Kronik

Om gudfædre, netværk og social mimicry

Når en af det offentlige livs gudfædre stilles over for to i hans egne øjne lige berettigede forfægtere af den samme sag, vil han vælge den, der kan gøre gengæld med mest returkommission i kraft af renommé, fryns og sociale netværk
Når en af det offentlige livs gudfædre stilles over for to i hans egne øjne lige berettigede forfægtere af den samme sag, vil han vælge den, der kan gøre gengæld med mest returkommission i kraft af renommé, fryns og sociale netværk
Debat
30. december 2010

Mimicry kaldes dyrs og planters evne til at efterligne andre arter for enten at tiltrække eller afskrække dem.

Dem, der kunne finde på at spise os, afskrækker vi enten ved at ligne arter, der omvendt kunne tænke sig at spise dem, eller ved at ligne arter, der ville give dem mavepine.

De arter, som vi selv kunne tænke os at spise, vil vi derimod tiltrække enten ved at ligne nogen, de selv gerne vil spise, eller ved at ligne nogen, de gerne vil parre sig med.

I menneskelivet findes lignende mimicry-fænomener. Mennesker ønsker at gifte sig opad også i overført betydning ved at omgås folk, der er dem overlegne i rigdom, magt, social kontaktflade, viden eller evner. Formålet er at få del i den overlegnes fordele i livet i kraft af uddelegering.

Men hvorfor skulle den rige uddelegere magt og goder? Fordi selve evnen til at gøre dette er en vigtig del af hans sociale bytteværdi: En Joakim von And gider ingen jo omgås.

Denne bytteværdi er nok det, der normalt kaldes status. Status er blevet en kliché, og ligesom med andre klicheer må vi vende bøtten og spørge: Hvad handler det egentlig om?

Fordelen ved status må være en større adgang til alle de goder i livet, som enten er af social art, eller som formidles socialt: Kort sagt næsten alle goder bortset fra helbredsfaktorer samt medfødte potentialer. Selv materielle goder er socialt formidlede for vi ansætter jo folk på deres sociale ansigt. Ja, vi kan endda antage, at social status biologisk set kun har værdi, fordi den giver bedre adgang til højere levestandard og dermed også bedre forplantningsmuligheder.

At narre fattigrøvene

Disse to goder er atter koblede på den måde, at uanset personlige egenskaber må det være vigtigt for en potentiel partner, hvilke materielle vilkår man kan tilbyde sit afkom ellers kunne gode gener endda blot føje spot til skade. Også selve vor tiltrækning til materielle fordele må vel yderst forstås i forplantningens perspektiv: Materielt gode kår giver os både længere tid og mere rum til at forplante os.

Vor overvejelse omkring status forklarer også, hvorfor den rige overhovedet kan have interesse i at give andre end den helt nære kreds del i sin rigdom. Denne krumtap er vigtig, når vi hævder, at mennesker ved en art mimicry ønsker at omgås bedre stillede ved at fremstå som deres ligemænd for at få del i deres goder. Den stenrige opdager snart forskellen; men blot du selv virker uafficeret af den og også selv yder efter ringe evne så virker din mimicry. For en stor høvding behøver mange undersåtter.

Noget lignende gælder når Dronningen gæster et firma: Hendes besøg virker som et indiskutabelt lurmærke just fordi det er under hendes værdighed at besøge enhver biks. Men firmaets vælde og adel virker atter tilbage og højner Hendes Majestæt ved et Münchhausensk trick: For et så stort firma nøjes ikke med en ringere gæst end landets ypperste.

En anden fordel ved at kende bedre stillede folk er at man dermed kommer til at ligne dem og således ikke kun får del i deres materielle fordele med den afledte status, det giver men også opnår øjeblikkelig status udadtil ved at give andre indtryk af at kunne tilbyde dem fordele som dem, de kunne opnå som ven af den virkelige rigmand.

Hvor vi først så på fordelene ved at narre (smigre) den rige, så taler vi nu om fordelene ved at kunne narre de andre fattigrøve. Men læg mærke til, at for at narre de andre fattigrøve må vi narre den rige først: For det er jo kun ved at narre ham til at omgås os som ligemænd, at vi bliver i stand til også at narre fattigrøvene til at opfatte os som hans ligemænd.

Studieværterne

Disse overvejelser er belysende for vort forhold til det offentlige livs impresarier i form af allehånde studieværter, forlæggere og andre dørvogtere. Disse forskellige gudfædre har mulighed for at forhøje andres status ved at bevilge dem eksponering, omtale og taletid. På den anden side er meget af deres egen status afledt af kvaliteten af dem, de inviterer og ophøjer.

Den blotte rå magt til at invitere giver dem nok nogen status men ikke den del man kunne kalde personlig respekt. Og derfor er det offentlige livs mange studieværter lige så afhængige af dem, de inviterer, som deres gæster er afhængige af at få lov til at mænge sig med dem offentligt.

Nuvel, vil dette så sige, at en studievært, en forlægger, en redaktør osv. uden videre ønsker at invitere de ypperste for selv at fremstå som de ypperstes ligemænd?

Næppe altid, og ved nærmere eftertanke forstår vi hvorfor: Ganske som med rigmændene er her nemlig tale om mimicry og hvis mimicry skal virke, så må forskellen ikke være for tyk. Gudfædrene vil derfor nok gerne gifte sig opad, men ikke så højt, at forskellen bliver åbenlys. Derfor fremgår formatet hos en redaktør, forlægger eller studievært af deres naturlige præferencer.

For selv om ingen studievært vil afvise en Nobelprismodtager og den glans, denne ville tilføje hans program så vil han dog blandt folk, der ikke har modtaget nævnte pris, ofte foretrække typer, der heller aldrig risikerer at få den. I det første tilfælde drypper nogen afledt status på degnen; hertil kommer at de to i det mindste har en helt igennem reglementeret adkomst fælles.

En bekendt og jeg lo i sin tid, så tårerne trillede, da Michael Meyerheim havde Tor Nørretranders i studiet på udgivelsesdagen for Mærk verden og profetisk sluttede af med de selvopfyldende ord:

»Tillykke med succesen!«

Michael Meyerheim tilbød således succesen i bytte for et stænk professoral parfume.

Magtens mænd

Men et helt uofficielt talent tilbyder ingen sådan returkommission og sætter endda ved sin væsensfremmedhed let en meget reglementeret modpart i komisk relief. Algebraisk udtrykt: »Jo bedre du er end mig, desto højere officiel status må du tilbyde for at neutralisere min naturlige afsky.«

Af samme grund vælger magtens mænd ofte ufarlige typer som deres højre hånd og kronprins. Men så længe gudfædrene undgår at ophøje åbenlyse tumper, vil folk bevare så megen respekt for deres dømmekraft og ærlighed, at de vil tænke:

»Hvis Gudfader virkelig kendte egnede emner til en Nobelpris eller en Oscar, så ville han rigtignok også invitere dem ergo må de, som han faktisk inviterer, også være landets ypperste. Og de, der jamrer over at være forbigåede, må følgelig være fallenter.«

Kort sagt står vi over for et paradoks: Skønt mangen gudfaders sande format måles på hans naturlige præference for det bundnormale, vil han i udøvelsen af denne præference søge at camouflere den: For både i verdens tillid til hans ærlighed og dømmekraft og i vor forventning til hans hverv ligger en tiltro til, at de som han præmierer, vitterlig er ypperlige. Og derfor vil vi slutte, at også gudfaderen må være en ypperlig person men kun hvis slagsiden ikke er for åbenlyst.

Kong Lear

Derfor ser vi i det offentlige liv en symbiose mellem gudfædre og gæster, der jobber hinandens sociale kurs op ved en art gensidig mimicry: Min modpart er som bekendt en meget stor person ergo må også jeg være ret betydelig på mit eget felt.

Den gensidige afhængighed beror på, at ingen af dem isoleret nyder lige så høj status som de opnår ved deres Münchhausenske trick. At det foregår ubevidst, er ikke mere mærkeligt end at mange psykopaters tricks udøves helt automatisk. For ganske som psykopaterne efterhånden erfarer, at selv de tykkeste løgne glider ned og derfor ikke behøver at spekulere over hvorfor sådan erfarer gudfædrene og deres gæster ligeledes, at deres rebtrick virker.

Dertil kommer, at deres forfængelighed ingen interesse har i at komme på sporet af sagens rette sammenhæng. Og derfor regner vi heller ikke med, at nogen vil gøre stads af os i anledning af dette stykke psykologisk algebra. Karen Blixen skriver et sted: »Et menneskes karakter kan bedømmes på, hvordan det ville have behandlet Kong Lear«.

Hvis hun har ret, står det rigtignok sløjt til med vor søde lille elite: For vi må konkludere, at når en af det offentlige livs gudfædre stilles over for to i hans egne øjne lige berettigede forfægtere af den samme sag, så vil han vælge den, der kan gøre gengæld med mest returkommission i kraft af renommé, fryns og sociale netværker.

Ja, selv i det tilfælde hvor den svage part er den klart mest berettigede eller sågar barnets sande mor, vil han/hun trække det korteste strå: For enhver indrømmelse af at verdslig medgang og officiel lurmærkning ikke altid er en uomtvistelig garanti, ville jo være en indrømmelse af at gudfaderens egen status så heller ikke nødvendigvis står helt til troende. Og af samme grund vil selv en hæderlig bankdirektør nok hellere præmiere en professor i astronomi end et isoleret astronomisk geni.

Henrik Bandak er filosof

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her