Den rige del af verden vånder sig efter en økonomisk lånefest. Problemer med over- belåning og for let adgang til kredit har skabt en økonomisk krise, vi stadig døjer med. Hvorfor skulle lån til verdens fattigste altid være positivt? Et overdrevet fokus på kredit har store slagsider både her og i den fattige del af verden.
Det gælder også for den såkaldte mikrokredit. I en årrække har der været stor begejstring for låneformen i udviklingsarbejdet både herhjemme og i udlandet. Og umiddelbart er der også mange fordele ved mikrofinans. Millioner af fattige har fået adgang til finansielle ydelser på bedre vilkår end dem, de lokale lånehajer kunne tilbyde.
Men dokumentaristen Tom Heinemann sætter i sin dokumentar Fanget i mikrogæld fokus på de ulykkelige låntagere, som er fanget i bundløs gæld. Dem møder jeg også rundt omkring i landsbyer i så forskellige lande som Uganda og Nepal gennem mit arbejde. På baggrund af de erfaringer har CARE opbygget lokale spare-låne-grupper som et fattigdomsvenligt alternativ til de kommercielle mikrofinansinstitutioner.
Gennem 20 år har CARE trænet over tre millioner fattige kvinder og mænd i selv at forvalte opsparing og udlån i lokale spare-låne-grupper. De mange tusinder spare-låne-grupper er finansielt og institutionelt uafhængige af de kommercielle banker, og der kommer ingen udefra og kræver renter og afdrag af medlemmerne. Lånene baserer sig udelukkende på medlemmernes egen opsparing.
Mange fordele
Det lyder måske sært, at selv meget fattige mennesker kan spare op. Men kigger man efter i gemmerne hos selv meget fattige familier, vil man oftest finde en del krøllede pengesedler på kistebunden, der gemmes til svære tider, til betaling af børnenes skolegang eller til jul. Sikker opsparing og forsikring efterspørges i høj grad af de fattigste. Det overdrevne fokus på kredit alene kommer ikke altid fra de fattige selv, men fra mikrofinansudbyderne.
Det gør spare-låne-grupper anderledes på en række punkter:
Opsparing: Frem for at fokusere på lån, har metoden fokus på opsparing. Medlemmerne mødes ugentligt og sparer op i en fælles kasse, og deres opsparing kan til enhver tid hæves og giver dermed en form for forsikring i dårlige tider. Grupperne giver et langt højere afkast på opsparing, end de fleste finansielle serviceudbydere kan tilbyde, fordi renteindtægterne på lån giver ekstra penge i kassen som udbetales til medlemmerne selv proportionelt med deres opsparing.
Sikkerhedsnet: I gruppen sparer medlemmerne også op i en særlig social fond, som går til at dække akutte udgifter til for eksempel sygetransport, medicin eller begravelser.
Små lån: I grupperne kan medlemmerne tage lån, men de kan maksimalt låne tre gange deres samlede opsparing. Den regel er indført for netop at undgå overbelåning og gældsfælder - men også for at give incitament til opsparing.
Fleksible vilkår: I modsætning til mikrofinansinstitutioner, der har faste vilkår for tilbagebetaling af afdrag og renter, er spare-låne-grupperne mere fleksible. Tilbagebetalingsvilkår forhandles i gruppen. Gruppepresset er med til at sikre tilbagebetalingsrater på tæt ved 100 procent, men gruppesolidariteten gør også, at man typisk accepterer forsinket tilbagebetaling, hvis det enkelte medlem er i krise.
Selvvalgt rente: Renten fastsætter medlemmerne selv. Grupperne får selv glæde af renten, som er en form for ekstra opsparing i den fælles pengekasse. Der kommer ingen og opkræver renten, og der går ingen penge til administration. Renteindtægterne udbetales typisk årligt sammen med den enkeltes opsparing.
Fuld gennemsigtighed: I spare-låne-grupperne er der ingen overordnet administration eller ledelse, der kan snyde medlemmerne. Alle transaktioner foregår foran alle medlemmerne på de ugentlige møder. Kassen tælles op i starten af mødet, og alle bedes huske tallet, inden kassen lukkes igen med tre låse, som tre forskellige personer har nøglen til. En fjerde har kassen med hjem. Det skaber total gennemsigtighed.
CARE er en humanitær organisation, ikke en bank. Derfor forsøger vi ikke at lave bankvirksomhed. Vi ser det som vores opgave at komme med bæredygtige løsninger, der hjælper de fattigste med at hjælpe sig selv. Vi giver udelukkende træning, og vi har det som en regel, at trænerne på intet tidspunkt må røre ved medlemmerne penge.
En lakmusprøve på relevansen for de fattigste er, at nye grupper spontant starter op med inspiration fra andre. Og vi ser en høj grad af bæredygtighed - cirka 95 procent af de grupper, CARE træner, fortsætter på egen hånd i årevis, efter at CARE ikke længere er til stede i området. Det bekræfter os i, at der er et stort behov for den type af finansielle ydelser, som de selvforvaltede grupper kan levere.
Hvad kan mikrofinans?
Den store begejstring over mikrokredit, som fulgte i kølvandet på Grameen-bankens udbredelse og dens stifter, Muhammad Yunus' fredpris, kan let blive afløst af en skuffelse og/eller en decideret modstand mod mikrofinans, når de negative historier kommer frem. Ligesom ukritisk begejstring er usundt, er en afvisning af mikrofinans som redskab i fattigdomsbekæmpelsen ligeså uheldig. Lad os få et realistisk og nuanceret syn på, hvad de forskellige former for mikrofinans kan, og hvad de ikke kan.
Et mikrolån fra en bank kan give god mening for en travl gadehandler i Uganda, som har brug for at købe varer ind, og hurtigt kan betale renter og afdrag med overskuddet fra handlen, når banken banker på. Samme lån kan sætte en ugandisk bonde i en dyb gældsfælde, fordi overskuddet fra en investering i landbruget først skaber overskud måneder efter kravene om afdrag og renter.
Spare-låne-grupper er ikke altid velegnede til vækst-orienterede entreprenører, da lånene ofte vil være for små til at foretage større investeringer. Til gengæld giver de mulighed for at udligne de indkomstsvingninger, der er forbundet med livet som fattig bonde mange steder i verden.
Jeg kender for eksempel en kvindelig kaffebonde i Uganda, som tager lån fra sin spare-låne-gruppe til at købe mad i perioden op til høsten, hvor familien mangler penge. Når bønnerne bliver modne, sælger hun dem til en god pris og tilbagebetaler lånet med et overskud. Før i tiden måtte hun tit sælge bønnerne, inden de var modne til en lav pris, fordi familien sultede.
Går sjældent helt galt
CAREs erfaringer gennem 20 år viser, at medlemskab af spare-låne-grupper har en positiv effekt på fattige familiers indkomst, på børnenes skolegang og på kvinders selvtillid og selvstændighed. Men der er også eksempler på, at selv små investeringer foretaget med et spare-låne-gruppelån kan gå galt. Og der er det heldigt, at lånet kun udgør max tre gange den opsparing, medlemmet har lagt i gruppen, og at de andre gruppemedlemmer ikke kommer og tager alle ens ejendele på tilbagebetalingsdatoen.
I langt de fleste tilfælde lykkes det at betale tilbage med en vis forsinkelse uden at familien bliver ruineret - ikke mindst på grund af lånets lille størrelse.
Når bistand og investeringer går til mikrofinans med det formål at bidrage til fattigdomsbekæmpelse, så bør vi forholde os kritisk til høje tilbagebetalingsrater og finansielt overskud i banker og mikrofinansinstitutioner som de eneste kriterier for succes. Der kan ligge en historie om dybere fattigdom for låntagerne bag. Lad os tage ved lære af erfaringerne og sikre lydhørhed over for de fattiges behov. CAREs erfaring viser, at hvis vi møder de fattige der, hvor de er, og med de løsninger de har behov for, så kan mikrofinans være en løftestang ud af fattigdom, i stedet for en glidebane til dybere elendighed.
Maria Ploug Petersen er programkoordinator i CARE Danmark med speciale i mikrofinans
