanuel Kant, beskrev offentligheden på en måde som desværre synes at være gået i glemmebogen. Offentlighed er ikke noget, man har, blot for så vidt at forskellige personer i et civilsamfund har mulighed for at sige, hvad der falder dem ind eller kræve deres interesser hørt. Ytringer i en sådan sammenhæng kan alle sammen være private. Hvis Egon udtaler sig offentligt om, at han synes, at jyder er nogle bonderøve, og muslimer nogle klaphatte, så er der blot tale om en privat brug af ytringsfriheden, uanset hvor mange mennesker, der så i øvrigt hører det. Når ytringer er forankrede i de specifikke positioner, personer udtaler sig fra og de interesser og tilbøjeligheder, de har, så er der altid tale om privat brug af ytringsfriheden.

En af Kants væsentligste pointer i denne forbindelse er, at statens mænd fra politikere og diplomater til skolelærere og præster, netop udtaler sig privat, når de udtaler sig i kraft af deres embede. De udtaler sig nemlig fra deres særlige position, som de er blevet tildelt af en særlig gruppe, eksempelvis det danske vælgerkorps, hvis interesser de varetager. At tale på vegne af erhvervslivet eller den jævne mand eller danskerne kan aldrig blive til andet og mere end privat tale. Virkelig offentlighed har vi kun der, hvor det, der bliver sagt og diskuteret, bliver sagt på vegne af hvem som helst, eller slet og ret på vegne af fornuften, som Kant ville udtrykke det.

Det er naturligvis et højt krav at stille, men det er på den anden side i det mindste en ambition at have i forhold til vores samtale. Der er netop i denne forstand et element af genuin offentlighed i Wikileaks, som desværre bliver overset på grund af alle de private interesser, sagen involverer fra rabiate amerikanske højrefløjspolitikere til Assange selv, der åbenlyst har både politiske og personlige motiver for at genere magten. Wikileaks er inkarnationen af ambitionen om mere offentlighed: Frem med det, som visse aktører forsøger at skjule af hensyn til private interesser, så vi kan få en rigtig samtale om, hvad vi ønsker at acceptere som samfund.

Offentligheden truer

Det, Wikileaks truer med, er en virkelighed, hvor der ikke længere kan være bestemte private aktører, som har lov til at diktere, hvilke informationer der kan deles, og hvilke ytringer der må siges. I denne forstand er staten nemlig selv en privat aktør: Dels beskytter den sine egne interesser, og dels beskytter den sine medlemmers interesser ikke mindst interessen i ikke at vide, hvad staten må gøre for at holde os varme og tilfredse. Det er derfor, regeringens annoncerede indskrænkninger af offentlighed i forvaltningen paradoksalt nok kan virke meget tiltrækkende for os almindelige borgere. Den totale åbenhed truer først og fremmest med en reel og uforsødet offentlighed. Pludselig står vi over for en virkelighed, hvor der ikke længere er nogen, der kan love os, at vi vil blive holdt lykkeligt uvidende om, hvad der bliver gjort for at beskytte os.

Dette kan synes voldsomt, endda ubehageligt. Man kan let blive angst. For hvad vil det ikke betyde? Man bør spørge sig selv, hvad det er, man er så bange for, når statens sikkerhed trues af denne ubønhørlige offentlighed. Er det, at der er fremmede magter, som vil bruge følsomme informationer imod os? Eller er det snarere angsten for, at der rent faktisk skulle være noget at komme efter, hvis man kigger statsmagten i kortene? Det ville være meget nemmere, hvis staten bare kunne tage ansvaret.

Center for Vild Analyse

CVA er et sted for tænkning, som har eksisteret siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen »hvis du vil vide det modsatte«, ofte med inspiration fra psykoanalysen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

det er forventeligt at tiltag såsom wikileaks havde stået på i masser af år , og i langt flere og langt større omfange.

det er også lidt besynderligt både at næsten ingen har påpeget det ovenstående beskrevne, og at næsten ingen har forsøgt at (bort)forklare hvorfor wikileaks, tilsyneladende, først dukker op nu, og i så små omfange ?

Måske Kim, er analyserne af, hvad der sker for tiden (som ovenstående), præget af en fornemmelse af, at føle sig frem, for at finde sit ståsted og samtidig sin historiske begrundelse.

Man aner jo en begejstring for "kineseren fra Heidelberg" (Nietzsche), der nok havde undret sig over, hvad Center for vil analyse er kommet frem til. Fordi fornuften altid må dreje sig om, hvad der udfordrer fornuften selv. Og her ligger naturligvis den egentlige offentligheds andragende. At stille spørgsmål selv til viljen til magt...

Med venlig hilsen

Blot for at undgå misforståelser i min seneste kommentar, her et idehistorisk interrim: Nietzsche anså Kant for at fremhæve en konserverende fornuft, og kaldte Kant for: 'kineseren fra Heidelberg'.

Anliggendet var dog det samme, som i komentaren ovenfor. Nietzsche fremhævede, i modsætning til Kant's statiske fornuft, at man ikke kunne frigøre fornuften fra sine egne udfordringer. Og i yderste ende, at man formentligt burde lokalisere fornuften i dens nedarvede interne opgør med sig selv: Revalueringen.

Problematiken bæres hos Nitezsche tillige i hans filosofiske omgang med: gentagelsen, der repræsenteredes som filosofisk overset fænomen. Altså et udtryk for en, i midten af 1800-tallet, ny kritik af Kant's udynamiske filosofi. Et tema, der var oppe i tiden. Og som senere spaltede tysk og fransk filosofi ud fra hinanden...

Måske CVA burde overveje, om Kant faktisk er den rigtige streng at udvikle fornufts-begrebet over, når man vurderer, hvad der er på færde med insisteringen på nutidens alliance imellem fornuft og offentlighed. Ikke mindst fordi offentligheden for tiden provokerer den gældende fornuft. Jeg tvivler på, om Kant er den mest plausible rekurs...

Med venlig hilsen