Kommentar

Kludder i uddannelsesfabrikken

Hvis der ikke snart sker en drastisk ændring af universitetsstrukturen, risikerer vi at tabe hele vores universitets-tradition på gulvet
17. december 2010

De halvt nedrevne bygninger på Københavns Universitets humaniora-del virker for tiden underligt symbolske; deres tilstand passer kun alt for godt til sindsstemningen blandt menneskene derinde. En mere og mere udtalt følelse af at humaniora går sin snarlige undergang i møde, breder sig.

Den seneste anledning til bekymring var dekan Kirsten Refsings Strategi for et fremtidigt uddannelseslandsskab. Med forslag om sammenlægningen af adskillige af de mindre fag, blæste dekanen til kamp imod de økonomisk urentable småfag. Heriblandt mit eget, Klassisk Græsk og Latin. At et sådant fag med tilsammen sølle 30 optagne om året kunne tænkes at bidrage med noget andet end de store fag, synes ikke at være fal-det dekanen ind. Den høje beskæftigelse blandt de færdiguddannede, det velfunge-rende studiemiljø og den kompetente forskningsbaserede undervisning nævnes ikke med et ord i overvejelserne om fagets fremtid.

Det er imidlertid meget betegnende for dekanens ledelsesstil, at et udspil til fremtidens humaniora tager udgangspunkt i kortsigtet økonomi og rationalisering. Resultatet er et udspil, der fuldstændig overser de en-kelte fags særkender og udelukkende fokuserer på produktionen af STÅ (beståede eksaminer og grundlaget for udbetalingen af taxameterpenge til universiteterne). Universitetet betragtes simpelthen som en produk-tionsvirksomhed. Produktet der produceres er STÅ, og kunden er den danske stat, som står for udbetalingen af taxameterpengene. I et sådant system er der selvsagt ikke megen plads til hverken studenterdemokrati eller højtsvævende dannelsesidealer. Undervisere såvel som studerende sættes i effektiviseringens navn uden for indflydelse, og der foku-seres på kortsigtede og centralt styrede løsninger på problemer som f.eks. frafaldet blandt studerende.

I denne fabriksideologi spiller arbejdsmarkedet interessant nok kun en marginal rolle. I sidste ende kan det være lige meget om de færdiguddannede kandidater kan få job eller ej; taxameterpengene udbetales uafhængigt af den senere beskæftigelse, og mange færdiguddannede kandidater bliver således et mål i sig selv.

Demokrati fjernet

Dette syn på universitetet er dog ikke et produkt af dekanens egne overvejelser. Det ligger dybt indlejret i universitetsloven fra 2003. Med denne lov privatiseredes universiteterne, og man indførte den nuværende taxameterordningen - hele kilden til den ensidige fokus på STÅ. Vigtigere endnu så var det denne lov, der fjernede enhver form for demokrati fra de danske universiteter. Godt nok bevarede man de fleste af de hidtidige nævn og råd, men med den afgørende ændring, at ledelsen til enhver tid kan tilsidesæt-te disses meninger og gennemføre, hvad dén finder nødvendigt. Rektor er hermed udnævnt til enevældig monark af kongeriget KU og står nu kun til regnskab overfor - man fristes til at sige Gud, men det er nok i første omgang bestyrelsen. Denne struktur har i enestående grad sat universitetet på den anden ende, og følelsen af magtesløshed breder sig i universitetets nedre lag.

Det er selvsagt uhyre alvorligt. Uden de ansattes og studerendes engagement er universitetet, som vi kender det, utænkeligt. Og det er disse engagerede ansatte og studerende, man risikerer at fordrive ved at udelukke dem fra enhver form for indflydelse. Udviklingen er sådan set allerede i gang, godt hjulpet på vej af universitetets økonomiske problemer. Når en egenrådig ledelse, der selv har vokseværk, gennemfører nedskæringer, bliver resultatet frustration. Rapporten Follow the Moneys afsløring af den ret betydelige stigning i udgifterne til især den centrale administration, kom således samti-dig med en forkortelse af semesteret på humaniora fra 14 til 12 uger. Som studerende er det svært ikke at sætte de to ting i forbindelse med hinanden, ligegyldig hvad ledelsen måtte udpege som årsag til nedskæringerne.

At man på denne måde er tvunget til passivt at se til, mens universitetet er ved at administrere sig selv ihjel, er som en tærende gift for motivationen. Gang på gang for-undres man over, hvordan så mange af de ansatte formår at holde gejsten oppe, og man fyldes med beundring for deres kærlighed til de fag de har valgt. Det er disse mennesker, der sørger for, at humaniora stadig er et vel-fungerende uddannelsessted. Men selv de mest engagerede mennesker har en smertegrænse. En smertegrænse som topstyringen og det snærende bureaukrati for tiden sætter på en hård prøve. Sagt mere direkte: Hvis der ikke snart sker en drastisk ændring af universitetsstrukturen, risikerer vi at tabe hele vores stolte universitetstradition på gulvet. Og hvordan ser udsigterne til et fremtidigt videnssamfund i verdensklasse så ud?

Tue Søvsø er stud. mag. i latin

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Wolf Wucherpfennig

Dette er en præcis beskrivelse af, hvad der sker med universiteterne verden over under den neoliberale kulturrevolution. Tidligere var videnskab et offentligt gode, der skulle komme så mange som muligt til gode, og som blev til under en diskussion på det enkelte fags præmisser. Dvs. at fx en arkæolog ikke blev bedømt efter, om han eller hun var blevet et troende eller et rigt menneske pga sit arbejde, men om vedkommendes resultater fandt anerkendelse blandt fagkollegerne. Nu til dags er videnskab derimod et privat gode, der skal sælges og bliver vurderet efter, om det giver indtægter. Derfor må resultaterne ikke offentliggøres, hvis de modsiger sponsorernes interesser eller endnu ikke er patenteret. Der hvor der ikke er et markedet for de enkelte fag, simulerer man markedet ved at vurdere resultater efter kvantitative principper, der intet har med kvalitet at gøre. Desværre er ikke så få af de nye managere, der skal styre universitetsfabrikkerne efter disse fagfremmede kriterier, tidligere videnskabsfolk, der ikke havde forstået, hvad videnskab er og derfor ikke kom videre i deres karriere.