Kommentar

Vi kan lære meget af kinesiske universiteter

På de kinesiske universiteter er de dygtigere til at fejre de studerende ved stolt at vise frem, hvad de kan, hvad de har bidraget til, og ved at give dem plads, så de får mere mod til at turde selv. Det kunne vi lære noget af her i Danmark
Debat
8. december 2010

Jeg er netop hjemvendt fra en kort og samtidig meget lang rejse til Kina flyet landede i Kastrup Lufthavn med en forsinkelse på 16 timer. Men der kom også noget godt ud af den lange rejsetid. Den gav mig nemlig masser af tid til at fordøje og reflektere over alle de mange indtryk fra min rejse til et land, der på mange måder er så forskelligt fra vores eget. Og der var masser af stof til eftertanke.

Anledningen til besøget var, at jeg sammen med to kollegaer skulle underskrive en samarbejdsaftale mellem RUC og East China Normal University (ECNU) i Shanghai. Med aftalen er det blevet besluttet, at man skal etablere et viden- og research-center, hvor Kina og Danmark skal udveksle viden og erfaringer inden for området læring. Idéen er, at vi sammen er klogere.

I Kina er man meget opmærksomme på og bevidste om, at man kan lære noget af Vesten og universiteterne i den vestlige verden. Den kinesiske læringsform er traditionelt set kendt for at være præget af udenadslære uden så meget af den kritiske tilgang, vi er kendt for i Vesten. I Kina er det hele lidt mere stift, tænker de fleste. I Danmark er vi mere afslappede, mindre hierarkiske og mere demokratiske. I Danmark reflekterer vi selvstændigt og lærer de studerende, at det er godt at stille spørgsmål. Og vi lærer gerne fra os til lande som Kina. Vi ved godt, at vi er lidt bedre til det med uddannelse, end de er derovre. Vi er bl.a. gode til at involvere og inddrage de studerende. Bedre end de er i Kina i hvert fald. Eller er vi?

Fejr de studerende

Lad mig illustrere min pointe med en lille oplevelse fra vores besøg på ECNU. Vi er til et seminar, som åbnes af en af universitets højt- respekterede professorer. Min forventning er, at hun vil tale en times tid åbne seminaret med en form for forelæsning, som skal gøre tilhørerne klogere på dagens tema, læring. Men efter blot fem minutter sker der noget overraskende. Bag hende står tre studerende, som hun nærmest skubber frem foran sig. På en venlig og sød måde. Lidt som en andemor, der stolt viser sine tre ællinger frem og samtidig viser dem, at verden ikke er så farlig endda. Nu er det deres tur til at vise, hvad de ved om området, og hvor dygtige og vidende de faktisk er. I Danmark er det som regel forskerne, der tager æren for forskningen og de opdagelser og konklusioner, den afstedkommer. Også selvom studerende har bidraget og hjulpet til med større eller mindre dele af forskningsprojektet.

I Kina handler det som studerende, og for universitetet, meget mere om stoltheden ved at vise, hvad man kan som studerende. Glæden ved og stoltheden over at have bidraget. Om at fejre de studerende. Give dem plads. Og mod til at turde selv.

Et juleønske

Det tror jeg godt, vi kunne lære noget af her i Danmark, også på RUC, hvor vi jo ellers synes, vi er eksperter i det med gruppearbejde og inddragelse af de studerende. Måske kan det blive endnu bedre. Flere af de kinesiske studerende bjergtog os desuden med virkelig velforberedte og professionelle præsentationer og et fantastisk flot og flydende engelsk. Og jeg fandt også ud af, at det er en fordom, at de studerende ikke er kritiske. Eksempelvis havde en af de studerende mod til at rejse sig op foran den store forsamling, vi var, og påpege, at det er problematisk, at ét parti vil styre, hvordan alting foregår, når det, som inden for deres felt, handler om viden og at lære at lære. Så jo, de er både kritiske og progressive i Kina, og måske er det i højere grad os, der kan lære af dem.

Så mit juleønske for dette år er: Lad os blive bedre til at fejre og anerkende de studerende, deres engagement, deres succeser og resultater. Også dem, der ikke syner af så meget.

Ib Poulsen er rektor på Roskilde Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Af de tre universiteter jeg har været på (RUC, IT-U, Oxford) var RUC absolut det sted, hvor studerende blev taget mindst alvorligt.

Én underviser bad mig "komme tilbage når [jeg] har min bachelor", da jeg spurgte hende om jeg på nogen måde kunne blive involveret i hendes forskning som lå lige op og ned ad min egen forskningsinteresse. Dét var hovedårsagen til at jeg flyttede til IT-U, hvor de ansatte elsker at studerende involverer sig i forskning, og grunden til at jeg studerede videre på Oxford for forskerne forventer det.

Juleønsker er fine nok. Jeg ønsker mig f.eks. fred på jord og en millard i banken. Men hvad har du tænkt dig at gøre ved det?

Puha, alle de ting man kunne sige om RUC. Jeg tror de, pga af deres undervisningsform, kan dyrke både de bedste og de værste. Dette skyldes, at der pga. gruppeformen er meget stor mulighed for free riding, men til gengæld kan de mere fokuseret studerende finde områder som interesserer dem og dykke ned i dem med stor selvbestemmelse.

Jeg synes det er meget sødt at Ib siger at de synes de på RUC er eksperter til gruppearbejde og inddragelse af de studerende, når det de egentlig gør er at sige til de studerende at de selv skal finde nogen mennesker de vil skrive med og så skrive om et emne de selv bestemmer (½ af et semester) og ellers får de en lang litteraturliste med tekster de kan få refereret til forelæsningerne (½ af et semester). Det kan man vel godt kalde selvstændighed og inddragelse. Men man kan også kalde det selvstudie.

Hvilket påny bringer diskussionen om det erhvervs-styrede universitet på banen. Valget er enkelt: viden eller penge, hvad betyder mest? Man smider hoveder ud med badevandet for tiden, pasta!...

Med venlig hilsen

mht.. vi kan lære meget af kinesiske universiteter !

jep ! "for takket være vko og deres bagmænd m/k "

er vi stadig der, hvorfra vi stort set har brug for, og

kan lære af, stort set, alle.

Hmmm... Det minder mig lidt om alle de fantastiske "sådan skal vi også gøre!"-budskaber, folk kom hjem med fra Japan i 80'erne. Jeg håber, at Ib Poulsen har sat sig ordentligt ind i sagerne og ikke bare lader sig dupere af en enkelt oplevelse på et enkelt universitet. For mig klinger det ikke udelukkende positivt at professoren skubber eleverne frem på den andemor-agtige måde. Ved Ib Poulsen fx, hvor mange elever, der ikke bliver taget under vingen, fordi deres ideer ikke passer til andemors? Lektor Blomme kunne også godt lide at lade Edvard fortælle om anden puniske krig, indtil alt det med manus nigra.

Lad mig understrege, at det ikke er retoriske spørgsmål, jeg kommer med. Det kan godt være at pågældende universitet simpelthen er rigtigt godt for eleverne, men man skal som bekendt aldrig drage forhastede konklusioner.