Kun under 10 procent af forbrugerne tror nu længere på erhvervslivets grønne budskaber.
Det konstaterer den internationale forbrugerorganisation Consumers International. Det meddeler forleden en artikel i ugebladet Mandag Morgen, der ellers går for at være noget så erhvervslivsglad. Artiklen begynder oven i købet sarkastisk, næsten kommunist-scherfigsk:
»Fabrikker, der sender blomster ud af skorstenen. Grønne marker sået til med vindmøller. En bil, hvor der kommer frisk luft ud af udstødningrøret«.
Skribenterne fortsætter gedigent, næsten venstreorienteret-indigneret: »Klicheer, forvrængninger og overdrivelser står i kø, når vaskepulver, læskedrikke eller biler skal markedsføres som miljøvenlige. Siden Al Gore i 2006 forvandlede klimakampen til en folkelige bevægelse, er efterspørgslen af bæredygtige løsninger vokset støt, godt hjulpet på vej af en ihærdig reklameindsats. (...) Stadig flere virksomheder beskyldes for greenwashing - en lidt for kreativ omgang med fakta i forsøget på at fremstå miljøvenlige og bæredygtige. (...) Senest har virksomheder som Audi, BP, easyJet og Microsoft fået den lidet eftertragtede 'Bad Company Award' på grund af misvisende kommunikation«.
Men så skiftes toneleje, og nu lyder det, så man kender sin gode gamle Mandag Morgen igen:
»Skal virksomhederne genskabe interessen og tilliden på det grønne marked, er der brug for et helt nyt sprog, der hører op med den retorik, der hidtil har præget klimakommunikationen. Det er budskabet fra en række store globale virksomheder, der sammen med førende klimakommunikatører har indledt jagten på klimakommunikationens DNA i det fælles 'Projekt Green Light', som Mandag Morgen har taget initiativ til. Sam- arbejdet, der bl.a. tæller Microsoft, Philips og General Electrics, tager udgangspunkt i tre konkrete problemstillinger: Nyt sprog. Selverkendelse. Strategisk forankring«.
Den må standses
Og så er vi på en måde fremme ved gårsdagens reportage fra Cancún: »Multinationale bosser til COP16: Se at få lettet røven - 'Vi har ikke længere tid til at vente på politikerne', siger Virgins ejer, Sir Richard Branson, i kor med grønne industriledere i Cancún. (...) 'Vi ved godt, at vore regeringer er mest optaget af den finansielle nedtur, af problemerne med at skabe job osv. Klimaforandringer er ikke nummer ét på statsministrenes dagsorden.' Ergo må folkene i konferencelokalet på Hotel Ritz-Carlton i Cancún vise det grønne lederskab. Cheferne fra Coca-Cola, Virgin, Philips, Siemens, Nike, Danfoss og alle de andre multinationale selskaber, der er samlet her til erhvervslivets World Climate Summit, mens de politiske forhandlere træder vande længere nede ad kysten i The Moon Palace, hvor klimamødet COP16 er nået halvvejs. Og det gør de så, virksomhedslederne: viser klimamæssigt lederskab. 'Hvis politikerne ikke lytter til erhvervslivet, så må erhvervslivet bare gå i gang med at løse opgaven. Vi etablerede The Carbon War Room, fordi vi afgjorde med os selv, at vi ikke har råd til at vente på politikerne,' siger multimilliardæren Richard Branson«.
Af alt dette og meget mere fristes man ved nævnelsen af netop Coca-Colas oprustning i The Carbon War Room til endnu et citat fra de ekvivokke klimakommunikatørers Mandag Morgen jagt på klimakommunikationens DNA:
»Et tilbagevendende kritikpunkt er fraværet af klare målsætninger, som der kan måles på. F.eks. har klimatænketanken Polaris tildelt Coca-Cola årets 'greenwasher'-pris, fordi virksomheden har forpligtet sig til at reducere sit vandforbrug med fire procent hvert år, uden at det er gennemsigtigt for forbrugerne, hvor meget vand virksomheden i virkeligheden bruger. Dermed kan man heller ikke vurdere, hvorvidt virksomheden overholder, hvad den lover«.
Det kan man derimod med Information. Vi holder nemlig ikke, hvad vi lover. Og det siger vi selv. Endda på lederplads - »Klimahykleri« - også i gårsdagens udgave:
»Avisen høstede de lavthængende frugter som for eksempel at indføre elsparepærer, men siden er avisen ikke kommet så langt med nytækningen i forhold til, hvordan man reducerer elforbruget, selv om der arbejdes på sagen. Dog ikke efter en samlet plan, oplyses det«.
Se, det er dog noget. Nok er vi hyklere, men vi indrømmer det. Oven i købet selv!
Det indgår da også i Mandag Morgens forslag til klimakommunikativt ny-sprog, at man som f.eks. Dong Energy åbent og ærligt vedstår sine - i Dong Energy's eksempel gigantiske - CO2-udledninger. For så skulle ens forsikringer om ad åre at ville gøre noget ved det til gengæld virke noget mere troværdige.
Så jeg skynder mig at tilstå, at jeg skam har familie og kære venner, som engang imellem - selvfølgelig af strengt geografiske og trafikalt nødvendige og udelukkende praktiske grunde - transporterer også mig i deres biler. Som jeg ved Jørgen Steen Nielsen i Cancún ellers er inderligt modstander af.
Men før eller siden er selv indrømmelsen af ens hykleriske greenwashing nok ikke nok. Til at standse den systematiske naturødelæggelse. Så må den simpelt hen standses.
I udkantsdanmark er de ved at opføre en 300 meter høj snemand, der forestiller Lomborg.
Lykkes det at gøre den færdig før tøen sætter ind, vil gæve fodermestre og PGU-er begynde at studere solpletter.
"Men før eller siden er selv indrømmelsen af ens hykleriske greenwashing nok ikke nok. Til at standse den systematiske naturødelæggelse. Så må den simpelt hen standses".
Så sandt, så sandt, men hvordan mor? Eller far (i dette tilfælde)?
Hvis vi skal skære helt ind til benet og begrænse os selv i det daglige, altså der hvor det gør ondt, skal vi have en ’filosofi’ for det, en metafysik eller bare en højere mening, og den skal være nedskrevet i en tyk (troværdig) bog med stift, sort omslag, og sådan nogle bøger, kan vi ikke lide. Så skal der være noget andet, og det har vi ikke endnu. Vi har en masse rapporter, hvor fremtiden ser temmelig sort ud, men det er ikke nok. Fra kristendommen er vi nemlig vant til at høre, at det går ad helvede til. Det skal være noget andet, men hvad? Vi kunne lade bilen stå og gå, ja. Vi kunne nøjes med at spise kød en gang om ugen. Undgå madspild. Opgive vores afhængighed af tobak og religion. Ok, der er meget, vi kunne – hvis vi ville, men vi vil hellere ødelægge naturen. Det er der, vi står.
@Niels-Simon: Godt at se dig tilbage (jeg synes ikke, at jeg har set kommentarer fra dig i et stykke tid).
Jeg er helt ude af stand til - kald det bare en tvangshandling - at undlade at nævne min favorit til, hvor folk kunne begynde: Afstå fra charterturen.
I de forgangne dage har flylederstrejken i Spanien indtaget en prominent rolle i nyhederne, i hvert fald på TV2. På et tidspunkt var der på TV2 en grafik af flyene over Europa; hver gul fly repræsenterede et fysisk fly i luften. Formålet med grafikken var at vise, at der var flytomt over Spanien; det, der slog mig, var nu snarere, at der var alt, alt for gult alle andre steder.
I mine øjne er charterturismen noget nær topmålet af menneskelig arrogance: Verden er ved at forgå, og så sidder millioner af moderne mennesker og leger konger og kejsere i luftrummet.
PS: Nu var det naturligvis ikke alle flyene på grafikken, der var charterfly.
Mht. Flyvelederstrejken i Spanien og de problemer det medførte, skulle medierne herunder TV2 ikke heller ha´ reklameret for andre transportformer. FX er lokal flytrafik i et så lille land som Danmark ret tosset. Hvis politikerne havde været mere fremsynet og fx fuldt Sonja Mikkelsens genopretningsplan af det danske skinnenet, havde Danmark været godt på vej i dag. Men det sætte OVK og 2 socialdemokrater en stopper for.
@John: Jeg er meget optaget af det store spørgsmål om, hvad vi skal gøre - så meget at jeg sidder og laver tegneserier om det. Derfor er jeg lidt fraværende (man kan vist ikke få et tegnet indlæg på her, men en dag kan jeg sende et link, hvis det ikke går ud over reglerne).
Som Ejvind i dag siger, må vi simpelthen standse ødelæggelsen. Problemet er bare hvordan, og hvor man skal begynde. Der er en bagatelgrænse, og her handler og ’forhandler’ vi hver især (hvis jeg ikke tager bilen til bageren, kan jeg godt tage den til arbejde).
Man kan også gå for meget op i småting og glemme det store perspektiv. Det er svært at holde sammen på begge dele. Igen handler vi (når man har store tanker om det globale, kan man godt tillade sig at ryge og spise oksebøffer). Jeg har en toptunet miljøven, der skal have en rygepause efter en times tid. Jeg kunne splitte alt omkring mig, hvis jeg farede løs på alle dem, der gjorde noget andet end mig (og er jeg selv ren til at kaste den første sten?).
Jeg tegner og spekulerer meget over, hvor man skal tage fat, og hvis jeg ikke er fremme i feltet her, er jeg med på sidelinjen.
@Niels-Simon: Ja, hvad kan vi gøre?
Måske er det eneste virkningsfulde det, som man viger tilbage fra: At tage opgøret med dem, som står én nær. For måske kun her er der håb om, at man kan påvirke nogen.
Niels-Simon: Jeg vil foreslå en 'et skridt af gangen' strategi på den hjemlige front. Focuser på én ting af gangen og vedtag med dig selv hvad du vil sætte dig som mål. Det kan give små succesoplevelser.
Det kan endda inspirere andre når de f.eks. ser at det kan lade sig gør f.eks. af droppe bilen eller kun købe økologiskt etc.
@Ole: Helt enig, for man kan i hvert fald tage de små skridt. Ikke desto mindre er det her, striden står i mange familier.
Jeg havde en pudsig oplevelse i lørdags under klimademonstrationen. Af en eller anden grund kom jeg til at gå sammen med Den sorte Blok (som politiet kalder dem). Flere af dem røg, og drak bajere, mens de råbte: "Styrk den internationale solidaritet!" De vil nok ikke blive så solidariske, at de vil skippe tobak og øl.
Modsat dem er der en hel generation af unge, der er ligeglade med klimaet.
Så er der nogle få miljøaktive unge. Vi var mellem 200 og 500 fortrinsvis over 40 år.
Jeg synes ikke, fremtiden ser for godt ud.
@John: Jeg er bange for at belaste de nære kontakter, for hvem har man så, når man har brug for nogen? Familiesystemet er en truet dyreart i dag, og derfor træder jeg varsomt.
Der tilføres dagligt mange mange gange mere energi til jorden end vi behøver.
Enhver brug af hjerneceller til andet end at udtænke smarte måde at indfange og nyttiggøre denne energi er syndig.
Jamen vi har gode teknologier - det er alene den billige adgang til olie der hindrer at teknologierne udvikles i en markedsøkonomi.
Løsning 1: Forbyd markedsøkonomi.
Løsning 2: Gensplejs en bakterie der kan leve af olie uden behov for ilt, og sprøjt den ned i alle oliefelter.
Løsning 2 svarer til at narkomanen tager sig sammen og skyller heroinen ud i lokummet.
@Niels-Simon: "Jeg er bange for at belaste de nære kontakter, for hvem har man så, når man har brug for nogen?"
Det forstår jeg såmænd sagtens - netop derfor bruger jeg ordene "som man viger tilbage fra". Men i går veg jeg ikke tilbage (i hvert fald ikke så meget, som jeg plejer), da jeg havde besøg af to fysiker-kollegaer: På én eller anden facon kom vi ind på klimaproblematikken, og der gik jeg dem lidt på klingen.
De var ikke bekymrede for klimaforandringerne. Det stod hurtigt klart hvorfor: De havde en udbredt tiltro til, at mennesket nok skulle finde en løsning, altså en teknologisk løsning. Ingen af mine argumenter imod denne deres (i mine øjne) naivitet kunne bringe dem en smule i tvivl herom.
Med forsikringen om, at de skulle give mig besked, hvis de følte, at jeg gik dem for tæt, spurgte jeg dem endda om, hvorvidt de kunne være bange for, at deres børn om 30 år ville komme og spørge dem om noget i stil med: "Mor og far, I vidste godt, hvad der var ved at ske. Hvorfor gjorde I ikke noget?". De svarede, at det var de ikke bange for.
Jeg fortalte dem også, at jeg ikke forstår, hvorledes de som forældre kan sætte børn i verden og samtidig deltage i en adfærd, der destruerer livsgrundlaget for disse deres børn. Jeg kan ikke huske deres eksakte svar, men det var i hvert fald ikke noget, der var opløftende for mig.
Jeg rystede åbenlyst på hovedet, i hvert fald én gang under samtalen. Og jeg blev meget ked af det indeni. Det er jeg såmænd stadig: når selv videnskabsfolk (mine kollegaer) kan nære sådanne illusioner, så ser det fand'me mørkt ud.
PS: Med skal det nok lige, at jeg betragter, eller i hvert fald har betragtet, disse mine kollegaer som netop "nære kontakter". Måske fordi jeg i dag kun har kontakt med ét familiemedlem.
@John: Meget interessant det du skriver om mødet med kollegerne. De personlige oplevelser og tilkendegivelser er noget af det mest givende for mig at læse.
Hvad der sker i miljødiskussionens kølvand i de nære relationer er et kapitel for sig. Mand og kone er ikke enige, ven uenig med ven, arbejdspladsen delt på tværs, 1000 ting skiller os, og hvad kan vi enes om? Vi har nok alle sammen vores yndlingsemner, og man lærer at indrette sig, for ikke at gøre livet til et ensomt helvede.
En af mine miljøvenner fortalte mig, at da strømmen gik i huset, hvor hendes datter og nyfødte barn boede, tilbød hun straks at komme med en stor, kraftig el-radiator. Pludselig så hun miljøproblemet i en nøddeskal – vi sætter alle hensyn til side for selv at overleve.
Solidariske er vi mest, når det ikke koster os noget. Kampen for klimaet (i Dk) bliver lanceret på den måde, at det ikke kommer til at koste. Klimakommissionen lover os en fremtid med vækst. Der er ingen af de magtfulde, der tør fremkomme med det budskab, at nu skal prisen for overforbruget betales. Og så er det, at jeg spørger mig selv, hvor hjælpen skal komme fra, når hverken de ansvarlige inden for demokratiet, religionen eller videnskaben fortæller os sandheden om, hvor vi står, og hvor vi skal hen. Og jeg forstår heller ikke, hvorfor der ikke er flere, der giver udtryk for, at de føler sig fuldstændig tabt. Det hele kører bare af sted, og julehandelen boomer.
Det er et moralsk (tankemæssigt) fordærv, vi er havnet i, og skal der ændres kurs, skal vi ændre vores tanker og idealer om ’det hele’ så at sige. Lidelse plejer at være noget, man får stukket ud. Skal vi ligefrem påtage os lidelse for de fremtidige generationers skyld, skal det ske ud fra et nyt syn på demokrati, spiritualitet og tilegnelse af viden.
Nå, det blev lidt langt det her.
@Niels-Simon: "... når hverken de ansvarlige inden for demokratiet, religionen eller videnskaben fortæller os sandheden om, hvor vi står, og hvor vi skal hen."
Jeg vil nu nok mene, at videnskaben fortæller os, hvor vi står, og hvor det er nødvendigt, at vi skal hen.
"Og jeg forstår heller ikke, hvorfor der ikke er flere, der giver udtryk for, at de føler sig fuldstændig tabt."
Nej, det forstår jeg såmænd heller ikke. Men måske føler de sig ikke fortabt, fordi de evner at holde intakt illusionen om menneskets potentielt omnipotente, teknologiske foretagsomhed (for nu at sige det floromvundet); og her tænker jeg ikke mindst på mit seneste møde (i går aftes) med denne fatale naivitet.
JF:
Jeg vil nu nok mene, at videnskaben fortæller os, hvor vi står, og hvor det er nødvendigt, at vi skal hen
GP: Når og hvis hjerneforskerne kommer frem til at -
"bevidsthedens gåde er løst - døden er altid bedre end livet"
Ville det så ikke være præcis første gang nogensinde at:
"videnskaben fortæller os, hvor vi står, og hvor det er nødvendigt, at vi skal hen" ?
”Hvor vi står” ---- .
Nu kan jeg godt se, at jeg har trådt på en filosofisk landmine. Spørgsmålet om, ”hvor vi skal hen” er nemmere, for det må i sidste instans være op til den enkelte.
’Giv mig et fast punkt, og jeg skal bevæge verden’. Den sætning får en ny drejning, når verden er ved at forsvinde, for så skal vi gribe ind, uanset om vi har et fast punkt eller ej, og dermed kan det være lige meget, om der er et. Vi må bare gribe ind, og her tænker jeg på, hvad det er, vi griber ind ’med’?
Jeg tror, at jeg for mit eget vedkommende griber ind med alt det, jeg har med mig fra min egen historie og fra historien om menneskehedens lange vandring. Jeg har både skidt og kanel med. Derfor bruger jeg en del energi på at filtrere det ene fra det andet. Inderne har et pragtfuldt udtryk, Skelneevnens Kronjuvel, der går på at skelne sandt fra falsk, men også her mangler man det faste punkt at gå ud fra.
Vi er stadig ude i hængedyndet, som vi altid har været, men der er den afgørende forskel, at vi helt tydeligt står med ansvaret for planeten nu, dokumenteret, og vist i fjernsynet. Det er der mange, der ikke tør indse, og desværre gælder det demokratiske ledere, religiøse topfigurer og videnskabsfolk (der er uenige om deres kollegers udregninger, hvad hele skeptikerbølgen viste os).
@Niels-Simon: Ved gennemlæsning af din kommentar slog det mig pludselig, at jeg med mine tidligere kommentarer (om mine to fysiker-kollegaer) selv bidrager til at så tvivl om, hvorvidt videnskaben ved, hvor vi står, og hvor vi skal hen. Jeg aner ikke, hvorfor det først falder mig ind nu.
Men jeg anser naturligvis ikke disse mine to kollegaers holdninger til klimaforandringerne for at afspejle konsensus blandt de videnskabsfolk, der har sat sig ordentligt ind i tingene. Med andre ord håber jeg, trods alt, at disse mine kollegaer er i mindretal; men betryggende er det sandelig ikke.
@Gorm Petersen: Hvad har bevidsthedens gåde med klimavidenskab at gøre?
@John: Det er også min opfattelse, at der er udbredt konsensus mellem hæderlige videnskabsfolk. Der er nogle enkelte ’Rasmus Modsat’er’, og de kan gå hen og få en opmærksomhed, der langt overstiger deres bæreevne.
Klimabenægterne hører man ikke mere til, men er det, fordi de har vundet? I USA har de jo. Jeg hørte en politiker sige, at Jorden først gik under, når det var Guds vilje.
Bjørn Lomborg rører vist stadig på sig, og så længe politikerne ikke dømmer ham ude, er han vel inde?
Jeg tænker også på alt det bøvl, vi har haft her i trådene med skeptikerne (hvoraf flere vist har gået mere end 9 år i skole, en enkelt måske på universitetet).
Til JF:
At ønsket om at forlænge livet på Jorden, som under ingen omstændigheder kan forlænges på ubestemt tid (alt stof bliver til langbølger), kun er rimeligt, hvis livet er bedre end ikke-livet.
I dag kan vi ikke rådgive terminalpatienten m.h.t. hvor længe det er fordelagtigt for patienten at forlænge livet. Vi er snart i stand til at måle smerten - næste trin må være at kunne sige, ved hvilken grad af smerte, at døden er et for patienten fordelagtigt alternativ.
Svaret på spørgsmålet kan med 33.33% sandsynlighed vise sig at være, at ikke-livet altid er bedre end livet.
Det kan også forklare det radio-tavse univers.
Måske går der kun ca. 150 år fra en civilisation bliver i stand til at udsende radiobølger, der kan opfanges på lang afstand, til bevidsthedens gåde løses, og livet frivilligt bringes til ophør.
Liv synes at kunne tidsforsinke varmespredning fra stjerner. Den energi vi pumper op fra jorden (olie) skulle have været spredt for millioner af år siden. Måske gør det ondt at tidsforsinke spredning af energi. Måske er det en lettelse bare at give efter, og lade rumtiden gøre sit arbejde.
Den vinder jo alligevel til sidst.
@Niels-Simon: Det var nu også min opfattelse af dig (vedrørende hæderlige videnskabsfolk).
Mine to fysiker-kollegaers udsagn synes med al (u)ønskelig tydelighed at demonstrere, at der ikke er nogen entydig korrelation mellem uddannelsesniveau (ikke engang, hvis den er videnskabelig) og så ens holdning til klimatruslen. For det er vel snarere følelser frem for fornuft, der grundlæggende betinger folks reaktion.
Hvis man skal dømme efter kommentarerne til denne artikkel, er der stadig mange folk, som tror på verdens snarlige undergang i en stor klimakatastrofe. Videnskabsmanden Dr James Hansen, NASA, som er en af lederne af Global Warming Mafiaen, har personligt forudsagt, at hvis ikke president Obama, får gjort noget ved det før Jan 2013, så er det for sent. Det kan han ikke. Så de troende må hellere forberede sig på verdens undergang. Vi ikke troende tager det mere med ro.
Vi har ikke noget klimaproblem, som vi ikke har haft i de sidste tusinde år. Vi har et energiproblem og et forureningsproblem, og vi gør ikke noget alvorligt for at løse dem. CO2 er ikke nogen forurening, det er en del af fødekæden. Det bruges af planter i fotosyntesis til at fremstille de forbindelser, som planterne lever af. Det er derfor livsnødvendigt for alle planter og for vor føde. Det findes i luften, men langt den største del findes i havet. Når luften går over havet, opsuger den CO2 fra vandet, så det er latterligt at ville fjerne CO2 fra luften, den bliver øjeblikkeligt erstattet når den går over hav.
Grundlaget for det såkaldte klimaproblem er dataforfalskning. Uheldigves er der ingen straf for dataforfalskning, som der er for pengeforfalskning, så de skyldige kan ikke straffes . I 1999 fandt en videnskabsmand, Michael Mann, doktor i paleoklimatologi, ud af, at temperaturkurven for middelalderen kunne ikke bruges i hans forretning. Denne kurve viste, at omkr. år 1200 var det meget varmere end idag. Isen på Grønland var væk, havoverfladen var ca 4 meter højere end i dag, hvilket viser, det var meget varmt over lang tid. Derefter blev det meget koldere omkr.år 1600 fulgt af en langsom temperaturstigning til nutiden.
I stedet for lavede han en ny kurve, populært kaldet Hockey Stick kurven. Den viste en flad kurve bestående af tusinder af temperaturmålinger op gennem middelalderen . Disse målinger eksisterer slet ikke, termometeret blev først opfundet omkr.1724. Kurven afsluttede han så med en pludselig brat temperaturstigning omkr. midten af 1900 tallet, det er en fatale Global Warming. Kurven passede lige akkurat ind i kurven for olieforbruget og for CO2 og beviste dermed , at CO2 var grunden til temperaturstigningen. Global Warming var dermed videnskabeligt bevist. Meget smart !
Dr Mann blev hurtigt støttet af en masse videnskabsmænd og politikkere,f eks Al Gore, som lavede en glimrende og stærkt overbevisende film om Global Warming. De så heri store muligheder for penge og indflydelse. Kurven blev anerkendt af Intergovernmental Panel on Climate Change ( IPCC) og mange regeringer, også den Danske.
Mange kemikere og meteorologer indvendte ganske vist, at CO2 slet ikke kunne indeholde ret mange kalorier ved normal tryk og temperatur og mange andre stillede spørgsmål om hans metode. Men disse folk fik at vide, at de skulle bare holde kæft og ikke blande sig i den nye Global Warming Mafias forretningsaffærer, og tidsskrifter fik at vide, at de ikke skulle trykke noget, der stillede spørgsmål ved eller kritiserede Global Warming. Det ved vi fra en masse Global Warming emails, som blev offentliggjort på internettet. Det er det man kalder Klimagate Skandalen.
Klimaet forandrer sig hele tiden styret af solen og en massse faktorer, som “videnskaben” enten ikke forstår eller vælger at ignorere.
Virkelig forurening af naturen er hvad vi burde koncentrere os om at løse.
# 2. december 2010 kl. 04:34
@Kristian Sørensen: http://ing.dk/artikel/91460-forskere-vi-er-tvunget-til-at-manipulere-med....