Kommentar

Obama og Liu er værdige vindere

Tildelingen af Nobels fredspris til USAs præsident i 2009 og til en kinesisk dissident i år er i fuld overensstemmelse med Nobel-komiteens visioner om at blande realpolitik og idealisme, skriver komitéens formand Thorbjørn Jagland
Debat
9. december 2010
En gruppe lovgivere mødtes i går i Hong Kong for at udtrykke deres støtte til den fængslede kinesiske menneske-rettigheds-aktivist og modtager af Nobels fredspris, Liu Xiaobao, her afbilledet med sin kone.

En gruppe lovgivere mødtes i går i Hong Kong for at udtrykke deres støtte til den fængslede kinesiske menneske-rettigheds-aktivist og modtager af Nobels fredspris, Liu Xiaobao, her afbilledet med sin kone.

Mike Clarke

I to år i træk har den norske Nobel-komité præsteret at udløse verdensomspændende furore. I 2009, da præsident Barack Obama fik tildelt fredsprisen, protesterede mange med henvisning til, at det var for tidligt: Obama havde endnu ikke leveret varen og var jo stadig øverstbefalende for USAs væbnede styrker. Dette års pris, som går til den kinesiske menneskerettighedsaktivist, Liu Xiaobo, er tilsvarende blevet mødt med skarp modstand, i hovedsagen dog fra den kinesiske regering.

At reaktionerne har været så stærke siger alt om, hvor stor betydning Nobelkomiteens beslutninger tillægges. Men vores valg afspejler den dynamik, som danner grundlag for hele tanken om en Nobels Fredspris, og udviser en konsekvent logik ved at hædre personer, der gør det muligt at opretholde en balance mellem realpolitik og idealisme: på den ene side Obama, en sand udøver af politikken som det muliges kunst. På den anden side Dr. Liu Xiaobao, en outsider med en vision.

Jeg undrede mig i sin tid over reaktionerne imod Obamas pristildeling og har undret mig desto mere siden. Da vi valgte at give prisen til en amerikansk præsident, befandt USA sig i international konfrontation på næsten alle fronter, men Obama gjorde fra første færd forsøg på at bryde og vende den konfliktfulde stemning. Det gjorde han, da han rejste til Cairo for at række hånden ud til den muslimske verden, og det gjorde han, da han valgte Tyrkiet som mål for et af sine første statsbesøg.

Han tog skridt til, at USA igen betalte for sit medlemskab af De Forenede Nationer. Og han sendte et klart budskab til verden om, at Amerika ønsker at lede verden sammen med andre, ikke alene. Han stillede sig i spidsen for en beslutning i FNs sikkerhedsråd om at gøre det til officiel målsætning at afskaffe atomvåben i hele verden. Han benyttede sig af realpolitiske midler til at indlede et nyt kapitel i Rusland ved at lade forstå, at han var rede til at diskutere missilforsvarsskjoldet over Europa, hvorved der blev banet vej for START-forhandlingerne om nukleare våben.

Hele Europa har draget fordele af Obamas indsats, og for nylig kunne Dimitri Medvedev, Ruslands præsident, tale om »en ny æra« på NATO-topmødet i Lissabon. Uden Ruslands fornuftige beslutning om at spille Obamas spil ville denne positive udvikling ikke kunne være sket, og det samme gælder for en række andre tilnærmelser i de russiske relationer til NATO og en række individuelle europæiske lande. Men nogen skulle være den katalysator, der satte gang i forandringsprocessen. Og den rolle påtog Obama sig.

Ganske vist har Obama stadig to krige, han har arvet fra sin forgænger, og som han er nødt til at håndtere, ligesom også spørgsmålet om Irans atomvåbenambitioner forbliver uafklaret. Krisen på Koreahalvøen er langt fra overstået, og problemet med Nordkoreas a-våben er ligeledes uløst (også her af den grund, at konflikt bliver set som noget nyttigt af magthavere, som opfatter det som i deres egen bedste interesse at blive dæmoniseret af den ydre verden.)

Nyttige krige

Situationen i Korea og tildelingen af dette års fredspris til Liu danner en udmærket baggrund for at evaluere forholdet mellem menneskerettigheder og fred. Eksempelvis er Nordkorea et regime, som ikke har sikret sig folkeligt mandat gennem afholdelse af frie valg. Ethvert sådant regime vil uundgåeligt nære vedvarende frygt for sit eget folk og søge en ydre fjende, som det kan mobilisere det imod. Krige kan være nyttige for sådanne regimer, for hersker freden, er det ikke længere muligt at aflede folkets opmærksomhed ad den vej. På tilsvarende måde så man, at da kommunismens appel svandt bort i Serbien, gik Slobodan Milosevic over til at satse på nationalisme og derefter på krig. Dette demonstrerer klart, at der er sammenhæng mellem menneskerettigheder og vejen til fred.

Hvilket bringer os til Kina, et komplekst og kompliceret land. Konfucius sagde engang, at »utålmodighed i det små kan hindre os i at nå de større mål«, og dette illustrer meget godt den position, som er Lius, nemlig at forandringer er nødt til at komme gradvis og over en længere periode.

Men ytringsfrihed er imidlertid noget, som ikke kan komme gradvis. Enten har man det, eller også har man det ikke. Og hvad der er mere afgørende: Ytringsfrihed er essentiel for at skabe positive forandringer. Frie medier og en ægte opposition kan bidrage til at sikre, at en regering har et stærkt mandat og kan drages til ansvar, og modvirker dermed magtmisbrug og korruption.

Beklageligvis findes der alt for mange eksempler på, at autoritære regimer er ude af stand til at reformere sig selv. Et illustrativt eksempel er Sovjetunionen. Det sovjetiske samfunds nedtur begyndte, da landet befandt sig på et højdepunkt, og mange frygtede, at det ville overhale Vesten som økonomisk og teknologisk magt. Hvis de sovjetiske ledere havde lyttet til en tidligere vinder af Nobels fredspris, Andrej Sakharov, kunne forløbet være blevet et helt andet. Kina befinder sig efter alt at dømme nu ved et lignende vendepunkt, og hvis det bliver i stand til at udvikle en social markedsøkonomi i kombination med fulde civile rettigheder, vil det kunne få en kolossalt positivt indvirkning på hele verden. Hvis ikke, må vi alle tåle konsekvenserne.

Det er derfor det er så væsentligt, at vi ikke lader os selv dupere i forhold til Kina og nøjes med at drage fordel af de økonomiske muligheder, alt imens vi lukker øjnene for menneskerettighedssituationen.

I stedet må vi have det fornødne mod til at indtage kontroversielle positioner og tage ambitiøse skridt. Dette er grunden til, at realpolitik og idealisme må gå hånd i hånd. Idealister som Liu og realister som Obama leverer de visioner og handlinger, som er nødvendige for at skabe fred og respekt for menneskerettigheder over hele verden.

Thorbjørn Jagland er tidligere norsk statsminister og siden 2009 leder af den norske Nobelkomité
© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Henning Ristinge

Efter at i gav krigsforbryderen Henry Kissinger fredsprisen er alle sgu værdige.

"Men ytringsfrihed er imidlertid noget, som ikke kan komme gradvis. Enten har man det, eller også har man det ikke. Og hvad der er mere afgørende: Ytringsfrihed er essentiel for at skabe positive forandringer. Frie medier og en ægte opposition kan bidrage til at sikre, at en regering har et stærkt mandat og kan drages til ansvar, og modvirker dermed magtmisbrug og korruption."

Der i er der vel ingen der kan være uenige - og det fører jo direkte hen til Wikileaks...

Men Obama - der har "arvet" to krige, har jo selv valgt at speede den ene af dem op, ved tilførsel af flere tropper, og dermed flere drab på afghanere.
Hvordan kan en sådan krigspræsident gøre sig fortjent til Nobels Fredspris?
Det spørgsmål bliver noget svært at besvare.

Anne Marie Pedersen

Obama har ikke startet en krig endnu. Bush havde startet to krige halvvejs inde i hans første periode - så måske har den præventive Nobelpris alligevel virket? :) Man hører jo i hvert fald altid, at præventive indsatser er langt de bedste.

Linjerne om det sovjetiske samfunds nedtur, da de ikke ville lytte til reformtanker, virker ret naive - da de efterfølges af håbet om en social markedsøkonomi i Kina, som en skråsikker løsning. Teknisk set er det vel sådan en Rusland nu fik sig, hvor efter det resulterende dyk i mændenes levealder udløste et tab i leveår, som minder om hungersnøden under Stalin. Fred defineres ikke bare af fravær af krig - Nobels tanker var ret brede omkring "folkenes forbrødring".

Verden er kompliceret, og der er brug for kloge hoveder - men om de lige er samlet i Nobel-komiteen, virker ikke helt sikkert. Priser af den art er besværlige, og bør vel ligesom gadenavne helst tildeles folk for et stort set afsluttet livsværk, hvor de ikke kan nå at opføre sig dybt anstødeligt senere. Jeg fik forøvrigt selv Nobels Fredspris i 1997, selv om jeg da høfligt delte den med nogle tusind andre...

De skiftende Fredspris-komiteer har på helt egen hånd besluttet sig for at kortslutte prisens fundats og i stedet give prisen en mere aktivistisk rolle. Det kan det være gode argumenter for, omend resultatet har været en del meget diskutable modtagere, som jeg ikke er så sikker på har gavnet hverken fredsprisen, eller freden generelt. Indflydelsen på verden er nemmest ved at gå direkte til magtens folk, men de har sjældent rene hænder.

Obama var et sats, hvor komiteen måske håbede på, at tildelingen ville hjælpe ham i en fredeligere retning. I mine øjne er Obama bagmand for ulovlige snigmord helt på linje med andre og mere ildesete terrorister, og alene dette punkt er sikkert en af grundene til, at komiteen fortsat må argumentere så meget for tildelingen. Mig har de ikke overbevist.

Hvad med at give prisen til Noam Chomsky - en af verdens førende systemkritikere af USA's indenrigs- og udenrigspolitik

- eller er kritik af USA forbudt?

Som barn var Nobelpriserne den højeste pris for udemærkelse - idag blot et udtryk for hvordan det er muligt at kapitalisere på goodwill til egen interesse.

Burde retteligt kaldes fredspis. Det afspejler dens nytteværdi som forbillede.

Sagen er det, at en Nobelpris samtidig er et verdenomspændende blåt stempel, en slags goodwill, som især magthavere bruger til at "bevise" gyldigheden af deres politik. Eller griske økonomer til at fremme deres beviseligt forkerte modeller (Milton Friedman).
Nordmændende anvender med stort omhu denne viden til at uddele priserne som fremmer deres egne interesser bedst muligt.

Således havde samlingen af kandidater til Nobels fredspris samme år som den blev udleveret til militærjuntaen i USA et enestående fællestræk. De var alle enestående mennesker som med fare for deres eget liv havde gjort eneståënde ting overalt på jordkloden - altså lige undtaget Barack Hussein Obama - tværtom - han havde ikke gjort nogetsomhelst.

http://www.independent.co.uk/news/world/politics/and-the-other-nobel-pea...

Kritik overalt på jordkloden af den forriges fredspris har givet den Norske nobelkomite hakker i omdømmet og stof til eftertanke. De har så valgt at løse det som sædvanligt; de har givet prisen til en som ikke er fra USA, men dog stadigvæk til gavn for USA. Denne gang har vinderen dog udemærket sig og det er synd arbejdet står i lyset af Norges brug af fredsprisen til at fremme deres egne interesser.

Lige så længe Norge bedækker USA med fredspriser og blåstempler deres dræbende politik, lige så længe kan de holde USA og dets virksomheder fra døren (og deres statsejet olie). Relativt talt.

Efter samme model kan det så forudsiges at prisen aldrig nogesinde gåpr til Noam Chomsky - for han tjener hverken de norske eller USA'nske magthavers interesser. Og det generaliserer selvfølgelig.

I disse dage har verden fremavlet endnu en forkæmper for fred. En som med fare får sit eget liv kæmper for at løgn og bedrag hører gårdsdagen til og at dem som dræber med deres taler om "krig er fred" holdes til ansvar. Han er i øjeblikket anholdt og der går rygter om at en Nobel fredsprismodtager vil waterboarde ham.

Monstro han heller aldrig nogensinde tildeles Nobels fredspris...

Angrebet på WikiLeaks er orkestreret fra det hvide hus. Et frontalangreb på ytringsfriheden og på internetfriheden.

Så meget for Obama, lederen af verdens stærkeste diktatur.

Anne Marie Pedersen

Obama har stadig ikke startet to krige. Jeg tror stadig på, at han kæmper mod djævle i USA, der sikkert gerne så ham gå ned som Kennedy. Manden er oppe mod stærke kapitale interesser. Så måske skulle han ikke have haft fredsprisen. Men jeg priser mig stadig lykkelig over, at vi fik ham og ikke det republikanske team.

Anne Marie Pedersen

Manden valgte at forøge styrken i Afghanistan da han kom til magten. Derefter valgte han at bombe andre der allerede levede i telte i Yemen. (Ja medierne dvæler ikke i det, men 3 mio Yemenere er blevet estimeret til at sulte i år pga konflikten.)

Dette bare en lille del af mandens tiltag.

- Arash

Anne Marie, det gør ingen forskel om vi fik Obama eller McCain. Den samme hånd sidder i begge dukkerne.

Arash, og glem ikke, at han lige har givet skattelettelser til de rigeste og han har ikke som lovet lukket Guantanamo. Og klimaet er stadig lige så prisgivet som det var under Bush, selvom retorikken er blevet mildere.

Der er ingen forskel på Obama og Bush ud over at dumheden lyste ud af Bush' øjne.

Det kan sikkert glæde at netop Guantanamo er målet for næste frigivelse under Freedom of WikiLeaks Act.

Derudover på Ha'aretz:

Russia official: WikiLeaks founder should get Nobel Prize
http://www.haaretz.com/news/international/russia-official-wikileaks-foun...

Det er vel interessant at notere sig verdens største foretagende har infiltreret et helt parlament. Det understøtter dukke teorien i den grad. Vi har kapitalisme, ikke demokrati.

Anne Marie Pedersen

Er Obama virkelig lige så slem som Bush?

Ja, man fortrænger vel Bush - eller tænker, at det simpelt hen ikke kan være rigtig at nogen er som ham.

Pointen er, at jeg tror det er hele systemet den er gal med i USA. Obama gør sikkert sit aller bedste. Men som Jesper Wendt siger "vi har kapitalisme...". Det er ret basalt set nok slet ikke Obama der bestemmer.

@Jesper Wendt

Det er faktisk tale om en særlig aggressiv kapitalisme, såkaldte planøkonomisk kapitalisme. Det er værd at huske at - ifølge Forbes - styrer verdens 500 rigeste virksomheder over 40% af jordens værdier, mens det i den vestlige verden sniger sig op over 60%. I lande som USA er kontrollen ligeså høj som under stalinisme (ca. 70-75%). Det er altså på lige fod med hvad Nordkorea kan mønstre og langt bedre en Sojvetunionen nogensinde formåede.

Af de 100 største økonomier i verden er 51 virksomheder, heraf 47 USA'nske.
Virksomheder er noget af det mest totalitære regimer der findes i verden og de bruger naturligvis planøkonomi ti lat garantere aktionærernes deres årlige gevinster.

- John Perkins, Confessions of an Economic Hit Man, Berrett-Koehler Publishers, 2004
Chalmers Johnson, Blowback: The Costs and Consequences of American Empire, Holt Paperbacks, 2004

@ Anne Marie Pedersen:

Obama-administrationen har Hillary Clinton og Joe Biden i toppen af magtstrukturen og de bakkede begge op om Irak-krigen. Læs mere her.

http://www.huffingtonpost.com/stephen-zunes/the-democrats-war_b_712379.html

Man har netop solgt Saudi-Araberne våben for 60 mia dollars vel vidende, at man fra saudi-arabisk side ønsker et angreb på Iran. Læs mere her.

http://kritiskmodpol.blogspot.com/2010/11/usas-bevbning-af-saudi-arabien...

Man genoptog tidligere på året støtten til den indonesiske specialstyrke Kopassus, som bedriver mord og kidnapninger i den besatte West Papua region, til trods for at man havde ytret sig i meget bekymrende vendinger fra Human Rights Watch side omkring dette. Læs mere her.

http://kritiskmodpol.blogspot.com/2010/11/barack-obamas-indonesienbesg.html

Man støtter fortsat aktivt Mubaraks diktatur hvis militær for ca. 80% vedkommende er finansieret af USA. Læs mere her.

http://kritiskmodpol.blogspot.com/2010/11/usas-sttte-til-repressive-regi...

Obama har på ingen måde fortjent en Fredspris!

Anne Marie Pedersen

Måske har Obama ikke fortjent en fredspris. Men hvem var alternativet? Jeg argumenterer såmen kun for, at han er langt det bedste onde. Det forstår jeg ikke, at man kan argumentere imod!

Hvem skulle være alternativet til ham som præsident?

Hvis Al Gore var blevet præsident i stedet for Bush, så havde verden set helt, helt anderledes ud. Så kan det godt være, at vi alle havde talt om, hvor forkasteligt, han havde styret bunkeren. Men jeg ville trods alt hellere have haft ham - han havde nok næppe legaliseret totur i samme grad som Bush.

Imens burde vi i Europa vågne op og se, at vi er et selvstændigt kontinent, som ikke altid har sammenfaldende geopolitiske interesser som USA.

Listen over de 100 største økonomier findes også her:
http://www.corporations.org/system/top100.html

@Anne Marie Pedersen

Så skulle du måske læse hvem der ellers var kandidater det år de ødslede prisen bort. linket er længere oppe. Hvis du fortsat er i tvivl må du gerne forklare mig hvad du mener Nobels fredspris indebærer.

@ Anne Marie Pedersen:

Der var mindst to langt bedre alternativer indenfor Demokraternes egne rækker - Mike Gravel og Dennis Kucinich. Desværre var medierne mere opsatte på, at der kunne blive tale om enten den første kvindelige eller første sorte præsident.

Mike Gravel:

http://www.evtv1.com/player.aspx?itemnum=7758

Dennis Kucinich:

http://www.youtube.com/watch?v=VaF_MZVWM3E&feature=related

ups, det var den forkerte Kucinich-video. her er den rigtige.

http://www.youtube.com/watch?v=M1AhaH1ozbg&feature=related

Anne Marie Pedersen

Jeg har altså ikke på noget tidspunkt forsvaret valget af Obama. Jeg synes bare at Obama-bashing nogle gange går over gevind.

Og mht. alternativer til obama: Ja der var demokratiske alternativer - men de blev jo ikke valgt. De var jo ikke engang tæt på.

@Anne Marie
Obama er præsident fordi han fik flest penge til sin valgkamp.
Deres valg er som så mange andre demokratiers et stort PR-show.
Du kan starte med at se hvem der gav penge til hans valgkamp, og så spørge dig selv, hvor mon hans troskab ligger...
Hvis du ikke gider lede, har du svaret her:Wall Street
Når dette bundfælder sig, kan du måske se alle bankpakkerne i et andet lys.
http://www.opensecrets.org/pres08/contrib.php?cycle=2008&cid=n00009638

En håndfuld af Fredsprisvinderens bedrifter de sidste to år:

http://whatinthefuckhasobamadonesofar.com/

Udfra eksempler på sitet kan man konkludere, at han på nogle områder faktisk er værre end Bush. Tyg lidt på den.

Den undersøgende journalist Jeremy Scahill, bedst kendt for sin dækning af Blackwater/Xe, talte forleden foran Kongressen. Han kom blandt andet ind på den hemmelige krigsførelse som finder sted i Pakistan, Yemen og Somalia.

"These ongoing shadow wars confirm an open secret that few in Congress are willing to discuss publicly--particularly Democrats: When it comes to US counterterrorism policy, there has been almost no substantive change from the Bush to the Obama administration. In fact, my sources within the CIA and the Special Operations community tell me that if there is any change it is that President Obama is hitting harder and in more countries that President Bush.."

http://www.commondreams.org/headline/2010/12/09-7

Anne Marie Pedersen

@Thomas Bonde

Hm, første interessante indvending. Må lige læse lidt...

@ Anne Marie:

læste du de artikler jeg linkede til tidligere? Det virker ikke sådan, for havde du gjort det, ville du nok have fundet, at de ting jeg indgående beskriver og dokumenterer i mine links til min blog, er særdeles problematiske og sætter et meget stort spørgsmålstegn ved den påståede forkærlighed for menneskerettigheder og demokrati som man som bekendt taler så meget om.

Der er virkelig mange ting som er problematisk, såvel indenrigs- som udenrigspolitisk, men det er desværre alt for omfattende til at komme ind på i detaljer i denne kommentarsektion. Du kan dog læse de artikler jeg har skrevet på min blog til en begyndelse.

Jeg kan i øvrigt anbefale dig at stifte bekendtskab med professor i internationale relationer og ekspert i mellemøsten Stephen Zunes kritikker af Obama-administrationens udenrigspolitik.

http://stephenzunes.org/