Kommentar

Duellen: 'Vi må forholde os til, om rufferiloven er lige for alle'

Flemming Møller Mortensen (S) vil have afgjort, om rufferiloven er lige for alle; også for prostituerede, der udfører et lovligt erhverv, og de udlejere, der tjener penge på lovlig prostitution
22. december 2010

»Prøv at forestille dig en udlejer, der ikke ved, hvem han eller hun udlejer til, og ikke ved, at der udøves prostitution i lejemålet, så synes jeg, det er helt forkert at straffe sådan en udlejer.«

Den generelle holdning hos Socialdemokraterne er, at prostitution i Danmark skal være ulovlig. Det nordjyske folketingsmedlem for Socialdemokraterne Flemming Møller Mortensen ønsker da også at komme »et marked med utrolig stor sort økonomi og stor menneskelig fornedrelse« til livs. Men mens prostitution er lovlig, »er vi nødt til at forholde os til det«, siger han.

I starten af sidste uge blev en 63-årig nordjysk mand dømt for rufferi, da han havde modtaget betaling for værelser, der blandt andet blev brugt af prostituerede.

Derfor stillede Flemming Møller Mortensen et spørgsmål til justitsminister Lars Barfoed (K) den 15. december.

»Det, jeg beder justitsministeren om, er ene og alene at forholde sig til forholdet mellem rufferiloven og det at udleje eksempelvis en lejlighed til en person, der måtte bedrive et legalt prostitutionserhverv.«

- Men hvordan skal man sikre sig, at udlejeren kun benytter lejligheden - eller værelset - til prostitution, der foregår legalt ?

»Det er jo i og for sig det, jeg spørger justitsministeren om. Spørgsmålet er, om der i loven er noget til hinder for, at man rent faktisk lejer bevidst ud til en person, som vil drive legal prostitution.«

Revisoren tjener på prostitution

Flemming Møller Mortensen giver et eksempel på, hvor loven skal være lige for alle:

»Hvis eksempelvis Lone bedriver legal prostitution, så kan hun få en revisor til at gennemse sit regnskab. Dermed tjener revisoren penge på Lones prostitution, men det siger vi jo ikke noget til. Hvorfor skal en udlejer så ikke have lov til at tjene på Lone, så længe hendes prostitution foregår lovligt?«

- Men hvordan ville du sikre, at prostitutionen i et værelse foregik lovligt ?

»Jeg ønsker ikke at gå ind i, hvordan det skal gøres. Dertil har vi jo vores myndigheder.«

- Størstedelen af de prostituerede i Danmark er jo personer, der gør det af tvang, og så er det jo ikke lovligt. Hvilken signalværdi vil en lovliggørelse sende ?

»S har en kongresbeslutning, der siger, at vi entydigt er imod prostitution, legal eller ej. Derfor frygter jeg heller ikke signalværdien. Det, jeg blot vil i denne sag, er at få afgjort, om loven til stadighed er lige for alle. Ellers har vi et problem.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Casper Ulsøe burde lave bare en lille bitte smule research, om det emne han skal arbejde med! Påstanden: ”Størstedelen af de prostituerede i Danmark er jo personer der gør det af tvang”, syndes taget direkte fra en krimi eller en, af de mange film på området! Men nuvel, jo flere gange en løgn gentages, jo sandere bliver den! Og faktisk få han to fluer i et smæk, for udover at kolportere løgnen, skriver han det tosserne så hjertens gerne vil læse!

Per Holm Knudsen

@ Casper Ulsøe

Du kom til at skrive forkert, der skulle have stået:
"Størstedelen af de prostituerede i Danmark er jo personer, der ikkegør det af tvang, og så er det jo lovligt."

Ellers må du sandelig komme med noget dokumentation. Normalt plejer den slags vilde udsagn jo at komme fra de kristne hattedamer i miljøet omkring Reden.

@Caper Ulsøe

"Størstedelen af de prostituerede i Danmark er jo personer, der gør det af tvang, og så er det jo ikke lovligt."

Hvad bygger du din påstand på+ Hverken de mest fanatiske støtter af KFUK´s arbejde nævner sådanne tal

Per Holm Knudsen

Caper Ulsøe viser sig at være journalistpraktikant, så måske skulle de uddannede journalistkollegaer lige vise ham, hvordan man undersøger sine tal og kilder først, inden det ryger i avisen.

Lad mig først beklage. Jeg kan godt se, det kan anfægtes, hvor vidt de fleste prostituerede er i prostitutionserhvervet af tvang. Det er min opfattelse, at en stor del af prostituerede i Danmark også er det af nød. De to ord, ’af nød’, skulle jeg selvfølgelig også have sagt, da jeg stillede spørgsmålet til Flemming Møller Mortensen. Jeg beklager, dette ikke var tilfældet. Da jeg bagefter skulle skrive artiklen, kunne jeg ikke tillade mig at skrive ’af nød’ ind i mit spørgsmål. Hvis nogen opdagede, at jeg fuskede med dette, ville det ligeledes gå ud over min troværdighed. Jeg stod – eller nej, på det givne tidspunkt sad jeg vidst – i den situation, at uanset hvilken løsning jeg valgte, kunne min troværdighed bagefter anfægtes. Eller sagt på en anden måde, det var valget mellem pest eller kolera, kan I nok forstå. En dag håber jeg, I vil tilgive mit valg af pest.

Jeg deler dog ikke nødvendigvis Socialdemokraternes holdning til, at stort set alle prostituerede er det af tvang eller af nød. Som Thomas Jensen også har påpeget i en mail til mig, så stikker tallene for antal prostituerede i Danmark i øst og vest – endnu sværere er det at afgøre, hvor mange der prostituerer sig af tvang, nød eller blot af simpel lyst.

Det er for øvrigt sandt, Per Holm Knudsen, at jeg blot er journalistpraktikant. Min relativt unge alder, samt nogle eksistentielle tanker jeg gjorde mig efter min gymnasietid, har umuliggjort det for mig at være uddannet journalist på nuværende tidspunkt – dette skal jeg selvfølgelig også beklage overfor dig. Jeg kan fortælle dig, at jeg er en ganske stille og rolig ung mand, og på en, hvad jeg opfatter som, travl avis som Dagbladet Information, har mine journalistuddannede kollegaer ikke altid tid til at vise mig, »hvordan man undersøger sine tal og kilder først«. Til dette, og det har jeg også erkendt overfor nogle af dem, burde jeg være meget bedre til at hive fat i dem – i stedet for det omvendte tilfælde som du vidst efterspørger.
Slutteligt kan jeg berette, at min praktik ophører ved udgangen af januar 2011, så De, Per Holm Knudsen, behøver altså ikke at opsige dit avisabonnement; tværtimod.

Per Holm Knudsen

Jamen, jeg mente det skam som en formildende omstændighed, at du er journalistpraktikant, så kan man trods alt ikke forvente den perfekte journalistik. Min henvisning til dine uddannede kollegaer var såmen, at de jo som læresvende/inder bør hjælpe til i læreprocessen, det er jo det man har dem til som praktikant. Så ja - tag fat i dem! Og sluttelig er jeg slet ikke til "De", og jeg kunne da end ikke drømme om at opsige et abonnement, som jeg har haft siden slutningen af 60'erne, blot fordi du skulle vælge mellem manglende fakta og manglende fakta.

NB! Den med "af nød", er det blot en antagelse, eller bygger det på fakta? Hvor mange journalister, kassedamer, skraldemænd arbejder fordi de er nødt til at tjene penge? Med andre ord af nød!

Casper

Det er ikke socialdemokraternes holdning at stort set alle prostituerede er det af nødt eller tvang.

Jeg vil gerne have at du trækker din påstand tilbage eller angiver dine kilder.

Din påstand om hvorfor du var nødt til at bringe en usandhed taler vist for sig selv.

Lad mig give dig et råd. Næste gang du tvivler på dine kilder så lad være med at skrive noget. uden at angive kilderne.

Per Holm Knudsen, jeg vil ikke gøre mig til herre over, hvem der kender det helt rigtige tal for antal prostituerede, der gør det af enten tvang eller nød. Som nævnt er der flere forskellige tal, som peger i flere retninger – så jeg vil heller ikke proklamere, at jeg kender den endegyldige sandhed.

Jeg ved ikke helt, om jeg deler forståelse for din gradbøjning af ’af nød’. Personligt føler jeg mig overbevist om, at en stor del af eksempelvis de afrikanske prostituerede omkring Istedgade, hellere skrev tre ansøgninger om ugen til et håbløst jobmarked end at stå en kold decemberaften og forsøge at skaffe penge til en bagmand/-kvinde ved at sælge sin egen krop til seksuelle overgreb.
Så jeg tror, hvis alt virkelig ramler sammen for mig, at jeg vil prise mig lykkelig for, at jeg ’af nød’ kan nøjes med at sende jobansøgninger for at skaffe penge.

Thomas Jensen, jeg vil tage dit råd til mig – desværre skulle siden udfyldes, så på trods af min tvivl overfor eksempelvis jer socialdemokrater, så kunne der ikke være to blanke spalter i avisen.
Jeg må sige, at da jeg snakkede med Karen Hækkerup, fik jeg den klare opfattelse, at ’glædespige’ det var yderst sjældent, man selv valgte det hverv.

»Frivillig prostitution er en myte. De går ind i det, fordi de mangler penge. Prostitution skader folk rigtig meget, og utroligt mange kommer til at lide af PTSD,« siger Socialdemokraternes ligestillingsordfører, Julie Rademacher.

Hov, kom til at trykke på knappen lidt for hurtigt...

Thomas Jensen skriver "Det er ikke socialdemokraternes holdning at stort set alle prostituerede er det af nødt eller tvang."

Til det kan jeg bare henvise til følgende:
»Frivillig prostitution er en myte. De går ind i det, fordi de mangler penge. Prostitution skader folk rigtig meget, og utroligt mange kommer til at lide af PTSD,« siger Socialdemokraternes ligestillingsordfører, Julie Rademacher

Fra artiklen http://www.information.dk/238884

Ovenstående som man må gå ud fra er Socialdemokraternes officielle holdning, har Thomas Jensen endda taget afstand fra i en kommentar under artiklen...

Per Holm Knudsen

Frivilligt lønarbejde er en myte. Man går ind i det, fordi Man mangler penge. Lønarbejde skader folk rigtig meget, og utroligt mange kommer til at lide af arbejdsskader osv.

Hvor dum må man egentlig være som socialdemokrat???