Kommentar

Følger innovationen produktionen?

At Danmark ikke længere er blandt de rigeste lande, har rejst en nødvendig diskussion af årsagerne, og hvad der kan gøres
Debat
21. december 2010

Der er ikke nogen tvivl om, at Danmark er et af de dyreste lande at producere i, og at de høje lønomkostninger har sat ekstra skub i udflytningen af danske arbejdspladser.

Det er en udvikling, der har været på vej længe, også før boligboble og finanskrise, og svaret har været, at vi skal leve af innovation. Vi skal sælge løsninger, services og oplevelser og importere de varer, der kan produceres meget billigere i lande med lave lønninger.

På det seneste er det hævdet, at vi ikke kan leve af innovation, for hvis produktionen flytter ud, flytter innovationen med. Hvis det argument holder, ser det sort ud for.

Det er klart, at innovation, der handler om at producere så effektivt som muligt og hele tiden tilpasse varen til nye produktionsformer og nye materialer, vil have en tendens til at følge produktionen. Men det gælder ikke andre former for innovation.

Tekstilindustrien har for længst udflaget produktionen, men vi har stadig en blomstrende modeindustri, som lever af at designe og drive forretning fra Danmark.

Et klassisk undervisningseksempel fra Harvard Business School handler om en amerikansk producent af printere, som flyttede produktionen til Asien, men beholdt designet af nye modeller i USA. Det førte til dårligere salg, hvorfor de amerikanske designere blev flyttet til Asien. Det hjalp ikke, og så blev de asiatiske ingeniører flyttet til USA, og det blev en succes.

Tæt på markedet

Læren af den historie er, at det kan lade sig gøre at flytte viden om effektiv produktion væk fra produktionen, men at den seneste viden om kunderne kræver, at man er tæt på det marked, hvor de krævende kunder er.

Den lære har ført til, at mange multinationale virksomheder lægger deres innovation de steder, hvor de kan få adgang til den viden, der ikke kan flyttes. Og der er eksempler på, at virksomheder danner internationale innovationsteams, der flytter rundt i verden for at tappe viden, der kun kan tappes på stedet. Det gælder f.eks. LEGO.

Mon ikke konklusionen er, at en del innovation vil flytte ud med produktionen, men at der er store muligheder for at lave spændende innovation, nye løsninger, nye services og nye teknologier med udgangspunkt fra Danmark, selv om det meste af produktion foregår uden for landets grænser.

Få danskere eksporterer

Alligevel er det svært for mange at forstå, hvordan vi i fremtiden skulle kunne leve af noget så luftigt som innovation. Er det ikke en Münchhausen- teori, der svarer til, at vi kan leve af at klippe hinanden?

I dag er to tredjedele af den danske befolkning beskæftiget med at producere varer og tjenester, der kun leveres til andre danskere og slet ikke eksporteres. Det er frisører, butikker, restauranter, håndværkere og meget mere, men også alle de offentligt ansatte.

Kun en tredjedel af danskerne er ansat i virksomheder, der også eksporterer, og de fleste af dem har ingen produktion i Danmark. Og det er langtfra alle ansatte der laver innovation, de fleste løser administrative og ledelsesmæssige opgaver.

Der er stadig virksomheder, hvor det er en fordel at producere i Danmark, men for mange af dem er det kun en lille del af produktionen, der foregår i Danmark. En typisk vare består af dele fra mange forskellige lande.

Det vil afspore debatten om, hvad Danmark skal leve af i fremtiden, hvis påstanden om en tæt sammenhæng mellem innovation og produktion tages for givet, og fører til seriøse overvejelser om fremtidens økonomiske politik.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Endnu engang forsøges fremtidens verden løst med nutidens og fortidens verdensbillede. Langt den meste produktion vil om få år slet ikke kræve menneskelig deltagelse i noget målbart omfang. Det betyder ikke, at vi bliver fattigere, tværtimod. For det er jo trods alt de produkter, vi har behov for at forbruge, der er bærer af værdi, ikke de penge, der bruges til at fordele værdien af det producerede.

praktikeren ser på produktionsmidlerne, råvarerne, tec., men glemmer, at selv den bedste vare ikke sælger sig selv.

At Danmark paradoksalt nok klarer sig rimeligt godt i den globale konkurrence, på trods af vore høje omkostninger, skyldes ikke danskerne. Vi er ikke ygtigere til innovation, design, udvikling og whatever, end andre lande.

Årsagen til vores situation skal derimod findes hos andre. F.eks. hos tyskere og svenskere, som stadig ser det som en ekstra kvalitet at t produkt kommer fra Danmark.

Men det image som sikrer os denne fordel, har den sidende regering kæmpet hårdt for at ødelægge. De har ikke forstået, at når man lever i en niche, så gælder det om at være original.

Det betyder at man skal holde fast i sit særpræg, og f.eks. lade vores uddannelsessystem fungere efter vores eget hovede og ikke ændre det til noget der bare trimmes til at score højt på en PISA-skala.

De principper som VK forfølger er helt ok, hvis Danmark vel at mærke havde kapacitet til at være hovedleverandør til hele verden indenfor blot et enkelt produktområde, - men det har vi ikke. Om så vindmølleindustrien var blevet behandlet ordentligt af VK fra starten, ville den stadig ikke have givet ret mange flere arbejdspladser i Danmark, end tilfældet er idag.

Hvis Danmark vil have en stor international virkomhed som pseudoideal, så skal man altså - populært sagt - ikke vælge Microsoft, men derimod Apple. Det er smartere at dyrke de par procent af jordens befolkning, der ser Danmark, dansk samfundsmodel, dansk idyl, osv., som noget smukt og positivt, end at prøve at pise kirsebær med de store.

Og vejen til at gøre det, ligger i at fremhæve Danmark i alle de små billige hjørner, hvor vi kan opnå topklasse eksponering, fordi de store ikke regner dem for noget.

At lege krig med USA giver ikke nær så meget bonus på eksportballancen, som hvis vi f.eks. istedet brugte de penge på udviklingsbistand og engagement i FN. Det er da muligt at der er nogle patrioter i USA der synes at vi er fede, fordi vi er/har været heppekor til deres udfoldelser i Mellemøsten, men de patrioter køber netop hellere "Made in USA" end dansk, så det giver ikke mange ører i afkast.

Derimod er der et lille mindretal i USA - om det så er 20% eller 10% aner jeg ikke - der går meget op i miljø, klima, global fairness, etc., og hvis vi blot kan skabe os et positivt image hos en mindre del af dem, så vil det være et væsentligt større eksportpotentiale, for de mennesker er ofte også dem som gerne køber importerede produkter.

Lars Peter Simonsen

Tak, Sven!

....og svaret har været, at vi skal leve af innovation.

----

duh mildhe , kan de virkeligt ikke hitte på noget andet ?

Søren Kristensen

Det er en både skræmmende og barsk udfordring europæisk såvel som amerikansk erhvervsliv står overfor, nemlig at skulle konkurrere på lige fod med andre, som vi førhen kun betragede som billig arbejdskraft og potentielle markeder. Men vi burde kende rumlen, for vi så jo hvordan det gik fx. med bilindustrien i slutningen af forrige århundrede, hvor stolte amerikanske bilmærker gik rabundus efter noder, fordi de ikke havde læst skriften på væggen (læs: set energikrisen komme).

De nyeste trends, hvor fx. italienske skofabrikanter importerer kinesisk arbejdskraft, fordi det er billigere end at sende knowhow og prototyper frem og tilbage over den halve jordklode, tyder på at innovation og produktion i virkeligheden er to sider af samme sag.

Hvad er vor tids energikrise og hvad kan vi lære af det? Vi kan i hvert fald lære at det ikke er nok at have et brand, hvis det ikke er fremtidssikret. Omvendt ved vi så også at forbrugerne er ret ligeglade med hvor deres Coca Cola bliver produceret, bare der står "Coca Cola" på dåsen.

Den største årsag til de høje produktionsomkostninger i Danmark, er vores binding til Euroen. Der findes ikke værdier bag den høje kronekurs, kun gæld.

Hvis man foelger det Harward eksempel saa kan man sige, at vi da nok snart faar et problem i og med at ikke kun produktionen men ogsaa markedet ligger i Kina.

Der er godt nok folk der stadig tror at Kineserne er doedfattige loenslaver, og det er der maaske ogsaa nogen der er, men deres hjemmemarked vokser helt gevaldigt, og naar der aarligt saelges lad os sige 300 millioner mobiler i Kina, saa der nok ikke meget tvivl om at det Kinesiske marked har stoerre interesse for firmaerne og deres udvikling end det Danske.

Saa kan den danske innovation flytte til Kina og tilbage her i landet sidder hvem?

Preben Per Vissing

Svaret ligger lige til højrebenet!
En udvikling af danske økologiske fødevarer. Det ville kræve politisk handling og tilhørende investeringer med krav om en tilhørende forskning. Denne viden skulle afprøves og udvikles i såvel landbrug som fødevareproducenter. Forbrugerne i et at vores største eksportmarkeder eksempelvis Tyskland ville givet været interesseret i at aftage unikke kvalitetsprodukter.
Vi ville samtidig få mindsket forureningen af vores natur, samt gavnet folkesundheden, og undgå at få en EU sag på halsen.
Den skjulte støtte til det såkaldt traditionelle landbrug skulle udfases og overføres til ovennævnte omlægning.
Så hvad nøler vi efter landbruget er der og ditto forskningssteder, flere i arbejde og penge i kassen til samfundshusholdningen!!

Industrien og innovation i Danmark halter, især fordi der ikke bliver investeret i Danmark. Danske virksomheder investere langt mere i udlandet end udlandet invester i Danmark. Produktion og produktionseffektivitet kan ikke blive skærpet når der mangler investeringer, og sådan har det været i 10 år.

Danmark er det dyreste land at investere i, og derfor bliver andre lande foretrukket frem for Danmark. Det er de høje priser der er skyld i at Danmark er så uattraktivt at investere i. Det er bla. bolig boblen, der har gjort både private og erhvers bygninger og grunde dyre. Hvor den nuværende regering at været med til indføre låne muligheder, der har drevet i priserne i et alt for højt niveau. Det er også det danske prisniveau der tårn højt, bla pga en af verdens højeste afgifter som moms.

http://epp.eurostat.ec.europa.eu/cache/ITY_OFFPUB/KS-SF-10-064/EN/KS-SF-...

Dette vil være meget upopulært, men det korte af det lange er, at danske/vestlige kulier ikke i fremtiden kan påregne højere købekraft/velfærd/goder for samme evner og indsats som kinesiske kulier!
Dette ganske uanset hvilke titler kulierne smykker sig med!

Anders Sybrandt Hansen

Stig

Du har ret i din pointe om at markederne også flytter til Kina (hvilket vist ikke er gået for alle endnu), men det bliver vist lidt flot at skrive "det er der maaske ogsaa nogen der er" om antallet af fattige 'lønslaver' i Kina.

Skal vi lægge bønderne sammen med migrantarbejderne og (de relativt mere privilegerede) arbejdere med by hukou, og anslå dem til at udgøre 80-85% af befolkningen? Eller lidt over en milliard mennesker med en månedlig indtjening på under 2.500 kr.

Det er de høje danske priser, og først og fremmest huslejer og boligpriser, der er årsag til omkostningsniveauet.
Folk der skal gå på arbejde er nødt til at have noget at bo i.
Restbeløbet efter skat og husleje er mindre end i mange andre lande.
Derfor er det ren illusion, når DI og andre bilder sig ind, at de kan presse lønningerne ned.
Boligudgifterne går, via kreditforeninger og banker, blandt andet til private pensionsselskaber og -kasser (som er meget ulige) (PFA, Danica og de enkelte faggruppers pensionsselskaber).
Det er stadigvæk de højeste indkomstgrupper, der bliver opretholdt - gennem de høje priser og huslejer.
Der investeres massivt i byggeri af tomme erhvervslokaler og -domiciler.
Priserrne herpå er en udgift, og en klods om benet, for eventuelle virksomheder der skal etablere sig.

I øjeblikket lever man stadig højt på arbejdskraft fra lande, hvor huslejerne er blevet holdt lave - under kommunismen - og hvor lønningerne derfor er steget langsommere.

Kunderne følger også produktionen fordi det er lønudbetalingen fra fabrikkerne, der giver forbrugerne købekraft.

Arbejdsløse danskere er uinteressante objekter for markedsføringen. Selv modedesign skal interessere sig for kinesisk kultur, fordi det er kinesiske forbrugere, der har råd til at købe tøjet.

Det er sjovt han skriver "på det seneste":

"På det seneste er det hævdet, at vi ikke kan leve af innovation, for hvis produktionen flytter ud, flytter innovationen med"

Når følgende mini-kronik blev bragt i Information i foråret 2004:

Hvad stregkoden skulle dække over.

Myten om den teknologiske udvikling.

Jeg får knopper når jeg hører fremtidsforskere og andre eksperter med docerende stemme forklare, at udflytningen af industri til lavtlønslande er en naturlig følge af globaliseringen og "den rivende teknologiske udvikling" (og i øvrigt hele tiden har været forudset).
Kun det med globaliseringen er sandt, resten er lodret løgn!

Udviklingen gik i stå.

Udflytningen sker, fordi den teknologiske udvikling gik i stå for over 10 år siden, og det var IKKE forudset. Fremtidsforskere forudså helt frem til for 15 år siden, at manuelt arbejde ville være bortautomatiseret ved årtusindeskiftet. Nutidens fabrikker ville være, om ikke fuldautomatiske så i det mindste enmands-betjente. Man forudså fremkomst af prisbillige serieproducerede høj-fleksible robotter, som ville kunne overtage enhver form for manuelt arbejde. Var dette gået i opfyldelse, var der ingen grund til at flytte til lavtlønslande.

Virtuel viden.

Det bliver endnu mere komisk når eksperterne mener, at vi andre skal leve af at sælge "virtuelle ydelser" herunder viden til bla. de kinesiske fabrikker (nødvendigt for at pengene også kan strømme ud af Kina).

Hvor skulle den viden komme fra ?

Forestiller eksperterne sig, at erhvervs-relevant viden er noget, der dannes i lukkede tænketanke, som dybt under universiteternes kældre arbejder helt uden nogen form for ydre stimuli ?

I virkelighedens verden foregår udvikling af salgbar viden altid i nært samspil med brugerne. Flytter disse til Kina, bliver vore ydelser mere "virtuelle" end godt er. Vore universiteter vil ikke have en "kinamands" chance i konkurrence med universiteter, der grundet naboskab, kan samarbejde intimt med industrien, udveksle medarbejdere o.s.v.. Det bliver der, en eventuel fremtidige genoptagelse af den teknologiske udvikling kommer til at foregå.

Nedturen.
Det begyndte at gå galt i midten af firserne. Nogle former for industri, f.ex. procesindustri lod sig let automatisere (og er i dag stort set enmandsbetjent). Andre former gik det ikke så godt med. Særlig noget med at skrue små duppeditter sammen var et problem. Det var her fremtidens fleksible og selv-programmerende robotter skulle træde til.
Desværre udeblev disse robotter.
Der var fiasko over hele linien. På styringssiden levede de såkaldte "regelbaserede ekspertsystemer", som skulle have gjort robotterne selvprogrammerende, ikke op til forventningerne (er i dag stort set skrottede). På den mekaniske side kneb det, blandt meget andet med at kombinere fleksibilitet med nødvendig slidstyrke (en menneskekrop udskifter løbende sine sliddele). Det gik op for folk i branchen, at det var meget sværere end man havde troet, at automatisere en "stik-i-rend dreng".
Frustrationerne steg (ikke så meget hos teknikerne, det er nemlig sjovt at lave robotter) men hos investorerne, som ønskede hurtigt afkast af deres investeringer. En af kapitalismens system-fejl er investorernes manglende tålmodighed.

Branchen i panik.

Det begyndte at blive kritisk. Der var ingen tvivl om hvad folk efterspurgte: Bedre og billigere varer, d.v.s. i realiteten større velstand. Når jeg i dag kan gå i et byggemarkede og købe en vanvittigt billig boremaskine, er det udtryk for større velstand. Det er bare ikke robotterne jeg kan takke, men de kinesiske børne-arbejdere.
Hvad skulle hele teknologi-branchen gøre. Smide håndklædet i ringen og sige "vi kunne ikke" (eller vore investorer gad ikke vente længere) ?
Teknikerne kunne så lade sig omskole til f.ex. pædagog-medhjælpere (som der var mangel på dengang).

Løsningen:
Sidst i 80-erne fik nogen en bedre - ja faktisk rigtig smart - ide: "Når vi nu ikke kan levere det, folk efterspørger, så lad os i stedet få folk til at efterspørge noget, vi kan levere."
Løsningen blev "registrering og sporbarhed". Uden at gøre produktionen mere effektiv, kan vi få brugerne til at købe nye systemer, som kan registrere alle mulige oplysninger om produktionsforløbet, og putte oplysningerne i store databaser. Her bruges b.la. stregkoder. Nutidens fabrikker producerer enorme mængder data, som puttes i store databaser, sikkerhedskopieres i årevis, men for mere end 99.999% af disse data gælder, at de efter en årrække bliver slettet, uden nogensinde at have været brugt til noget.

En farlig sovepude.
Det er selvfølgelig meget sjovt at jeg i dag kan sende en pakke med posten, gå ind på internettet, indtaste pakkens stregkode, og så få at vide hvilket posthus pakken nu ligger på. Problemet er bare, at mens jeg bruger tid på denne form for underholdning, flytter de tekniske og økonomiske magtcentre til Kina. Magten følger altid den, der kan levere den vare, folk virkelig har brug for.

Straffen.
Teknologi-branchen vandt tid med den lille "afledningsmanøvre" med stregkoderne. Det lykkedes at dække over, at det oprindelig lovede projekt med at automatisere manuelt arbejde, var slået fejl. Når først produktionen er flyttet til Kina, vil incitamentet til at genoptage den teknologiske udvikling sandsynligvis genopstå. Desværre bliver det nu kun kineserne, der har de nødvendige "feed-back" miljøer til at komme videre. Hvis de kinesiske investorer er mere tålmodige end vore, vil det måske lykkes for dem at gennemføre den automation, vi andre valgte at opgive.

Guderne må vide hvilke "virtuelle ydelser" vi andre skal leve af imens.

Tak, Gorm Petersen. Jeg tror nu også, at forklaringen er selve den, at arbejdskraft kan købes billigere end innovation. Først når lønningerne i den 3. verden når vort niveau, vil de griske se skriften på væggen.

mariann offersen

Må tilstå at jeg ofte springer over de lange kommentarer. Men Gorm Petersens var altså umagen værd. Tak for den.

John Houbo Pedersen

Tak Gorm Pedersen, endelig et menneske der har fattet galoppen.