Kommentar

Tostatsløsningen - illusion og bedrag?

Selvstyrets forhandler Saeb Erekat udtalte for nyligt, at anerkendelsen af Israel som jødisk stat ville være at tage luften ud af forhandlinger om de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til Israel.

Selvstyrets forhandler Saeb Erekat udtalte for nyligt, at anerkendelsen af Israel som jødisk stat ville være at tage luften ud af forhandlinger om de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til Israel.

30. december 2010

To år er gået, siden Gazakrigen begyndte, og palæstinenserne har endnu ikke bevæget sig afgørende frem til en tostatsløsning i Mellemøstkonflikten. Tostatsløsningen i Mellemøstkonflikten er et fatamorgana, som Israel har løbet efter siden FN's delingsplan i 1947.

For FN, USA og EU en gordisk knude, og i arabisk og palæstinensisk selvforståelse et mareridt trods ordflom om det modsatte. Tostatsløsningen forudsætter, at konfliktens par-ter har samme interesse i fred. Det er en fejl, at tro dette.

Det jødiske samfund sagde ja til delingsplanen, som var en tostatsløsning. Araberne sagde nej. Alle i næsten alle Knessets jødiske partier støtter en tostatsløsning. Premierminister Netanyahu går mere ind for en tostatsløsning, end tidligere premierminister Golda Meir gjorde. Fred Nu bevægelsen i Israel, trods den af Hamas's terror forårsagede svækkelse, har ingen pendant hos palæstinensere og arabere, og islamisterne i Hamas og Hizbollah har ingen pendant i Israel - heldigvis.

Esmann har ret

Ingen palæstinensisk leder vil anerkende Israel som en jødisk stat med egen identitet, historie og kultur. Politiske udtalelser samt stort set alle tv- og radioprogrammer - både underholdning og dokumentar - i de af selvstyret kontrollerede medier afspejler dette. Palæstinenserne forberedes ikke på jødisk og palæstinensisk sameksistens i to stater, men opfordres til delegitimering af Israel og fortsat konflikt. Selvstyrets forhandler Saeb Erekat udtalte for nyligt, at anerkendelsen af Israel som jødisk stat ville være at tage luften ud af forhandlinger om de palæstinensiske flygtninges ret til at vende tilbage til Israel. Samtidig fastholder palæstinenserne, at de israelske bosættelser skal ud af Vestbredden. Palæstinenserne mener, at 'hvad der er dit er også mit, men hvad der er mit, rager ikke dig'. FN, USA og EU holder kæft og sætter kikkerten for det blinde øje. Der gælder et sæt af regler for jødiske bosættelser - de skal væk. Et andet sæt for palæstinensiske flygtninge, de skal tilbage til Israel.

Danmark må ændre kurs og i FN og EU kræve, at araberne og palæstinenserne anerkender Israel som en jødisk stat. En løsning på bosættelserne og afvisningen af palæstinensiske flygtningens ret til at vende tilbage til Israel løsrevet fra dette krav er utopi. Frank Esmann har ret i, at en FN-resolution, en pendant til FN resolution 181 fra d. 29/11 1947, der sigter mod dannelsen af en palæstinensisk stat, er en mulighed.

Men da arabere og palæstinensere på den anden side set ikke har flyttet sig grundlæggende fra tanken om et geografisk Palæstina uden en jødisk stat, vil en sådan resolution næppe bane vejen for fred i højere grad, end FN resolution 181, der var en tostatsløsning, gjorde det i 1947.

Flemming Bengtsson, cand.mag, historie

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Allan Bartroff

Desværre nok en meget præcis beskrivelse - og vel lige præcis der hvor mange kritikere af Israels adfærd taber perspektivet (borset fra Lasse Ellegaard typen der per definition helst ser Israel nedlagt). Nemlig det trsite perspektiv at under alle omstændigheder så er for palæstinenserne selve tilstedeværelsen af Israel kombineret med den kunstige opretholdelse af flygtningelejre den perfekte syndebuk og undskyldning for alle problemer.

Niels Peter Jacobsen

Du har ret når du skriver, at FN's delignsplan fra 1947 var en tostatsløsning, som blev accepteret af Israel men forkastet af palæstinenserne. Men er det ikke vigtigt i den sammenhæng at nævne, at jøderne, som på det tidspunkt ejede 6 % af jorden, fik 55 % af det samlede område, mens palæstinenserne altså fik under halvdelen. Samtidig var der betydelig flere palæstinesere, der kom på den forkerte side af de nye grænser end jøder. Så det, der for jøderne var et stort skridt frem, var for palæstinenserne et tilbageskridt. Det betyder vel noget for lysten til at tilslutte sig sådan en plan.
Og en anden ting: Skelner du mellem at anerkende Israel som stat og at anerkende Israel som JØDISK stat? Hvad betyder det for de mange arabere og andre ikke-jøder i Israel, hvis staten anerkendes som jødisk? Så er halvdelen af befolkningen pludselig stemplet som andenrangs borgere.