Klumme

Mindet om et jordskred

En årsdag der på godt og mindre godt er værd at erindre
Mogens Glistrup (t.v.) og Erhard Jakobsen deler marcipanbrød 
 i slutspurten op til jordskredsvalget i 1973.

Mogens Glistrup (t.v.) og Erhard Jakobsen deler marcipanbrød
i slutspurten op til jordskredsvalget i 1973.

Henning Thempler

4. december 2010

4. december. En kursiveret dato i dansk politisk historie. Året er 1973, dagen folketingsvalget: jordskredsvalget, katastrofevalget, hvad de nu kaldte det, da antallet af partier med ét slag fordobledes fra fem til ti. Økonomiske, sociale og politiske forandringer i befolkningen delte vælgerne. Velstandsstigningens forbrugerfest, parcelhusbevægelsens besidderbevidsthed, energi- krisen og EF-afstemningen, fænomener der hver for sig og tilsammen forandrede det traditionelle danske politiske landskab, varslede atter flere dybtgående forandringer og bragte hidtil inddæmmede eller oversete eller hidtil tavse vælgergruppers repræsentanter på tinge. Nogle af outsiderne var dog gamle kendinge, der blot havde været længe udenfor: Det ikke usympatiske, men sært mosgroede Retsforbundet og formand Ib Christensen med det strenge blik under kronisk rynkede bryn og grundskylden i hjerne og hjerte. Kommunisterne og den karismatiske Knud Jespersen med et menneskeligt ansigt fulgt af den gamle stalinist Ib Nørlund med det modsatte. Og så de nye: Centrum-Demokraterne, som i begyndelsen var i vildrede med at stave til deres eget parti, men endte med partinavnet som angivet i to afsæt med stort i både Centrum og Demokrater og bindestreg og med den labile populist Erhard Jakobsen med diktatoriske beføjelser for fuld udblæsning i fætter-og-kusine forsamlingens front. Men midt i Erhards frygtindgydende demagogi og hiven kaniner op af høje hatte ved alle efterfølgende valg var CD såmænd også et parti befolket af sympatiske socialkonservativnationale entusiaster som Arne Melchior, Peter Duetoft og Yvonne Herløv Andersen. Senere kom Mimi Jakobsen ind i familiefirmaet. Erhards kønne datter med langt lyst sovekammerhår og velsiddende både det ene og andet, udstrålende noget lidt andet og mere end Melchior og partiets selskabeligt anlagte, ikke udpræget ophidsende gruppeformand Rene Brusvang noget lidt andet som i den grad tiltrak den yngre del af det mandlige pressekorps (klummisten var medlem), at Brusvang der førhen havde siddet på socialstoffet ikke kunne forstå, hvorfor mange pludseligt interesserede sig levende for CDs holdning til hjemmepleje og førtidspensionister.

Kristeligt Folkeparti meldte også sin ankomst med hele seks mandater og det aflyste lystspil af en katolik Jens Møller der ofte og hellere end gerne trådte op ved skærm og mikrofon som selvretfærdighedens frelsende engel i skæg og pibe. Ved Møllers side den runde og milde medkristne stridsmand Christian Christensen, hvis lukkede indre næseregioner fik embedsværket, da Christensen senere blev miljøminister, til at omdøbe lossepladser til affaldsdeponier. Bogstav l i ministerens snøvl kunne ikke svinge sig op til mere end et n, hvilket i den for miljøministre dengang hyppigt anvendte glose: lossepladser hensatte tilhørerne i henrykkelse.

Nul-advokaten

Og så endelig Fremskridtspartiet, forløberen for Dansk Folkeparti og lige så ufatteligt urimeligt og med samme vælgerskare af aggressivt selvmedlidende tilsidesatte bitre småborgere og semiintellektuelle ignoranter. Denne umage flok med nul- advokaten i spidsen indtog deres plads i danmarkshistorien med storm og 28 mandater og introducerede et helt nyt sprog på Christiansborg og en adfærd, om hvilken der gik frasagn. Det måtte man lade dem, underholdende var de. Glistrup havde blandt andet proklameret at hans parti i alt hvad det foretog sig ville være åbenheden selv. Således også åbne gruppemøder. Disse blev derfor lidt af et tilløbsstykke for presselogens mest forlystelsessyge medlemmer. Med åbenheden var det så som så. Når lokummet brændte, hvilket det ofte gjorde – de råhadede hinanden i gruppen – blev journalisterne smidt ud, i hvert fald én gang under korporlige trusler. Særligt skræmmende eller bekymrende var liste Z nu ikke. De andre partier med undtagelse af Erhard, der en meget kort overgang koketterede med Glistrup som broder i ånden, isolerede landsbytosserne, men lagde måske dermed også grunden til Dansk Folkepartis senere så indædte krav om magt og opmærksomhed. Partiejeren, superadvokaten og skattesvindleren Mogens Glistrup, var uden sidestykke partiets talsmand og eneste brugbare hoved. Det brugte han til gengæld, så de fleste og med god ret troede at manden bag det kynisk beregnende, som gemyttet også indeholdt, var skingrende gal. Det var vist også, hvad Glistrup mere eller mindre blev, og næppe som nogen trussel mod noget som helst.

Grove generaliseringer

Fremskridtspartiet var et protestparti, en nægter- bevægelse, hvis program, samt efter 1973 årlige roterende vanvittige finanslovsforslag indeholdt en så total nedhøvling af det offentlige, at Liberal Alliance i sammenligning er rene bolsjevikker. Fremskridtspartiet var også et borgerligt anarkistisk, med tiden fascistoidt parti. Det sidste kan man tillade sig at hævde i betragtning af Glistrups råhed og ekstremt grove generaliseringer af danske muslimer. Her er en jævnføring med antisemitisk agitation fra tidligere ikke helt ved siden af; formentlig inspirerede fortidens antisemitiske hate speech Glistrups folk og Glistrup selv, der således anvendte direkte racistiske vendinger om hadeobjekterne. Muslimerne var ifølge Glistrup kun ude på at blive mange nok for derefter at skære halsen over på danskerne. Og det ville ske. De formerede sig jo som rotter, hvilket Pia Kjærsgaard siden modererede til kaniner. Her lå altså, uden man behøver fremmane spøgelser ved højlys dag, grundstenen til Dansk Folkepartis neonationale isolationisme. Efterfølgerpartiet har maskeret holdningerne med en skærpet socialnationalistisk retfærdiggørelse. Med DFs ophøjelse til støtteparti har urimelighederne unægtelig fået opbakning. Også det nationale eller nationalistiske hentede DF med fra Glistrup, der flagsvingende yndede at synge nationale hymner uden i denne rolle som fædrelandets første- elsker nogensinde at ramme en eneste rigtig tone. Da skattesagen strammede til den var dybest set årsagen til at Glistrup overhovedet dannede sit parti indskrænkede repertoiret sig til »Altid frejdig når du går«, så Weyses kønne melodi lød som en hankat i havsnød.

Det Folketing der kom ud af valget den 4. december 1973 var umuligt at have med at gøre. Anker Jørgensen, der ligesom de andre gamle partier, havde fået én på frakken, gik af og overlod regeringsmagten, eller snarere regeringsafmagten, til Venstres hårde banan, som man sagde, den tidligere seminarierektor Poul Hartling.

Var der noget Hartling ikke kunne døje, var det Glistrup og Fremskridtspartiet. Dengang trivedes anstændige holdninger i det gamle højskole- og bondeparti. Hartling kunne ikke drømme om at lade Glistrup få indflydelse. Hans regering holdt i øvrigt ikke mere end godt et år. Så trådte Anker til igen og klarede den i de næste syv år. Det glemmer man engang imellem, når enigheden er enstemmig om Ankers ringe evner som statsminister. De var nu ikke så ringe endda, og Anker skal nok blive rehabiliteret. Men det er en anden historie end den mærkelige valgdag den 4. december 1973, da mørkemændene trådte ind på den nationale scene og i fædrelandskærlighedens navn forlangte landet nedlagt og Forsvaret erstattet med en russisktalende telefonsvarer der overgav sig. Og så er der nogen, og mange af de samme der dengang hoppede med på Glistrups galej, der nu råber forræder efter Ole Sohn!

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kirsten Svejgaard

Hvad der havde den brede appel var selvfølgelig Glistrups krav om en så stærkt forhøjet bundgrænse for skattebetaling, at den lavestlønnede del af befolkningen slet ikke behøvede at betale skat.

Dernæst et krav om en kraftig forenkling af administrationen - "væk med papirnusseriet". F.eks. skulle en socialrådgiver selv kunne vurdere, om der skulle tildeles ekstra beløb i diverse nødsituationer, uden at der skulle skrives rapporter op og ned ad væggene.

At nedlægge militæret var et ønske hos pacifister og populært blandt mange venstreorienterede, og ellers var der vistnok en del, der så det som et underholdende indslag i den politiske debat.

Muslimer var der stort set ingen af dengang, og det var egentlig først efter Glistrups fængselsophold, at det blev tydeligt, at manden var (blevet) rablende gal.

Peter Andreas Ebbesen

Georg Metz.
Du har igen formået at give min lørdag et godt indhold.
Tak for det!
Glistrup var nu en underholdene mand, dem er der sgu ikke mange af mere.
Preben Møller Hansen har vi jo heller ikke mere.
Den med militæret og parpirnusserriet er jeg enig i.
Ellers er jeg uenig med Glistrup i resten af hans politiske program.
Og det er jo desværre det vi ser i dagens neokoncervatistiske Danmark.
VH Heidi Madsen

Tja har haft æren af at følges med Glistrup i S toget et helt år til og fra arbejde, selom vi var uenige om de fleste ting, var han jo ikke det frådende monster som han undertiden fremstod i medierne, men en saglig og meget beleven diskussions partner, og yderst yderst skarp.
Derfor en stor undren da alle på venstrefløjen jublede ved manden død, vist var han blevet bindegal på sine sidste år, men som modspiller en absolut gentleman.

Det er jo meget godt at GM kan rakke ned på dem 'man' ikke kan lide, men den følgende sætning:
"Fremskridtspartiet var et protestparti, en nægter- bevægelse"
savner totalt en opfølgning.

Det der er det vigtige bag valget i 1973 er ikke hvad det endte med, men HVORFOR det endte sådan. Hvad var det der gjorde at en så stor del af DK's befolkning pludselig sagde 'nej' til det etablerede politiske etablissement???

Et uddrag fra artiklen om det på Wikipedia siger: "De store bevægelser i stemmeafgivningen kom bl.a. som en reaktion på stigende skatter som følge af mange ansættelser i det offentlige... og en mangel på tillid til de gamle partiers politikere"

Så kan man jo så sammenligne med hvordan situationen er i dag...

Problemet med at starte et nyt parti er, at alle kræver at man har et komplet partiprogram. Det kræver et stort arbejde, og indtil det er gjort, er det nye parti sårbart. Det var bl.a. det der var med til at knække Ny Alliance, da de blev angrebet på deres sårbare partiprogram, og medlemmerne svarede i øst og vest, uden samlet koordinering.

Det samme skete med Fælleslisten. Da de først begyndte at udpensle et program, blev de rygende uenige, og jeg har ikke hørt noget fra dem siden.

Hvorfor er det så nødvendigt som nyt parti at have en mening om alt? Kan man ikke bare forhandle med de udefinerede emner, for at få indflydelse på de emner man ønsker? Hvorfor behøver Fælleslisten, som kæmper udkantsdanmarks sag, og ikke så meget andet, have en mening om udlændingepolitik, retspolitik, forsvarspolitik etc?

Det undgik Glistrup elegant ved bare at komme med vanvittige politikker. Hans kommentar med den defaitistiske russisktalende telefonsvarer var bare en måde at sige, at han nægtede at tage stilling til det. Og med rette, efter min mening.

Ligeledes skulle Naser Khader for NA have peget på sig selv (med glimt i øjet) som statsminister, istedet for at pege på den ene side, og dermed miste et hav af potentielle vælgere. Og derefter skulle han have afventet valget, og først efterfølgende finde ud af, hvor han kunne få mest indflydelse til sine mærkesager.

Glistrup var ikke så vanvittig, istedet valgte han at være underholdende sammen med sin afvisning af kravet om stillingtagen.

Tak GM. Jeg har glædet mig til søndag. Nu er jeg glad. Et rigtigt søndagsstykke.
Og ja. Det er helt forrykt, at hengive sig ukritisk til den tanke, at muslimerne helt konkret pønser på at erobre hele verden.
De tider, hvor man i karavelle kunne sætte over Atlanten for at gøre alverden til mine disciple er forbi. Vi har opdaget, at det mere end sjælesorg var Eldorado, der trak.
Vi synes også at glemme, at de fleste irakere, libanesere, iranere osv. i Danmark er flygtet væk fra deres fædrelandes fortolkninger af koranen. (Jeg lader hjemlandene blive i apartheid Sydafrika).

Frederik Hougaard

Tak til Metz for et hyggeligt politisk historieskriv :o) ---og befriende, at denne uges klumme ikke blev et angreb på regeringen igen igen ---dem har vi ligesom læst fra Georgs pen hver uge i laaaaaang tid.

@Lars Dahl

Nu var jeg 6 år gammel på det tidspunkt, så min egen hukommelse om det er noget usikker... :-p

Jeg ved udemærket Wiki's svagheder, men det stemmer meget overens med de andre ting jeg har hørt om valget i 1973. Jeg fandt en anden kilde her: http://thorsoe.net/jordskred/jordskredsvalget.htm
der som sådan bekræfter wiki-artiklen, men den har endnu flere svagheder eftersom den er skrevet af en enkelt person.
Under alle omstændigheder er det ikke det der betyder det store...

Min kritik går PRIMÆRT på at GM kun bruger den her artikel til at rakke ned på dem han ikke kan lide, men overhovedet ikke beskæftiger sig med det meget vigtigere emne, nemlig HVORFOR folk forlod de etablerede partier i 1973.

Hvis han havde gjort det kunne det være brugt til noget, nemlig til at sørge for at samme situation ikke gentog sig...
Det ovenstående virker mere som en gang gammel-mand-er-sur brok...

Det skønne ved Glistrup og nogle få af hans Procelytter, lad mig blot nævne Kresten Poulsgård, var jo det sande anarki. Glistrups fremskridts parti var aldrig blevet støtteparti for nogen regering. Som han ofte sagde jeg kan kun pege på mig selv som statsminister.
Deri lå både det gale og det geniale. Senere gik det ned af bakke med viddet. Men i sine Skarpeste stunder satte han sin finger precist på problemerne Nøjagtig som Georg metz så ofte gør det i dag.
At hans løsninger så ikke altid var lige så gennembagte som hans samfunds kritik er så en hel anden sag.