Kommentar

Den reelle krise er politisk

Det, vi oplever i dag, er den indledende fase i en permanent krisetilstand
Debat
30. december 2010

Regeringen har en genopretningsplan og oppositionen en fair løsning. Begge planer har til formål at overvinde den økonomiske krise, som politikerne er enige om eksistensen af. Der er mange små forskelle på de to planer, men basalt set lægger de begge op til videreførelse af status quo.

Både regeringen og oppositionen ser altså den aktuelle krise som isolerede økonomiske ubalancer, som der kan rettes op på, ved at dreje lidt på de økonomiske håndtag, hvorefter alt igen er, som det plejer at være. De tager fejl. Den økonomiske krise dækker over en gennemgribende politisk krise. Den aktuelle krisepolitik er en selvstændig krisefaktor, og der er ingen løsning i sigte.

Der var to kriser i det 20. århundrede, som havde samme omfang og udbredelse som den aktuelle krise. Det, vi kan se i dag, er, at begge kriserne førte til grundlæggende samfundsforandringer, som resulterede af langvarige politiske processer. Krisen i 1930'erne banede vejen for velfærdsstaten, og krisen i 1970'erne dannede baggrund for det nyliberalistiske forbrugssamfund, som vi nu lever i. Kriseforløbene var også begge karakteriseret ved, at kriseløsningerne allerede eksisterede som politiske visioner i toneangivende sociale bevægelser, før kriserne manifesterede sig for alvor.

Politisk dynamik

Arbejderbevægelsen og venstrefløjen havde bred social gennemslagskraft allerede før 1930'erne, og krisen blev dermed en mulighed for at realisere nye politiske visioner. I 1970'erne stod både det nye venstre og nyliberalisterne ligeledes på spring med nye visioner for samfundsudviklingen. Det nyliberalistiske forbrugssamfund kombinerer i forlængelse heraf væsentlige elementer fra både højre- og venstreoppositionen til velfærdsstaten. Vi har set en udvikling med mere marked og større individualisme, men også med mere fleksibilitet og større selvbestemmelse.

Dannelsen af først velfærdsstaten og herefter det nyliberalistiske forbrugssamfund byggede altså på ensartede politiske processer, hvor kritik, opposition og brede sociale bevægelser var drivende kræfter. Begge samfundsmodeller videreførte også kapitalismen, da væksten og den sociale stabilitet blev midlertidigt genetableret. Men velfærdsstaten hører en fjern fortid til, og nu er også det nyliberalistiske forbrugssamfund kriseramt.

Umiddelbart minder den aktuelle krisedynamik meget om første fase af de to foregående store kriser, idet de politisk-økonomiske magthavere forsøger at rette op på situationen ved hjælp af fortidens redskaber og hermed skærper krisen. Alligevel tyder alt på, at kriseforløbet denne gang vil tegne sig helt anderledes end i det 20. århundrede, for de politiske forudsætninger er nemlig radikalt forandrede.

Permanent krise

Den politiske situation er i dag kendetegnet ved, at der hverken eksisterer nye politiske visioner med bred social klangbund eller brede politiske bevægelser, der kan skabe grundlæggende systemforandringer.

Den reelle krise for systemet er altså paradoksalt nok mangel på bred kritik, visionær opposition og innovativ modstand. De store politiske partier er dybt viklet ind i den eksisterende samfundsmodel og ønsker ikke grundlæggende forandringer. Fagbevægelsen og det 20. århundredes nye sociale bevægelser er ligeledes systemkonforme.

De politiske yderfløje er ligefrem tilbageskuende, da de drømmer om enten klassisk liberalisme eller traditionel socialisme fra det 19. århundrede. Disse projekter har slet ingen fremtid. De eneste deciderede politiske nybrud, vi har været vidner til i de senere år, er globaliserings- og klimabevægelserne. Men disse bevægelser er for marginaliserede og des-integrerede til, at de kan agere motor for sociale omvæltninger, som tidligere progressive bevægelser har gjort det. Nutidens systemkritik er magtesløs over for det handlingslammede politisk-økonomiske system og massemediernes fatale konsensusmaskine.

Den reelle krise består derfor i, at der i stigende hastighed produceres eskalerende økonomiske ubalancer og ophobes politiske problemer uden løsninger. Den aktuelle krise vil ikke blive 'løst' ligesom det 20. århundredes kriser ,og kapitalismen vil ikke blive 'genoprettet'. Det, vi oplever i dag, er den indledende fase i en permanent krisetilstand med meget kortsigtet ad hoc-styring på systemets egne præmisser, hvilket decideret modvirker en politisk-økonomisk stabiliseringsproces. Krisen vil brede sig som en virus i takt med systemets korruption og forfald.

Peter Nielsen er ph.d. og lektor i politisk økonomi på RUC

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Erik Kristensen

Man kan sagtens se situationen/problemet sådan som Peter Nielsen gør. Det sætter Informations artikelserie: "Danmarks opskrift på global succes" i perspektiv.
Det er udmærket med en problembeskrivelse, men Peter Nielsen mangler selv at komme med et bud: Jeg er bange for, at kapitalismen er mere sejlivet end Peter Nielsen antager. Skal vi bare sætte os tilbage og trille tommelfingre?

Venstrefløjen råder ikke over de samme økonomiske midler som den borgerlige kapitalisme, og forsøger den et modspil, bliver svaret krig. Sådan udviklede den politiske situation sig i 30'erne, og en gentagelse er allerede indledt med krigene i Mellemøsten, også uden krigserklæring (i Pakistan). Landet har derfor taget det første skridt mod politi- og militærstaten. Terrorismen udefra er svaret på det militære angreb, en udløber af et nationalt forsvar svarende til vores terrorisme med bl.a. droner,og højrefløjens antiterrorlove blander den voldelige terror fra de angrebne udefra med den hjemlige protest og demonstration,, især unge på venstrefløjen i politiske demonstrationer, derfor kaldet 'lømmelparagraffen' (S.114f). Af og til synes historien forudsigelig.

Erik Kristensen

Det med krig er lidt dramatisk... Inden det kommer så vidt kunne venstrefløjen forsøge med lidt 'ideologisk kamp' - kappestrid på ord. Det er vist det Peter Nielsen gør opmærksom på mangler i den aktuelle krise. Kapitalismen pakker ikke sammen af sig selv.

Billedligt taget kan man opfatte krig som dialektikkens udflåd, når modsætningerne sprænger sig selv.

Et eksempel på, hvad en venstrefløj kan stille op imod den kapitalistiske sunami, er en fremstilling af den chilenske kommunist Gladys Marin af spørgsmålet om magfen set i lyset af forholdet mellem Pinochet og Allende 11.sept.73 (her efter "Ret & Vrang nov.10):

"Folkeenhedens erfaring viser, at den efterhånden vandt flertal i landet, men at dette ikke var nok, så længe det ikke fik følgeskab af andre magtfaktorer. Chiles nyeste erfaring er et bevis på det forkerte i teserne om social og national konsensus. Hvad tjener det at få over 50% af stemmerne og indgå national "konsensus" med højrefløjen, når den ikke evner at udøve den reelle magt og i stedet må tage til takke med de aftaler, der er mulige, og fortsætte under de regler, som diktaturet har påduttet? Der er behov for dybtgående demokratisering af den lovgivende og udøvende magt,....
Allendes sejr, vejen til magten, foregik inden for rammerne af det gamle statssystem.... I perioden mellem 1970 og 73 foregik inden for staten en voldsom og dybtgående kamp, som var resultat af sammenstødet mellem kræfter, der kæmpede i hver sin retning.... Dettte sammenstød kunne kun løses ved en ny kraft, nemlig folkets mest dybtgående og aktive deltagelse konstitueret som sin egen magt, der byggede på initiativet nedefra og overskred den gamle stats rammer...."

Men hvad skete? USA greb ind 11.sept.73 og foranstaltede en af sine mange krige, som venstrefløjen tvinges ind i ! Et demokratisk flertal er altså ikke tilstrækkeligt i højrefløjens gennemkapitalistiske verden. Ikke desto mindre er marxismens dialektik er stadig vejen frem. Intet demokrati uden socialismen, ingen socialisme uden demokrati!

Tværtimod, Per Diepgen, er tiden inde til at forlade verdensbeskrivelser, der altid tjener til at forkorte virkeligheden, som principielt set er så mangfoldig, at en enkel formel ingen mening giver.
Vi skal helt andre veje, vi skal finde en ægte global tankegang, vi skal kommunikere og vi skal udvikle både kompetence og teknologi til at kunne få hele verden i tale. Det er ikke umuligt, men det er vigtigt. Hvorfor skal en dansk tv-station tænke i at sende nogetsomhelst andet end dansk i en tid, hvor vi direkte fra andre landes kanaler kan møde deres virkelighed ufiltreret? Mediernes første pligt må være at bidrage til en oplyst verden med det, der udgør vores kultur og historie, og vi må forvente, at andre landes medier gør det samme - ligesom vi selv må gøre det.

Hilken virkelighed, hvilket princip, hvilken enkel mening og hvilken ægte global tankegang skriver Peter Hansen om?

(I oplysningsfilosofien lå implicit 'positivismen', forestillingen om harmonisk at samordne videnskaberne og humanismen ud fra tilstedeværelsen af en prædestineret erkendelse. Positivismen (inkl. den logiske positivisme) er siden emperismens dage dukket af og til op (i rådvildhedens time?), mig bekendt bl.a. hos Habermas i forsøget på at tilordne de samfundsvidenskabelige teorier under ét, eller som Peter Hansen skriver, en "ægte global tankegang",)

Jeg er tilbøjelig til at sammenligne tankegangen med nazisternes drøm om tusindårsriget, som USA fra 1945 overtog, men dialektisk i et modspil til kommunismen.

Kom ud af din kasse, Per Diepgen, der er tale om det modsatte, du burde du kunne forstå. Mangfoldighed, menneske!

Hvem er størst, Übermenschen eller Superman?