Kronik

Et storalbansk spøgelse går gennem Balkan

Tidligere var drømmen om et Storalbanien et tabu. Sådan er det ikke mere. Ikke kun i Kosovo, men også i Albanien stiger nationalfølelsen og ønsket om at bygge et stort, mægtigt rige. Det gløder i Balkans krudttønde. EU bør lægge låg på ved at engagere sig i landets udvikling
Albaniens statsminister, 
 Sali Berisha, er populær 
 hos nabolandenes 
 albanske mindretal og understøtter aktivt ideen 
 om et Storalbanien.

Albaniens statsminister,
Sali Berisha, er populær
hos nabolandenes
albanske mindretal og understøtter aktivt ideen
om et Storalbanien.

Arben Celi

15. december 2010

Igennem de knap 40 år, jeg er kommet på Balkan, har drømmen om et Storalbanien altid været et tabu. Det er det ikke mere. En nylig Gallup-måling bestilt af Balkan Monitor viser stærk og stigende opbakning til tanken; ikke alene i fx Kosovo, men også i Albanien. Den stærke albanske nationalfølelse, der omfatter ikke bare en nation, men også et folk og et sprog - og som bygger på en lang fælles historie og en litterær tradition - er i stigende grad ved at komme op til overfladen. Uden at tage munden for fuld kan man tale om en albansk 'exceptionalisme' - ikke mindst på baggrund af sproget, som er helt unikt og et af de otte oprindelige indo-europæiske sprog.

Man går stille med dørene - for ikke at støde værterne i de lande, hvor der er store albanske mindretal: Serbien, Montenegro, Makedonien og Grækenland. Men ikke mindst de skiftende regeringer under ledelse af Albaniens nuværende statsminister, Berisha, fremmer livlinerne til mindretallene og støtter ideen om albansk identitet.

Ikke uden grund er Berisha overordentlig populær i hele det albansktalende Balkan. I en samtale, jeg havde med udenrigsministeren, understregede denne de tætte og gode forbindelser til Balkan-landene, herunder Serbien, og den intense besøgsudveksling. Fra albansk side prøver man på pragmatisk vis at gyde olien på vandene, når der er optræk til spændinger og bidrager i det hele taget gerne til fred og fordragelighed i regionen. Som ministeren fremhæver, lægger EU netop vægt på, at de lande, der søger om EU-medlemskab, har gode og ordnede naboforhold.

Den vigtige vej

Mere håndgribeligt styrkes de transalbanske forbindelser af stigende samhandel og investeringer - og udbygning af infrastrukturen. Det er her, motorvejen fra Tirana til Kosovo falder i øjnene. Et imponerende bygningsværk konstrueret på rekordtid, indviet i juni sidste år, og som reducerer køretiden fra otte til to timer. Motorvejen kan ikke alene begrundes ud fra økonomiske hensyn - selv om det bliver lettere at eksportere til Kosovo - eller ud fra trafikale overvejelser. Og der er mange andre relevante opgaver at løse i Albanien, der synes mere påkrævede at løse. 'Highway'en' kaldes i Tirana »den patriotiske vej« og skal ses i et politisk-strategisk perspektiv.

Motorvejen giver Kosovo en bagdør - en dag måske en fordør - til Adriaterhavet og Europa. Det er interessant sikkerhedspolitisk - hvis konflikterne med Serbien spidser til, vil Kosovo kunne regne med sine søstre og brødre i Albanien. Livlinen er også betydningsfuld ud fra et økonomisk synspunkt - og er i det hele taget nyttig, fordi forholdet Kosovo-Serbien er fastlåst.

Ingen i Kosovo tror i øjeblikket på reel forsoning med Serbien - prisen herfor ville også være alt for høj i forhold til at sikre Kosovos uafhængighed og suverænitet. Motorvejen har ændret realiteterne på landkortet - og har sat en ny dagsorden på Balkan.

Mange forskelle

Naturligvis kan der argumenteres for, at dette nye sikkerhedspolitiske paradigme ikke holder: De lokale albanske eliter i fx Kosovo og Makedonien har deres egen magtbase og vil kæmpe for at bevare den og deres privilegier. Ingen vil risikere de konflikter som realiseringen af ideen om et Storalbanien vil give anledning til, og hvor er strukturerne og ressourcerne, herunder ikke mindst de økonomiske, til at realisere projektet? Geografien med de vilde og ufremkommelige bjerge gør heller ikke opgaven lettere. Endelig er der markante forskelle mellem f.eks. Albanien og Kosovo: Albaniens økonomi drøner derudaf, mens Kosovos er på life support. Der er forskelle i mentaliteten, uddannelsesniveauet og geografien, og mens Albanien er præget af Italien, er Kosovo præget af Serbien.

Men der er også ligheder: sproget og drømmen om et Storalbanien. Denne aspiration skal også ses i et længere tidsperspektiv: Hvis man forestiller sig et scenarie, hvor EU-perspektivet for Albanien, Montenegro m.fl. fortoner sig, hvor økonomierne går ned, hvor Makedonien krakelerer og hvor Serbien samtidig kommer tæt på EU-medlemskab - ja, i den situation vil albansk samling for alvor komme på dagsordenen.

I øjeblikket distraheres udviklingen i Kosovo af forholdet til Serbien. Kosovo er i en overskuelig fremtid fortsat afhængig af det internationale samfunds goodwill og tilstedeværelse. Men motorvejen til Adriaterhavet har øget frihedsgraderne betydeligt. I Makedonien er det forholdet til Grækenland, der distraherer, og en cementering af den etniske opdeling af landet i kølvandet på Ohrid-aftalen fra 2001 har svækket udviklingsmulighederne. I disse lande kan storalbansk samling for de albanske befolkningsgrupper i stigende grad komme til at fremstå som en attraktiv mulighed.

Derfor er det 'naturlige' Albanien ikke længere utænkeligt eller en praktisk umulighed.

Knyt Albanien tættere til

Ud fra et strategisk, sikkerhedspolitisk synspunkt vil det rigtige være, at EU engagerer sig langt stærkere i forholdet til Albanien end hidtil. Med anvendelse af både stok og gulerod bør sigtet være, at der bliver indledt optagelsesforhandlinger med Balkan-landet så snart som muligt - dvs. den samme linje som EU forfølger over for Montenegro. Det bør ikke afskrække os, at opgaven er stor: Det politiske system skal bringes til at fungere, der skal indsættes en ombudsmand, pressefriheden skal styrkes, bagmændene bag den internationale kriminalitet skal efterforskes langt mere effektivt end hidtil, der skal sættes ind over for menneskehandel, den omsiggribende korruption skal begrænses osv. Først og sidst skal vi fra EU's side opmuntre og inspirere til udviklingen af en ny politisk kultur, hvor der er fokus på dialog, samtale og kompromis.

Det er grunden til, at EU for det andet bør gå langt mere aktivt ind med støtte til civilsamfundet i Albanien. Nøjagtig som vi gjorde for knap en snes år siden til Estland, Letland og Litauen, da de baltiske lande blev uafhængige, hvor der også var brug for at udvikle en ny demokratisk kultur. Danmark spillede dengang en særligt aktiv rolle - det bør vi også gøre i dag i forhold til Albanien. Vi har oplagte forudsætninger, jf. højskoletraditionen, at der i Danmark er kort afstand mellem beslutningstager og borger, ligestillingen, plads til sociale eksperimenter, mv.

Men det bliver ikke nemt. Der er i øjeblikket en udvidelsestræthed i EU, som kan ramme Albanien. Allerede den visumaftale, der blev indgået med Albanien medio november, havde EU-landene svært ved at blive enige om. Den er underlagt skrappe restriktioner bl.a. på grund af erfaringer fra Tyskland og Belgien, hvor man har fået et øget antal af asyl-ansøgere fra Serbien efter indgåelsen af visumaftalen sidste år. Derfor var der til det sidste diskussion om, hvorvidt et af de to lande ville blokere for aftalen.

Hertil kommer, at særligt Grækenland er skeptisk over for Albaniens EU-aspirationer. Det handler dels om magtspillet på Balkan, dels om at Grækenland pt. huser 600.000 albanere - derfor ønsker Grækenland ikke at puste til de nationale strømninger i de albanske befolkningsgrupper. Netop Grækenland har i andre sammenhænge vist politisk vilje til at sætte sine interesser igennem på trods af den overordnede vestlige interesse, jf. forholdet til Makedonien og Cypern.

Vigtig rolle

I Danmark og i EU er der ikke mange, der har øje for dette ny sikkerhedspolitiske paradigme på Balkan med baggrund i ny infrastruktur. Desværre. Fordi den europæiske union har faktisk betydelig indflydelse på, hvilken retning udviklingen tager: Storalbansk samling kan være negativ for stabiliteten på Balkan, men hvis EU træder i karakter, og samlingen foregår inden for en bredere europæisk ramme med de berørte lande engageret i en proces mod optagelse i EU, vil den kunne være et væsentligt bidrag til freden og forsoningen på Balkan. Det afhænger i høj grad af os.

Erik Boel er formand for Europabevægelsen

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu