Kommentar

Slut med hemmelige fængsler

Egyptiske Abu Omar viser et ar frem, som han angiveligt fik ved tortur efter CIA kidnappede ham.

Egyptiske Abu Omar viser et ar frem, som han angiveligt fik ved tortur efter CIA kidnappede ham.

23. december 2010

Regeringen understreger, at den internationalt vil arbejde for at fremme menneskerettighederne. Da udviklingsminister Søren Pind (V) tiltrådte, udråbte han endog sig selv til 'frihedsminister'.

Men regeringens politik er præget af et fravær af globalt udsyn - bortset fra krigsførelsen i Afghanistan og total tavshed om FN's betydning for dansk udenrigspolitik.

Det gælder også FN's konvention mod tvungne forsvindinger, som træder i kraft i dag. Kort fortalt har konventionen stor lighed med FN's konvention mod tortur, grusom, umenneskelig eller nedværdigende behandling, som FN vedtog i 1984.

Den nye FN-konvention definerer, hvad man må forstå ved tvungen forsvinding - nemlig anholdelse, tilbageholdelse, bortførelse eller enhver anden form for frihedsberøvelse, som er foretaget af en statslig aktør, såfremt denne frihedsberøvelse benægtes eller den forsvundne persons skæbne eller opholdssted hemmeligholdes, så vedkommende placeres uden for retslig beskyttelse.

Konversionen forpligter de deltagende stater til at forebygge og bekæmpe tvangsforsvindinger. Den understreger et absolut forbud mod tvangsforsvindinger, som ikke kan fraviges hverken i krig eller under nødret. Tvangsforsvindinger er både i fredstid og i krig en forbrydelse, og de ansvarlige skal retsforfølges. Samtidig forbydes hemmelige fængsler, og nok så vigtigt må man ikke overføre personer til lande, hvor de risikerer tvangsforsvinding.

Et yndet våben

Tvungne forsvindinger hører til dagens orden i mange tredjeverdens lande. Men forsvindinger og hemmelige fængsler kendes også fra Europa, hvor den såkaldte krig mod terror har sat menneskerettighederne under pres.

Efter ratifikationen vil også den danske stat have pligt til at retsforfølge formodede ansvarlige for tvungne forsvindinger, når overtrædelsen er begået på dansk område - hvilket inkluderer danske militærbaser i udlandet.

Konventionen er også aktuel, når CIA bruger dansk luftrum til transporter, og man kan håbe, at den kan blive et godt redskab til at bekæmpe CIA's overførsler af terrormistænkte til torturvenlige stater.

Daværende udenrigsminister Per Stig Møller (K) underskrev i 2007 konventionen. Men her tre år efter har Danmark stadig ikke ratificeret den. I mellemtiden har Irak afleveret sin ratifikation. Det er naturligvis godt, at landet dermed sikrer konventionens ikrafttræden 23. december. Men uden smøl kunne Danmark, som det 20. og udslagsgivende land have markeret sig internationalt.

Statsministerens nytårstale kunne være en god lejlighed til at melde ud, at man vil bakke op om Enhedslistens beslutningsforslag om dansk ratifikation.

Tue Magnussen er medlem af FN-forbundets bestyrelse

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

""Statsministerens nytårstale kunne være en god lejlighed til at melde ud, at man vil bakke op om Enhedslistens beslutningsforslag om dansk ratifikation."

Enig.

"Regeringen understreger, at den internationalt vil arbejde for at fremme menneskerettighederne."

Tjae, det burde jo ikke være en nyhed, men en selvfølgelighed!!

"Efter ratifikationen vil også den danske stat have pligt til at retsforfølge formodede ansvarlige for tvungne forsvindinger, når overtrædelsen er begået på dansk område - hvilket inkluderer danske militærbaser i udlandet"

VKO: "Vi har ikke nogen information om at noget sådan skulle have fundet sted, og er overbeviste om, at der ikke er noget at komme efter"

Tak for oplysningerne, Tue og Information.

Der uden nogen tvivl fremstår som en eklatant bøf fra den siddende Regerings side. Som ufortrødent beundrer sig selv i spejlet for at overholde alle internationale konventioner. Og som har sendt vores troværdighed alvorligt i tovene med CIA-transporterne.

Troen på at klassisk retorik fra højerepolitisk side kan afvikle det naturlige krav om en etisk og moralsk standard på bundlinien, fortjener at blive imodsagt. Uanset DF's åbentlyse parathed til at deponere al handlekraft på vegne af den danske befolkning i USA's udenrigspolitik og interne magt-institutioner.

Og som har medvirket til at forskaffe DK såvel et overmål af terrortrusler som et elendigt internationalt omdømme på bagen de seneste ti år. Hvilket kræver mange flere kræfter at genoprette, end det tog at ødelægge dem. Hvorfor skulle reel oplysning ikke være båret af fornuft også udenfor VOK-blokkens efterhånden temmeligt håbløse forsøg med politiske manipulationer?...

Med venlig hilsen

FN-resolutioner og menneskerettigheder (og Folkeret) er institututioner af aftaler, som alene beror på aftalepartnerne velvillighed.

For højreregeringen i Danmark med støtte af DF har disse aftaler stået i vejen for den "servile omsorg" for andre folkeslag.

Med udsigt til den højeste post i Vestens aggresive militærberedskab kunne Anders Fogh Rasmussen køre homopatisk parløb med Georg W.Bush og Per Stig Møller tandem med Fogh uden om FN, for Søren Espersen er dansk udenrigspolitisk ordførerskab anlagt for det zionistiske Israel, Løkke Rasmussen optrådte med en al-quaeda-maskinpistol og en kammeratlig pose penge, Brian Mikkelsen tog 30.000 kr for at skrive et indlæg for BOOS-efterretningsvæsnet i det racistiske Sydafrika, mens han senere assisterede PET til antiterrorlovene og lagde politik til de moderne begreber 'agent- og påvirkningsagent' samt diverse overvågningssystemer, som ingen lovlydig borger længere kan vare sig for. I dette selskab må Søren Pind have frie hænder til at fuldføre Uffe Ellemann-Jensens profitable bistand til verdens fattige.

Det er dansk udenrigspolitik og tilhørende hemmeligheder. Indenrigspolitisk vil de nye offentlighedslove give myndighederne indblik i den enkeltes livsførelsen, mens myndighederne selv lukker dørene for indsigt. Et liberalistisk fængsel.

"Et liberalistisk fængsel"

Ja,Shakespeare havde mere end ret: "There is something rotten in the Kingdom of Denmark."
Og egentlig kan vi vel heller ikke kalde det for 'dansk udenrigspolitik'

@ole halvorsen

der er stadig håb: endnu er totalitarismen ikke indtrådt, endnu er det tilladt at kritisere facismen, men kun for den's evt. mangler eller fejl udi at bekæmpe anti-facister.

@Kim Gram

Ja, der er heldigvis håb endnu! Men det kræver en indsats fra mennesker der vil bruge deres erfaring og intelligens - og ret beset er det jo ikke ligefrem intelligens der præger de aller fleste af de politikere der hellere vil sikre deres egen position end at sikre de rettigheder de er valgt til at sikre.