Kronik

Julens underfundige ateisme

Mennesket bliver først frit, når det forkaster Gud, lyder det fra ateister. Men måske forholder det sig i virkeligheden stik modsat? I denne sidste avis inden jul juleprædiker sognepræst Henrik Bang-Møller på tryk
Den mistanke, som også ramte de første kristne, burde også kunne ramme os: At vi er de virkelige ateister, fordi det kristne evangelium netop forkynder den himmelske Gud i lighed med et lille barn og en korsfæstet forbryder, mener sognepræst Henrik Bang-Møller.

Den mistanke, som også ramte de første kristne, burde også kunne ramme os: At vi er de virkelige ateister, fordi det kristne evangelium netop forkynder den himmelske Gud i lighed med et lille barn og en korsfæstet forbryder, mener sognepræst Henrik Bang-Møller.

Ditte Valente

Debat
23. december 2010

I en af de vel nok mest berømte skildringer af en juleaften i dansk litteratur får man et indblik i, hvor påtrængende julen i grunden også kan være for det overfølsomme sind. Det er i I.P. Jacobsens berømte roman Niels Lyhne fra 1882.

Afsnittet indledes med ordene: »Det var ganske uventet for Niels Lyhne bleven Juleaften«. Og dernæst følger man den ensomme helt, Niels Lyhne, trænge sig stædigt og insisterende gennem juleaftens for ham på én gang både anmassende og ubehagelige atmosfære.

Niels Lyhne er ateist. Han tror ikke på Gud. Og han holder fanen temmelig højt og svinger den også heftigt, når det kommer over ham. Han er ydermere en af den slags ateister, der rent faktisk ved noget om kristendommen. Dem savner vi i dag.

Men han er meget ensom. Ikke på den måde, at han ikke har mennesker omkring sig. Eller ikke kunne finde et selskab eller en familie, hvor han kunne fejre jul. Men ensom i langt videre og mere eksistentiel forstand. Eller sådan som I.P. Jacobsen selv skildrer hans sindstilstand: »Men der var en vis Illusion derover af slæbende Trin og dampende Luft; - syntes det ham, der var udenfor, og som ved sin Ensomhed blev polemisk stemt mod al denne Selskabelighed«.

Han synes, han står temmelig ene med den opfattelse, at kristendommen er humbug fra først til sidst. Og han ikke bare forsværger al dens religiøse glitterstads, som er særlig udpræget i julen, men er faktisk regelret fjendtligt indstillet over for den. Den skal bekæmpes. Det er i denne kamp og i dette fjendskab, han er mere end bare almindeligt ensom. Forladt af Gud og mennesker.

Gud ske lov - havde jeg nær sagt - møder han på vejen gennem denne juleaften en lidelsesfælle i Doktor Hjerrild på en restauration. Han kommer straks den ensomme Niels Lyhne i forkøbet ved at konstatere:

»Man kommer ikke her Juleaften med sin allerbedste Villie, og faar nødvendigvis en ydmygende Fornemmelse af at være sat udenfor, enten det saa er Andre eller En selv, der har gjort det,« hvorefter han ubetænksomt spørger til Niels Lyhnes ensomhed denne aften. Dét svarer Niels Lyhne kun meget undvigende på. Det er vel de færreste, der vil indrømme, de er ensomme!?

Brandtale for ateismen

Doktor Hjerrild angiver selv som begrundelse for sin selvvalgte ensomhed, at det er af hensyn til andres jul, han skåner dem for sit selskab:

»Det er den første Jul her, jeg ikke er hos en elskværdig Familie, jeg har kjendt hjemme fra min Fødeby, men jeg har faaet den Idé, at jeg var i Vejen, naar de sang deres Julesalmer. Ikke saadan, at de generede sig, det var de alt for dygtige til, men det berørte dem uroligt, at have En siddende, for hvem de Sange kun var sungne ud i Luften, intet Steds hen, det tror jeg da.«

Halvt resignerer, halvt forklarer han for Niels Lyhne, der ude på gaden umiddelbart bagefter samtykker: »Vi er nok saa temmelig husvilde i Aften.«

Doktor Hjerrild er stadig ung, men en smule ældre end Niels Lyhne og har således også gjort bedre erfaringer som en lidt mere forsigtig og stilfærdig ateist. Og for ham tager ateismen sig derfor heller ikke så enkel og ligetil ud som hos den både unge og idealistiske Niels Lyhne, som han advarende formaner: »Kristendommen har Magten. Det er dumt at lægge sig ud med den regerende Sandhed ved at agitere for Kronprinds-Sandheden.«

Dernæst udbygger og nuancerer Doktor Hjerrild sin stilfærdige ateisme med yderligere formaninger om tilbageholdenhed og ydmyghed i en realistisk erkendelse af at være i opposition til den herskende sandhed. Indtil hans enetale pludselig bliver afbrudt af »Kvinder og Børns klare Røster«:

Et Barn er født i Bethlehem,

Bethlehem!

Thi glæder sig Jerusalem.

Halelujah, Halelujah!

»Der er ingen Gud, og Mennesket er hans Profet!« reagerer Niels bittert, men også bedrøvet. Og nu lader han al forsigtighed fare og ser stort på alle hensyn og ender derfor med at forsvare ateismen med det, der mest af alt minder om en regelret vækkelsesprædiken, som jeg vil citere i sin fulde længde, fordi den skaber en meget tiltrængt balance i forhold til julens traditionelle og lidt anstrengte sødme og sentimentalitet:

»Fatter De da ikke, at den Dag, Menneskeheden fri kan juble: der er ingen Gud, den Dag skabes der som med et Trylleslag ny Himmel og ny Jord. Først da bliver Himlen det fri, uendelige Rum, i Stedet for et truende Spejderøje. Først da bliver Jorden vor, og vi Jordens, naar hin dunkle Saligheds og Fordømmelses Verden derude er bristet som en Boble. Jorden bliver vort rette Fædreland, vort Hjærtes Hjem, hvor vi ikke er som fremmede Gjæster en stakket Tid, men al vor Tid. Og hvilken Intensitet vil det ikke give Livet, naar Alt skal rummes i det, og Intet er lagt hen udenfor. Den uhyre Kjærlighedsstrøm, der nu stiger op mod den Gud, der troes, naar Himlen er tom, da vil den bøje sig hen over Jorden, med elskende Gang imod alle de skjønne, menneskelige Egenskaber og Evner, som vi har potenseret og smykket Guddommen med, for at gjøre den vor Kjærlighed værd. Godhed, Retfærdighed, Visdom, hvem kan nævne dem alle? Begriber De ikke, hvilken Adel det vil brede over Menneskeheden, naar den frit kan leve sit Liv og dø sin Død, uden Frygt for Helved eller Haab om Himmerig, men frygtende sig selv, og med Haab til sig selv? Hvor vil Samvittigheden ikke vokse, og hvilken Fasthed vil det ikke give, naar daadløs Anger og Ydmyghed Intet mer kan sone, og ingen anden Tilgivelse er mulig, end at gjøre godt med Godt, det Onde, man forbrød, med Ondt.«

Efter denne brandtale for ateismen udbryder en lettere betuttet Doktor Hjerrild: »De maa have en vidunderlig Tro paa Menneskeheden; Atheismen vil jo komme til at stille større Fordringer til den, end Kristendommen gjør«; og slutter så endelig med at karakterisere Niels Lyhnes livsanskuelse som »den pietistiske Atheisme«. Altså ikke ulig den fromhed, som også kendetegner alvorligt troende mennesker.

Forskellen på tro

Og så er vi af mærkværdige omveje pludselig tilbage til udgangspunktet: troen på evangeliet - og i denne tid navnlig i den skikkelse, hvori det klæder sig hos det lille barn i Betlehem.

Der er en god portion underfundig ateisme i både julens og påskens evangelium. I det lille Jesusbarn i krybben helt bogstaveligt afklæder Gud sig al sin i hvert fald synlige almagt. Hvis Gud har al magt i himlen og på jorden, er det i hvert fald hverken hos det lille Jesusbarn i krybben eller hos den korsfæstede frelser, han viser det. Det er meget vanskeligt at forestille sig barnet i krybben som skabermagten bag universet, jorden og mennesket. Hvad kan det lille barn, andet end at skide i bleen og holde sine forældre beskæftiget og bekymret?

Navnlig da han senere hen så småt begynder at opføre sig, som om han er Gud. Sådan nogle plejer man som regel at indlægge på den lukkede.

Når man så alligevel vover at tro på evangeliet om dette lille barn og den korsfæstede og opstandne frelser, så kunne det måske for en del af os hænge sammen med, at vi akkurat i kraft af dette evangelium betragter os som en slags ateister under hyppige og temmelig påtrængende anfægtelser. Den mistanke, som også ramte de første kristne, burde også kunne ramme os: At vi er de virkelige ateister, fordi det kristne evangelium netop forkynder den himmelske Gud i lighed med et lille barn og en korsfæstet forbryder. Altså Gud skjult i sin absolutte modsætning: i afmagten og hjælpeløsheden. Dét forstod Niels Lyhne, Doktor Hjerrild og i øvrigt ateisten over alle andre ateister: Friedrich Nietzsche. Med fornuften i det mindste. De ville bare ikke omfatte det med tro. Deri er forskellen mellem de to slags tro.

Så man skal ikke blive overrasket, endsige forskrækket, hvis man hos sådanne ateister pludselig kan genkende både tanker og forestillinger, som man til dels kan kende hos sig selv. Og sidst, men ikke mindst også genkende i det højst mærkværdige evangelium om den almægtige Guds vej til menneskers hjerter og sind. For dér at skabe tro, håb og kærlighed, som overgår enhver forstand, og som derfor kun kan begribes i tro.

På denne facon er jule-evangeliet forkyndelsen af lysets sejr over mørket og alle dets kræfter; om Guds kærlige ansigtstræk i et lille menneskebarn, hvori han, skjult for den nøjeregnende, ud-øser sin nåde og barmhjertighed. Om Guds storhed i det små. Og endelig om en kristen højtid, der bringer familie og venner sammen om hinanden og lader os varme os ved hinandens kærlighed og hengivenhed. Så ensomheden ikke slår rod i os.

En kærlighed og varme, som i sidste instans nærer sig ved det lille barn i krybben julenat, hvori Gud blev menneske og fik et ansigt, som ethvert menneske kan genkende - i tro, håb og kærlighed.

Rigtig glædelig jul!

Henrik Bang-Møller er sognepræst

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Arash
Der findes ingen mennesker uden frygt.

Og jeg vil til enhver tid forsvare din ret til at tro.

Men der er ikke mange Religiøse der vil forsvare min ret til ikke at tro.

Bjarne Hansen

Du bestemmer selv hvad du vil gøre, det er det der betyder noget. Og andre bestemmer selv hvad de vil gøre. Religion giver folk et valg, at tro eller ej, at gøre det gode eller det negative. Det er rigtigt at indbygget er en selvpromovering i det, men det er vel okay?

For at hjælpe på vej vil jeg, som en der tror på Gud, forsvare din ret til at ikke tro på Gud.

- Arash

Det er et grundvilkår at tvivle. Også de der tror tvivler som Henrik Bang Møller rigtigt påpeger. De der ikke kan leve med tvivlen bliver enten ateister eller fundamentatister der ønsker tvivlen udryddet med bål og brand så deres egen indre tvivl kan forstumme.
At tvivle kan være angstprovokerende - men det kan også være frugtbart at lade uvisheden råde. Hvorfor skal man 'lukke den dør' med selvbedragiske løgne?
Vi vil jo aldrig få vished

Tak Arash,
Dette beviser jo at tro/ikke tro ikke behøver at adskille mennesker.

Du hører desvære blandt de sjældne som er så tollerant.
Se bare på USA, hvor de fleste mener at Ateisme er den største trussel imod menneskerheden, og det er på tværs af alle Amerikanske religiøse holdninger.

Bjarne Hansen

Jeg synes ikke det er fair at dømme religion ud fra menneskelig adfærd. Jeg der ser på Gud som guddommeligt, og kan derfor ikke forstå hvordan definitionen på Gud kan ændres. Gud er statisk god, det er det jeg tror på. Aldrig vil gud være negativ, for så modsiges det guddommelige. Om hele verdens befolkning sagde de var troende men handlede negativt, ville det ikke ændre Gud og dets Guddommelige.

Tiderne har vist os hvordan moral og etik ændres, hvad der i dag føles og menes rigtigt kan om årtier være modsat. Men tanken og troen på Gud vil forblive statisk.

- Arash

Arash:
Det er jo Religionerne der beskriver Gud som Dømme eller Belønnene, straffende eller overbærende.

Gør du dette kommer du i Paradis, eller gør du noget andet kommer du i Helvede.

Så i princippet peger du så på en Religion hvor man forkaster alle Hellige skrifter(Biblen, Koranen, Toraen osv.) og kun har en opfattelse.
Gud er god.
Og hvordan du så ellers vil indrette din tro er helt op til dig selv.

menneskenes evner til at begribe det guddommelige ligger jo langt udenfor de øvrige slags dyr, her på kloden.

det siges i øvrigt at mange af de dyr, da de overværede flaggelantismen, selvkastreringer m.m.
sku' ha' tænkt: årh, det gør ikke os så meget at vi mangler de evner.

Kim Gram:
Jeg tror at man skal passe på med ikke at forveksle diise underlige ting der skete i middelalderen med Politik kontra Religion.
Inkvisitionen f.eks. havde jo intet med Religion at gøre, og Luthers forkastelse af Afladsbreve havde heller ikke, det var ren og skær Politik.
Meget af det man kaldte udbredelse af Religion og Missionering var jo ikke andet end Magtudøvelse og tilranelse af kapital.

Nå men Godt Nytår alle sammen:-)

Uanset Tro, Overbevisnig eller mangel på samme.

@bjarne hansen

det er desværre ikke kun middelalder, det egentlige problem er at flaggelantismen m.m. stadig virker, såsom mennesker der "frivilligt?" arbejder som gul arbejdsstyrke.

@Bjarne Hansen: ” Meget af det man kaldte udbredelse af Religion og Missionering var jo ikke andet end Magtudøvelse og tilranelse af kapital”. Ja, men det politiske redskab man benyttede var religion. Det er en almindelig antagelse af relegions sociologien, at man i pre-politiske samfund, og samfunds grupper ofte støder på det fænomen, at religion anvendes politisk! At inkvisitionen også, foruden det religiøse, havde et politisk sigte fristiller ikke inkvisitionen i religiøs henseende. Husk på at middelalderens kosmologi, og verdens billede var religiøst ned i mindste detalje. For den tids mennesker var det ikke muligt at tænke og udtrykke a- religiøse tanker. Selve deres måde at tænke på var magisk!

det er desværre ikke kun middelalder, det egentlige problem er at flaggelantismen m.m. stadig virker, såsom mennesker der “frivilligt?” arbejder som gul arbejdsstyrke.(Kim Gram)

Du har ret, men er det så Religion eller Politik?

Jeg er ked af at forlade en ellers hyggelig debat, men familien står og river i mig.

For min skyld må folk tro eller ikke tro nøjagtig, hvad de ønsker, så længe det ikke forringer mit liv.

Kirkerne (og alle ritualerne, der udspiller sig i disse, herunder julegudstjenesten) må de kristne således gerne have for mig, så længe jeg ikke er forpligtet til at aflægge dem et visit hver søndag, og så længe det er mig muligt at undgå at betale kirkeskat ved at stå udenfor folkekirken.

Men i mine øjne forringer den kristne tro mit liv med forestillingen om, at kun Gud er herre over liv og død, for i hvilken grad bidrager denne forestilling til modstanden i vores samfund mod aktiv dødshjælp? Hvorvidt kristne ønsker at ligge og ralle, fordi de tror det en dødssynd at ende livet for egen hånd, det er helt fint med mig. Men tilskrives jeg reelt samme ret til at bestemme over, hvorledes jeg vil herfra, når tid er?

Glædelig jul (og pis mig i øret).

@ Kim Gram
Kun med evigheden af tid til rådighed, orker man lige at checke hvad citater på latin betyder.
Ingen fysiker med respekt for sig selv vil i dag påstå at Einstein fik ret i hans modstand mod Bohr og kvantemekaniken.

@bjarne hansen

det er desværre ikke kun middelalder, det egentlige problem er at flaggelantismen m.m. stadig virker, såsom mennesker der “frivilligt?” arbejder som gul arbejdsstyrke.(Kim Gram)

Du har ret, men er det så Religion eller Politik?

-----

at ofte er svaret på det spørgsmål: uanset...så

eksempelt her er jo også et eksempel på at ofte bør arbejderne reagere, uanset(!) slagsen af begrundelesforsøg, de være sig religiøse/politiske,
mod ( her eksempelvis ) gul arbejdsstyrke.

Mihail Larsen

Jeg prøver igen - efter mange indlæg, siden jeg skrev sidst. Hvorfor er det ikke OK at være agnostiker? Det betyder ganske enkelt, at 'om den slags kan man ikke VIDE noget'. Selv de troende må da acceptere denne definition som alment gældende. Hvis nogen vil hævde, at de VED, at religiøse dogmer er sande, så har vi ret til at kræve logiske og videnskabelige argumenter. Men TRO er jo netop - tro. Det er ikke viden. Det har selv den katolske kirke forlængst indset, og derfor går dens bestræbelse på at vise, at de to ting - tro og viden - ikke strider mod hinanden. Det kan vi andre have vores tvivl om, men det er også OK, når vi taler om VIDEN. Derimod vil det være idiotisk at hævde, at viden og tro er det samme. Så burde den debat være overstået.

For prins Knud: Der er mange ting, jeg tror på, men som jeg ikke ved. For mit eget vedkommende vil jeg helst have, at min viden stemmer overens med min tro, og derfor er jeg skeptisk over for min tro. Nogle fænomener i verden kan vi ikke (med sikkerhed) vide noget om. Det gælder f.eks. kulturelle værdier, æstetisk smag og seksuelle præferencer. Let it be. Det samme gælder religiøs overbevisning.

Gorm Petersen

Lars Jensen:

"Ideen om at universet er deterministisk og kausalt blev modbevist af kvantemekanikken. Det er ikke muligt at forstå elementarpartiklers opførsel som styret af årsag - virkning.
At denne ubestemthed af grundlaget for alt, så får dig til at mene at der må være en Gud (en skabende kraft), har jeg endnu tilgode at se et argument for."

GP: Hvor er logikken henne ? Du kan da ikke på samme tid erklære dig som tilhænger og modstander af kvantemystik - og så oven i købet overlade til mig at forsvare din forvirring ?

Jeg skrev da ikke at "fordi universet ikke er kausalt" må det være "Guds vilje" der råder.

Jeg skrev tværtimod at fordi Universet ER kausalt, er mennesket akkurat lige så viljeløst som alle andre materielle legemer, computere o.s.v..

En holdning der deles af de fleste hjerneforskere. Man har netop ikke kunnet finde strukturer, der kan give hjernen geigertæller-lignende egenskaber.

Og selv hvis man fandt dem ville de - som du jo selv foregriber - også kunne bruges som gudsbevis.

Kvantemystik ringeagtes i videnskabelige miljøer i samme grad som andre religioner.

At putte et kvantemekanisk raflebæger ind i en computer, vil efter langt de flestes opfattelse, ikke gøre den mere menneskelig.

M.h.t. begrebet "vilje" er vi tilbage ved problemet med "spøgelset i maskinen":

Hvordan kan der være plads til et spøgelse i den lille maskine hjernen, hvis der ikke er plads til et spøgelse i den store maskine Universet ?

Det er og bliver ateisterne, der har et forklaringsproblem.

Sider