Klumme

Min families danske historie

En beretning om dengang hvor fremmede fra fjendeland – min tyske farmor – fik chancen for et nyt og godt liv i Danmark
En dansk campingplads var et frirum hvert år.

En dansk campingplads var et frirum hvert år.

Simon Bohr

3. december 2010

I 1943 sad en ung kvinde i Alster Park i Hamborg og drak lemonade. En mand gik hen til hende og spurgte på gebrokkent tysk, hvorfor hun så så bedrøvet ud. Den unge kvinde forklarede, at hun var blevet indkaldt af den tyske hær til at bemande en antiluftskytskanon.

»Jamen hvorfor gifter De dem ikke bare med mig?,« svarede manden. Og sådan blev det.

Kvinden var min farmor, Annelise Köster. Manden var min farfar, Carl Richard Heide Hansen.

Annelise kom fra en velhavende tysk murermesterfamilie og boede i en alder af 28 år stadig hjemme hos sine forældre i provinsbyen Jork nord for Hamborg. Heide, som min farfar blev kaldt, var dansk og arbejdede som chauffør for Røde Kors. Hans job var at bringe madpakker rundt til de omkring 6000 danskere, der sad indespærret i de tyske koncentrationslejre.

Min farfar var en meget handlekraftig mand. Så efter mødet ved Alster tog han direkte hjem til Danmark for at få orden i papirerne. Først og fremmest skulle han skaffe fødsels- og vielsesattester for sine forældre og bedsteforældre, så han kunne bevise sin ariske afstamning over for de tyske myndigheder. Ægteskaber mellem ariske tyskere og jøder havde været forbudt siden Nürnberg-lovene i 1935.

Min farmor og farfar blev gift i september 1943. Da hun kort tid efter blev indkaldt til krigstjeneste, mødte hun op med sin vielsesattest i hånden, embedsmanden ønskede hende tillykke, satte et stempel i sin bog og lod hende gå. Min farmor var blevet dansk statsborger og havde ikke længere forpligtelser over for den tyske hær.

Tysk del af landsbyen

Hamborg var blevet sønderbombet i sommeren 1943, så min farfar tog min gravide farmor til Danmark og installerede hende i et pensionat i Himmelev lidt uden for Roskilde, mens han selv vendte tilbage til madpakketransporten i Tyskland.

Hjemme i Himmelev fik den lokale præst heldigvis sympati for den ensomme tyske kvinde og introducerede hende for et dansk-tysk ægtepar, hr. og fru Naumann.

Efter kort tid flyttede hun hjem til dem, og en af naboerne gav hende et stykke køkkenhave, så hun kunne så grøntsager. Efter ganske kort tid var den tyske kvinde blevet en del af livet i den danske landsby.

I 1944 fik Annelise og Heide deres første barn, min faster Birgit. Min farfar nåede at komme hjem og se den lille pige, men tog så af sted igen. Og denne gang gik der lang tid, før han kom tilbage.

Faktisk så længe, at alle i Himmelev blev enige om, at han for længst måtte være død. Men så kom han hjem forslået og blind på det ene øje, men i live. Han havde været involveret i en alvorlig trafikulykke, men var blevet samlet op af en af de hvide busser, der hentede jøder ud af koncentrationslejrene mod slutningen af krigen. I en tilstand af koma var han blevet fragtet rundt i hele Tyskland, indtil han endelig vågnede og kunne rejse hjem.

Hjemme i Himmelev igen fik de min far, Birger, i 1946, og kort efter flyttede hele familien til generalkonsulatet i Hamborg, hvor min farfar fik fast arbejde. I 1949 blev Forbundsrepublikken oprettet, og min familie flyttede til den nye hovedstad, Bonn, for at arbejde på den danske ambassade: Heide som vagtmester og chauffør, mens Annelise drev ambassadens kantine, der blev berømmet for sit karakteristiske danske smørrebrød.

Konsulens danske sommer

Men familien var ikke færdig med Danmark. Hver sommer tog de ambassadens bil og kørte på ferie til Danmark: »Der kommer hr. Konsulen,« sagde de på campingpladserne, når de så ambassadebilen komme rullende.

Min farfar kunne godt lide at være meget stor i slawet og så intet behov for at opklare misforståelsen. Et par uger hver sommer kunne vagtmesteren vel godt være hr. Konsulen på campingpladsen. I Danmark besøgte de også troligt den dansk-tyske familie i Himmelev, hr. og fru Naumann, som havde taget sig så godt af Annelise under krigen.

I 1961 var de på en af de årlige sommerferier i Danmark. Min farfar havde taget min far ud på en sejltur på Roskilde Fjord, men pludseligt fik han et hjerteslag og faldt omkuld i båden. Min far var femten år gammel og sad nu midt på Roskilde Fjord med sin far, der ikke trak vejret. Det lykkedes ham at bakse båden ind til havnen, hvor de lokale strømmede til for at hjælpe den tysktalende dreng med at give sin far kunstigt åndedræt og hjertemassage. Men der var ikke noget at gøre.

Denne gang kom Heide ikke tilbage.

Annelise stod nu over for et svært valg. Skulle hun tage tilbage til sin hjemegn og den veletablerede murermesterfamilie, eller skulle hun blive i Danmark?

Farmor blev i Danmark

Hun valgte Danmark og det folk, der havde taget sig så godt af hende under krigen. Hun var dansker. Min far begyndte i dansk skole og var glad for det. Den afslappede danske facon passede ham godt efter 10 års kæft-trit-og-retning, udenadslære og krigstraumatiserede lærere i Tyskland.

Ja, faktisk passede stilen ham så godt, at han sprang ud som rendyrket hippie og optrådte ene mand med guitarblues til en gymnasiekoncert på den fine katedralskole. Efter gymnasiet fortsatte han på universitet, hvor han læste tysk. Det blev dog ikke modersmålet tysk, men derimod dansk, der blev hans levevej. I 30 år har han undervist flygtninge og indvandrere og forsøgt at give dem samme positive møde med dansk sprog og kultur, som han selv fik. Den uformelle jargon, den antiautoritære børneopdragelse og den pragmatiske livsindstilling er gaver, han pakker ud og forklarer for de nytilkomne: »Det er stærke værdier, det ved jeg, fordi de vandt mig,« plejer han at sige.

Og det er rigtigt. Men for mig er det en mindst lige så vigtigt pointe, at værdierne skal ledsages af ægte menneskelig omsorg.

Jeg tror faktisk, at det var det, der vandt min far og farmor. At de blev budt velkommen, selvom de kom fra fjendens land og ikke kunne sproget.

Det er det gæstfrie, frisindede og åbne Danmark, jeg elsker. Uden det ville jeg slet ikke have været her.

Zenia Stampe er næstformand for Radikale Venstre

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

hej i natten Mosbak :

jae ... problemet er bare det lidt klassiske i nyere indvandrer-debat, - at sidestille på tværs af tid og rum.

Følgende passus blev skrevet og slettet igen i første omgang, men ok så :
- Det er vel ikke noget med at slesvigere er en slags somaliere i relation til Danmark, vel ? Nej, det er sgu for både geografisk og kulturelt tosset....

Iøvrigt er jeg overbevist om, at de fleste indvandringshistorier har happy endings. Vi ved også at islamisk identifikation KAN forpeste en persons forhold til det danske samfund.
På det punkt er det pærenemt (pun-intended) at være slesviger i Danmark.

Frederik Hougaard

Lidt småromantisk kommentar, som udelukkende reelt er et politisk partindlæg..... det er sådan lidt ynkeligt, vil jeg mene ---- målet helliger øjensynligt midlet også i hos de Radikale

Dorte Sørensen

Tak til Zenia Stampe (Hansen/Mortensen). Det er modigt at du kommer med din faderlige historie. Håber at flere vil komme med deres, så vi kan få denne fremmed frygt ”malet i jorden”..

Dorte Sørensen

Frederik Hougaard
I mine øjne er det da modigt at udleverer sin egen families historie for at forsøge at genskabe en tillid til indvandrer.

jens peter hansen

I sommeren 1943 var der ingen eller ganske få danske der sad i KZ. Først efter 29.august blev kommunister , jøder og modstandsfolk sendt i KZ.
Derimod var der mange tysklandsarbejdere som også fik uddelt madpakker. Mon ikke det var det arbejde farfaderen havde.

Bjarke Christensen

Der var en gang hvor man i Danmark bød naboens udenlandske ægtefælle velkommen og bød dem på smørrebrød.

Nu er alle partier, undtaget de to mindste, blevet enige om at smørrebrødet skal erstattes af en embedsmand der evaluerer kærligheden i forhold censor Løkkes rettevejledning.

Frederik Hougaard, du må hellere begynde at øve dig på noget mere empati, det biver det store efter næste valg.
Andre menneskers livshistorier er interessante, og vi skal dele dem, det er den eneste vej frem i en stadig mindre verden, og det er det bedste, vi kan give hinanden. Amerikanerne er foran os på det punkt.

Frederik Hougaard

@Hansen --- jeg er meget empatisk, siger flere, der kender mig :o), men når det bliver misbrugt i den partipolitiske sags tjeneste, så er dækker ordet hykleri bedre ----- fin lille anekdote, men fri mig venligst for at gøre den til et politisk argument.

jens peter hansen

Den afslappede danske facon passede ham godt efter 10 års kæft-trit-og-retning, udenadslære og krigstraumatiserede lærere i Tyskland.
Ja sådan ser en ung radikal altså på Tyskland. Ganske fordumsfuldt må man sige. At danskere under besættelsen skulde have megen sympati for danskere, der havde giftet sig med tyske kvinder, mens de selv arbejdede i Tyskland, tvivler jeg på. Den alt andet end lukreative behandling de tyske flygtninge fik under og efter krigen fortæller os da noget helt andet.
At kærligheden til det eller de fremmede skulle være stor i vores bedsteforældres tid tror jeg simpelthen ikke på. At det skulle være nemt at få statsborgerskab ej heller. Hvorfor fortælle sådanne hyggelige myter. Se på nutiden i stedet for. Sæt børnene i den udskældte folkeskole sammen med Ahmed og Rawan og få et liv sammen. Hyggen i Kolonihavedanmark for 50 år siden kan ikke bruges til noget.

Stig Larsen siger:
Et glimrende billede på hvad vi har mistet gennem de sidste 10 år.

Lad os lige være enige om, at denne artikels kryptiske formål er relateret til indvandring.

Det er ikke det emne der skal fokuseres på, hvis man vil kritisere VK-regeringerne. Derimod har 'liberal'-sygen redet samfundet siden tamil-sagen. Det bliver forhåbentligt aldrig igen så håbløst at være nyindvandret i Danmark som det var i den kulsorte time, da VK-regeringen overtog.

Men på indvandrer-området har disse borgerlige regeringer gjort hvad de kunne, for at rette op på horrible tilstande.

Tilstande som S vel vil påstå at R, eller EL, 'tvang' dem ud i, i tilfælde af en ansvars-debat. Lad os prøve at tage det for gode varer ^^. Aertiklen her kunne godt antyde det var således.

Så må man også sige, at denne artikels hele attitude og flagrende forsøg på hensigt, tyder på, at R vil gøre det igen - anyday.

Så dem skal man nok holde sig fra. Hvis man er S.

Jens Peter Hansen - først så synes jeg, det er lidt pinligt for en lærer ikke at kunne stave til 'fordomsfuldt'.
Bene-bene - man skal ikke forveksle politiske beslutninger med den almindelige synspunkt, f.eks. er der jo kun 13% af befolkningen, der stemmer på et vist parti, og det består jo først og fremmest af vælgere, der befinder sig på lang, lang afstand af de mennesker, de lægger for had.
Når man forsøger at tørre en særlig muslimsk livsstil af på de utilpassede unge, går man helt galt i byen - den er en klassisk marginaliseret reaktion på et samfund, der ikke lukker op. En rigtig god dramatisering af netop den situation er WEST SIDE STORY, og den mere moderne urbane bandekultur i vestens storbyer afspejler også en tendens på tværs af etnicitet.
Problemet er, at vi har politikere, der gang på gang undlader at tage ansvar for deres beslutningers konsekvenser. Det er ikke altsammen samfundets skyld, men noget er altså.

odd bjertnes, du er alt for kryptisk. Jeg er f.eks. ikke enig med dig i, at det var værre at være nyindvandret i Danmark i 2001 end i dag - tværtimod.
Den historisk forkerte analyse, der tilsidesætter, at vi 90erne modtog flygtninge fra krigszoner i Europa og derudover andre fra verdens brændpunkter, herunder den kollapsede stat Somalia, i et omfang, som ikke burde være uhåndtérlgt, og kun var det, fordi der var en opinion, der ikke ville tillade tilstrækkelige ressourcer brugt på området. 90erne gav stramning på stramning af indvandringsreglerne, og det er kun VKOs frække tilsidesættelse af påtaler fra organisationer, der monitorerer konventioner, vi har forpligtet os på, der har muliggjort de drakoniske og uanstændige regler, man har gennemført.
Vigtigst er det imidlertid, at vi alle er blevet frataget en fundamental ret, nemlig retten til at bestemme over vort eget liv indenfor vort oprindelseslands grænser! Ingen andre lande behandler deres oprindelige befolkning så stedmoderligt som Danmark: rejser man til udlandet, fortaber man stemmeretten, man kan ikke længere uden videre hjemtage en ægtefælle fra et andet land, man kan i visse tilfælde have opholdt sig så længe udenlands, at man ikke kan påregne at kunne vende tilbage uden videre -herunder sorterer den latterlige modstand mod dobbelt statsborgerskab.
Danmark er ikke et frisindet, humant indstillet land, det er det modsatte - og det har det i virkeligheden været hele tiden; blot har vi i perioder haft politikere, der med held har brudt rigiditeten og gjort det friere at ånde.

jens peter hansen

Jeg medgiver, at det var lidt for dumt, men skulle jeg bruge min tid på at rette de næsten utallige stavefejl her på tråden, ville 24 timer i døgnet vist ikke slå til.
"det biver det store efter næste valg" som du selv skriver om empati. En stavefejl betyder dog tilsyneladende mere.

Den familiemyte, der lægges for dagen, er selvfølgelig sand i familien, men at danskere der arbejdede for Røde Kors iTyskland i sommeren1943 skulle arbejde for kz-fanger passer simpelthen ikke.
For det første var der ikke ret mange danske kz-fanger i Tyskland før 29. august 1943. For det andet nægtede Røde Kors i lang tid at hjælpe de danske kz-fanger.
Læs Johannes Holm: "Sandheden om de hvide busser", Samlerens forlag, 1984 .

Peter Hansen :
'odd bjertnes, du er alt for kryptisk .....'

Jae, jeg arbejder på det, for der har været kritik.
Øver mig pt. på at sætte flere punktummer.
Jeg er f.eks. ikke enig med dig i, at det var værre at være nyindvandret i Danmark i 2001 end i dag - tværtimod.
I 2000 var velkomsten noget i retning af : 'her har du et lille beløb du skal leve af, og stå til rådighed for arbejdsmarkedet for, men vær advaret : alle danskerne hader dig, så derfor vil du jo nok helst bo her i ghettoen, sammen med de andre lissom dig. Ik' ?'
Eller sagt på en anden måde : systematisk i en slags soft kz og en gang paranoia-skabende misinformation med at gruble over.
Jeg kan ikke andet end at tro, at man oplever noget bedre i dag som nytilkommen.

Diskussionen om hvorvidt flygtningebaseret indvandring overhovedet skal foregå i totalt anderledes kulturer har nået et foreløbigt resultat. Det er det som du beskriver som fratagelse af fundamentale rettigheder. Du glemmer at det er de danske 'oprindelige' som diu kalder det, der ofrer deres rettigheder, for at bæredygtige arrangementer kan være ens og fair for alle, og ikke en eller anden forskelsbehandling af eksotiske mennesker. Det er faktisk storsindet ...

Modstand mod dovbbelte statsborgerskaber er ikke latterligt. Statsborgerskab er en valuta ret beset. Og internationale valutahajer har ikke min sympati.

Så er der den 'sande' men horribelt fortolkede her :
''Danmark er ikke et frisindet, humant indstillet land, det er det modsatte - og det har det i virkeligheden været hele tiden; blot har vi i perioder haft politikere, der med held har brudt rigiditeten og gjort det friere at ånde'.

Og så the odd version :
Danskere er ikke per se mere frisindede eller humant indstillede end enhver anden etnicitet på et sammenligneligt kulturelt udviklingsstadie. men Danmark har opbygget et frisind og en humanitet som beundres af hele verden. Det har kun kunnet lade sig gøre ved en kombination af militærpolitisk tryghed og monokultur.
Vi har haft politikere der aktivt har undergravet denne monokultur, og udhulet den militærpolitisk tryghed. Begge dele er oprindeligt socialdemokratiske initiativer. Fra 2001 og frem har man fra regeringsside engageret sig i 'monokulturen' (det nære først), og videreført militære engagementer, også for at 'please' det massive pres på at 'Danmark skal engagere sig i verden' som til stadighed udgår fra CIA og Enhedslisten, og en hel del ind imellem.
Det pres er den væsenligste hindring pt. for at den 'danske humanitet' trives. Naturligvis er det en truet størrelse.

Flere skribenter overser fuldstændig det, som er de centrale pointer i Zenias indlæg nemlig:

1) I 1943 blev en kvinde automatisk dansk statsborgere, hvis hun giftede sig med en dansk mand. Hvilket jo er langt mere "lempeligt" end de regler for familiesammenføring, der galdt under Nyrupregeringen.

2) I 1943 var Danmark rent faktisk besat af tyskerne og man kan derfor med rimelighed sige, at tyskerne dengang var en langt mere farlig "fjende" end muslimer er (af nogle opfattes som) i dag. Men det gav altså ikke dengang anledning til, at man lavede særlovgivning rettet imod danske statsborgere, som havde giftet sig med en tysker.

Når al hylet og skrålet og skrigende om, hvor forfærdelige muslimer er, og det hele er også deres skyld, er overstået, så burde ovenstående to faktuelle oplysninger måske give anledning til en smule eftertanke hos de mange, som mener at nationen nærmest ville gå under, hvis ikke vi havde en 24-års regel og andre restritioner på danske statsborgere ret til at bo i deres eget land med deres familie.

jens peter hansen

Fra 1898 til 1950 indeholdt indfødsretslovene en række bestemmelser om kvinders indfødsret. Indtil 1950 fik kvinder, der giftede sig med danske mænd, automatisk dansk indfødsret. Fælles børn opnåede også dansk indfødsret ved ægteskab.

Efter 2. verdenskrig opholdt ¼ million tyske flygtninge sig i Danmark. Mange af flygtningene var kvinder, og en del af disse blev i årene efter krigen gift med danske mænd. I juli 1946 bestemte en særlov, at tyske statsborgere ikke kunne opnå dansk statsborgerskab ved ægteskab med danske statsborgere eller ved at være født og have boet 19 år i Danmark. Reglen gjaldt alle tyskere i Danmark – også flygtninge. Loven blev som udgangspunkt tidsbegrænset til udgangen af 1947, men blev benyttet indtil midten af 1960erne.

Med loven af 1950 udgik bestemmelsen om, at kvinder fik indfødsret ved ægteskab. Siden 1950 har alle kvinder selvstændigt skullet søge om indfødsret.

Oplysningerne er fra Immigrantmuseet.
At Danmark, mens det var besat af Tyskland ikke lavede loven om må være logik for dværghøns. Hvad mon besættelsesmagten ville sige til det ??
Den søde historie fra gamle dage kan selvfølgelig fortælles i familien. De historiske kendsgerninger viser bare at så rosenrødt var det ikke. Læs: Den der blinker er bange for døden, af Knud Romer.

hm ... linje 5 og 6 i mit indlæg er et citat fra PH's indlæg - hvilket jeg påfølgende kommenterer.

Beklager evt. forvirring.

Lene Timmermann

Hvorfor så megen mistænkeliggørelse af klumme-skribentens motiver?
I anledning af det meget debatterede og usympatiske pointsystem er der velsagtens mange af os, som har tænkt tilbage på de immigrant-forfædre, vi måtte have. Og skrevet om dem, som jeg fx så det på en tråd på facebook. Her deltog jeg også selv, da jeg fortalte om mine tyske oldeforældre (indvandrede i 1896, han var naver). De blev danske statsborgere og bidrog til det danske samfund med hårdt arbejde og 13 børn - alle født i Danmark - som blev pæredanske.

Jeg synes Zenia Stampe har leveret et velskrevet og interessant personligt bidrag til integrationens historie.

Christian Larsen

Glimrende artikel af Zenia Stampe.

Zenia Stampe kan i øvrigt være glad for at det søvndalistiske SF ikke var ved magten i 1943, for så ville deres pointsystem sandsynligvis have forhindret en familiesammenføring af hendes farmor.

Steen Johansson

Endnu et smukt eksempel på dansk/tysk fraternisering-denne gang er feltmadrassen dog mand. Vi glemmer lige røde kors uheldige rolle mht at legitimere udryddelseslejrene og deres medvirken til at hjælpe nazister ud af dk i krigens afslutning. Samarbejdet med tyskerne under krigen lå de radikale meget på sinde, så her falder æblet ikke langt fra stammen. Hvad stemte opa iøvrigt på?