Interview

Alle er nødt til at prioritere

Netop nu kan kommunerne gennemføre ansvarlige økonomiske struktureringer, da befolkningen har forståelse for, at de er presset af regeringens stramme økonomiske greb, siger professor i økonomistyring. Derfor kan man ændre og spare steder, hvor man tidligere ville miste mange valgstemmer
Både stat, kommuner, institutioner og forældre må prioritere deres penge, og det er en god ting, mener professor Per Nikolaj Bukh.

Både stat, kommuner, institutioner og forældre må prioritere deres penge, og det er en god ting, mener professor Per Nikolaj Bukh.

15. december 2010

Som udgangspunkt var det altid nemmere med flere penge, men ifølge professor i økonomistyring Per Nikolaj Bukh, kan kommunerne godt spare penge, uden at det rammer serviceniveauet og kvaliteten for de enkelte borgere i kommunen.

I går kunne Information fortælle, at regeringens økonomiske nulvækstsplan rammer kommunerne, der risikerer et hårdt nedslag fra regeringen, hvis de overforbruger.

»Man skal også se det positive i kommunernes stramme budget, og det er, at man er nødt til at sætte mere fokus på god ledelse. Hvis man har ubegrænsede budgetter, så kan enhver jo lede, men god ledelse handler jo om at navigere i det dilemma-fyldte farvand med modsatrettede mål. Og det er det, det drejer sig om, når man har en lederrolle; at man skal navigere, prioritere og omprioritere under modsatrettede mål, og det står mange kommuner over for her.«

Men også kommunerne har været nødt til at arbejde på en anden måde, når regeringen må svinge pisken over dem for at slå hårdt ned på overforbrug i kommunerne.

»Kommunerne er allerede i gang,« siger Per Nikolaj Bukh og peger på skoleområdet, hvor flere kommuner har sparet på budgetterne ved at lukke for skolerne. Blandt andet i Hjørring Kommune hvor man har besluttet at lukke for otte skoler for at spare på næste års budgetter.

I den lokale presse nævnes beløb på op mod 20 millioner kroner i årlige besparelser ved at lukke skolerne, men det er ikke det eneste tiltag, kommunerne kigger på, når de skal spare:

»I mange kommuner er man også begyndt at se på fælles områdeledelse på både skole- og daginstitutionsområdet. Det betyder, at man samler tre-syv institutioner under den samme pædagogiske lederstilling, men ude på hver enkelte sted har man kun en pædagogisk uddannet leder. Og det bliver tingene meget bedre af.«

Meget modstand

Det er ofte storkommunerne, der har benyttet sig af disse ordninger, men ifølge økonomistyringsprofessoren fra Aalborg Universitet så vil netop tiltag som disse give »en langt mere velfungerende sektor«.

»Det er lidt paradoksalt, at man skulle have stolen for døren, for at man turde gøre nogle af disse tiltag,« siger Bukh om lokalpolitikernes ageren i besparelser på budgettet. Men han anerkender, at præmisserne for lokalpolitikerne kan være svære, da de er så tæt på borgerne.

»Når man har en fast budgetramme, så skal der altid nedprioriteres, når der opprioriteres. Enhver forandring skaber jo noget modstand blandt brugere, brugeres bekendte, medarbejdere og så videre. Og det er jo vælgere, vi snakker om her.«

Men mister man ikke sine vælgere, når man som den første lokalpolitiker ytrer sig om, at man nu er nødt til at skære her og der ?

»Skal man være en lille smule fræk, så kan man sige, at den budgetmæssige klemme, som regeringen nu har sat kommunerne i, faktisk også har en positiv side. For nu kan politikerne for første gang læne sig tilbage og sige, den her gang er det regeringens skyld. Det er også meget uretfærdigt, men vi er simpelthen nødt til at foretage disse ting.«

Derved bliver det nemmere for kommunerne at lave visse tiltag, hvor borgerne nu forstår, at de er nødvendige.

»Befolkningen har en langt større bevidsthed om, at kassen er smækket i.«

Grillfesten er ikke gratis

Men befolkning er dog i endnu højere grad nødt til at forstå, at tingene ikke er gratis i kommunalt regi, fortæller Bukh og nævner daginstitutionsområdet, hvor forældre endnu oftere kan spørge sig selv, hvad tingene koster. Bukh mener, der skal være større økonomisk ansvarlighed i flere led:

»Hvis man er forældre til et barn i daginstitutionen, så vil man helst have, der er så mange pædagoger som muligt om morgenen, at der er sommerfest med grill, at nogen siger farvel til vores børn, når vi henter dem. Og de skal selvfølgelig også på tur. Men det, man ofte glemmer, er, at en hyggelig sommerfest, hvor vi griller røde pølser, den koster også en pædagogbemanding om aftenen. Så vi som forældre er også nødt til at prioritere, hvilken service vi vil have løst.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu