Baggrund

Eksplicitisme

Evaluerer man året, der er gået, ved at genkalde sig scener og begivenheder og forpligte sig på dem, eller ved at give stjerner for underholdning, udvikling og anerkendelse?
Debat
23. december 2010

»Hvad tænker du på,« spørger hun, når man sidder og stirrer ud i luften og har hovedet fyldt af tomhed og afrevne stumper af tanker. Hun vil gerne vide det. Hun kan ikke forstå, at man ikke kan sige det. »Vold,« skulle man have svaret, »lemmer uden krop, blomstertegn, granater og digte, en linje fra et omkvæd og glimt af perversioner, som jeg ikke engang selv kan holde ud at huske«. Men det, man siger, er: »Ingenting«. Og man lærer efterhånden at finde noget at sige, så hun ikke skal tro, at man skjuler noget.

At forklare det, så andre kan se det

Sådan havde vi det også i starten, da evalueringerne holdt deres indtog i uddannelsesverdenen. »Hvad synes du om underviseren,« blev vi spurgt, og vi havde mest lyst til at sige: »Ingenting!« Vi vænnede os dog til det og lærte at krydse af og skrive lidt pænt om formidlingen og tekstudvalget. Evalueringer handler om at eksplicitere, hvad der har været godt og skidt; at skrive det med andre ord, så den evaluerede kan se sig selv udefra, men også så hans overordnede og potentielle nye arbejdsgivere kan se og forstå, hvordan han fungerer. Der er altså ikke kun tale om at finde ud af, hvordan man f.eks. som hold har fungeret sammen, og hvad underviseren har gjort rigtigt og forkert, men om at forklare det, så andre kan se, det og sammenligne det med andre resultater. I forskningsverdenen finder man endda i stigende grad en form for foregribende evaluering, hvor forskeren selv skal eksplicitere, hvad der vil komme til at ske i hendes projekt to, tre, fire år frem. De mange råd og fonde, der bevilger penge til forskningen, skal kunne se, hvad pengene gives til, og derfor skal de have en oversigt over relevansen og det forventede udkomme af et forskningsprojekt. »Hvad tænker du på - at forske i,« spørger de, og selvom man har lyst til at skrige: »Ingenting!«, forsøger man at optegne et kort over den hidtidige forskning og udpege lige præcis det sted, hvor ingen endnu har været. Jo mere, man på forhånd kan eksplicitere, lige præcis hvad man vil have at sige, jo større er chancen for, at man kan få sin foregribende evaluering godkendt.

Vulgarisering

Den engelske filosof Denis McManus har præcist opsummeret en generel tendens i de senere år, ikke mindst i uddannelsessystemet, i det begreb, han kalder «eksplicitisme«. Det handler om, at man skal kunne forklare, hvad man gør, så andre kan forstå det. Umiddelbart et rimeligt krav, kunne man mene, men med langt større kulturelle og politiske konsekvenser, end man skulle tro.

Som eksemplet med den foregribende forskningsevaluering viser, er en af de klare risici ved eksplicitismen, at den medfører en uhensigtsmæssig retroaktiv forandring af den praksis, som skal ekspliciteres. Hvis en praksis skal artikuleres og bedømmes i et sprog, som en udenforstående kan forstå, vil det så ikke uundgåeligt komme til at betyde at denne praksis transformeres i retning af at blive til noget, der allerede fra starten er forståeligt og genkendeligt udefra? Dermed kan ekspliciteringen ende med at blive en forskrift i stedet for en formidling og i værste fald skabe en forarmelse af den praksis, der skulle ekspliciteres. En 'vulgær' udgave, som Martin Heidegger ville have kaldt det. (Det var netop opmålingen af tiden og dens oversættelse til kronometerets figurer, der for Heidegger betød, at vi havde fået et forskruet forhold til, hvad tidslighed overhovedet er.) Man mister fornemmelsen for det egentlige. Det er noget lignende, man kan blive bekymret for, for eksempel, når man ind imellem får indtryk af, at regeringen på skoleområdet først og fremmest ønsker, at eleverne skal blive bedre til at tage test. Hvis målsætningen for folkeskolen er, at vi inden for 10 år skal være blandt de fem bedste til at tage en PISA-test, hvad betyder det så for de elementer af skolelivet, der ikke kan måles på?

Hvad betyder det for det mellemfolkelige samvirke i udviklingsarbejde, at man skal analysere alle elementer og deltagere i et udviklingsprojekt på forhånd, så alt er gennemsigtigt for en sagsbehandler i Udenrigsministeriet? Kan det tænkes, at det ligefrem kan være kontraproduktivt? Det, man lidt nedsættende kalder for donor darlings, handler netop om, at man rundt omkring i verden finder mere eller mindre professionelle ngo-aktører, der taler som en manual fra Danida, men ikke nødvendigvis har noget særligt stærkt begreb om den virkelighed, de får støtte til at udvikle.

På en skala fra 1-10

Kan man finde lignende tendenser selv i vores kærlighedsliv? Hvad betyder Facebook, internetdating og seriel monogami for den måde, vi overhovedet opfatter relationer til andre mennesker på? Er der ikke netop en tendens til en form for kontrakttænkning af kærligheden? Måske er vi på vej mod at arrangere vores kærlighedsliv som en slags altomfavnende prenuptial agreement - som en ekspliciteret serie af forventninger, som den anden forpligter sig på at leve op til. Når forventningen ikke længere indfries, gælder aftalen ikke mere. Hvordan evaluerer man et år, der er gået? Ved at genkalde sig de scener og begivenheder, det har rummet, og forpligte sig på dem - eller ved at give det stjerner for underholdning, udvikling og anerkendelse, som man kan sætte ind i et kvadreret kladdehæfte og vise til sine venner, når man mødes igen efter ferien? Kan man eksplicitere et liv? Og hvem skal læse det?

Center for Vild Analyse (CVA) er et sted for tænkning, som har eksisteret siden august 2006. CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen 'hvis du vil vide det modsatte', ofte med inspiration fra psykoanalysen. Klummerne fra CVA findes normalt i MoDERNE TIDER hver lørdag og vender tilbage på sin vante plads i det nye år

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Peter B. Jensen

Men I glemmer dog det vigtigste. Ved at eksplicitere skaber man en overskuelig størrelse, der passer ind i resten af systemet.
Hvis man ikke direkte kan sammenligne værdien af en lærertime, en iPlop og et brækket ben, så risikerer hele det økonomiske rationale at implodere. Og så er vores politikere og systemtænkere først rigtigt på den, for så skal de tænke selv - og nu har de dygtiggjort sig, over så mange år, i finansiel tetris.

En anden fare er at man ikke kan vende et nederlag til en sejr, hvis man mangler disse matemagiske analyser. Man kan vride statistik langt bedre end et konkret spørgsmål eller en perspektiveret vurdering.
I kan da ikke bare sådan lige fratage det værktøj der gør at man kan skrive konklusionen, før man foretager analysen! Den arkaiske praksis er vi heldigvis vokset fra!

Og kærlighed! Manner, nu er I ude på et overdrev. Kærlighed er som Hollywood - dreng møder pige, en masse forviklinger og så er de så evigt forelskede, at vi slet ikke behøver følge hverdagen efter rulleteksterne. Hvis det ikke helt falder sådan ud, så har popkulturen også råd for det - med sport til mændene, mode til pigerne og familiefilm til når samhørigheden skal plejes. Ungerne klarer sig nok, så længe vi kan følge deres udvikling gennem karakterbogen og skolens smileyniveau.

Kom nu ind i informationsalderen, hvor dit optimale liv kan findes i en pjece nede på jobformidlingen, og flertallet af menneskeheden fejler Turing testen. Børnene spiller sgu da ikke World of Warcraft fordi det er sjovt, men fordi det er træning i at tænke i levels og experience points - og ved næste expansion får du endnu sejere items.

(PS. Ovenstående kan indeholde en smule sarkasme)

Jan Rickardsson

Pointen er sådan set god nok, men det er bare irrelevant at forestille et samfund, hvor vi ikke må evaluere, fordi det implicit går udover kvaliteten. Vi kan jo af åbenlyse grunde ikke have et samfund, hvor vi ikke på en eller anden måde kan effektmåle de tiltag, som vi sætter i søen........ det er komplet urealistisk med fødderne hævet langt over jorden.

Overhovedet ikke, Jan Rickardsson, sådan var det jo, da det danske samfund fungerede optimalt.

Der er brug for en vigtig mental afkobling af det, man får til at leve af, og det man foretager sig i sit aktive liv. Aktiviteten skal først og fremmest kobles til den tilfredsstillelse at gøre noget for andre, at gøre noget sammen med andre og/eller tilfredsstillelsen i veludført dåd, hvor man har gjort sig umage.

@Hansen ----- ked af at sige det, men vi kan ikke have et samfund, hvor vi ikke har en eller anden målbar fornemmelse af, hvad vi for vores skattekroner --- jeg gider ikke smide pengene (det er sandt for dyden mange jeg afleverer til fælleskassen hver måned) i et sort hul, hvor en eller anden tilfældig offentlig ansat selv skal afgøre, om han eller hun gør det godt nok ---those days are over !

for = får sorry

Jeg er ked af at sige det, John Funder, men det er jo ikke dig, der smider skattepenge i staten, det er din arbejdsgiver, der betaler en del af de penge, han har afsat til at honorere dig for, til fællesskabet for goder, du evt. kan få brug for fra samfundet.

Peter B. Jensen

Selvfølgelig kan det være gavnligt at evaluere, og vi skal kunne både kvalificere og kvantificere resultaterne af vores dyrebare indsats. Men det skal ikke tage overhånd, så vi indretter os efter målestokken og måske misser målet undervejs.

Og vi skal være os bevidst at vi kun måler på udvalgte parametre, der dårligt beskriver det samlede billede.
For nu at sætte det på spidsen: Er det en god skole hvis den udvikler stjernepsykopater, der godt nok kan regne og læse i verdensklasse? Ifølge PISA, ja. Jeg er en smule mere skeptisk.

I'm with you, Peter Hansen.
Det er for enfoldigt at tro, at vi noget klart at vide om effekten af vores skattekroner, bare fordi nogen har fundet ud af at bilde os ind, at det kan de fortælle os.
Evaluering er formentlig en af de ting vi kunne spare væk. Sådan som betalt og ritualiseret udgiftsfænomen.

Og, Lars Dahl, et stort, nyt felt, jeg først blev helt opmærksom på i dag: folkeopdragelsen.