Kommentar

Efter COP16: Klimaet behøver en ungdomsrevolution

Debat
29. december 2010
Der kommer ikke noget stort ud af de mange klimatopmøder, mener Thomas Meinert Larsen. Han opfordrer i stedet de unge til at ændre deres vaner og aktivt gøre en indsats for at skåne kli-maet - det er de unge, der skal gøre den store forskel.

Der kommer ikke noget stort ud af de mange klimatopmøder, mener Thomas Meinert Larsen. Han opfordrer i stedet de unge til at ændre deres vaner og aktivt gøre en indsats for at skåne kli-maet - det er de unge, der skal gøre den store forskel.

Selv om der har været afholdt klimatopmøder (COP møder) i mere end 15 år, så har man i realiteten kun opnået meget begrænsede fremskridt. Det seneste klimatopmøde i Cancun (COP16) i Mexico er ingen undtagelse, og der er en høj risiko for, at disse klimatopmøder også fremover blot vil være stedet,hvor politikerne mødes for at gentage en række uforpligtende hensigtserklæringer.

Imens fortsætter den globale opvarmning og de deraf følgende klimaforandringer ufortrødent. De ekstreme oversvømmelser i Pakistan og sommerens hedebølge i Rusland er bare et par af de umiddelbare og brutale konsekvenser, som nåede de danske mediers søgelys i 2010, men det var blot en forsmag på, hvad vi kommer til at se i fremtiden.

De fossile brændsler skal udfases hurtigst muligt. Men det er en vigtig forudsætning at forstå, at denne omstilling ikke vil blive drevet af det eksisterende system, de nuværende institutioner og dem, som drager nytte af det, herunder de ældre generationer.

Ungdom må træde til

De ældre generationer har simpelthen ikke det samme incitament til at ændre på det bestående, som yngre generationer har. Mange ældre kan faktisk slet ikke forholde sig til, hvordan verden vil udvikle sig og se ud 10-20 år frem, og slet ikke hvis de på det tidspunkt ikke selv lever mere, og derfor har de meget svært ved at tage ansvar for den nødvendige omstilling.

Selv om unge mennesker på individ-niveau har bidraget relativt mindre til den samlede udledning af drivhusgasser, og selv om unge mennesker sjældent har råd til at opvarme store huse, til at køre i store benzinslugende biler eller til at spise dyre oksebøffer, så er de yngre generationer ikke uden ansvar.

De fleste unge mennesker ser - som alle andre - sjældent noget unaturligt eller skadeligt i at rejse med charterfly på ferie i Thailand og i at spise oksekød flere gange ugentligt, til trods for at livskvaliteten næppe ville være meget lavere uden disse meget klimaskadelige aktiviteter. De unge er en del af problemet, men de er også en central del af løsningen, da de unge faktisk er omstillingsparate og har lettere ved at opgive gamle fastgroede og ofte irrationelle vaner.

Derfor, hvis ungdommen vil være med til at forhindre, at klimaforandringerne skal føre til en uacceptabel og permanent destabilisering af kloden med mindre natur, øget fattigdom og tab af menneskeliv, bør de gå sammen og agere ideologiske bannerførere for denne 'revolution'.

Thomas Meinert Larsen er talsperson for Klimabevægelsen i Danmark

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her