Kommentar

Folkeskolereformen: flere timer i de små klasser

Regeringen overvejer seks timers skoledag for de mindste børn. Det gavner ikke læringen. Forældrene bør huske på, at mange er kommet for tidligt i skole med nederlag til følge, men ingen er nogensinde kommet for sent i skole
Debat
2. december 2010

Stadig flere forlader skolen uden de nødtørftigste kundskaber og med udslukt lyst og tro på sig selv. Men nu barsler regeringen så med sit forslag til fornyelse af folkeskolen: De smås dag skal op på seks timer.

Da den var på tre, interviewede jeg børn om deres lyst til at begynde i skolen. De fleste havde lyst, men var også noget bekymrede.

Hvorfor det? Jo, det tager så lang tid, og så skal man nå så meget, sagde en. En anden: Man skal så meget. En tredje havde en storebror, som allerede gik i skole, så hun vidste nok, hvad det gik ud på: Man skal bare skrive Aer, og når man ikke gider mere, så skal man sgu alligevel!

Nu skal børnene så læse et års tid tidligere, og snart skal de store i 8. klasse kunne det, som man før kunne i 9. Så planen er mere skal og flere test. Altså intensivering af institutionaliseringen.

»Det dør de ikke af,« var professor Niels Egelunds faglige kommentar .

Netop hjemkommet fra Kina kunne han oplyse, at skoledagen der er op til ni timer, og han havde med egne øjne set, at børnene overlever. Er børn lukket inde så længe nu, at vi ikke fornemmer deres træthed og lyst til frihed?

Da Ludwig Reventlow i 1784 kæmpede med Brahetrolleborg Skoles Instrux, var hans bekymring det indgreb over for børns leg og frihed, som skolen ville betyde.

Han endte med at skrive: »Det første halve Aar gaar Børnene kun i Skole en Time (om dagen), saa de beholder deres Munterhed og Skolen ikke falder dem til Last«.

Han forstod, at hvis skolen varer for længe, bliver den en byrde for børnene, og de mister deres glæde og munterhed.

I dag spørger ingen, om de seks timer kan falde børnene til last. Tværtimod siger professoren sorgløst, at det dør de såmænd ikke af.

Man må sige, at vi har bevæget os et godt stykke siden 1784. Vi ved ikke helt, hvor vi er på vej hen, men vi skyder en god fart!

Tungt for børnene

Indtil 1970 begyndte institutionaliseringen mest ved syvårsalderen, i dag ved et-årsalderen; dengang varede den til klokken ca. 13-14, i dag til klokken 15-17, dengang til 14-15-årsalderen, i dag til 18-20-årsalderen. Dengang frygtede lærerne 6. og 7. klasse, for der var ofte ballade. I dag er urolige elever det, unge lærere frygter mest (52 pct. af 413 unge lærere i 2010 ifølge Danmarks Lærerforening), og den værste uro forekommer nu ikke i de ældste, men i de yngste klasser.

Hvad har da 6. klasse dengang og 1. klasse nu med hinanden at gøre? Jo, eleverne har været institutionaliseret lige længe, nemlig fem-seks år. Efter fem-seks år bliver det måske bare for meget, og børnene slår sig i tøjret. Hvis det er rigtigt, så kommer skoletrætheden til udtryk første gang ved skolestarten!

Hvordan vil disse børn reagere, hvis skoledagen bliver seks timer? Tungt bliver det for børnene og vanskeligt for lærerne. Og svært bliver det for forældrene, som mens børnene måske kun er fire år skal beslutte, om deres legebarn skal ind at sidde eller skal blive et år længere i børnehave.

Forringer læringen

Forældrene bør huske på, at mange er kommet for tidligt i skole med nederlag til følge, men ingen er nogensinde kommet for sent i skole. Nu er det jo ikke kun de mange timer, der kan få store og små til at hænge med hovedet, men også alt det, man ikke må, det er kroppenes disciplinering, og det er tendensen til, at samtalen erstattes af instrukser, alt sammen noget, der kan forringe læringen.

Mens en udvidelse af skoledagen kan føre til mere uro og mindre læring, så kan et ændret indhold gøre skolen bedre og eleverne klogere og mere muntre. En af vejene går via filosofien. I Brisbane i Australien begyndte man i 1997 et filosofiprogram, og børnene blev bedre over en bred front. Deres academic results, som havde været under middel, blev langt bedre. Også respekten for andre, selvagtelsen og adfærden blev forbedret. Mobning blev sjælden, og ligeså lærernes skældud. I Skotland blev et lignende program lanceret (2001), og her sammenlignede man med kontrolklasser, der ikke havde filosofi. Hvad skete?

Dobbelt så mange børn blev i stand til at argumentere for deres synspunkter.

Selvværdsfølelse og selvtillid steg markant.

Lærerne stillede dobbelt så mange åbne spørgsmål som før.

Lærerne talte efter forløbet kun halvt så meget, og eleverne dobbelt så meget som før.

Disse resultater genfandt man to år efter forsøgets afslutning. (Læs mere i Philip Pullmans The War for Childrens Minds, New York 2007). Hvis regeringen vil have bedre resultater i skolen, er det mere filosofi og ikke flere timer, der skal til. Det er indholdet, der skal reformeres. Vi skal have mere filosofi, kropslighed og forskning. Mindre enetale mere samtale, mere leg og mere samvær og samlæring mellem mindre og større børn. Det ville være godt for både børns og læreres munterhed.

Erik Sigsgaard er cand.pæd. og knyttet til professions-instittutet for almen pædagogik, special- og socialpædagogik, Professionshøjskolen UCC i København

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kan vi håndtere de store ideer i opdragelsen?

Få begreber opfattes så vidtforskelligt som udvikling og vækst, og hvad forstås ved skole? I skole ser nogen den personlige og sociale udviling, andre den dygtiggørelse, som fører til større udviling og vækst i erhvervslivet. Den sidste fordrer udvælgelse, sortering, specialforanstaltninger, prøver og karakterer. Men begge opfattelser kan åbenbart forsvares med individualismen og kollektivismen, med frihed og tolerance, og solidaritet bliver en udefinerlig fællesnævner.

Barndommen har altid været trængt i defensiven af krav fra erhvervslederne. Vuggestuer oprettes, børnehaver, og skolegangen udvides i alle ender og kanter, navnlig når mødrene må ud på arbejdsmarkedet. Allerede i industrialismens barndom hørtes fra England stemmer for rationalisering og effektivisering, 100 børn i hver klasse, både økonomisk og filosofisk underbygget. En af følgerne blev, at samfundet kunne præstere materiel vækst, men også de mest uhyggelige ekstremer.
Artiklens far, Thomas Sigsgaard, fik lige efter krigen den psykologiske opgave at føre samtaler med landssvigerne, frikorps- og hipofolk, for at finde årsager til deres rå handlinger og give en forestilling om deres opvækst og motiver til den ideologi, som førte til racisme. Konklusionen samlede sig ofte, så vidt jeg har forstået, om en misrøgt i barndommen og deraf følgende mentalt uafklarede forhold imellem klravet om og protesten imod autoritet.
Heraf kan med rimelighed skønnes, at vi med midler som skolegang kan fremelske en autoritetstro befolkning, der imidlertid, skønt måske ikke tilsigtet, kan give de mest umenneskelige resultater. Endvidere antage, at det næppe vil ske, hvis vi lader barnet vokse og udvile sig i leg og kammeratskab.

Er der ikke nogen som kan ringe denne Lund fra Egen op og fortælle ham, at den nyeste hjerneforskning rent faktisk viser, at hjernen, selv hos små elever, har brug for pauser. Og at børn først begynder at fatte at en handling har konsekvener når de bliver 12 år eller deromkring.

Og at henvise til at skolegangen i Kina er på ni timer om dagen, ja og hvad så? Er det et samfund som det kinesiske eller det japanske vi vil have i det her land? Et samfund, hvor dem som har magten, bare kan bilde folk hvad som helst ind.... Og hvor børn og unge mennesker presses og drives til selvmord i stor stil...

Tina Nedergaard og Venstre tror åbenbart, at bare man ændrer på strukturen i folkeskolen, ja så sker der automatisk ændringer. Men det handler altså ikke (kun) om, hvor mange elever der skal eller må være i klasserne. Det handler ej heller om, hvor mange timer, man går i skole, men om hvad man lærer i skolen....og om hvordan man lærer det...