Når torturbødler går fri, undermineres demokratiet

Forbuddet mod tortur er absolut. Alligevel er det ofte straffrit at begå tortur, hvilket er en af de største udfordringer i kampen for menneske­rettigheder generelt
9. december 2010

Menneskerettighedsdagen i dag er en kærkommen lejlighed til at kigge på Danmarks rolle som fortaler for menneskerettigheder og i særdeleshed kampen mod tortur.

Siden Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT) blev etableret af læge Inge Genefke i 1982, har Danmark været foregangsland i kampen mod tortur. Det er Danmark, som hvert år fremlægger resolutioner mod tortur, som FN vedtager. Men siden krigen mod terror blev indledt af George W. Bush og hans allierede – herunder Danmark – er torturbegrebet blevet udvandet.

I en aktuel undersøgelse foretaget af Epinion svarer fire ud 10 danskere, at de accepterer tortur, hvis det kan redde uskyldige mennesker. USA har udvandet begrebet ved at kalde waterboarding for ’moderat pres’. Samtidig viser afsløringer fra Wiki­leaks, at Danmark måske har været med til at udlevere fanger til tortur.

Alt dette til trods for at der findes et absolut forbud mod tortur. Et forbud, som blev skrevet ind i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder den 10. december 1948 efter nazisternes grusomme overgreb på jøder og andre minoriteter før og under Anden Verdenskrig.

Verdenserklæringen om Menneskerettighederne bidrog til, at stater ikke længere kunne behandle deres borgere, som de ville, uden indblanding udefra. Det vil sige, at andre stater kan og skal kritisere og bør gribe ind over for overgreb mod et andet lands borgere. Desværre har krigen mod terror haft en negativ indvirkning på den positive udvikling inden for menneskerettigheder, som Verdenserklæringen medførte.

Derfor er menneskerettighedsdagen 10. december en god anledning til at huske på, hvad Verdenserklæringen forlanger af os. Selv om det er 62 år siden, at den kom til verden, er den stadig relevant. Tortur finder stadig sted og har endog fået et ubehageligt comeback efter angrebet mod World Trade Center i 2001.

Behov for efterforskning

En af de største udfordringer i kampen mod tortur er straffrihed. Når torturbødler går fri af straf, hvilket de som oftest gør, sender det et signal til alle borgerne om, at regeringen tolererer eller endda stiltiende ’tilskynder’ tortur. Ifølge FN’s Torturkomité, som skal sikre, at staterne lever op til deres forpligtelser over for FN’s Torturkonvention, skal enhver regering effektivt efterforske mistanker om tortur og retsforfølge mulige torturbødler. Det er altså ikke nok at afstå fra tortur.

Erfaringen har vist, at hvis vi ikke efterlever vores internationale forpligtelser og i særdeleshed sikrer, at torturbødler bliver retsforfulgt, skaber vi samfund gennemsyret af frygt og trusler, hvor retsstaten og de demokratiske værdier bliver nedbrudt. Vi skaber et hobbesk skrækscenarium, hvilket vi har set eksempler på i en lang række undertrykkende regimer verden over. Ved at lade torturbødlerne gå, ender vi med at danse efter diktatorernes pibe.

Også inden for Europas grænser er der eksempler på, at lande ikke lever op til deres forpligtelser om at retsforfølge torturbødler. Dykker man ned i domme afsagt ved den europæiske menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, vil man se, at vores naboer mod øst ikke er særligt gode til at efterleve kravene i FN’s Torturkonvention. EU-medlemskab løser ikke problemerne, selv om det burde. Menneskerettighedsdomstolen har i flere sager dømt østeuropæiske stater for ikke at straffe ansvarlige for politivold og ­-overgreb.

Vigtige lokale kræfter

Hvad kan vi gøre for at ændre situationen? RCT’s rolle er at modvirke sådanne tendenser ved at styrke den globale kamp mod tortur og sikre ofrenes ret til rehabilitering. En af de måder, vi arbejder på, er at styrke lokale organisationer, som kæmper mod tortur. F.eks. arbejder vi i Kosovo med fængselsmonitorering og uddannelse af sundhedsfagligt personale, som skal hjælpe til med at identificere overgreb. Ved at uddanne menneskerettighedsforkæmpere i disse lande, styrker vi de lokale kræfter og forsøger den vej rundt at komme straffriheden til livs.

Det er vigtigt at huske på, at straffrihed ikke kun er et problem i forbindelse med det absolutte forbud mod tortur. Det er en af de største udfordringer i kampen for alle menneskerettigheder. Derfor er det vigtigt, at vi oversætter traktaternes og deklarationernes smukke ord og gode intentioner til handling. Danmark spiller allerede nu en vigtig rolle i denne sammenhæng, men dagen i dag kan bruges til at minde os om at gøre endnu mere. Vi er nødt til – i et klart sprog med en stærk stemme – at sige til de lande, som bruger tortur og lader bødlerne gå fri, at tortur skal stoppes nu.

Robin Clapp er MA i Human Rights og Program Manager for Europa ved RCT (Rehabili­terings- og Forskningscentret for Torturofre)

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Per Diepgen

VATNISSER.

Hvem bøjer, udvander, kuer og underminerer? Altid de andre! Hvis i den vide verden fandtes et land, der kunne indestå for og efterleve menneskerettigheder, var det måske et demokrati, men demokrati er ikke menneskerrettigheder. Indtil terror og tortur bliver en selverkendelse, er menneskerettighjederne moral og dobbeltmoral.

Krig er terror og tortur. Tror Robin Clapp måske på, at man går i krig uden en drejebog for terror og torutur? Alene forestillingen om en sejrherre eller billedet af slagmarken er dog indicier nok. Men mennesket skal åbenbart selv prøve, om det nu også er sandt, hvad generationer før har lidt med og for.
Landets største bøddel af alle, den der erklærer krigen, tør man end ikke nævne ved navn, for endnu findes kræfter større end menneskerettighederne, og derfor må nogen fra tid til anden gå i krig imod krigen.

anbefalede denne kommentar