Kommentar

Gennemsigtighed er den nye kilde til magt

Læren af Wikileaks må være, at fuld eksponering i offentlighedens friske luft er langt mindre farligt, end vi kunne frygte – den erkendelse bør generelt føre til mindre hemmeligholdelse
Debat
13. december 2010
Forholdet mellem USA og Tyskland er ikke blevet nævneværdigt belastet af de seneste Wikileaks-afsløringer, mener Jeff Jarvis.

Forholdet mellem USA og Tyskland er ikke blevet nævneværdigt belastet af de seneste Wikileaks-afsløringer, mener Jeff Jarvis.

JOSE SENA GOULAO

En regeringsmagt bør i udgangspunktet altid operere med fuld gennemsigtighed. Kun helt særlige hensyn bør nødvendiggøre hemmeligholdelse.

Men sådan er virkeligheden selvfølgelig ikke. Hvorfor ikke? Fordi de, som er herrer over hemmeligheder, er herrer over magten.

Nu har Wikileaks så punkteret denne magt. Uanset om Wikileaks bliver ved med at afsløre nye dokumenter eller ej - og vi kan være sikre på, at organisationen vil gøre alt, hvad der står i dens magt for at fortsætte - har Wikileaks bibragt os den indsigt, at ingen hemmelighed længere er sikker.

Hvis bare en person har kendskab til et eller andet, kan hele verden få kendskab til det.

Sådan har det i princippet altid været. Internettet kan ikke krediteres for at have taget livet af hemmeligholdelser. Internettet har blot gjort det langt lettere og langt hurtigere at kopiere og sprede informationer. Og dermed svækket mulighederne for hemmeligholdelse. Eller som af mine venner har formuleret det: Internettet demokratiserede hemmelighedsbrud. Førhen var det sådan, at kun de magtfulde kunne holde på eller røbe hemmelig viden. Det sidste er der i dag rigtig mange, der kan.

Selvfølgelig behøver et samfund en vis grad af hemmeligholdelse. I spørgsmål om sikkerhed, politimæssige efterforskninger, privatlivets fred og visse statsanliggender - såsom diplomatiske kontakter - kan et alt for klart lys gøre stor skade. Hvis regeringsmagter begrænsede deres hemmeligholdelse til disse standardhensyn, ville vi næppe have behov for Wikileaks til at lække ret meget.

Bekymrende præcedens

Men som vi kan se ud fra det, som er lækket, er der ganske meget, vi burde have kendskab til - beslutninger og handlinger, som er truffet og udført i vores navn - som regeringer tilbageholder fra os. Vi ved nu også, at afsløringen af disse hemmeligheder på ingen måde har været ødelæggende. Amerikas og Tysklands forhold f. eks. er ikke blevet nævneværdigt belastet af, fordi en enkelt udiplomatisk amerikansk diplomat betegnede Angela Merkel som »ukreativ«. Og lederen af Wikileaks insisterer, i et interview i The Guardian, på »at i fire år har selv ikke organisationer som Pentagon formået at dokumentere, at så meget som én person skulle have lidt skade som følge af vores aktiviteter.«

Så måske kan vi uddrage den lære fra Wikileaks, at fuld eksponering i offentlighedens friske luft er langt mindre farligt, end vi kunne frygte. Den erkendelse bør føre til mindre hemmeligholdelse. For i sidste ende er det eneste sikre forsvar imod lækager jo netop gennemsigtighed.

Jeg har selv været en ivrig fortaler for åbenhed i regeringsanliggender, i erhvervslivet - ja, selv i vores personlige liv og forhold. Internettet har for mig været et stort lærestykke i fordelene ved at dele og sammenknytte informationer.

Derfor har jeg også været stærkt kritisk over for den mani for at hæge om privatlivets fred, som på det seneste har grebet store dele af det moderne samfund, især Tyskland. Vi skal passe på, hvilken form for præcedens vi sætter, når vi søger hen imod det lukkede og hemmelige - hvad enten det gælder modstand imod pixelering af offentlige gadebilleder hos Google Street View eller deaktivering af den form for reklame, der gør onlinemarketing mere lukrativ (og betaler for en stor del af webbets frie indhold).

Den nye virkelighed

Jeg kan frygte, at en form for pixeltåge forvirrer vores begreber og fordunkler, hvad der burde blive klarere. Mit håb er i stedet, at vi i højere grad kan trække samfundets gardiner til side og slippe mere sollys ind. Valget er vores.

Da jeg researchede til min bog om de store fordele ved informationsåbenhed (den udkommer snart i USA under titlen Public Parts og i Tyskland under titlen Das Deutsche Paraoxon), slog det mig, at ny teknologi altid har ført til frygt for større blottelse af privatlivet. Gutenbergs opfindelse af bogtrykkerkunsten, opfindelsen af kameraet, rotationspressen, miniaturemikrofonen og senest internettet afstedkom alle sådanne bekymringer.

Med Wikileaks ser vi nu en ny bekymring: At tiden for hemmeligholdelser skulle være omme. Det er den naturligvis ikke. Hemmeligholdelse vil fortsat findes. Men den er såret. Og det er kun godt. Lad os udnytte lejligheden til som borgere at reflektere over og diskutere, præcis hvor hemmeligt og gennemsigtigt vores regeringsmagt skal være. For i dag, i internettets tidsalder, skifter magten fra dem, som holder på hemmelighederne, til dem, der skaber større åbenhed. Sådan bliver den nye virkelighed, der er ved at bryde frem.

De store koncerner, kapitalinteresser og erhvervslivet være hermed advaret. Nu står I for tur.

Jeff Jarvis er amerikansk journalist og forfatter. Senest udkom 'What would Google do' (2009)

© The Huffington Post og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

God artikel Jeff,

Men hvad der vil ske, er selvfølgelig at hemlighederskrammeriet vill blive rykket en skal nærmere kernen. Magthaverne har fået et rap over fingrene (hvis det altså ikke er dem selv, der star bag hele Wikileak krisen) og vil forøge kryptificeringsniveauet af e-kommunikation og ellers finde andre veje (gammeldags kurrerpost er svær at tappe).

Tak for indspillet, Information. Det viser, at der i USA foregår en debat, som på mange punkter ligner den europæiske, altså på det offentlige område...

Med venlig hilsen

Ja, begynn å fjerne hemmelighold fra det politiske og økonomiske liv, og hele det globale, kapitalistiske "byggverket" vil rakne. Det blei reist over krigsprofitt, hemmelighold og spekulasjon -- alt sammen for øvrig rosende omtalt av A. Smith i hans "Wealth of Nations".

I løpet av et par århundre måtte det nødvendigvis komme til å rasere opplysningstidas forhåpninger om en universell menneskehet i gjensidig samforståelse, og planetens økologiske balanse.

Det kommende århundre vil avdekke konsekvensene av å sette "egennytten og markedets skjulte hånd" (gud/forsynet for Smith), i stedet for opplysningsidealene om borgerånd, opp som rettesnorer for økonomisk virksomhet. Dagens agrobusiness kan være et passende felt der "sløret lettes"...

Offentlighed er godt , og som det siges i artiklen, så er der selvfølgelig nogle enkelte områder, hvor diskretion absolut er nødvendig.

Iøvrigt , så er hensynet til privatlivets fred vel drevet lidt langt i vores samfund ?

Der burde være adgang til at man kan se hvem, der f eks er 0- skatteydere trods en høj jetset profil , og i tilfælde af ægteskeb, så bør de to parter have adgang til hinandens eventuelle strafferetslige forhold inden ægteskabets-/partnerskabets indgåelse.

Folk , der beskæftiger sig med børn i børnehaver, skoler m v , bør vel over for forældrene også kunne dokumentere , at de ikke er belastede med domme , der gør dem uegnede til at have med børn at gøre ?

Folk, der opstiller til offentlige hverv bør også have deres eventuelle sigtelser, straffe domme m v og skatte forhold lagt åbent ud til offentligheden.

Offentlighed er en god ting.

Når Jeff Jarvis peger på Tyskland er det fordi Tyskland netop var en vanskelig forhandlingspartner for USA, idet tyskerne havde hensynet til egne borgeres privatliv prioriteret højere end USA's ønsker om adgang til samme.
Tyskerne har også et retsligt forbehold i henseende til borgernes telefonsamtaler, der ikke logges som i f.eks. DK.

Der er således i min optik en større beskyttelse af borgernes privatliv i Tyskland - i forholdet mellem borgerne og staten, hvilket naturligvis er foranlediget af historiske begivenheder.