Kommentar

Arbejderbevægelsen og det nationale

Det er langt fra nyt - eller exceptionelt - at venstrefløjen svøber sig i nationale symboler og kræver regulering af indvandring. Det er en 'afvigelse' fra internationalismen, som såvel Socialdemokraterne som DKP har bragt frem
Debat
5. januar 2011

Jarl Corduas artikel SF's pludselige omklamring af Dannebrog trænger til et par nuanceringer.

Det er rigtigt, at arbejderpartierne, herunder SF, historisk har bekendt sig til internationalismen, men der har været flere afvigelser herfra, end det fremgår af Corduas tekst.

Han nævner det socialdemokratiske program »Danmark for Folket« fra 1934 som eksempel, og det er da også det første eksempel på en 'national' bekendelse fra et dansk arbejderparti, hvis man ser bort fra udbryderen Emil Marotts Det Frie Socialdemokrati, som i 1920 krævede Flensborg tilbage.

»Danmark for Folket« har imidlertid en anden baggrund - det skal ses i lyset af kampen mod kommunismen til venstre og fascismen/nazismen til højre. Konteksten er altså vigtig.

Her går grænsen

Mærkeligere er det, at Cordua ikke nævner den massive nationalisme, der dukkede op i løbet af besættelsen, og som ikke mindst DKP bar frem.

1945 betegner højdepunktet af 'national vækkelse' i arbejderbevægelsen, ikke mindst i DKP, og det blev en tradition partiet knyttede an til i senere 'natonale skæbnestunder' som i kampen mod EF 1971-72.

Her førte partiet en decideret nationalistisk kampagne med plakater som »Her går grænsen« med et Dannebrogsflag plantet på den dansk-tyske grænse.

Preben Møller Hansens Fælles Kurs fortsatte i samme skure i 1980'erne, og der var som bekendt berøringspunkter mellem dette partis fremmedfjendtlighed og Fremskridtspartiet, der netop i sammen periode begyndte at erstatte skattenægtelse med fremmedangst.

Når det gælder arbejderbevægelsens syn på indvandring af arbejdskraft var situationen i begyndelsen af 70'erne også en helt anden end i dag, ja nærmest den omvendte:

De borgerlige partier var fortalere for indvandring af hensyn til industrien, mens arbejderpartierne var skeptiske eller direkte imod af hensyn til faren for løntrykkeri.

Indvandrerstoppet i 1973 blev netop til på baggrund af pres fra fagbevægelsen og arbejderpartierne.

Og ligesom med EF fremførte venstrefløjen også kulturelle argumenter, som vi senere kender fra Dansk Folkeparti (og som Søren Krarup allerede dengang var talsmand for) imod tyskheden, katolicismen osv., som begrundelse for bevarelse af en ren og pur dansk nationalstat, der allerede dengang blev identificeret med velfærdsstaten. Denne ville ikke kunne opretholdes, hvis vi kom ind i EF og tillod fri bevægelse af arbejdskraft og kapital over grænserne.

Bizart

I dag er rollerne byttet om, de borgerlige er indvandrerskeptiske, mens S-SF på papiret i hvert fald er mere velvillige, og det er på den baggrund SF's nye kampagne for »dansk løn til danske arbejdspladser« virker bizar ligesom den pinlige brug af Dannebrog og andre nationale symboler.

Men det er altså en afvigelse fra en internationalistisk tradition i arbejderbevægelsen, som har rødder langt tilbage i tiden.

DF er det parti, der mest effektivt har bygget videre på arbejderpartiernes afvigelse, og det er naturligvis korrekt, at SF's nye kampagne går efter at vinde nogle arbejdervælgere tilbage fra det parti.

Men samtidig bliver man fange af sin egen retorik - i en situation, hvor der mere end nogensinde er brug for international tænkning og handling - og det er heri, det beskæmmende ligger.

Claus Bryld er professor og dr. phil

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Internationalisme kan være meget godt, men hvis den pludselig udvikler sig i retning af imperialisme, islamisme, kommunisme eller anden form for krænkelse af den personlige tankefrihed, så skal verdensherredømmet jo kunne korrigeres demokratisk. Det har selv SF indset og hvad er bedre til varetagelsen af den opgave end en samling uafhængige (demokratiske) nationalstater? Det nationale vil jo altid stå i modsætning til ensretning, i og med at traditionerne, folkedragterne og alt det andet halløj er forskellige i de forskellige nationalstater. Kort sagt: nationalstaterne er en garanti for pluralisme.

EU, med venstrefløjens mere eller mindre nationalt betonet tilslutning, er i den sammenhænge et sympatisk forsøg på at bygge bro mellem det fjerne og det nære og indtil videre går det da også nogenlunde her på Østre Gasværk, bortset fra at fuglene er begyndt at falde ned fra himlen i det tilstødende kongerige. Men mon ikke det har en naturlig forklaring? Det positive er jo, at det kun er fugle og ikke fx. frøer.

Henning Ristinge

Smukt Claus, du kunne dog have gjort noget mere ud af EU modstanden. Der var fra starten af stærke nationalistiske undertoner ibland alle der argumenterede stærkt imod EF og EU. Du selv hørte til dem der bragte det demokratiske underskud på banen. Meget rigtig kritik af EU projektet, men også en kritik som kun vanskeligt kunne anvendes af EU modstandere. Ingen hærdet EU modstander ville drømme om at styrke EU demokratiet for det kan jo netop ikke lade sig gøre uden at pille ved den nationale suverænitet på adskillige punkter. Det demokratiske underskud i EU er så og sige barn af netop modviljen mod at skulle afgive suverænitet – mere end det – den er i virkeligheden barn af nationalismen.

Henning Ristinge

På mange punkter har SF - netop udviklet sig væk fra en politik som var nationalistisk i sit grundlag, og over i retning af noget der er bedre istand til at tage favtag med det globale og overnationale. Der er er næppe belæg for påstanden om at SF er blevet mere nationalistisk, det er snarere omvendt. Men venstreføjen i Danmark har i mange mange år leget med nationalisme og det folkelige fælleskab i bevægelser der også havde Søren Krarup som medlem er bevis på hvor meget og hvor ukritisk man legede med denne ild.

Henning Ristinge

Det burde ikke kunne lade sig gøre for noget socialistisk parti at agitere på et nationalistisk grundlag og ethvert socialistisk parti burde have internationalt ssamarbejde med andre socialistiske og progressive bevægelser højest på sin prioritetsliste. det er et punkt som intet venstrefløjtsparti (mpåske lige med undtagelse af trotskyisterne) kan siges at have prioriteret i snart en menneskealder.

jens peter hansen

Og ligesom med EF fremførte venstrefløjen også kulturelle argumenter, som vi senere kender fra Dansk Folkeparti (og som Søren Krarup allerede dengang var talsmand for) imod tyskheden, katolicismen osv., som begrundelse for bevarelse af en ren og pur dansk nationalstat, der allerede dengang blev identificeret med velfærdsstaten. Denne ville ikke kunne opretholdes, hvis vi kom ind i EF og tillod fri bevægelse af arbejdskraft og kapital over grænserne.

Skriver Claus Bryld
Jamen hvor har det været svært for folk, der har været tilhængere af EU at komme til orde, hvis man samtidigt stod til venstre for midten i dansk politik. Den kærlighed til indvandrere som DF lægger for dagen er i høj grad groet i venstrefløjens for- og baghave.
Masser af pensionister, der stemmer DF, har tidligere stemt på venstrepartierne, og de kan ikke forstå, at når det tidligere var fint at frygte katolikker og tyskere, som ikke har gjort os en pind de sidste mange år, at så er det racistisk at frygte for muslimer og tyrkere, der er indvandret i tusindvis.
Den frygt for de fremmede har alle partier på venstrefløjen et kodylt stort ansvar for. International solidaritet er et smukt og aldeles gratis slagord. Prøv at mærk forskellen på omtalen af polakker, der ARBEJDER i Danmark og indvandrere der ikke gør.
Her er mange på venstrefløjen sært splittede, polakker stjæler arbejde fra danskerne, de andre er det synd for. De sidste er jo heller ikke nogen trussel, når det gælder jobs.
Fattigdom giver sære sengekammerater som Shakespeare skriver.

Er Claus Bryld mere og mere på vej til en revisionisme af besættelseshistorien og dermed en rekapitulation af fortiden?
. Arbejderbevægelsen har altid været en klods på lerfødder med mange meninger, men hvem er venstrefløjen i Brylds forestilling, der igennem årene har fået status i historieskrivningen, når han kan nævne DKP som flagets vogter, når venstrefløjen siden Marx har været en international bevægelse, også under besættelsen med kontakter til de andre europæiske partier og måtte bøde for det i 1.verdenskrig og under Den spanske Borgerkrig, og af nazisterne blev betragtet som de egentlige modstandere frem for De Konservative.
De nationale partier under krigen var bl.a. DNSAP (hvilket både Bryld og jeg har personligt kendskab til) og navnlig Dansk Folkeparti, der klamrede sig til flaget og tilskyndede "den lille mand" til at melde sig til Frikorps Danmark og SS for at kæmpe under dannebrog for fædrelandet (foranlediget af partiet Venstre ligesom i dag med frivillige soldater). Alle beklagede 9.april, og efter 1945 har ikke få fulgt op på 1941 og fundet roden til alt ondt: kommunisterne, dvs.noget med Stalin ovre i Sovjet. Nogen bryder sig ikke om hunde, andre kan ikke li' kommunister.
Det har altd været vanskeligt at tænke dialektisk, de fleste springer over, men marxisterne har endnu i 2011 venskaber overalt i verden, om man så vil kalde det internationalt eller globalt. Nationalt og nationalistisk er to ting, og hvad Ville og Helle foretager sig, må vise sig, socialistisk bliver det næppe.
Krisesituationen i dag har til gengæld genfremkaldt nationalismen og fået de nationale konkurrenceparametre indskrevet i liberalismen, frihed frem for alt, om det så ender med anarkistiske tilstande. Der kleine Mann ist tot.

Claus Bryld glemmer en vigtig forskel i sin artikel om arbejderbevægelsen og det nationale.

Der har historisk været et ønske om at bevare national suverænitet og at begrænse indvandring af udenlandsk arbejdskraft som kunne virke som løntrykkere.

Til gengæld har der aldrig været et ønske om at begrænse danskeres muligheder for at leve med en udenlandsk partner i Danmark, og slet ikke om krav som gjorde det specielt vanskeligt for dem højst havde en faglært uddannelse, eller som kun havde en almindelig indtægt.

"Transnationale ægteskaber"
må siges at være et enkelt mindre symptom, men måske et vigtigt politisk parameter.

Ingen socialister kunne vel drømme om at indføre sådanne (uliberale) begrænsninger, men er for DF et led i deres religiøse ekstremisme, fremmedhadet og den totale krig mod muslimer, og karakteriserer således deres særegne opfattelse af ytringsfriheden, billedligt taget en bombe i turbanen.
Den bizarre situation, for at bruge Brylds ord, består måske i, at et lille nationalistisk parti fører krig mod den halve verden, og at dets udenrigspolitiske ordfører er talsmand for den israelske zionisme, hvilket imidlertid, måske også bizart, er i overensstemmelse med deres og højrefløjens og USAs antikommunisme (og formentlig Brylds partsindlæg) - og findes også i en international organisation/bevægelse, som var en del af nationalisten Pia Kærsgaards karriere fra Fremskridspartiets tid, og som i lyset af Den kolde Krig kan få danskere til at føle sig som rigtige danskere, en højere grad af nationalt tilhør med understregning af konge, kirke og flag og, for mig at se, sammen med Venstre et forsøg på rehabilitering af holdningen under besættelsen.

Modstanden mod EU behøver slet ikke at være et udtryk for det nationale eller nationalisme, eftersom EU for socialister at se, er (1) udtryk for en ny og udvidet nationalisme, der står i vejen for internationalisme og (2) er præget af borgerlige højrebevægelser - og viser altså endnu en modsætning til opfattelsen hos DF, der logisk set synes at måtte have et problem med partiideologien, og som har givet regeringens EU-holdning vanskeligheder.