Kommentar

Wikileaks i det lange løb

Når myndigheder ikke kan opnå deres mål inden for lovens rammer, er det rigtige svar ikke at arbejde uden for lovens rammer. USA burde være en retsstat, hvilket gør den ikke-retslige forfølgelse af Wikileaks særlig kvalmende
Når myndigheder ikke kan opnå deres mål inden for lovens rammer, er det rigtige svar ikke at arbejde uden for lovens rammer. USA burde være en retsstat, hvilket gør den ikke-retslige forfølgelse af Wikileaks særlig kvalmende
11. december 2010

Ligesom en masse andre mennesker er jeg i konflikt med mig selv om Wikileaks. Borgere i et velfungerende demokrati skal kunne vide, hvad staten siger og gør i vores navn for at kunne deltage.

På den anden side kan menneskelige systemer ikke klare fuldstændig gennemsigtighed. Hvis forhandlinger skal fungere, må folk have mulighed for at ændre holdninger under vejs. Men holdningsændringer betragtes næsten universelt som et tegn på svaghed. Folk, som forsøger at nå til enighed, må privat kunne give udtryk for holdninger, som de ville afsværge offentligt. I denne sammenhæng er Wikileaks klart skadelig.

Der er altså en konflikt mellem to krav til en demokratisk udenrigspolitik. En konflikt, som ikke kan løses, men kan bringes i en form for acceptabel balance. Ligesom spændingen mellem værdier som lighed og frihed eller mellem folkets vilje og grundlæggende borgerrettigheder skal disse krav bringes i balance for at undgå, at den demokratiske udenrigspolitik bliver ødelagt af hemmelighedskræmmeri eller af for meget gennemsigtighed.

Reguleret offentlighed

Som Tom Slee har sagt: »Svaret på spørgsmålet om, hvilke oplysninger regeringen bør offentliggøre, afhænger ikke så meget af oplysningerne, men snarere af hvad man mener om regeringen.«

Min personlige holdning er, at tavshedspligten er for omfattende i det nuværende system, og at mere gennemsigtighed er en god idé. Jeg tror dog ikke på fuld åbenhed.

Hvis vi kun tænkte udviklingen på langt sigt, ville Wikileaks helt klart være en dårlig ting.

I praksis viser den politiske historie dog, at fremkomsten af sådanne uafhængige aktører i visse perioder er afgørende for øget demokratisering - ikke bare i politisk men også i intellektuel forstand.

Vi hylder trykkerierne i 1500-tallets Amsterdam, fordi de gjorde det umuligt for den katolske kirke at begrænse produktionen af trykte bøger til dem, kirken havde godkendt. Det indvarslede en decentralisering af forskningen og udbredelsen af politiske kampskrifter.

Denne intellektuelle og politisk sejr betød dog ikke, at trykkerierne herefter blev fri for alle begrænsninger. Der opstod et sæt af juridiske begrænsninger for det trykte ord, bl.a. restriktioner vedrørende injurier, offentliggørelse af forretningshemmeligheder og opfordringer til oprør. Jeg er ikke enig i alle disse love, men i modsætning til USA's nuværende jagt på Wikileaks er de i hvert fald juridisk funderede.

Er USA en retsstat?

Jeg er i tvivl om, hvad der er den rette balance mellem demokratiets behov for gennemsigtighed og de internationale aktørers behov for at kunne tale privat sammen. Men jeg er til gengæld ikke i tvivl om, at myndigheder ikke bør arbejde uden for lovens rammer, hvis de ikke kan opnå deres mål inden for lovens rammer. I stedet må de acceptere, at de ikke kan få det, som de vil have det.

USA er, eller burde være, være en retsstat, hvilket gør den ikke-retslige forfølgelse af Wikileaks særlig kvalmende. (Opfordringer til mord på Julian Assange er endnu mere kvalmende.) Hvis Julian har begået en forbrydelse - jeg kender ham overfladisk, men ikke godt nok til at kunne attestere hans motiver, og jeg er heller ikke advokat - ville det være korrekt at bringe sagen for retten.

Nye kontrolmekanismer

Jeg mener, at den nuværende lov, som kriminaliserer lækager af statshemmeligheder, men ikke offentliggørelsen af lækagerne, er velafbalanceret. Men som en borger i et demokrati er jeg villig til at blive stemt ned og derfor parat til at acceptere demokratisk vedtagne begrænsninger for Wikileaks.

Uanset systemets kontrolmekanismer vil den demokratiske proces måske gøre det umuligt for organisationer som Wikileaks at fungere i fremtiden. Det centrale er dog, at demokratier har en formel proces til at skabe sådanne restriktioner, og som borger gør det mig utilpas at se, at USA forsøger sig med genveje.

Lederne i Myanmar, Hviderusland, Thailand eller Rusland kan nu med rette sige: »I gik efter Wikileaks' domænenavn, deres udbyder, og har sågar nægtet jeres egne borgere at protestere gennem donationer. Alt sammen uden en dommerkendelse og rettet mod aktører i udlandet, blot fordi I ikke bryder jer om hjemmesiden. Hvis demokratiske regeringer må opføre sig sådan, kan vi sagtens leve med demokratiet.«

I det lange løb får vi brug for nye kontrolmekanismer i forbindelse med den forøgede gennemsigtighed. Wikileaks burde ikke kunne fungere som en lov i sig selv, lige så lidt som USA burde det. Men på kort sigt er Wikileaks vores Amsterdam. Uanset hvilke restriktioner, der ender med at blive vedtaget, må vi i dag hjælpe med at holde Wikileaks i live, mens vi gennemgår den proces, som demokratier altid skal igennem som reaktion på forandringer.

Hvis det er i orden for et demokrati at udelukke nogen fra internettet, fordi de har gjort noget, man ikke kan retsforfølge en avis for, har tanken om, at internettet fremmer demokratiet i det offentlige rum, fået dødsstødet.

Clay Shirky er amerikansk forfatter og kulturkritiker, som beskæftiger sig med internettets sociale og økonomiske aspekter. Han har bl.a. skrevet  'Here Comes Everybody: The Power of Organizing Without Organizations'

© Clay Shirky & Information 2010

Oversat af Mads Frese

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Menneskeheden skal lære at evnen til at foretage holdningsskift kan være lige så meget et udtryk for styrke som for svaghed.

I stedet for denne erkendelse skriver Clay Shirky i Information ovenfor: "... holdningsændringer betragtes næsten universelt som et tegn på svaghed. Folk, som forsøger at nå til enighed, må privat kunne give udtryk for holdninger, som de ville afsværge offentligt. I denne sammenhæng er Wikileaks klart skadelig."

Men mon ikke hele menneskeheden i stedet straks bør gå i gang med at skifte opfattelse af at holdningsskift er = svaghed?!

Et klart eksempel herpå er Vietnamkrigen, hvor USA udviste svaghed, da det ikke ville trække sig ud af krigen før det blev smidt ud. Når man én gang har besluttet sig for noget, så fortsætter man bare som hidtil uanset hvad. Se det er ekstrem svaghed, foruden at det er lige så ekstremt dumt!

Clay Shirky skriver endvidere: "Jeg mener, at den nuværende lov, som kriminaliserer lækager af statshemmeligheder, men ikke offentliggørelsen af lækagerne, er velafbalanceret."

Men nej Shirky, det er en forhastet og forkert konklusion:
Din egen "vested interest", som journalist og forfatter, forblænder dig for vejen ud af dette dilemma.

Et klart eksempel herpå er den engelske lovgivning som sikrede væsentlige samfundsinteresser ved dets, i sin tid, frikendelse af Greenpeaces, i sig selv, ulovlige aktioner. Alle husker vel, at for ikke så lang tid siden, udførte Greenpeace nogle ulovlige aktioner som de i første omgang blev dømt for, men som de senere blev frikendt for, da alle kunne se at samfundet nød godt heraf. Så vidt jeg husker er det en lov som ikke findes i dansk ret, men som vi bør snarest se at få indført for vores egen skyld.

Min konklusion:
Menneskeheden skal lære at evnen til holdningsskift også er udtryk for styrke og endda klogskab. Og at der bør indbygges dispensation for at, i sig selv, ulovlige lækager, at disse kan blive gjort lovlige under visse omstændigheder, lige som i den engelske lovgivning - således at vitale samfundsinteresser kan sikres !

Derfor, Clay Shirky, skal vi ikke fraskrive Wikileaks´ eksistensberettigelse selv på lang sigt, men løse dilemmaet netop ved at få indført en lovgivning som den engelske, der kan sikre at vi får endda mange flere Wikileaks af slagsen for fremtiden, såvel som for nutiden.

Hvis USA's og andre regeringer opførte sig bedre og handlede i det godes navn og borgernes interesser, så kunne det også godt være, at der ikke føltes dette behov for lækager i samfundet.
WikiLeaks er kommet som en reaktion på den magtarrogance og magtfuldkommenhed, som de såkaldte demokratier bliver ledet med.

Jeg savner den kolde krig og Sovjetunionen. Dengang blev Vesten nød til at opretholde et minimum af demokratisk anstændighed, denne er forsvundet i dag, erstattet af magtarrogance.

Svagheds tegnene ved demokratiet er synlig gjort i den grad, om det er muligt at finde en balance er tvivlsomt. Da der er mange faktorer der modarbejder hinanden, politikerne nægter kronisk at tage stilling til den stigende indflydelse multinationale selskaber har af indvirkning på de demokratiske processer m.m.

Så man kan vel anslå at wikileaks er en uundgåelig hændelse, omend man kunne ønske sig det foregik ved en naturlig process i systemet. Men det er jo netop systemets afmagt der afføder wikileaks.