Læsetid 3 min.

En appetitlig miljøkamp: Spis op!

På givne foranledninger får Rabelais ordet for en hyldest til den glæde ved køkkenet, der kan redde kloden
25. januar 2011

»Berømmelige drukkenbolte og mig synderlig kære syfilitikere - thi jer og ikke andre tilegner jeg mine skrifter...«

Sådan indleder Jesper Ewald sin oversættelse af Francois Rabelais Gargantua. Første afdeling af det kæmperomanværk om ædende, drikkende, skidende og pissende - og pisselærde - liderlige kæmper (på gigantiske multlokummer og halmballer), der afsluttes med Pantagruel, og som man uvilkårlig må komme i hu, når man i disse tider frem til 27. marts i år i København besøger Rundetårn og udstillingen om natur og miljø, økologi og klima mellem køkken og klode (www.hungryplanet.dk).

For magen til appetitlig kamp for at redde naturen, miljøet, økologien, klimaet og kloden skal man lede længe efter.

Kampen mod den fundamentalistiske og terroristiske DØV, Den Økonomiske Vækst, drives ikke af livsfornægtelse, endsige livsangst, som det ofte opfattes og påstås, men af livslyst. For ikke at sige slet og ret: lyst. En sanselighed ved kødets (materiens) lyst så stor, at man ikke kan andet end glædes ved naturens tildeling af netop dette kød og af netop denne materie og lyst, så man bare må ære og dyrke og bevare og beskytte naturen. For man kan ikke andet. Man ka' ik' la' vær'.

Hinandens forudsætning

Og sådan skriver Jesper Ewald i sin oversættelses forord om franskmanden Rabelais (ca. 1494 - 1553):

»Læser man Rabelais nu, får man instinktmæssigt den opfattelse, at han var hverken katolik, protestant eller ateist, men temmelig ligeglad med religionen. Dette jordeliv var ham nok. Han elskede naturen, bordets, bægerets og sengens glæder, han elskede menneskene, når de var ærlige folk og gode kammerater og ejede det, som på fransk hedder vertu, og som ikke kan oversættes, fordi det betyder både dyd og dådskraft og moralsk holdning. Desuden var han en lærd humanist, som elskede bøgerne for den lære, som kan uddrages af dem, og følgelig foragtede Sorbonnes (universitetets) folk, som brugte deres lærdom nærmest til at mystificere lægfolk med.«

Som i dag økonomerne og deres følgagtige horder af samfundsforskere, politikere, pædagoger og journalister mystificerer lægfolk. Stik imod hvad langt hovedparten af nøgterne naturforskere konstaterer om naturens indretninger og grænser.

Men her er pointen såmænd blot, at den fine ånd, dyd og dådskraft og moralske holdning ikke, som det ofte opfattes og påstås, står i dualistisk modsætning til bordets, bægerets og sengens glæder. Det er omvendt. De er hinandens forudsætninger.

Vertu.

Andre helt aktuelle grunde til at give Rabelais ordet er bl.a. seneste og et fremragende nummer af miljøsk - Tidsskrift om miljø og samfund med temaet: »Den globale madskandale« (www.noah.dk). Samt artiklen i går her i Information med temaet: »Verden på vej mod fødevarekrise - 2011 kan blive et år med nye rekorder i de globale fødevarepriser. Det indvarsler en fremtid med knaphed på fødevarer i store dele af verden. Resultatet bliver ressourcekamp og politisk uro«. Af Lester Brown.

Gruopvækkende er begge temaer. Og grufulde er da også mange af Rundetårns (www.rundetaarn.dk) plancher og billeder og tabeller og sikkert også oplysningerne i Miljøpunkts (www.a21.dk) kommende tirsdagsrække i tårnet om vild verden og vild mad og haiku-digte og sære fortællinger til en sulten planet. Alligevel er det selve det livslystne, appetitvækkende, sanselige ved Rundetårns-arrangementet, der skal fastholdes her.

Ved simpelt hen at give Rabelais ordet - og nu i C. E. Falbe-Hansens oversættelse af Pantagruel, Tredie Del:

Amen

»- Det er netop den rette tid at holde måltid, sagde Pantagruel. (...) Næppe var disse ord udtalt, før køkkenfolkene stillede spiseborde og anretterborde på plads, de dækkede dem med duftende duge, tallerkener, håndduge og saltkar: de bragte ølkrus. lerkander, flasker, kopper, bægre, skåle og krukker ...

- Jeg er ikke vred mere, sagde Panurge. Gud og jer ske tak! Jeg er fornøjet som en papegøje, glad som en lærkefalk, kvik som en sommerfugl. Det er virkelig Euripides, der har skrevet følgende. jeres kønne Euripides, og det er Silén, den mindeværdige bægersvinger, der siger det:

Han galen er og ej af sunde sæder,
der drikker bravt og ej derved sig glæder.

'Uden rist og ro bør vi lovprise den gode Gud, vor skaber, frelser og bevarer, fordi han ved dette gode brød, ved denne dejlige friske vin helbreder os for den slags forvildelser både på legeme og sjæl, bortset fra den nydelse og lyst, vi føler ved at spise og drikke'.«

Amen.

Få adgang til hele artiklen og uafhængig kvalitetsjournalistik.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Per Diepgen

FØDEVAREKRISE.
Overskriften på kronikken 24.jan. er vel svaret på artiklen her. Tager jeg ikke fejl af de ubønhørlige næsten forudsigelige terminer i økonomien. vil en økonomisk krise, fremkaldt af fiansmarkedet selv, blive afløst af et forsøg på at afbøde dens virkninger gennem økonomiske begrænsninger, der bl.a. udløser prisreguleringer, som erhvervslivet imidlertid et par år senere uvægerligt svarer igen på med stigninger på de fleste forbrugsvarer, ikke mindst basale fødevarer, og som ingen kan standse, fordi markedet og monopolerne kan overtrumfe de nationale og sociale hensyn.
Så er balancen så at sige genoprettet set med det frie markeds konkurrenceøjne.
Sådan mener jeg, at have erfaret ved adskillige gennemløb, ind imellem optræder forskellige sortbørshandlere, men fattigdommen bliver endnu mere udtalt fattigdom, og en reaktion heroverfor vil ofte føre til krig.

Brugerbillede for Niels-Simon Larsen
Niels-Simon Larsen

Så må man se at komme en tur i Rundetårn.
Godt at blive mindet om gårsdagens artikel om fødevarekrisen.
I dag er der på s.6 en om genmodificerede afgrøder.

Landbruget, og dermed ansvaret for mad på bordet, er kommet ud af hænderne på os. Store selskaber har ’snuppet’ ansvaret fra os – og så kan det kun gå rigtig galt. Derfor må vi tage det tabte tilbage, og det er da også det, der sker i bunden af samfundene. Folk vil ikke have, at ’livet’ skal bestemmes og køres oppefra. Af bitter erfaring ved vi, at det kun kan gå galt så.

Nu er kampen i gang om de store floder. Det har den været længe. I DK kan vi ikke rigtigt være med. Vi prøvede lidt i Jylland med en å (Skjern?), som blev rettet ud og kroget tilbage igen, så vi er ikke spor bedre end de andre. Russerne vendte et par floder for nogle år siden, og derfor er Aralsøen tørlagt. I USA er der kæmpedæmninger, og det er der også på vej overalt i Asien nu.

GM-afgrøder kan kun drives af store selskaber, og så ved vi, at penge styrer alt.

Det er ufatteligt (som der også er blevet gjort opmærksom på i flere Frie ord), at den hjemlige debat ikke handler om vores fælles fremtid, men om Henriette Kjærs svigermor og den slags.

Brugerbillede for Maria Francisca Torrezão
Maria Francisca Torrezão

O livro de Pantagruel (Pantagruel’s bog) hedder Portugals berømteste kogebog. Udgivet først gang i 1946 med sølle 1.500 opskrifter. Min egen 36. udgave købt i slutning af 70’erne er et to binds værk, på over 1.300 sider med i alt 5.000 opskrifter, heriblandt 103 forslag til hvordan vores højtelskede Bacalhau kan tilberedes.
Bogens vigtigste budskab er nok: glæde, taknemmelighed og respekt for den gode mad; og at man skal lad være med at smide mad ud, da alt, takket være forbløffende små opfindsomheder, kan trylles til dejlige kulinariske oplevelser.
Som barn fik jeg altid at vide, at jeg skulle forsøge at spise op, da der var mange fattige børn i verden i al almindelighed og i Africa i særdeleshed, som ikke havde noget at spise. Det skulle man tage at lade være med at sige, fik jeg senere at vide her i oplysningens og pædagogikkens egen land. Det var nemlig enorm synd for børnene (ikke de fattige men de rige børn, forstås).
Jeg er glad for at udstilling Hungry Planet ikke er forbudt for børn, men derimod tilbyder gratis skoletjeneste, for så kan børnene forhåbentlig forklare deres forældre, hvordan det hele hænger sammen. Og så kan vi forhåbentlig bygge bro imellem ”Den globale madskandale” og ”Verden på vej mod fødevarekrise” (igen, igen, igen).

Og jeg er meget enig med Ejvind Larsen i at økologi er lige med lyst. Vores nuværende manglende respekt for naturen og vores livsfornægtende forhold til (dårlig og industrielfremstillet) mad er i bund og grund udtryk for manglende lyst; hvad det kan være svært at få øje på, da hele vores kultur efterhånden kredser omkring en overfladisk her og nu tilfredsstillelse af enhver tænkelig lyst. Men dermed har vi netop mistet evnen til at værdsætte den lyst og den nydelse som Rabelais taler om. Vi lever ironisk nok i et (stadig) yderst puritansk samfund.

Brugerbillede for Per Diepgen

Muselmændenes parade.
Fra Rundetårn kan man falde ned, tegnede Fritz Jürgensen. Bortset fra nedfald har verden haft mange drikke- og ædebrødre. Rabelais' rædselsfulde levnedskildring var en af dem, og idag vil få iblandt os bryde sig om Gargantuas elskede kalun, men nød har før lært den sultne at spise. Derom giver Rabelais' samtidige, Brueghel, gode billeder. Og kigger vi i skraldebøtterne, får vi et indtryk af det middelalderlige vellevned, med et pænere udtryk for drikkegilde er symposium. Spørg blot Michael Bellman og Bacchus.
Gode læser og ven,
hids dig ej op ved mit kraftige sprog,
det er sundt, fri for infektion. (Rabelais)

Brugerbillede for John Fredsted
John Fredsted

The effort to understand the universe is one of the very few things which lifts human life a little above the level of farce and gives it some of the grace of tragedy.

Nobelpristager i fysik Steven Weinberg.

Brugerbillede for Jens Skovgaard Jensen
Jens Skovgaard Jensen

Rigtig god udstilling!
Eneste anke var fra min datter (11 år) over plancherne med de danske familier der var et lokalt tillæg til udstillingen og kun indeholdt data og ingen billeder af familierne og deres madvarer (ud over et neutralt med nogen mennesker rundt om et spisebord). Som sagt eneste anke fra hende.
Jeg (mand 45 år) synes det er eksemplarisk at det er muligt at downloade plancherne, og i ro og mag at kigge på alle data hjemme.
Jeg håber de har mulighed for at lade hjemmesiden leve efter at udstillingen slutter.