Kommentar

Hvorfor Omar al-Bashir ikke er en bøhmand

Hvis det sydlige Sudan vælger uafhængighed ved den forestående folkeafstemning, må Vesten tage ansvar for at sikre en fredelig overgangsperiode
Debat
29. december 2010
Der er valg i Sudan i næste uge, og præsident Omar al-Bashir (tv) har gjort sine kritikere 
 til skamme ved bl.a. ikke at prøve at stoppe valget, mener Simon Tisdall.

Der er valg i Sudan i næste uge, og præsident Omar al-Bashir (tv) har gjort sine kritikere
til skamme ved bl.a. ikke at prøve at stoppe valget, mener Simon Tisdall.

Det er et populært tidsfordriv i progressive kredse, ikke mindst i de samvittighedstyngede miljøer omkring skuespilleren George Clooney og andre berømte kampagneledere, at svine Omar al-Bashir til. Sudans præsident, som er blevet dæmoniseret af FN på grund af Darfur, dømt på forhånd af Den Internationale Straffedomstols chefanklager og sat i skammekrogen af vestlige regeringer, er en nem syndebuk. USA har altid behov for bøhmænd, og Bashir passer til beskrivelsen: en stor, besværlig, hidsig, sort, arabisk muslim.

Men med folkeafstemningen i Sudan den 9. januar, hvor den sydlige del af landet forventes at stemme for en løsrivelse fra Khartoum, nærmer sig, oplever Bashir-haderne hårde tider. Bashir har gjort sine kritikere til skamme ved ikke målrettet at forsøge at stoppe valget, ikke at forsøge at forhindre vælgerne i at registrere sig og ikke at hengive sig til trusler mod syden. Bashir har hidtil opført sig rimelig pænt. Det er særligt imponerende i betragtning af, at norden (som den del af Sudan, der regeres fra Khartoum, snart kan blive kendt) står til at miste 25 procent af sit territorium, store olieindtægter og 20 procent af sin befolkning, hvis syden løsriver sig. Enhver leder ville være nervøs i en sådan situation. Og Bashir, som snarere end en diktator er en slags overhøvding i Sudans Nationale Kongresparti, er sårbar. Han har ikke noget automatisk greb om magten.

Efter folkeafstemningen

»Perioden efter folkeafstemningen vil sandsynligvis blive præget af ængstelse i den nordlige del af landet, hvor bekymringerne for regimets holdbarhed og Vestens vil dominere,« siger Michael Ryder, som er Storbritanniens særlige repræsentant i Sudan.

Andre observatører har mere dramatiske analyser. De mener, at hvis syden løsriver sig, kan det opmuntre separatister i Darfur, i Nuba-bjergene i det sydlige Kordofan og i den østlige del af landet, hvilket vil fremskynde fragmenteringen af Afrikas største land. Aggressive nabostater kan finde på at udnytte, hvad de opfatter som svagheder. Og hvis den sydlige del af Sudan bliver selvstændig med amerikansk støtte og olierigdomme, kan den nye stat forsøge at underminere Khartoums indflydelse, territorium og rigdom.

I disse scenarier bliver Bashir den leder, der har »mistet« syden uden at få noget igen. Oppositionen kan måske se dette som det rette øjeblik til at reparere forholdet til USA og udlevere præsidenten til retsforfølgelse i Haag. Men kompromisløse islamister, som vil begræde det store forræderi, kan omdanne Sudan til en revolutionseksporterende islamisk republik som Iran.

Store spørgsmålstegn

Hvordan det sydlige Sudan skal gøre sig gældende i verden, har indtil videre ikke fået meget opmærksomhed. Den halvautonome regering i Juba, som har været ved magten siden underskrivelsen af en omfattende fredsaftale i 2005, skæmmes af ineffektivitet og korruption og er besat af at øge sine væbnede styrker (med amerikansk hjælp). Det sydlige Sudan er et af verdens mest underudviklede områder og har blot 150 kilometer asfalteret vej og næsten ingen infrastruktur. Og området er langt fra homogent. I sidste uge dræbte eller kvæstede oprørsstyrker, som er loyale over for en frafalden generel, 70 soldater. Selv om olien en dag kan gøre det sydlige Sudan til et stabilt land, er der lang vej igen. Det vil kun ske, hvis konflikterne med Kenya, Uganda og regeringen i Khartoum bliver løst; hvis der indgås aftale om deling af olieindtægterne; hvis spørgsmålet om den olierige Abyei-provins bliver løst; hvis de komplekse spørgsmål vedrørende borgerskab bliver løst, når titusinder (måske hundredetusinder) fordrevne fra den sydlige del af landet vender hjem med få eller ingen indtægtsmuligheder; og hvis landet bliver regeret på klog og ærlig vis. Det er nogle store spørgsmålstegn. Og ingen aner, hvordan terningerne falder.

Vigtige signaler

Der er forskellige ting, man kan gøre for at holde Bashir på den rigtige side og øge chancerne for en fredelig overgangsperiode. Præsident Barack Obama har for nylig givet en skriftlig garanti om, at USA ikke vil blande sig. Det er et vigtigt signal til det paranoide styre i Khartoum. Incitamenterne fra Vesten er tilsyneladende på tilbud for tiden og omfatter bl.a. ophævelse af sanktionerne, genindlemmelse i Verdensbanken og IMF, gældsaflastning og investeringer. Hvis Khartoum gør sig fortjent til det, skal løfterne indfries.

Storbritannien afsætter 140 millioner pund (1,2 milliarder kroner) til nødhjælp om året, det samme beløb til FN's fredsbevarende operationer og fremskynder for øjeblikket bevillinger til mad og husly forsyninger som en del af beredskabsplanlægningen. Denne støtte bør øremærkes og om muligt forøges. Bestræbelserne på at opnå fredsaftale for Darfur bør intensiveres, især i betragtning af de nye kampe i området.

Det ville også være forfriskende, hvis man kunne anerkende Bashirs evne til at holde sammen på tingene, selv om hans land er ved at gå i opløsning, og dermed tilskynde ham til at fortsætte med at gøre dette i kommende farefulde måneder. Den Internationale Straffedom-stol, George Clooney og alle de kendte korsfarere bør holde sig i baggrunden. Alt for mange liv afhænger af, hvordan tingene kommer til udvikle sig i begge dele af det nuværende Sudan.

© Guardian & Information 2010 Oversat af Mads Frese

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her